Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Stjæler Justin Bieber de sortes kultur, når han får dreadlocks?

DREAD Popstjernen Justin Bieber placerede sig selv lige i midten af en ophedet diskussion om race, kultur, kolonialisme, undertrykkelse og frihed, da han for nylig viste sig med frisuren dreadlocks. Justin Bieber fra Instagram


Derfor skal du læse denne artikel

 Når privilegerede hvide låner sort kultur eller spiller reggae og fletter håret, er det undertrykkelse og nykolonialisme. Sådan lyder det fra den ene fløj i en principiel og højaktuel kulturdebat. Men måske opstår problemet først, i det øjeblik nogen råber “kulturtyveri”. Her er fem eksempler og et forsøg på en forklaring. 

Så forskellige folk som popstjernen Justin Bieber, gæster på festivalen Coachella og en journalist ved navn Søren K. Villemoes er de seneste uger blevet anklaget for det samme: cultural appropriation.

Hvis du har gået på universitetet og læst om køn, race, minoriteter eller kunst, har du stensikkert hørt om begrebet. Det kan også være, at du først stiftede bekendtskab med det i sidste uge. Eller også – og det er måske mest sandsynligt – er det her din introduktion til det.

I så fald: To appropriate betyder at tilegne”, altså kulturel tilegnelse, men begrebet har endnu ikke en officiel, direkte dansk oversættelse. Filosoffen James O. Young definerer cultural appropriation som, når medlemmer af én kultur adopterer eller bruger elementer fra en anden kultur. Temmelig ukontroversielt. Men når det er medlemmer fra en såkaldt majoritetskultur, der låner fra en såkaldt minoritetskultur, så har vi balladen. For så er handlingen ikke længere bare et lån, så er den ifølge kritikere en uretfærdig undertrykkelse af minoritetskulturen – eller ligefrem en afmontering af dens gruppeidentitet eller intellektuelle ejendomsret. Værst – og mest udbredt – er det, når hvide bruger det, man kalder sorte, kulturelle elementer” på en kolonial måde.

Hvad er så sorte, kulturelle elementer”, og hvordan låner man noget på en kolonial måde?

Lad os tage et par af de seneste eksempler.

For knap en måned siden gik et videoklip viralt. Det er optaget på San Francisco State University og viser en ung hvid mand med langt hår inddelt i filtrede lokker. Klippet begynder midt i en diskussion, han har med en sort kvinde, der nægter at give ham en af de løbesedler, hun ellers står og deler ud. Angiveligt på grund af hans hår.

Så du siger, at jeg ikke kan have den her frisure på grund af din kultur,” spørger han og gestikulerer aggressivt som en rapper.

Han siger også yo.

Det ender med, at de råber lidt ad hinanden, kvinden tager fat i ham, og han lister sin vej.
Klippet er blevet set millioner af gange, og det er fortsat genstand for heftig debat på internettet.

For et par uger siden lagde popsangeren Justin Bieber et billede op på Instagram, der afslørede, at han havde fået ny frisure. Samme problem: lyse dreadlocks og tusindvis af rasende beskeder. Det afroamerikanske magasin Jet kaldte frisuren en fornærmelse mod hans sorte fans, og en rimelig klarsynet Instagram-bruger skrev til den 22-årige popsanger:

Folk er irriterede, fordi når sorte har sådan en frisure, bliver de stereotypt stigmatiseret som for eksempel stofmisbrugere (…) men når lokkerne sidder på folk som Justin Bieber, er det pludselig den nyeste mode.”

Fænomener som yoga, burritos og uoverskueligt mange fastelavnskostumer kan være cultural appropriation. Og kritikken kan komme fra upåagtede bloggere og debattører, men også universitetsprofessorer. Hvorvidt de personligt er krænkede eller krænkede på andres vegne, kan tit være lidt vanskeligt at afkode.

Men inden vi forsøger at besvare det spørgsmål, så lad os lige få helt styr på, hvad vi egentlig taler om. Derfor: Her er fem eksempler på popmusikere, der er blevet anklaget for cultural appropriation:


1. Elvis Presley

The King of Pop var ikke alles konge. Da han blev interviewet i 1957, udtalte Elvis Presley ydmygt, at han bare udforskede rock and roll”, og at fænomenet eksisterede længe før ham: Det hed rhythm and blues, jeg prøvede bare en ny fortolkning.” Ikke desto mindre er Elvis blevet anklaget for at tage æren og pengene fra de sorte kunstnere, som han i første omgang imiterede. Flere af samtidens sorte kunstnere beskyldte ham for at have flænset deres kultur og omdannet deres musik, så den passede til hvide, for at tjene penge.


2. Madonna

Italiensk-amerikanske Madonna er en af vor tids vigtigste menneskelige kulturelle smeltedigler. I sin kunst og fremfærd låner hun fra bøsserne, de sorte, indianerne, latinamerikanerne, you name it, og LGBT-miljøet har generelt været ret begejstret for hende, fordi hun har skabt opmærksomhed og større forståelse for minoriteterne. Ikke desto mindre findes der ude på internettet lange, langhårede indlæg, der blandt andet anklager hende for at kapitalisere og drive rovdrift på begrebet vogue, som oprindeligt var en dans, sorte homoseksuelle i Harlem praktiserede.


3. Vanilla Ice

Rappere er ofte blevet anklaget for cultural appropriation, og det handler ikke altid om hudfarve. En af verdenshistoriens måske dygtigste og utvivlsomt mest populære rappere, Eminem, blev i sin karrieres begyndelse anklaget for at stjæle fra ghetto-gaden, indtil han fik overbevist sine kritikere om, at han rent faktisk selv var derfra. Da Eminem stadig var teenager, brød Vanilla Ice igennem med Ice Ice Baby. Det var, mens sorte gangsterrappere som Dr. Dre, Snoop Dogg og Tupac Shakur var på nippet til at gøre rap mainstream, og Vanilla Ice blev anklaget for at stjæle deres sorte kultur og skabe profit på det.


4. Katy Perry

For et par år siden fik Katy Perry øgenavnet The Queen of Cultural Appropriation” efter en række uheldige hændelser. I videoen til hendes hit Dark Horse har hun et oldtidsegyptisk kostume på, og ifølge kritikere forsimpler hun en hel kultur til en karikatur, som kostumet symboliserer. Hendes single This Is How We Do It er angiveligt problematisk alene på grund af titlen, fordi den sorte r’n’b-sanger Montell Jordan i 1990’erne lavede en sang med samme navn, og frasen har altså sorte rødder. Ved andre lejligheder er hun blevet set i klædedragter inspireret af blandt andet japansk og indianerkultur. Hun låner skamløst.


5. Coldplay og Beyoncé

I Coldplay og Beyoncés musikvideo til Hymns for the Weekend danser indere rundt i baggrunden, mens kunstnerne fører sig frem foran. Coldplay fortsætter, ifølge blandt andre lektoren Anthea Butler, en lang, dubiøs tradition med at afbilde Indien som et bagtæppe for vestlig fjol og underholdning: Sangen blander kulturelle og religiøse praksisser og kommercialiserer dem ind i et banalt, omend smukt budskab om forestillet solidaritet,” skriver hun i The Guardian.


Og … det danske eksempel

Hvis du ikke har hørt det: I sidste uge blev den danske debattør, journalist ved Weekendavisen og dj Søren K. Villemoes pillet af programmet til et reggaearrangement, der finder sted i denne uge i det københavnske kulturhus Bolsjefabrikken, hvor han skulle have optrådt med sit lydsystem. Den direkte årsag er vistnok stadig uklar, men ifølge Villemoes selv har arrangørerne holdt et møde, hvor det blandt andet er blevet diskuteret, om han skulle være racist eller ej. Og på Facebook er han så siden blevet anklaget for cultural appropriation, for hvordan kan en hvid, privilegeret journalist ansat på en borgerlig avis tillade sig at vende plader med reggae?


Okay. Så hvad skal vi mene om cultural appropriation?

Flere steder bliver det nævnt, at kampagnen imod kulturlån har til formål at forandre samfundet til det bedre, men i et essay med titlen The Bane of Cultural Appropriation skriver den britiske forfatter og intellektuelle Kenan Malik, der er født i Indien, at kampagnen snarere vil kontrollere folks opførsel.

Mange af disse kontroverser kan synes lige så latterlige som Biebers lokker,” skriver han, men de afslører, hvor latterlige vor tids kampagner for social retfærdighed er blevet.”

Han argumenterer for, at når man bliver forarget eller krænket, gør man sig selv til dommer over, hvad der er forargeligt eller krænkende. Man bliver gatekeeper.

I mange europæiske lande bliver minoritetsgrupper betragtet som adskilte fællesskaber med hver deres interesser, behov og ønsker, og hver med ledere, der opfører sig som deres repræsentanter. Disse ledere er ofte religiøse og konservative og sjældent repræsentative for deres grupper, mener Malik. Ikke desto mindre opnår lederne stor magt som mediatorer mellem fællesskabet og det bredere samfund. De er gatekeepere. Og deres rolle som gatekeeper bliver særligt problematisk, når det kommer til at kontrollere ikke mode eller hår eller mad, men ideer.

De hjælper ofte med at definere, hvad der er acceptabelt at sige om særlige fællesskaber, og hvad der er krænkende”. Og forestillinger om krænkelse bliver ofte brugt til at kontrollere ikke bare, hvad folk udefra måske siger om et specifikt fællesskab, men til at lukke ned for debat i disse fællesskaber,” skriver han.

For ham handler det om social kontrol.

Bonusinfo. I Tyskland blev ordet blackface sidste år kåret som årets anglicisme, og dernede diskuteres det fortsat, om det er racistisk at male sig sort i hovedet som hvid, ligesom datidens sangere til de såkaldte “Minstrel Shows”.

Så hvad er egentlig på spil her: undertrykkende kulturtyveri, helt almindelig kulturel udveksling og -vikling eller et forsøg på at kontrollere opførsler?

Hvor meget må man låne fra en anden kultur, før det bliver suspekt? Kulturelle koder er der jo ikke patent på, så hvorfor skulle det være et problem at kombinere det bedste fra alle verdener, som man siger, så længe man ikke opfører sig uanstændigt? Er spørgsmålet måske i virkeligheden, om jeg som privilegeret hvid, heteroseksuel mand overhovedet kan skrive om fænomenet?

Som en af mine venner ironisk skrev på Facebook for nylig:

Jeg elsker, når én hvid mand fortæller en anden hvid mand om cultural appropriation.”

En Twitter-bruger delte Kenan Maliks essay og skrev selv følgende tekst:

Suuuuper tiltalende, når en hvid mand fortæller minoriteter, at deres bekymringer om cultural appropriation ikke er gyldige.”

Og Kenan Malik er endda født i Indien, af en hinduistisk mor og en muslimsk far.