Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Bjarke Larsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Politikernes argumenter roder i moskédebatten. Vi rydder op

TORDENVEJRAbu Bilal holder fredagsbøn på Grimhøjvej – danske politikere vil have ham ned fra podiet Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Danske politikere konkurrerer i stigende grad på hurtige politiske udmeldinger, især når der er følelser på spil. Om deres revolverforslag giver mening, bør optage os – de kan hurtigt ende som lovgivning.

Debatten antændt af TV 2’s optagelser fra otte danske moskéer har afsløret, hvordan positionerne i den danske diskussion om ytringsfrihed ændrer sig efter fløjenes værdipolitiske forgodtbefindende. Tidligere forkæmpere for ytringsfriheden efterspørger nu forbud, mens tilhængere af en anstændig tone pludselig fremhæver værdien af det utæmmede ord.

I første halvdel af måneden sendte TV 2 dokumentarserien Moskeerne bag sløret”, der over fire afsnit og med skjult kamera infiltrerede blandt andet Grimhøjmoskéen i Aarhus. Seerne kunne følge imamen Abu Bilal undervise kvinder i, at ægteskabsbrydere skal dræbes ved stening” (dog kan en jomfru slippe med piskeslag), ligesom den, der frafalder sig religion, altså en frafalden, han skal slås ihjel”. Imamen nævnte dog – hvilket er væsentligt – at sådanne straffe ikke udføres i Danmark.

Reaktionerne på programmet kom prompte. Dansk Folkepartis Martin Henriksen og De Konservatives Naser Khader forlangte Grimhøjmoskéen lukket.

Bare så det lige er på plads: Det er ikke nemt at forbyde Grimhøjmoskéen. Her kommer forklaringen på hvorfor, og så må I lige finde jer i en juridisk gennemgang.

I et folketingssvar i efteråret 2014 konkluderede Justitsministeriet, at der ikke engang var grundlag for at undersøge spørgsmålet om opløsning af en eventuel forening bag moskéen på Grimhøjvej i Brabrand”. Det skyldes grundlovens § 78, som beskytter foreningsfriheden, medmindre foreningen forfølger et ulovligt formål eller virker ved vold”. Det skal forstås temmelig bogstaveligt. Foreningen skal bruge vold eller andre ulovligheder, før den kan forbydes. At tale om dem er ikke nok. I 2008 skrev Rigsadvokaten således følgende om mulighederne for at forbyde Hizb-ut-Tahrir.

Efter gældende ret [er der] ikke noget ulovligt i at arbejde for, at der f.eks. indføres censur, at den private ejendomsret afskaffes, eller at det gældende demokratiske flerpartisystem erstattes af et styre baseret på religiøse normer og værdier. (…) Efter gældende ret er det således i almindelighed ikke op til retssystemet, men til den frie debat og meningsdannelse at modarbejde og bekæmpe synspunkter til støtte for f.eks. opgør med samfundets grundlæggende normer og værdier.”

Både Martin Henriksen og Naser Khader har dog også luftet muligheden for at anvende grundlovens § 67 for at ramme Grimhøjmoskéen. § 67 beskytter religionsfriheden med det forbehold, at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Denne formulering stammer helt tilbage fra 1849-grundloven og har ikke givet anledning til megen praksis, der kan klargøre, hvad formuleringen betyder. Det står selvfølgelig klart, at religionsfriheden ikke beskytter ægteskaber med mindreårige eller dødsstraf for frafald. Spørgsmålet er, om læren (i modsætning til direkte opfordringer og trusler) om den slags er beskyttet. Det kan for så vidt ikke klart udelukkes, at Folketinget med § 67 i hånden kan indføre sanktioner over for trossamfund, hvis lære er ekstremistisk. Den slags sanktioner vil dog fortsat kunne være i strid med foreningsfriheden i § 78.

Men antager vi for eksperimentets skyld, at grundlovens § 67 giver Folketinget mulighed for at lukke moskéer og genstridige trossamfund, rejser det flere nye spørgsmål. Et oplagt spørgsmål er for eksempel, om sådan en fremgangsmåde er forenelig med eksempelvis DF og De Konservatives øvrige udmeldinger om ytringsfriheden værdi. For når det drejer sig om et trossamfunds lære – snarere end dens praktiske gudsdyrkelse – så er det umuligt at skelne mellem religions- og ytringsfrihed. I den forstand udgør religionsfriheden blot en særlig del af den bredere ytringsfrihed. Det gjorde allerede Grundtvig klart, da han under grundlovens forhandlinger i 1849 rasede mod, at § 67 ikke skelnede klart mellem ord og handling.

Her er det interessant at notere sig, at både DF og K er tilhængere af en afskaffelse af blasfemiparagraffen. De bruger blandt andet det argument, at religioner ikke skal nyde en særlig beskyttelse mod kritik og satire. Men i denne måned har ytringsfrihedstilhængere vendt det argument på hovedet. Nu kræver de, at man skrider ind over for nogle ytringer, netop fordi de er fremsat i en religiøs sammenhæng. Det skal være forbudt at udlægge islam sådan, at utroskab og religiøst frafald straffes med døden – men tilsyneladende ikke at agitere for en ikke-religiøs totalitær samfundsorden, hvor modstandere af Føreren, Generalsekretæren eller Partiet lider samme skæbne.

Også racismeparagraffen kræver de to partier ophævet. I De Konservatives spritnye visionsprogram hedder det eksempelvis:

Forbud mod at ytre sig hører ganske enkelt ikke hjemme i et ordentligt samfund. Derfor er racisme- og blasfemiparagrafferne afskaffet i 2034. Til gengæld er danskernes værdier om samtale og demokrati så stærke, at civilsamfundet altid taler racisme midt imod.”

Da Lars Hedegaard blev dømt for overtrædelse af racismeparagraffen, skrev Naser Khader ovenikøbet et forsvarsskrift:

Man kan og må ikke straffe meninger – kun handlinger (…) Vi kan ikke straffe holdninger og meninger, vi ikke bryder os om – ligegyldigt hvor forkerte og forkastelige, vi mener, de er. Vi kan ikke straffe idioti. For i sidste ende vil vi ikke længere have ytringsfrihed, vi vil ikke have demokrati, men vi vil i stedet bevæge os i retning af et totalitært samfund bygget på holdnings- og meningskontrol.”

I 2013 rettede Pia Kjærsgaard følgende angreb mod racismeparagraffen (som hun kaldte stikkerparagraffen”). Hendes forhåbning var, at vi frit kan give udtryk for vores holdninger, uden at mediehungrende radikale, folkesocialister eller andre, der har gjort det til en personlig sag at anmelde efter forgodtbefindende, ikke længere skal trætte retsvæsenet og de anmeldte med den såkaldte racismeparagraf”.

Det kan i den forbindelse være interessant at se på, hvilke ytringer der ville blive tilladt, såfremt DF og K fik ophævet racismeparagraffen.

  • I 2000 blev Mogens Glistrup dømt for denne tirade: “Enhver, der har studeret muhamedanismen, ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De skal ud, for det er i den grad en fare, at f.eks. hende, der ringede, hendes børnebørn ville ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark.”
  • I 2003 blev folketingskandidat for Fremskridtspartiet og medlem af Den Danske Forening Peter Neerup Buhl dømt for blandt andet at udtale, at muslimer skal “indfanges” og opsamles i “koncentrationslejre”, så de er “afskåret fra at kunne skade danskerne”. “I lejrene skal deres levestandard gradvist nedsættes, indtil de kan udsendes.”
  • I 2006 blev en mand dømt for som redaktør og studievært i en radioudsendelse at have udtalt, at man skulle “fordrive alle fremmede muhamedanere fra Vesteuropa, så de ikke kan komme til at lægge bomber, eller at udrydde de fanatiske muhamedanere. Det vil sige, at slå en betydelig del af dem ihjel.”

Der findes en række lignende udtalelser, som man kan argumentere for udgør indirekte opfordringer til at udsætte befolkningsgrupper for systematisk undertrykkelse eller drab, og som i hvert fald næppe kan anses som værende mindre rabiate end Grimhøj-imamens.

Disse ytringer bør være tilladte i ytringsfrihedens navn – mener de selvsamme politikere, som altså netop i disse dage argumenterer for, at Grimhøjmoskéen skal lukkes på grund af en imams ekstremistiske ytringer.

PUNCHLINENaser Khader skrev i sidste uge i BT, at vi skal "gøre noget" Scanpix

Det er ikke kun hos selvudnævnte ytringsfrihedsforkæmpere, at Grimhøjmoskéen har givet anledning til et paradigmeskifte. Den humanistiske fløj, som tidligere har ønsket at indskrænke islamkritikernes retoriske spillerum, taler pludselig om det frie ord som noget ukrænkeligt. Da jeg optrådte med Enhedslistens Pernille Skipper i Debatten på DR, gik hun i rette med DFs Martin Henriksens ønske om at forbyde moskéen:

Vi [har] i Danmark en historisk tradition for, at vi ikke forbyder bestemte holdninger – vi tager dem med argumenter og diskussion.”

I et interview med Jyllands-Posten kritiserede De Radikales Marianne Jelved dem, der ønsker et forbud. Hun bemærkede, at længere gik det altså ikke med den ytringsfrihed end til én, man var uenig med – så skulle der ikke være ytringsfrihed.

Ifølge JP foretrak Marianne Jelved at bekæmpe Grimhøjmoskéen med argumenter”. Men at argumenter skulle være De Radikales første og sidste værktøj i kampen mod ekstreme ytringer, er nyt. Da Lars Hedegaard i Landsretten blev dømt for overtrædelse af racismeparagraffen, skrev De Radikales Zenia Stampe følgende:

Det er en forhånende påstand, der kun har til formål at skabe had mod muslimer – og frygt blandt danskere. Det er folkehetz. Og det er – med god grund – ulovligt i en demokratisk retsstat (…) [Er] CEPOS, Liberal Alliance og V og K i virkeligheden ikke bare højrefløjens nyttige idioter, når de tror, de kæmper ytringsfrihedens sag, men i virkeligheden bare baner vejen for den fri folkehetz.”

Heller ikke Enhedslistens Pernille Skipper har holdt sig for god til at ønske ekstreme ytringer straffet. Da fire borgerlige partier i 2013 fremsatte et beslutningsforslag om at kigge på fordele og ulemper ved racismeparagraffen, udtalte Pernille Skipper sig anderledes positivt i forhold til at begrænse ytringsfriheden:

Racismeparagraffen er da også, som SFs ordfører påpegede, kommet til verden, fordi historien har vist, at hvis der ikke er grænser for, hvilke generaliseringer og hadefulde ytringer man må komme med om minoriteter, så kan de ord føre til langt mere alvorlige handlinger. Generaliserende, nedgørende og usande udtalelser om minoriteter kan på den lange bane betyde, at handlinger bliver retfærdiggjort. Det betyder selvfølgelig ikke, at bestemmelsen i sig selv kan fjerne racisme, men at den kan fungere som en yderste stopklods.”

Man må altså forstå på Enhedslisten og De Radikale, at det er farligt for demokratiet, hvis man udtaler sig forhånende og nedværdigende om muslimer. Men hvis muslimer udtaler sig ekstremistisk om ikke-muslimer, kvinder og vantro, skal omgivelserne reagere med fri debat. Enhedslisten og De Radikale vil måske forsvare sig med, at racismeparagraffen i praksis oftest beskytter minoriteter. Selv hvis man finder en sådan undtagelse overbevisende, er der dog god grund til at afvise dens relevans. For der findes næppe noget mere sårbart og udsat mindretal i Danmark end frafaldne muslimer og de muslimske kvinder, der ønsker at bryde med streng social og religiøs kontrol. Det er netop disse grupper, som Abu Bilal med sine rabiate udtalelser ønsker at marginalisere yderligere.

Selv om den aktuelle debat om moskéerne tilsyneladende vender ytringsfrihedsdebatten på hovedet, er den samtidig et billede på status quo. I grove træk kan man tegne et billede af to dominerende positioner, der sjældent har stået klarere i den offentlige debat: Har man i de seneste ti års værdikamp befundet sig på den fløj, hvor den største trussel mod Danmark stammer fra islamisme og udlændinge, er ytringsfriheden uomgængelig, når det gælder kritik af islam og indvandring, men bør begrænses, når det gælder islamister. Abonnerer man derimod på forestillingen om, at Danmark er truet af intolerance og islamofobi, er ytringsfriheden afgørende, når ekstremismen udgår fra minoritetsmiljøer, mens den bør begrænses, når den anvendes til at krænke minoriteter.

En af de få, der besidder den intellektuelle integritet til at stå fast, uanset på hvilken banehalvdel værdikampen udspiller sig, er manden, der i 2005 kridtede banen op for den danske kamp om ytringsfriheden. For uanset fortsatte trusler og dæmonisering er journalisten og forfatteren Flemming Rose lige så bastant i sit forsvar for Grimhøjmoskéen, som når han forsvarer retten til islamkritik. Som Rose udtalte, da Berlingske spurgte ham, om man bør forbyde Grimhøjmoskéen:

Bestemt ikke. Ytringsfriheden er under nok pres i forvejen. Det er en hårfin balance, og jeg ved godt, at ekstremismen er en trussel; jeg lever selv med den. Men du kan ikke ofre demokratiet i demokratiets navn.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem