Lars Findsen var sikker på, han nok skulle blive renset. I lufthavnen ændrede alt sig

Hvordan en af de mest betroede personer i Danmark endte med at fejre jul i arresten.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Han var vågnet den morgen i Nordmakedonien. Det var ikke decideret varmt i december i det lille land på Balkan, men bedre end derhjemme i Danmark. Han var inviteret ned for at undervise landets efterretningstjeneste. Og Lars Findsen var altid interesseret i rejser og eventyr.

Hans profilbillede på Facebook har ham på en sneklædt bjergtinde. Hans næsten perfekt firkantede ansigt er solbrunt, og under et par sorte Ray-Ban-solbriller løber der to dybe furer fra næsefløjene og ned på hver side af mundvigene, som giver Lars Findsen et hårdt, ret cool udtryk. Resten af Facebook-profilen er i øvrigt fuldstændig lukket. Sådan en mand er Lars Findsen.

Tilbage i Danmark om morgenen den 8. december forlod Findsen ruteflyet fra Nordmakedonien og kom ind i Københavns Lufthavn. Han var igen tilbage i det land, som han nok ikke var født i, men som han havde brugt hele sit voksne liv med at kæmpe for. Findsen var soldat for Danmark. Ikke altid i uniform og aldrig med skarpladt automatvåben, men den 57-årige Findsen var en mester i informationer og hemmeligheder på Danmarks forsvars vegne. De absolut mest fortrolige af slagsen, som det ofte kun er en håndfuld andre, der nogensinde hører om. Den slags hemmeligheder, der bliver talt om i sikrede rum, og som mænd i mørke frakker i film udveksler i kuverter. Den slags hemmeligheder, som statsministeren ikke fortæller sin mand. Den slags, vi journalister jagter. Den slags, du og jeg og Zetlands medlemmer ganske enkelt ikke må vide. Som nogle gange for nærmest enhver pris skal holdes hemmelige. Som øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste havde Findsen en karriere bag sig, som kun få, om nogen, kunne matche i den vestlige efterretningsverden. 20 år på toppen. Hvis nogen lignede en urørlig mand i den danske topelite, måtte det være Lars Findsen, der i mange år bare gik under navnet Chefen’.

Vi kender ikke præcis forløbet, der udspillede sig i Københavns Lufthavn for lige godt en måned siden. Vi ved ikke, hvad betjentene sagde til Findsen. Vi ved ikke, hvad han eventuelt sagde tilbage til dem. Men klokken 9:51 den onsdag i december 2021 blev spionchefen i al fortrolighed anholdt og ført væk. I årevis havde det været hans job at give grønt lys til den slags lyssky spionoperationer, der i mange lande ville blive regnet som ulovlige. Findsen traf de hårde beslutninger. Nu havde nogen et usynligt sted i det danske system givet grønt lys til at føre Chefen’ bort i en bil og sætte ham bag tremmer og samtidig sikre, at kun de absolut nærmeste opdagede, at anholdelsen fandt sted. Og på andre adresser i Danmark blev yderligere tre personer i den danske efterretningsverden anholdt, og flere adresser ransaget i samme sag.

Findsen er mistænkt for at gøre det, ingen i hans stilling må gøre – eller bare overveje at gøre: fortælle de hemmeligheder, nationen har betroet ham at holde for sig selv. På lovsprog kaldes det et brud på paragraf 109, stk. 1 ved uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne”. På almindeligt dansk var anklagen fra PET, at Findsen havde sladret.

Graver man sig ned i Lars Findsens fortid, træder en mand frem af skyggerne, der modsat næsten alle FE-chefer før ham ikke kom fra militæret. Findsen var jurist. En moderne mand, der revolutionerede landets efterretningstjenester, der før var to sorte huller i staten, men som under Findsen åbnede døren på klem for offentligheden, så noget lys slap ind. Måske dér finder vi mening i, hvordan en af de mest betroede personer i Danmark endte med at fejre jul i arresten, mistænkt for at have forbrudt sig mod sin vigtigste opgave, nemlig at klappe i.

Lars Findsen blev født på den østengelske kyst i Hull, en havneby på størrelse med Aarhus. Som en virkelighedens James Bond kom han fra ret almindelige kår, og opvæksten gav ham en livslang interesse for livet på havet. Hans far var salgschef for den danske fabrik Plumroses engelske afdeling, der solgte enorme mængder dansk grisekød på konservesdåser til englænderne.

Da Findsen var fire år, flyttede familien – far, mor og en lillebror – tilbage til Danmark i et parcelhuskvarter i Strøby Egede syd for Køge. Livet var godt der. Fodboldbaner, vand, strand, venner. Men en skygge lagde sig over familien, da Lars Findsen var knap ti år, og forældrene blev skilt. Faren tog ham, sin ældste søn, med sig, og de flyttede til den anden side af landet, til Augustenborg på Als. Lillebroren blev hos moren. Familien var med ét blevet delt i to. Lars Findsen har i et interview med Euroman senere sagt, at skilsmissen betød, at jeg holdt mig selv lidt tilbage, undgik at lave problemer og nok ikke var så ekspressiv følelsesmæssigt, som hvis jeg havde haft et forældrepar, som var sammen i en tryg konstellation, som jeg kunne slå op imod eller opføre mig åndssvagt over for.

Efter gymnasiet ville Lars Findsen læse medicin, men han endte med sin andenprioritet og begyndte på jurastudiet. Hvis du først fokuserer på det, du laver, og gør en dyd ud af det, altså virkelig går ind og ned i det, så er næsten alting interessant,” sagde han til Euroman. Bøgerne slugte ham. Juraen kunne noget særligt. Men vandet kaldte, og han krydsede Atlanterhavet i en sejlbåd bogstaveligt talt fyldt med tønder af rom, og pludselig stod det klart, hvad han skulle med sit liv: Han ville være statsanklager. Sådan en, der får kriminelle og lovbrydere sendt mange år bag tremmer.

Vejen til statsanklager-titlen, vidste unge Lars Findsen, gik gennem Justitsministeriet. I 1990 lavede han såkaldt datakontrol i en styrelse, og selv om det var tørt, nød han nørderiet, og han blev rigtig god til det. Det så ledelsen, og i 1993 blev Lars Findsen hentet ind i Justitsministeriet, hvor han efter to år blev tilbudt et helt afgørende job.

I Poul Nyrup Rasmussens regering i 1995 blev Lars Findsen en slags spindoktor, før der var noget, der hed spindoktor, og sekretær for den daværende justitsminister, socialdemokraten Bjørn Westh. Efter Westh blev Lars Findsen ministersekretær for Frank Jensen, da han tog ministerkontoret.

Hurtigt landede han en chefstilling i Justitsministeriets politikontor. En dag bag skrivebordet bragede islamiske terrorister to fly ind i New York Citys skyline, og verden var på de få timer i 2001 fuldstændig forandret. På politikontoret var Lars Findsen kontakten til PET, der pludselig fik travlt – og det smittede af på Findsen. Men det var okay. Han havde ingen børn og kunne arbejde solen sort. Belønningen for sliddet kom i maj 2002, hvor han i en alder af bare 37 år blev udnævnt som øverste chef for PET og de mere end 500 medarbejdere. Hvis han ikke allerede havde lært det, så var det i den grad her, at Findsen lærte værdien af nationale hemmeligheder. Og at holde på dem.

Den nu helt aktuelle trussel om islamisk terror i Vesten, og at den terror også kunne ramme Danmark, når vi mindst ventede det, betød, at Lars Findsen måtte ud og berolige danskerne. Det er også en opgave for en efterretningstjeneste. At fortælle os, at det hele bliver okay. Vi skulle kunne sove trygt, og Findsen vidste, at han også skulle give danske politikere vished om, at hvis der var terrorister i Danmark, havde PET et øje på dem. Lars Findsen besluttede også, at det ekstremt lukkede PET aktivt skulle fortælle folket, at tjenesten eksisterede, og hvad man gik og lavede. Selvfølgelig uden at sige for meget af sandheden. En svær balancegang selvsagt.

I 2005 placerede en satiretegning af profeten Muhammed i Jyllands-Posten Danmark i terroristernes sigtekorn. Men med PET under Lars Findsens ledelse og med tæt international hjælp slap Danmark nogenlunde helskindet igennem. Og en dag i 2007, hvor Lars Findsen var derhjemme i privaten, ringede hans telefon. Det var Søren Gade, Venstres forsvarsminister. Lars Findsen gik ned i sin kælder og stillede sig ved gasfyret, som han plejede, når han uforstyrret ville talte i telefon. Søren Gade spurgte, om Findsen kunne tænke sig at blive departementschef i Forsvarsministeriet, den øverste bureaukrat i Forsvaret. Han tøvede, da han de senere år var blevet far til tre børn, men Søren Gade lovede, der også ville blive tid til dem. Lars Findsen sagde ja.

Tito’ blev Findsens kaldenavn i Forsvarsministeriet. Ikke en hentydning til den tidligere jugoslaviske diktator Josip Broz Tito, men til Findsens meget chill forhold til arbejdstid. Tito’ var en sammentrækning af ti til to’ eller tirsdag til torsdag’, som var der, Chefen’ kunne træffes. Ifølge Berlingske måtte en af Findsens politiske chefer ved en lejlighed give sin departementschef besked om at afkorte sin ferie for at passe sit arbejde.

Lars Findsens tid i Forsvarsministeriet fra 2007 og frem var præget af ministre, der kom og gik, seks for at være præcis, socialdemokrater og venstrefolk. Navneskiltene blev skiftet ud på det fineste af kontorerne, men ikke inde hos departementschefen. Der stod fortsat Findsen. Danmark var i krig i Irak og Afghanistan, og der var nok skandaler at blive fældet på. I 2009 udkom der en bog ved navn Jæger – I krig med eliten, som var skrevet af en tidligere jægersoldat. Bogen var et behind-the-scenes-indblik i Danmarks krig i Afghanistan. Ligesom landets spioner er også jægernes arbejde hemmeligt. Så naturligvis kunne Forsvaret virkelig ikke lide den bog og ville have gjort den forbudt. På et i dag famøst pressemøde efter et samråd om bogen blev Søren Gade trængt op i en krog af journalister. Hvad var der så farligt ved bogen, spurgte de. Lars Findsen, som den servicemindede departementschef, han var, kom sin minister til undsætning.

Lars Findsen stillede sig bag kødranden af journalister, og på et papir skriblede han i al hast ARABISK OVERSÆTTELSE, som han viftede med. Hallooo, kig herhen. Findsen var nemlig blevet orienteret om, at der florerede en arabisk oversættelse af bogen online, og det var jo et ret godt argument for at forbyde den. Søren Gade så papiret og fortalte journalisterne om den arabiske udgave. Straks blødte stemningen op. Men, men, men. Senere kom det frem, at det var en ansat i Forsvaret, der havde maskinoversat bogen til arabisk og løjet om det. Søren Gade måtte sige farvel og tak.

I den brede offentlighed var Lars Findsen ikke et navn, danskerne hørte meget om. Han forblev en skygge. Det ændrede sig dog en dag i december 2014, hvor Findsens bil bragte ham i Ekstra Bladets spalter. EMBEDSMÆND LEVER SOM DE KONGELIGE,” skrev Ekstra Bladet på forsiden og fortalte om de danske departementschefers høje lønninger. Findsens BMW 730 til halvanden million kroner og privatchaufføren, der hørte med, var også i centrum. Der var intet at fortryde ved den bil, mente Findsen.

I 2015 blev det Lars Findsens tur til at sige farvel. Han havde med sin forsvarsministers velsignelse lavet en meget utraditionel bytter’ med den øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Mens chefen derovre tog over som Forsvarsministeriets departementschef, satte Lars Findsen sig i stolen som Danmarks øverste militære spionchef. Hemmelighedernes mand.

Et 50-årsjubilæum for spiontjenesten stod for døren, da Lars Findsen kom på plads i sit kontor i FEs bygninger på Kastellet. Sin strategi om at være mere imødekommende, som han havde udviklet i PET, overførte han til FE. Blandt andet fik forfattere adgang til klassificeret materiale fra spiontjenestens opstart under Den Kolde Krig. Formålet var, skrev han i et jubilæumsskrift, inden for det muliges rammer” at fortælle den brede offentlighed noget om, hvad der foregår bag de traditionelt så lukkede mure i en hemmelig tjeneste”.

Da Lars Findsen overtog FE i 2015, var tjenesten langt større end nogensinde før – og forandret. Hvor tjenesten før var militærfolk af den gamle skole, var der nu flest ingeniører og akademikere med speciale i arabiske, kinesiske og russiske forhold og så en hulens masse it-folk, der kan hacke sig til viden, der ellers ville være utilgængelig. Tjenestens årlige budget var over 600 millioner kroner.

Lars Findsen mente, at FEs nye størrelse også fordrede større dialog med samfundet. Til Euroman sagde han, at spiontjenesten havde været mere lukket, end nødvendigt er.” Selv om meget af det, vi foretager os i udlandet, er pivulovligt dér, hvor vi gør det, og der er meget, som man aldrig får os til at sige en lyd om,” havde tjenesten en særlig forpligtelse til at sige så meget, vi kan”.

FE begyndte også at udgive Indblik, en rapport, som gav et før utænkeligt, ja, indblik i tjenestens arbejde og bekymringer. I en udgave af Indblik fra 2018 jokede spionerne ligefrem og skrev: Der var engang, hvor man sagde, at det eneste, der ikke var hemmeligstemplet i FE, var toiletpapiret.” Sådan var det ikke længere, skulle man nu forstå. FE var kommet på LinkedIn. Og Findsen gav interviews til højre og venstre. Heriblandt til Euroman, hvor han poserede i stramme mørkeblå habitbukser, hvid skjorte og lang mørkeblå frakke. Findsen var flyvende.

Men i it-afdelingen ude på FEs tekniske anlæg Sandagergård på Amager, hvor ansatte bag pigtrådshegn og bevæbnede vagter trawler gennem informationer, der kommer ind fra kabler, hvor der suser kommunikationsdata fra omverdenen, var der noget i gære. En ansat havde gang i noget, der foregik i smug, som inden længe ville kaste Lars Findsens karriere ud i et limbo.

Da Edward Snowden i 2013 blæste i den helt store whistleblower-fløjte med afsløringer af sin arbejdsplads, den amerikanske efterretningstjeneste NSA, blev det tydeligt, hvor tæt FE var med NSA. Også for tæt, mente en fraktion på Sandagergård, der oplevede, at tjenestens loyalitet over for USA gik ud over Danmark.

En af de ansatte fra fraktionen besluttede i al hemmelighed at bevise, at FEs partnerskab med NSA om at tappe et danskejet kabel på dansk jord udgjorde en risiko for danske statsborgere. For i kablet flød der kommunikationsdata fra Kina og Rusland, en sand guldåre af oplysninger for amerikanerne. Men det var den ansattes oplevelse, at der i kablet også flød data fra danske statsborgere. Hvilket betød, at FE udsatte danskere for at ende i de amerikanske spioners søgelys. Det frustrerede den ansatte, og i smug båndede han samtaler, han havde med chefer. Heriblandt angivelig også Lars Findsen.

I 2019 gik den ansatte til tilsynet, der fører kontrol med FEs tophemmelige aktiviteter. Tilsynet med Efterretningstjenesterne, eller bare TET, læste materialet og lyttede til båndene og meddelte, at det var deres vurdering, at FE havde udsat danske statsborgere for en risiko for spionage. I Forsvarsministeriet reagerede Trine Bramsen ved øjeblikkeligt at hjemsende Lars Findsen samt hans forgænger Thomas Ahrenkiel, og nyheden ryddede alle medieflader. Samtidig blev et hold landsretsdommere hevet ind til at kulegrave tilsynets vilde anklager.

Derhjemme kedede Lars Findsen sig. Så meget, at han byggede et skur til sin villa nord for København. Men i medierne var der nok at følge med i. Hans hjemsendelse havde fået journalister til at grave i, hvad anklagerne mod FE handlede om, og inden længe blev FEs arbejde og samarbejde med NSA lækket til journalister fra anonymiserede kilder. Årtiers tys-tys var pludselig forsidestof. Og lækagerne kom indefra, viste PETs efterforskning, og måtte stoppes.

Lars Findsen gav imidlertid angiveligt indtryk af at tage tilsynets anklager mod FE ganske roligt. Ifølge en kilde, der var tæt på ham frem til anholdelsen i lufthavnen, var han ligefrem sikker på, at han nok skulle vende tilbage som landets spionchef. Altså at der ikke var noget at komme efter. Men hvad Lars Findsen næppe vidste, var, at PET overvågede ham i en anden sag. Hans telefon blev aflyttet. PETs mistanke var, at Danmarks spionchef og hemmelighedskræmmer lækkede oplysninger.

Knap et døgn efter sin anholdelse i lufthavnen i december blev Lars Findsen stillet for en dommer. Mødet begyndte klokken 8:25 og sluttede først ved 18-tiden. Af retsbogen fremgår det, at dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham, da der var bestemte grunde til at antage, at anholdte på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen, navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre”.

Tre andre personer, nuværende og tidligere medarbejdere hos PET og FE, blev anholdt samme decemberdag som Findsen, og de er også sigtet for at have talt over sig. De tre er dog løsladt, mens sagen efterforskes. Lars Findsen er den eneste, der stadig er i politiets varetægt i arresten i Hillerød.

Findsen og de tre efterretningsfolk er sigtet efter en af de hårdeste paragraffer. Den, der kaldes landsforræder-paragraffen’. Med risiko for op til 12 års fængsel straffer den personer, der røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror”, som der står i loven. Flere medier har også haft besøg af FE og PET, der ville minde dem, at de kan straffes for at afsløre statshemmeligheder. Og otte journalister er blevet indkaldt til afhøring om lækagerne. Ifølge DR vil afhøringerne blandt andet handle om Lars Findsen.

Som et tvist på, hvor sagen står i dag, affejede landsretsdommerne bare fem dage efter, at Lars Findsen blev anholdt, TETs anklager om, at FE havde trådt ved siden af. Der var intet, nada, nothing, at komme efter, lød det. Det frikendte FE for at have spioneret mod danskere, og kritikken af Lars Findsen i den sag faldt til jorden. Trine Bramsens prompte hjemsendelse fremstod pludselig som en overreaktion. Mens den erfarne spionchefs rolige mavefornemmelse derimod havde været rigtig.

Vi ved stadig ikke, hvad Lars Findsen er mistænkt for at have røbet, og til hvem han skulle have røbet noget. Og for at føje ekstra mystik til sagen begik nogen indbrud i Findsens villa klokken 22 om søndagen den 19. december, altså mens meget få mennesker i Danmark må formodes at vide, han sad i arresten. PET og politiet har ikke ønsket at kommentere indbruddet til Ekstra Bladet, men af døgnrapporten fremgår det, at indbruddet muligvis skete via en ulåst dør i kælderen”.

Findsens forsvarsadvokat har ikke ønsket at udtale sig til Zetland, og sagen mod Findsen foregår bag dobbelt lukkede døre i Københavns Byret. Det betyder, at selv diskussionen om, hvorvidt der fortsat skal være lukkede døre, foregår bag lukkede døre. Men da Findsen tidligere denne uge ankom til byretten, nåede han at sige til journalister, før dørene lukkede: Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt, det her, og det må I gerne citere mig for.” Varetægtsfængslingen af Lars Findsen fortsætter frem til den 4. februar.

På Zetland graver vi videre i sagen om Lars Findsen og FE. Hvis du har lyst til at bidrage til vores arbejde, kan du kontakte mig på [email protected] For krypteret kommunikation kan du fange mig på [email protected] Vi skrives ved.