Der var vel 1.500 mennesker. Måske flere. Det var svært at få et overblik over, for der kom hele tiden flere til, fra alle sider af pladsen, hvor Folkemødets hovedscene i Allinge på Bornholm var midtpunktet. Det var et levende hav af ansigter og kroppe, nogle med gråt hår og vindjakker, andre med croptops og stærke unge ben i shorts og sneaks, og mange med en fadøl i hånden. Lige nu havde de alle sammen deres opmærksomhed vendt mod sceneshowet. Det havde stået på i en halv time, og stemningen var god. Mine Zetland-kolleger havde en efter en indtaget scenen med hver deres historie om, hvordan vores drift og vores længsler flytter verden, og os selv, fremad. Og nu var det så mig. Jeg stod her for at bede folk om at strippe.
Heldigvis var jeg ikke alene. Foran mig, vendt mod publikum, med denimshorts og en svingende hestehale, stod et menneske, som ikke bare vidste, hvordan man fik folk til at danse sexet, men også, hvorfor det var vigtigt.
Hun hed Marianne Finnsdatter, og nu strakte hun begge sine arme ud foran sig. “Okay,” sagde hun ud til de 1.500 mennesker på pladsen. “Det er faktisk rigtig simpelt. Vi skal lære to ting: Det ene er en følelse, og det andet er en bevægelse. Og de dele sætter vi sammen til noget musik, okay?”
Var det okay? Det virkede sådan. Ingen korslagte arme, ingen småsnak. De lyttede, opmærksomt, de var på. Så langt, så godt.
“Så det allerførste, I skal gøre, det er at glemme alle de andre mennesker omkring jer. Lige nu er det bare dig og dig selv. Du kan lukke øjnene, hvis du vil,” fortsatte hun. Jeg så på de forreste rækker. En ung kvinde i sort kjole sænkede sine øjenlåg, det samme gjorde en herre godt oppe i 60’erne, efter han lige havde krænget sin rygsæk af.
Marianne løftede sin højre hånd. “Så tager vi vores ene hånd, lægger den på vores arm og stryger stille og roligt hen over huden – men … vi gør det, som vi ville røre en person, som vi var rigtig forelskede i,” sagde hun. Publikum fulgte hende. “Mærk lige, hvordan det føles … og nogle af jer står og smiler, så I ved godt, hvad det handler om.” Folk nikkede, og øjnene glitrede. Menneskehavet bølgede, mens tusindvis af arme strakte sig frem og kælede for sig selv. “Samtidig,” sagde Marianne, “så mærker vi, hvordan det føles at modtage den her form for berøring. Altså at blive rørt ved af en, som bare synes, du er fuldstændig vidunderlig. Det føles også ret dejligt. Så det, vi oplever, det er, at de to roller – den, der giver, og den, der modtager de her kærtegn – dem kan vi begge to være for os selv. Vi kan være vilde med os selv, ligesom vi er med andre mennesker. Og vi kan skabe den her dejlige følelse inde i os selv.”
Jeg ville ønske, du kunne se, hvad jeg så lige der. En ældre kvinde i blå vindjakke kærtegnede sine egne hænder med en hengivenhed, der tog pusten fra mig. Lige bag hende stod en ung mand i tigerstribet fleecetrøje, lige så opslugt af øvelsen. Det samme var pigen i den sorte kjole. Og herren med rygsækken. Det var, ærligt talt, vildt at være vidne til.
“Det vil sige, at når vi lige om lidt sætter hænderne på vores krop til noget musik, så er det ikke bare et danse-move,” sagde Marianne. “Det er en kærlighedsaffære.”
Hun smilede. “Jeg siger det lidt for sjov, men også rigtig meget for alvor.” Flere tusind ansigter nikkede og smilede tilbage mod scenen.
Det lille, simple trick havde åbnet en port ind til noget, der indtil for et øjeblik siden havde slumret. Kroppene var vågnet. En kærlighedsaffære – med dig selv. Det gav mening, publikum kunne mærke det. Hudens nerveender, der rejste sig sultent mod berøringen fra deres egne fingerspidser. Det virkede. Mere, tak. De var med. De var klar.
Og så kom musikken.
I snart seks år har jeg skrevet om kultur og tendenser her på Zetland. Og noget af det, jeg har skrevet rigtig meget om, er køn, seksualitet og identitet. Tre fænomener, som er dybt forbundne, både inde i os selv og ude i vores fælles samfundskultur. Og sjældent har diskussionerne om netop køn, sex og identitet fyldt så meget, som de har gjort de seneste år.
En ny feministisk bølge har sat dagsordenen på et væld af områder, fra MeToo til de sex- og kropspositive bevægelser. En hel generation vokser lige nu op med nye samtaler om køn og normer og et nyt sprog for, hvem de er, og hvordan man er det. De hører også, at de skal eje deres seksualitet og elske sig selv, som de er, men samtidig ser vi, hvordan et skræmmende højt antal af netop de unge slås med kropsskam, dårligt selvværd, angst og depression. De ældre generationer taler om opbrudstid og radikale ændringer, både på godt og på ondt. For bliver vi lykkelige eller ulykkelige, når normerne brydes ned, og alt fra pronomener til kagers køn er til diskussion? Af og til kan man få tanken, at virkeligheden måske har svært ved at følge med.
Men af og til sker det, at man falder over noget særligt. Noget, der viser, hvordan forandringerne faktisk er rykket fra ordenens, tankernes og analysernes verden og over i det levede liv. Til det sted, hvor vi ikke længere kredser om teorierne og skænderierne, men bare åbner os for det nye og tager det ind.
Lige præcis det var grunden til, at jeg stod på den store scene med et mål om at få folk til at strippe. For det, jeg var faldet over, var netop sådan en åbning mod noget anderledes. Noget, der kunne mærkes – med kroppen.
Vi stripper lidt forskellige steder i denne historie – på Folkemødet og i fitnesscenteret og i en forstad til Aarhus. Historien handler om, hvordan vores seksualitet og lyst kan være en nøgle til udvikling, og om, hvad det egentlig vil sige at holde af sig selv. Og så handler det om mænd og maskulinitet i forandring. Det er måske lidt af en mundfuld, og alligevel vil jeg gerne fortælle den. For kernen i den angår os alle sammen. Den rummer nemlig en påmindelse om, at når hjernen sander til i tankespind og svære spørgsmål, kan vores kroppe ofte vise os en vej frem. Og hvis vi har mistet kontakten til alt det kropslige, kan vi kickstartes med lidt øvelse. Uanset alder og uanset køn.
Det var et af Zetlands medlemmer, Lama Juma, som først fortalte mig om det. At hun kendte en kvinde, som underviste i strip-fitness, og som over de seneste år havde oplevet, at flere og flere mænd henvendte sig til hende for at lære at strippe. Instruktøren hed Marianne Finnsdatter, og hun var egentlig uddannet kaospilot og havde et helt almindeligt kontorarbejde, hvor hun lavede events og den slags. Men hun underviste altså også i strip – i et fitnesscenter, hvor hun havde faste hold. Og så tog hun ud til polterabender som en slags nebengesjæft, og det var her, flere og flere mænd var begyndt at vise interesse. Nej, det var ikke, fordi de misforstod og troede, de hyrede en stripper til at give gommen en lapdance. Den dynamik syntes de ikke var så fed. De ville meget hellere strippe selv.
Stripfitness er ikke det samme som strip – altså den kommercielle ‘dans sexet for penge’-strip. Stripfitness er kort fortalt en træningsform, der er opfundet af en dansk kvinde og eks-stripper ved navn Mill Jober. Det har eksisteret i en del år, og så eksotisk er det heller ikke længere. Du kan finde det i holdprogrammet hos mange fitnesscentre mellem zumba-timer og yogasessions.
Men stripfitness er lidt specielt. Det er en kombination af muskeltræning, smidighedsøvelser, koreografi og så erotiske dansemoves hentet direkte fra den kommercielle strip. Ja, det er træning, men det betyder ikke, at det er afseksualiseret. Tværtimod er seksualiteten i centrum for øvelserne. Men modsat den strip, du kan opleve på mørklagte barer, handler det ikke om at pirre et publikum. Som Marianne Finnsdatter sagde det en af de første gange, jeg talte med hende: “Vi gør det ikke for penge. Vi gør det for os selv.”
Kernen i stripfitness er at mærke sin egen lyst. At finde ind til det, der føles godt for dig, og lade kroppens bevægelser rulle med dén bølge. Du må godt blive lidt vild med dig selv, når du stripper. Det skal du faktisk helst. Du skal nyde dig selv. Mærke, hvor lækkert det er at give dig hen, ikke til en anden, men til dig selv. Booste dig selv indefra med selvtillid, anerkendelse og kærlighed.
Hvis du nogensinde er stødt på bare ét citat fra en selvhjælpsbog, så ved du, at det er sådan noget, som terapeuter og coaches elsker at fortælle os. Men mon ikke du også ved, at det er lettere sagt end gjort. Det er svært, måske umuligt, at tænke sig til at elske sig selv. Og her var det, at de sexede strippermoves kom ind i billedet som en slags snydekode, sagde Marianne. Og det samme med den øvelse, som vi hørte om i artiklens begyndelse: Den med at ae sig selv, både som den, der elsker, og den, der bliver elsket. Tricket var at komme ud af hovedet, der kværner på overtid, og ned i kroppen. I stedet for at prøve at tænke dig lækker og god og værdifuld, skal du mærke det. Med alle de sanser, som vækkes til live, når din seksualitet bliver tændt.
Marianne havde selv opdaget stripfitness helt tilbage i 2009. “Jeg blev vildt grebet af det,” fortalte hun mig. “Først var det sindssygt svært for mig, det med at mærke, hvad der føltes godt for mig. Det fik mig til at tænke, at lige præcis dét nok var ret vigtigt at arbejde med.” Og ikke kun i en seksuel sammenhæng. Faktisk, fortalte Marianne, så havde stripfitness været en slags allround selvudvikling for hende. En øvelse i at lytte til sig selv og sin krop i alle dele af tilværelsen. I arbejdslivet for eksempel og i alle slags relationer med andre mennesker. Alle de steder i ens liv, hvor man har brug for lige at tappe ind i det, der faktisk sker i én, i følelserne og kroppens reaktioner, og spørge sig selv: Hvordan har jeg det egentlig med det her? Hvad giver mig glæde og god energi? Hvad har jeg lyst til?
Måske lyder det som et egotrip med alt det ‘mig’, men faktisk var det lige det modsatte, forklarede Marianne. Ja, det handlede om at bygge sig selv op indefra, men effekten vendte i dén grad udad, oplevede hun. “Når vi selv kan dække nogle af de følelsesmæssige behov, vi har, så bliver det rarere for os selv at være i verden, men det bliver også rarere for andre.” Fordi, sagde hun, når vi så møder andre mennesker, så kommer vi ikke med en dyb, tom brønd af behov, som vi håber, de andre vil fylde op. “Vi kan være mere frie sammen. Mere nærværende og givende.”
“Og det sted kan man strippe sig hen til?” spurgte jeg. Ja, svarede Marianne, det ville hun i hvert fald påstå. Det var naturligvis et spørgsmål om tilgang, for det hang sammen med den følelse, man havde omkring det. At man virkelig gav sig selv lov til at mærke efter. “Hvis man bare gør det her én gang om ugen, så sker der altså noget i én. Der er noget, der rykker sig,” sagde hun.
Stripfitness har et udtryk, de fleste nok ville forbinde med noget feminint. Og holdtræning er typisk også kun for kvinder. Men efter Marianne begyndte at undervise polterabend-selskaber, var mændene dukket op. Mande-polterabender, vor kulturs vel nok mest bøvede højborg for pik-og-patter-maskulinitet, fandt på en eller anden måde frem til hendes kontaktinfo og skrev og spurgte, om man kunne hyre hende til en times undervisning. Bookingerne kom fra det, Marianne beskrev som “helt almindelige mænd” over hele landet.
En morgen midt i maj tog hun til Mårslet nær Aarhus for at lære 20 mænd at strippe. Det var Mathias, som skulle giftes, og hans venner havde arrangeret en polterabend, som ved første øjekast lignede det klassiske setup. Et hold gutter i slut-20′erne i shorts og T-shirts med Mathias i prikket heldragt som midtpunkt. Der var dåsebajer, høj sol i haven – og så var der Marianne. Hun kom i joggingbukser og grå T-shirt, ikke noget lir dér. Så satte hun Pony, et drivende sexet nummer, på, og så var de i gang. Alle sammen. Mændene begyndte med forsigtige, akavede trin. Med usikre hofte-vug og hænderne i lommerne – men også store smil og god attitude, som voksede til smittende selvtillid hele vejen rundt, efterhånden som Marianne lærte fra sig. Mathias og hans venner gav sig totalt hen til mandestrip. De smed trøjerne og kælede for deres egne kroppe, uanset hvilken form mavemusklerne var i. De dansede og krammede. De gav hinanden lapdances. Og da den store finale med fuld koreografi kom, var de … gode, faktisk!
“Selvfølgelig er det sjov og sex og platte jokes, når jeg er ude til polterabender,” sagde Marianne. “Men der bliver mere og mere plads til det, jeg arbejder med på mine hold. Hvor vi også kommer et spadestik dybere og taler om selvværd, nydelse, samtykke og alt sådan noget.”
For Marianne var og er det ret åbenlyst. Der er noget i gang blandt helt almindelige mænd. En langsom, men stor forandring, som hun ser små, overraskende glimt af, når hun er ude blandt polterabend-selskaberne. “Oplevelsen har ændret sig enormt meget bare på de otte år, jeg har været i det,” sagde hun. “Jeg kan jo kun sige, hvad jeg har observeret. Men det virker bare til, at der er kommet et meget større spillerum omkring seksualitet og maskulinitet.”
Der var en række ting, hun havde noteret sig. For det første blev hun mødt med meget færre bøvede og seksualiserende kommentarer nu, og aldrig fra de unge. Mændene var også blevet meget mere komfortable ved at røre ved hinanden. “Tidligere har de lidt skullet lade, som om de ikke ville, indtil jeg ‘gav lov’ ved at sige, de skulle. Men så har det også været tydeligt, at der var en længsel efter den nærhed mellem venner,” sagde hun. Desuden var de blevet mindre pjattede og mere nysgerrige på at lære. Og de stillede mere sårbare spørgsmål som: ‘Synes kvinder virkelig, det her er sexet?’, ‘Hvordan gør man, hvis man gerne vil vise det for sin kæreste?’ og ‘Hvad hvis man ikke ligner en mandestripper …?’
“Og så fortæller jeg dem jo, at jeg synes, de er dejlige og sexede, lige som de er – fordi det mener jeg. Og hvis jeg kan være mandestripper, kan de vel også,” sagde hun. “Men det peger hen i den femte ting, jeg observerer, og som måske er bagsiden af medaljen ved den øgede selvbevidsthed. Nemlig en større blufærdighed og usikkerhed ved egen krop.” Mændene, sagde hun, var blevet mere nervøse for, om de nu også levede op til idealet om et sexobjekt. “Og hvor den objektivisering mest plejede at gælde kvinder, så omfatter det nu også mænd. Så de tøver mere med at smide trøjen. De skal lære at navigere i det her – ligesom vi kvinder altid har skullet. På den måde tror jeg, at den heteroseksuelle cis-mand er lidt bagud på point. Vi kvinder har jo haft den her samtale i meget længere tid. Og den kropspositive bevægelse, som er vokset frem de seneste år, tror jeg, at der er behov for, at mænd også bliver inkluderet i.”
Med selskabets samtykke blev seancen fra Mathias’ polterabend optaget på video. Og Marianne fortalte mig, at hun havde vist den lille film til sin mor. “Jeg bliver faktisk helt rørt,” havde moderen sagt. Det forstod jeg godt. Den måde, de mænd gav sig hen til strip-seancen på, var simpelthen livsbekræftende. Usikkerheden, der forsvandt. Seksualiteten, der fik lov at gribe med begge hænder fra både det maskuline og det feminine. Den måde, de gav slip på. Jeg kan ikke huske, at jeg har set noget lignende, og slet ikke en morgen i en parcelhushave i Mårslev. Marianne havde også vist videoen til sin bedstemor. “Jeg ved slet ikke, hvad det er, jeg ser på,” lød hendes forundrede reaktion. Det forstod jeg så også godt. Går vi to generationer tilbage, var der ingen unge giftefærdige jyske mænd, der dansede, som Mathias og hans venner gjorde den morgen.
Det var “klart dagens bedste indslag”, som de senere skrev til Marianne. Men det var også mere end det. Det var et tegn på, at noget har ændret sig, at manderollen er i forandring, og at det ikke behøver at gøre ondt. Som Marianne sagde: “Selv om det helt klart er underholdning, og vi laver en masse platte jokes, så står der faktisk 20 mænd i en have syd for Aarhus, der undersøger og udvider grænserne for, hvordan man er mand.”
På Folkemødet var det videoen af Mathias og hans polterabend, der indledte mit og Mariannes indslag. Til tonerne af Pony-nummeret blændede filmen op på storskærmen ved siden af scenen, og allerede efter et par sekunder var publikum begyndte at huje og klappe. Så strakte Marianne armene frem, og 1.500 mennesker rakte deres arme op mod hende og begyndte at kærtegne dem selv.
“Så skal vi have gang i hofterne, og der bestemmer I helt selv,” lød Mariannes stemme i højttalerne. “De kan gå fra side til side, i cirkler, eller det kan brede sig ud i hele kroppen. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan det ser ud, I gør bare det, der føles godt for jer – og hvis der står nogen og tænker: ‘Jamen, jeg ved ikke, hvad der føles godt for mig’, så er det jo noget af det, vi rigtig gerne vil blive klogere på. Og det gør vi ved at prøve os frem. Hvis du er i tvivl, så bare følg mig, og så leger vi bare.”
Musikken var Princes Kiss. Gråhårede mænd og kvinder lod deres hænder løbe op og ned over kroppen, unge mennesker gav sig hen til rytmen, mens Marianne førte an i en enkel koreografi. Peg frem, hænderne på kroppen, rullende hofter, ohhh yes. Mærk, hvor skønt det føles indeni. En kærlighedsaffære.
“I just want your extra time and your – kiss!” Prince satte punktum, og tusindvis af luftkys blev sendt ud i sommernatten. Folk hujede, råbte og klappede helt vildt. Det var en fest, ingen tvivl om det. Men, tænkte jeg, mon der var nogen blandt publikum, som havde oplevet sig selv fra en anden side og mærket noget nyt ske indeni? Ville nogen faktisk tage lidt af det her med hjem?
Og så var det, vi mødte Peter.
Det var et par timer efter, showet var slut. Marianne, jeg og en lille flok af mine Zetland-kolleger havde købt natmad på en grillbar på havnen i Allinge. Mens vi kørte pomfritter ind, dukkede Peter pludselig op. “Det er jo jer!” sagde han. Jeg spurgte ikke til hans alder, men han var en voksen mand i skjorte med korte ærmer. Han havde været blandt publikum til showet, og han var storbegejstret. “Uhhh, det med at mærke sig selv, og ummm,” sagde han og lod hænderne køre over brystkassen. “Min kæreste bliver så glad for det her, når jeg kommer hjem.” Og så, til tonerne af Kiss, som vores techskribent Frederik Kulager fandt frem på sin Spotify-app, gik Peter og Marianne i gang med at genopføre strip-koreografien. De dansede, midt på havnen, i mørket mellem de hvide plastikstole og paptallerkenerne, mens de forbipasserende vendte sig efter dem, og grill-køkkenet kaldte “Nummer 68” ud.
Det var magisk.
På bænken lige bagved sad Peters tre venner og trak lidt på smilebåndet. De havde alle sammen mørkeblå pullovere på. “Han bliver helt umulig at have i teltet i nat,” grinede de. Måske er de også klar på at strippe næste gang.