Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Vi har misforstået, hvad en jihadist er. Det viser regeringens plan mod radikalisering, mener manden her

MISFORSTÅETVi spørger, hvordan individer tiltrækkes af jihadismen, men glemmer at spørge, hvorfor jihadismen er tiltrækkende, mener seniorforsker Rasmus Alenius Boserup. Foto: Ulrik Jantzen / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Forebyggelse af jihadistisk vold og terror er blandt tidens varmeste politiske emner. Men vi har ikke forstået, at jihadisme i virkeligheden er en form for politik. Derfor affejer vi jihadister som religiøse fanatikere, kriminelle voldsromantikere eller socialpsykologiske tilfælde – og det ser man tydeligt i regeringens nye plan mod radikalisering og ekstremisme, mener seniorforsker Rasmus Alenius Boserup. Vi har bedt ham dissekere planen og supplere med dét, der mangler.

I begyndelsen af oktober lancerede regeringen en handlingsplan, der skal dæmme op for radikalisering og tilslutning til ekstremistiske bevægelser (hvilket i praksis primært vil sige jihadisme).

Planen indeholdt en masse initiativer, for eksempel øget kontrol med fængselsimamer, indsatser mod parallelsamfund og fornuftsstemmer” på internettet.

Og det kan alt sammen være fint nok, mener seniorforsker Rasmus Alenius Boserup fra Danmarks internationale tænketank, DIIS. Der er bare et problem: Der mangler noget vigtigt i handlingsplanen såvel som i hele den årelange indsats mod radikalisering og ekstremisme, som planen lægger sig i forlængelse af – nemlig en forståelse for jihadisme som en form for politik.

66.000

mennesker døde sidste år i voldsepisoder, der involverede jihadistiske grupper. Hvilket var mere end halvdelen af alle dødsfald i krig og konflikt på verdensplan.

Boserup mener, vi er alt for tilbøjelige til at (bort)forklare jihadisme som udslag af psykologiske eller sociale kriser, religiøs fanatisme eller kriminelle tilbøjeligheder hos jihadisterne. Dermed overser vi jihadisternes rationelle, politiske begrundelser for at blive jihadister.

Det har han lige skrevet en lille bog om, Hvad svarer vi jihadisterne? hedder den, og det centrale argument lyder i kortform:

  • Forklaringen på de senere års eksplosion i tilslutningen til voldelig jihadisme skal findes i Det Arabiske Forårs fiasko. Jihadismen er nemlig blot den mest ekstreme udtryksform for en langt mere udbredt vrede rettet mod mellemøstlige despoter og den vestlige geopolitik, der tillader despoterne at blive ved magten. Vreden findes i Mellemøsten, og den findes i Danmark, hvor især unge mænd og kvinder med muslimsk baggrund føler sig kaldet til at handle på den. Men de senere år har de handlingstrængende, i lyset af de fredelige protestbevægelsers fiasko, vestlige lederes rådvildhed og udviklingen i regionen, kun haft ét sted at gå hen – nemlig til de militante grupper, der stadig lover at kæmpe for en bedre verden. Og her dominerer jihadisterne.

5.000

europæere herunder mindst 135 danskere, menes at være rejst til Syrien for at kæmpe, de fleste for jihadist-grupper. Efterretningstjenester i hele Europa anser dem for én af de væsentligste sikkerhedstrusler mod kontinentet.

Jihadisme kan altså forstås som et ekstremt udtryk for en krænket retfærdighedsfølelse, som er udbredt blandt globalt sindede muslimer med trang til politisk handling. Men det overser vi i Boserups optik næsten fuldstændigt i vores bekæmpelse af jihadisme, hvor vi typisk kun tager udgangspunkt i vores egen lokale kontekst.

Det afspejler sig tydeligt i indholdet af regeringens nye handlingsplan, mener han.

Jeg har derfor bedt Rasmus Alenius Boserup rangere nogle af de godt 40 tiltag i planen efter de tre (let karikerede) opfattelser af jihadisterne, som han mener er fremherskende herhjemme og derfor let kan spores i regeringens handlingsplan. Her er resultatet:

1 Jihadisterne er vildfarne, lettere ressourcesvage (og måske endda fatsvage) individer, der skal hjælpes til at forstå, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

Denne opfattelse giver sig udslag i tiltag, der skal bringe jihadisterne tilbage til de gængse normer i samfundet. I handlingsplanen for eksempel:

  • Digitale fornuftsstemmer, der skal opsøge og engagere sig kritisk i relevante fora, indgå i dialog og udfordre ekstremistiske synspunkter”
  • Udbygning af det nationale korps af mentorer, som kobles på unge, der har udvist ekstremistiske sympatier
  • Flere indsatser i udsatte boligområder
  • Styrkelse af de lokale Infohuse, hvor politi og kommuner arbejder sammen om sager om radikalisering, herunder etablering af et nyt, nationalt videns- og ådgivningscenter om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering.

2 Jihadisterne er religiøse fanatikere, og deres voldshandlinger udspringer direkte af en forskruet teologi.

Opfattelsen afspejles i tiltag, der skal begrænse udbredelsen af ekstremistisk ideologi. Præmieeksemplet er lovpakken mod hadprædikanter fra tidligere i år, men i regeringens nye handlingsplan er der også eksempler:

  • Screening og øget tilsyn med religiøse forkyndere i fængslerne, der i udgangspunktet skal prædike på dansk
  • Mulighed for at blokere adgang til netsteder med ekstremistisk indhold.

3 Jihadisterne er kriminelle, som er mere tilbøjelige til at blive hvervet til jihadisme, fordi de allerede har gjort sig erfaringer med vold og våben.

Denne opfattelse afspejler sig i tiltag, der retter sig mod kriminelle eller forsøger at begrænse jihadisme ved at kriminalisere den. I regeringens handlingsplan for eksempel:

  • Nye forebyggelsesmetoder mod rekruttering fra bande- og rockermiljøet
  • Adskillelse af ekstremistiske fanger fra andre i fængslerne og en ny radikaliseringsenhed under Kriminalforsorgen
  • Skærpet indsats mod almindelig kriminalitet” i radikaliserede miljøer
  • Forslag om at kriminalisere radikalisme yderligere, for eksempel ved at gøre det endnu mere strafbart at sprede ekstremistisk materiale på nettet.

Rasmus Alenius Boserup, skal det lige understreges, er ikke modstander af alle de ovenstående tiltag (selv om han ikke bryder sig om dem, der begrænser ytringsfriheden). Han mener bare ikke, at de er tilstrækkelige.

Okay. Men hvad er det så, der mangler i indsatsen mod jihadisme?

Kort sagt et ikkevoldeligt alternativ til jihadismen, hvor potentielle fremtidige jihadister i stedet for at gribe til våben kan engagere sig i en fredelig, politisk kamp for en bedre verden.

Det er altid et marginalt fænomen, når folk tager våben i hænderne,” siger Rasmus Alenius Boserup. Bag enhver voldelig oprørsgruppe, mener han, ligger en meget bredere, folkeligt forankret politisk bevægelse, som de militante kun er spydspidsen for. Og det kan vi udnytte.

Hvis vi kan blive spydspidsen, men med indsatser, der ikke er militante, ville det jo være fantastisk.”

I sin bog nævner Rasmus Alenius Boserup som et muligt eksempel til inspiration tidligere tiders udviklingsarbejde, hvor unge danskere optændt af trang til at agere på verdens uretfærdighed rejste til eksempelvis Latinamerika for at hjælpe undertrykte befolkningsgrupper.

Måske kunne man gøre noget lignende i dag, men rettet mod Mellemøsten og de miljøer herhjemme, som er optaget af situationen dér, foreslår han. For, som han skriver:

Det ville ikke blot forringe jihadismens vilkår i regionen, men også bidrage til at styrke vores hjemlige sikkerhed ved at skabe alternative kanaler for meningsfuldt politisk engagement i kampen for en bedre verden.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem