Der findes en teori, som, hvis den er sand, eller hvis bare en brøkdel af teorien er sand, vil være en skandale af historiske dimensioner. Teorien er, at sagen mod Lars Findsen er en vendetta orkestreret af en eller flere meget magtfulde mennesker, der ville af med ham, Danmarks spionchef.

Personen, der plantede vendetta-teorien i den offentlige bevidsthed, er Eva Smith. Hun er 80 år og en af de mest indflydelsesrige juraprofessorer i landet. I årtier har Eva Smith protesteret, når hun har ment, at en borgers retssikkerhed var svækket, og risikoen for justitsmord hang i luften.

Og da Eva Smith læste om myndighedernes behandling af Findsen og hans familie, var det værre end noget, hun havde set før. Det var helt utroligt brutalt – og i en klumme i Berlingske skrev hun, at forklaringen måtte være, at Findsen “har en højt placeret fjende.”

Men hvem?

I Eva Smiths stue på Frederiksberg spurgte jeg hende. “Navnet skal ikke med i den der,” sagde hun og pegede på min lydoptager. Jeg slukkede lydoptageren. Og Eva Smith sagde navnet på den, hun er kommet frem til, er Findsens fjende. Hun ville ikke lade mig optage det, fordi hun ikke ved det. Det er en teori.

Jeg tændte optageren igen og spurgte, hvorfor hun alligevel skriver, at Findsen har en højt placeret fjende, når hun ikke ved det. “Jeg ville jo ikke skrive det, hvis jeg ikke var ret overbevist om, at det forholdt sig på den måde. Der er er så mange ting i denne her sag, som tyder på, at der er et eller andet helt galt.” Hun beskriver Aktionsstyrkens anholdelse af Findsen i lufthavnen, da han kom hjem fra en forretningsrejse.

“Det kan jeg kun forklare med, at man ønskede at ydmyge ham,” siger hun. “Og hvem ønsker at ydmyge andre? Det gør fjender.”

Det her er niende afsnit i serien Væggene har ører. En serie om Danmarks største spionsag. Indtil nu har vi undersøgt, hvorfor Findsen blev sendt hjem, hvorfor han blev udspioneret, og hvorfor han blev anholdt og nu afventer at gå rettergang i en de mest mørklagte retssager i danmarkshistorien. I dette og næste afsnit lægger vi resten frem og gør vægtskålene op.

For mens jeg ikke må sige, hvem Eva Smith mener er den store skurk, har Findsen selv dryppet hints om, hvem han hælder til: Statsministeriets departementschef. Den mest magtfulde embedsmand i landet, 49-årige Barbara Beatrice Bertelsen.

Som egentlig, når jeg tænker over det, er et meget godt skurkenavn.

I fiktionen har alle skurke en origin story. En skabelseshistorie. Som regel et traume fra barndommen. Darth Vader mistede sine forældre. Thanos’ mor forsøgte at slå ham ihjel som spæd. Hvad er Barbara Bertelsens historie?

Barbara Bertelsen takkede gennem en pressemedarbejder i Statsministeriet nej til at være med i afsnittet her. Så i stedet fandt jeg bogen Det første år frem. Den handler om Mette Frederiksens, ja, første år i Statsministeriet – sammen med Barbara Bertelsen. Her står der, at Barbara Bertelsens læge-forældre flyttede fra København til Esbjerg. Hun var københavner – i en sydvestjysk havneby. Og alt andet ved hende var åbenbart også galt. “Hun var grim, dårlig til sport, for god i skolen og havde et tosset navn,” står der i bogen.

Når Barbara Bertelsen gik ned ad skolegangen, råbte eleverne: “Barbara piller sig i røven.” I frikvartererne gemte hun sig bag et træ. Men når hun knækkede og græd på skolens toilet, rejste hun sig altid op. Hun var ikke som de andre – og det ville hun ikke gøre om på.

Mange, mange år senere, da Barbara Bertelsen blev udnævnt til departementschef i Justitsministeriet, fortalte hun en erhvervspsykolog om mobningen, og psykologen konkluderede, at hun havde vendt mobningen til en dyb styrke. Hun var trænet i at stå alene og gå op mod strømmen – også når det ikke er populært.

Se, dét er en skabelseshistorie. En topembedsmand hærdet af mobning. Men for at forstå, hvorfor mange kritikere af myndighedernes ageren i Findsen-sagen skæver mistænkeligt mod hende som den store skurk, er der ét oplagt spørgsmål: Hvad kunne Barbara Bertelsens motiv være? Vi begynder med det motiv, Findsen selv synes at hælde til: at Barbara Bertelsen ikke kan fordrage ham. Den historie begynder i 2001.

Findsen havde fart på, han var i midten af 30’erne og lige blevet kontorchef i Justitsministeriet. Han spillede guitar og kørte rundt i en antik rød britisk sportsvogn. Under sig havde Findsen 15-20 ansatte. En af dem en ni år yngre jurist ved navn Barbara Bertelsen. I Findsens erindringsbog Spionchefen beskriver han hende som “vellidt, festlig og fagligt på højde med de andre”.

Med det kendskab, vi har til Barbara Bertelsen gennem samtaler med flere af hendes gamle kolleger, tror jeg ikke, det er sådan, hun ser sig selv. De beskriver hende først og fremmest som fagligt ekstremt dygtig.

Men tilbage i Justitsministeriet dengang blev Findsen nogle år senere forfremmet til PET-chef, mens Barbara Bertelsens karriere stod mere stille. Hun blev kontorchef og var det i mange år, før hun blev vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen. Og når vi ved, hvor ambitiøs hun er, har det måske ikke været det fedeste. Men det ændrede sig med Mette Frederiksen. Hun var også ambitiøs – og da hun blev justitsminister, gjorde hun i 2015 Barbara Bertelsen til sin departementschef. Sin højre hånd.

Det var dér, i Justitsministeriet i 2015, at det power couple, vi kender så godt i dag, blev skabt. På det tidspunkt havde Findsen lagt PET bag sig og havde i nogle år været departementschef i Forsvarsministeriet. Hvilket betød, at Barbara Bertelsen kom op på Findsens niveau, sådan hierarkisk. Hun havde indhentet ham – og der var angiveligt konflikt i luften. Han beskriver, at de havde flere sammenstød. Som et gammelt ægtepar, men hvor det er to af landets mest magtfulde embedsmænd, der skændes på møder. Da Findsen nogle år senere blev chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, sad de igen i et møde.

I bogen beskriver Findsen, at mødet handler om en sag, som PET og FE var involveret i. Ifølge DR handlede mødet om den danske agent Ahmed Samsam, der var blevet anholdt i Spanien efter at have infiltreret Islamisk Stat for de danske spioner. På mødet sad der otte-ti mennesker. De skulle lave “en fremstilling af nogle faktuelle forhold i sagen”, skriver Findsen. Og Findsen, der altså var spionchef på det tidspunkt, oplevede, at Barbara Bertelsen ville lave en fremstilling af sagen, der angiveligt ville få Justitsministeriet, altså hendes ministerie, til at se bedre ud. Det faldt åbenbart Findsen for brystet. Han sagde til hende, at der ikke var belæg for det, hun ville have – og det lå der dokumentation på. Og, skriver han, så rejste Barbara Bertelsen sig og råbte: “Du skal ikke komme her og fremture.” De andre sad helt stille og kiggede ned i bordet. “Jeg er ked af det, men det er sådan, det er,” skriver Findsen, at han svarede. Kort efter satte hun sig, og mødet blev hævet.

Ingen af mødedeltagerne har siden sagt, at det ikke var sådan, de husker mødet. Det betyder ikke, det er sandt, men ingen har i hvert fald påstået det modsatte. Findsen beskriver i bogen, at han gik fra mødet med en skidt fornemmelse. Igen var det gået galt mellem dem. Igen havde han hidset hende op, skriver han. Barbara Bertelsen tog ting personligt og fandt sig ikke i at blive sagt imod – slet ikke af en spionchef, der rangerer under hende. To dage efter kom en kollega ind på Findsens kontor. “Har du set det?” spurgte han. Mette Frederiksen havde som Danmarks nye statsminister netop valgt Barbara Bertelsen, hendes utrættelige knokler og klippe i Justitsministeriet, til at regere Statsministeriet sammen med sig.

Nu var kvinden, han over årene angiveligt havde haft flere sammenstød med, landets absolut mest magtfulde embedsmand. En person, du virkelig ikke vil være uvenner med.

Da det gik op for mig, at Findsen og Barbara Bertelsen har så meget historik – at han for 20 år siden var hendes chef, og at de ofte røg i totterne – begyndte den del af hjernen, hvor konspirationsteorier tager form, at slå små gnister. Men der er også langt, for ikke at sige virkelig langt, fra “jeg svinger ikke lige med Findsen” til “vi pudser fandeme PET på ham, så de kan finde noget snavs, og så burer vi ham inde”. Og ikke bare er der virkelig langt. Det er også en teori taget ud af en diktators drejebog: Sæt dig på magten, og ta’ kontrol med efterretningstjenesten, så du kan skaffe dig af med fjender, og mørklæg forløbet, så der ingen beviser er.

Så hvad findes der i dag af beviser for, at Barbara Bertelsen skulle køre diktator-stilen?

En af dem, der hælder til, at Barbara Bertelsens fingeraftryk findes gennem hele Findsen-sagen, er Hans Jørgen Bonnichsen. Han er pensioneret i dag, men var i mange år på Rejseholdet og operativ chef i PET, i nogle af de år under Findsens ledelse. “Jeg sidder med en mistanke,” siger han, “og det er, at sagen mod Findsen er et spørgsmål om magtmisbrug.”

Og dem, der kan have misbrugt deres magt, mistænker den erfarne politinæse, er den daværende socialdemokratiske regering. “Og jeg er da ikke et øjeblik i tvivl om, at Barbara Bertelsen har en meget stærk indflydelse på, hvad der reelt foregår. Og jeg kan ikke forstå, man virkelig vil have den mistanke hængende på sine skuldre: at man måske har medvirket til et justitsmord og måske er den person, som har styret det hele og styrer det på en måde, som er så dybt, dybt kritisabelt. Hvorfor i alverden får man det ikke undersøgt? Det vil jeg da i hvert fald gøre, hvis jeg var udsat for den mistanke.”

Bonnichsen er ikke ene om at ville have sagen undersøgt til bunds. Samtlige ni partier, der i dag ikke sidder i regeringen, vil også have undersøgt to centrale spørgsmål: Hvorfor blev Findsen sendt hjem, og hvorfor begyndte PET at udspionere ham? Vælger regeringen at støtte undersøgelsen, kan der dukke nye ting op, som måske kan tippe skalaen mod magtmisbrug – eller den anden vej.

Men indtil da ved vi kun det, vi ved. Og det er ikke meget.

PET og Anklagemyndigheden mener, at det, som Findsen skulle have røbet, er så hemmeligt, så farligt for Danmarks sikkerhed og forhold til allierede, at det ikke tåler dagens lys. Men lad os alligevel prøve at følge Barbara Bertelsen-sporet ind i mørket.

Det første spor er den voldsomt kritiserede hjemsendelse.

Vi ved, at Barbara Bertelsen var departementschef i Statsministeriet, da Findsen blev sendt hjem. Ifølge vores og andre mediers oplysninger var Statsministeriet inde over den beslutning. Og læner man sig ind i teorien om, at hun ville skille sig af med ham, var kritikken fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne en oplagt anledning. Findsen skriver selv i sin bog, at han op til følte, at “nogen ville af med mig”.

Vi ved også, at Barbara Bertelsen har en historik med at handle hurtigt og konsekvent. Minksagen som det tydeligste eksempel. Så det er ikke utænkeligt, at hun stemte for straks at sende ham hjem, da tilsynets kritik landede. Men om det var tilfældet, og om hjemsendelsen var en slags hævnaktion, har ingen kunnet bevise. Derudover: Som departementschef skal hun naturligvis have en holdning til, om chefen for efterretningstjenesten er egnet til sit job. Så længe den holdning er fagligt funderet.

Men hvad så med PET’s totalovervågning af Findsen?

Den begyndte, da spionchefen gik derhjemme. Her har Findsen selv sagt, at det er “utænkeligt”, at PET bare lige begyndte at udspionere en som ham, en spionchef, uden først at involvere Statsministeriet. Altså uden først at involvere Barbara Bertelsen. Det er Hans Jørgen Bonnichsen og andre, der kender kommandovejen, enige i.

Og vi ved, at både PET’s øverste chef, Finn Borch Andersen, og Justitsministeriets nuværende departementschef har tætte forbindelser til Barbara Bertelsen. Finn Borch blev forfremmet til chef for PET, mens hun var departementschef i Justitsministeriet, og da hun selv blev forfremmet til Statsministeriet, tog en anden PET-chef ved navn Johan Legarth over som hendes afløser i Justitsministeriet. Barbara Bertelsen har altså antageligt gode forhold til de to mænd, der har haft meget at sige, når det kom til at overvåge Findsen. Men gode forhold er ikke ligefrem en rygende pistol. Derudover ved vi, at Findsen ikke var den eneste, PET overvågede. Der var tre andre personer. Så hvis overvågningen var en personlig vendetta, hvorfor så involvere andre?

Indtil videre er teorien om, at Barbara Bertelsen står bag det hele, stadig kun netop det: en teori. En teori, som vi ikke har konkrete beviser på, er sand. Men også en teori, der ikke kan aflives. For måske ligger der et notat gemt et sted med Barbara Bertelsens initialer på, der ville få kabalen til at gå op. Hvem ved? Måske, slog det mig, ved Claus Hjort Frederiksen noget.

12 dage efter at PET havde anholdt og sigtet Findsen og de tre andre personer fra efterretningstjenesterne, fik Claus Hjort Frederiksen besøg af politiet. Det var den 20. december 2020. Den tidligere forsvarsminister fra Venstre havde været til massage.

“Jeg parkerer og slukker motoren og står ud af bilen. Og i bilen foran mig springer to mænd ud og går hen på hver side af min bil og siger, at de skal overbringe en sigtelse for overtrædelse af straffelovens paragraf 109.” Den samme paragraf, PET lige havde brugt mod de fire efterretningsfolk. Den, der giver op til 12 års fængsel.

Betjentene ville ikke fortælle Claus Hjort, hvad han havde talt over sig om. I stedet lagde de et visitkort til en chef i PET, han kunne ringe til – og så kørte de igen. Og tilbage i sit køkken var verden, Claus Hjort kendte, forandret. I det meste af et liv havde han tjent Danmark som folkevalgt og minister ad flere omgange. Og inden PET troppede op den morgen, var hans plan at trække sig fra politik og tage sig af sin meget syge kone. Men nu var han, i PET’s øjne, en mulig kriminel.

Claus Hjort mener i dag, at det var Barbara Bertelsen, der trak i trådene, da han blev sigtet. Hans teori er den her: Fem dage inden PET holdt ude foran hans hjem, sad Hjort i et TV 2-studie. Her bekræftede han for rullende kamera, at ja, der findes et kabelsamarbejde med USA. Det var ikke første gang, han talte om statshemmeligheden. Det havde han gjort før, konsekvensfrit. Men, påstår Hjort, da han denne gang forlod TV 2-studiet, satte Barbara Bertelsen gang i en telefonkæde.

Ifølge Claus Hjort ringede Barbara Bertelsen først til Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth. Og, påstår Claus Hjort, sagde, at nu skulle nogen altså få lukket munden på ham. “Legarth,” siger Claus Hjort, “tager så Nick Hækkerup ud af et møde, han sidder i, og forklarer ham, at nu skal der gøres noget.” Nick Hækkerup var justitsminister dengang, og han ringede til Venstres formand. Jakob Ellemann-Jensen har bekræftet det her opkald fra Hækkerup. Og at justitsministeren rigtigt nok bad ham fortælle Hjort, at han skulle være påpasselig med at tale om efterretningstjenesterne.

Men ingen har bekræftet, at den telefonkæde begyndte hos Barbara Bertelsen i Statsministeriet. Mediet Frihedsbrevet har tværtimod fortalt, at sagen begyndte i PET. Den 17. december skrev PET’s juridiske chef nemlig ned, hvad Claus Hjort havde sagt på TV 2. Tre dage senere holdt PET foran hans hjem. Hvad vi dog ikke ved, er, om PET selv fik idéen til at sigte Claus Hjort, eller om de havde fået en ordre oppefra.

Men Hjort står fast på, at sigtelsen var politisk. Det var en mundkurv, fordi han var kritisk og åbenmundet om, hvorfor regeringens i hans øjne havde sendt Findsen hjem. Det blev han bestyrket i, da han så bevismaterialet mod ham: Det var interviews, hvor han havde talt om kabelsamarbejdet. Artiklerne havde politiet printet ud og sikret i et højteknologisk pengeskab, de havde installeret hos hans advokat. Alligevel mener Hjort ikke, han har afsløret noget, der ikke allerede var afsløret.

I februar 2022 havde Lars Findsen siddet varetægtsfængslet i 71 dage. Og så blev han løsladt. Han var stadig sigtet for flere alvorlige lækager, men nu kørte han helt hjem til sine tre teenagebørn med Matador Mix’en, han havde købt i lufthavnen kort før sin anholdelse. Og samtidig med at Findsen kørte nordpå mod villaen i Charlottenlund, sms’ede Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen hinanden om løsladelsen og de politiske reaktioner. Det har Statsministeriet oplyst til B.T., der gravede sms’erne frem. Men hvad der faktisk stod i sms’erne, vil ministeriet ikke ud med.

Nogenlunde samtidig skete der også noget andet, æh, mærkeligt. Udvalgte toppolitikere blev inviteret til en fortrolig briefing med PET’s chef Finn Borch. Dengang var flere politikere kritiske over for regeringen og PET’s dømmekraft, for hvad havde Findsen dog gjort, der var så alvorligt, at det skulle skabe røre i spion-andedammen, der helst bare vil være i fred? Det ville Finn Borch nu fortælle, flankeret af Mattias Tesfaye, der nu var justitsminister, og hans departementschef, Johan Legarth.

Men da to at de udvalgte toppolitikere – Lars Løkke og Morten Messerschmidt – gik fra mødet, var de kun mere forvirrede. Så hvad var der sket? Jo, ifølge Berlingskes oplysninger fortalte Finn Borch på briefingerne om Findsens sexliv. Og fortalte, at Findsen også er en, der kan finde på at negle andres cykler.

PET vidste de her ting, fordi de havde overvåget Findsen. De havde kigget ind i hans mest intime liv, ligesom de vidste, han havde taget nogle kasserede cykler for at køre på dem i sit sommerhus. Men sex og cykeltyveri er, så vidt man ved, ikke en del af sigtelsen mod ham. Så hvorfor skulle politikerne vide det? Angiveligt skulle cykelrapseriet vise politikerne, at Findsen er uegnet som spionchef. Og i forhold til sex-delen er Findsens egen teori, at PET mener, at en journalist, han er gode venner med, kender intime detaljer ved hans sexliv og kunne bruge det til at afpresse ham for hemmeligheder. Men, har Findsen sagt, journalisten kender ikke hans sexliv. I stedet lignende det ifølge Findsens advokat, at PET forsøgte at begå et karaktermord på ham.

Intet peger i dag på, at Barbara Bertelsen havde noget med briefingen at gøre. Men vi ved, at en del af teorien om hende er, at PET har fungeret som hendes forlængede arm. Hendes håndlangere, der skulle ydmyge Findsen og sikre, han aldrig blev spionchef igen. Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen gik spionernes chef, Finn Borch, også langt over stregen ved at blande stjålne cykler og sex ind i sagen. “Han fortæller noget, som intet har med sagen at gøre,” siger han. “Det er jo helt uhørt.”

Så uhørt, at han simpelthen har politianmeldt PET-chefen for at have brudt sin tavshedspligt. Til sit forsvar har Finn Borch sagt, at han “fuldstændig” kan afvise, at “der på noget tidspunkt er videregivet oplysninger, som ikke er saglige og relevante”.

Eva Smith, juraprofessoren, der plantede vendetta-teorien, mener ligesom Findsens advokat også, at PET forsøger at begå et karaktermord på Findsen ved at fortælle om hans sexliv og gamle, rustne cykler. Hun mener dog, at PET kan have et andet, mere udspekuleret motiv. “Jeg tror, det er, fordi de har en svag sag,” siger hun.

Hun tænker sådan her: PET havde udspioneret Findsen i over år. Og hvad havde spionerne fået ud af det? Optagelser, hvor Findsen muligvis taler over sig til familien, en ven og to journalister. Måske kunne PET godt selv se, at det ikke så ud af meget. Slet ikke, når kritiske toppolitikere skulle beroliges om, at sagen var opmærksomheden på efterretningstjenesterne værd. Derfor blev ‘cykeltyv’ og ‘afpresningsbar’ lagt over i en ‘Findsen er uegnet som spionchef’-bunke under briefingerne.

Hans Jørgen Bonnichsen mener ligesom Eva Smith, at myndighederne forsøger at begå karaktermord på Findsen – og at det handler om, at man efter en årelang, meget intensiv overvågning har en svag sag. Der endda kan betyde, at Findsen går fri.

“Det ville være naturligt, hvis jeg blev frisat og kom hjem til min hustru og fortalte hende og dem i min omgangskreds, hvorfor jeg ikke skal på arbejde.” Med det mener Bonnichsen, at det er ukontroversielt, hvis Findsen, da han blev sendt hjem, har talt over sig om sagen, som politiet mener skal koste ham flere år bag tremmer. “Hvis nogen i min tid havde haft rumaflytning af mit hjem, er jeg hundrede procent sikker på, at jeg formentlig har bevæget mig på grænsen af min tavshedspligt – måske endda over.” Bonnichsen mener heller ikke, at statshemmeligheden, Findsen skulle have røbet, kabelsamarbejdet med USA, længere kan kaldes en hemmelighed. Fordi det har været fremme siden Snowdens afsløring i 2014.

Da jeg spurgte ham, om han også kendte til kabelsamarbejdet før Snowden, svarede han: “Det skal jeg jo ikke sige her og nu vel, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om …” Den gamle PET-chef tøvede. “Jo, lad mig bare sige det: Ja, selvfølgelig gjorde jeg det.” Nærmest som for at demonstrere: ‘Se, jeg kender også til kabelsamarbejdet. Mere hemmeligt er det ikke.’

Bonnichsen mener derfor, at man aldrig skulle have sigtet Findsen. I stedet, siger han, skulle man have kaldt ham ind og sagt: “Kære Lars, vi har en mistanke om dig. Men af hensyn til rigets sikkerhed kan du få en politimesterstilling i Helsingør eller en stilling i Langtbortistan.” Den manøvre lavede han selv, da han var politichef, da de mistænkte en ansat for lækager. “Han fik at vide: ‘Det er slut, kære ven.’ Og så fik han en anden stilling.” Hvis det dengang var sluppet ud, havde det svækket PET’s arbejde, men fordi sagen blev håndteret internt, forklarer Bonnichsen, skadede det aldrig PET.

Jeg spurgte, hvorfor det er i orden at lade ansatte, man mistænker for lovbrud, gå og endda over i en ny stilling, og Bonnichsen svarede, at det handler om hensynet til Danmarks sikkerhed. “Det er jo rigets sikkerhed, man har pligt til at varetage.” Og det hensyn, mener han, har både PET, regeringen og Barbara Bertelsen ikke været sig bevidst i Findsen-sagen. De skulle have set, at det ville gøre større skade at forsøge at få Findsen straffet end at lade det passere. For så havde vi – offentligheden – ikke, som nu, været så nysgerrige på, hvad spionerne laver. Og spørger man Claus Hjort Frederiksen, tyder sagen samlet set på, at det aldrig har handlet om at beskytte Danmark, men om at få Findsen ned med nakken.

“Jeg har hele mit liv haft troen på den danske retsstat. Men jeg må bare sige, at lige præcis når det kommer til denne her sag, så har jeg sgu mistet tilliden til, hvad der egentlig foregår. Fordi det virker bare mystisk på mig på alle måder.”

Da jeg gik i gang med at undersøge beviserne på, at Barbara Bertelsen er den store dukkefører, vidste jeg, det ville være svært. Hvis der findes en rygende pistol, der afslører, at hun og regeringen har handlet på et usagligt grundlag, så er den pistol og røgen fra den gemt. For hele Findsen-sagen er mørklagt. Det samme er retssagen. Og i det mørke er teorier om hævn, karaktermord og komplot én måde at forklare, hvad der kan stikke under. Så kunne man sige, at Eva Smith, Hjort, Bonnichsen og andre på team Findsen ikke burde spekulere i al offentlighed. Når nu vi ved så lidt. Men hvis bare en brøkdel af det, de siger, er sandt, ville det så ikke også være forkert at tie? Det er i hvert fald sådan, de tænker. For de har mistet tillid. Til den øverste politiske magt, vores efterretningstjeneste og retssystemet. Det er søjler i et demokrati – og de vakler, lyder det.

I dette afsnit har vi præsenteret Findsens støtteres teorier. I næste afsnit går vi teorier efter i sømmene – og tryktester Findsens troværdighed.