Kan vi faktisk afskaffe verdens 15.350 atombomber? Ja da. Med jura

SVAMPESKYØjeblikket efter at en fransk atombombe sprængte på øen Mururoa i 1971. Foto: Bridgeman Art Library

Derfor skal du læse denne artikel

Verdens atomvåbenlagre kan lægge klodens syv kontinenter øde flere gange, end man har lyst til at tænke på. Harvardprofessor Elaine Scarry har en plan for, hvordan vi kommer af med dem. Simpelthen. Alt, hvad vi skal bruge, er jura.

Elaine Scarrys stemmeføring er blid, men insisterende.

Den 70-årige filosofiprofessor har tidligere skrevet eftertænksomme bøger om fysisk smerte, skønhed, medborgerskab og skaberprocessen hos skrivende kunstnere. De senere år har hun imidlertid været dybt optaget af atomvåben – og hvordan vi slipper af med dem.

Det første, man skal indse, er, at det teknisk set er nemt at afmontere atomvåben,” siger hun.

Elaine Scarry sidder i en sort lænestol i et hjørne af en hotellobby ved Vesterport i København, mens hun fortæller om et britisk studie af, hvordan man rent praktisk kunne pille atomvåbnene ombord på Storbritanniens atomubåde fra hinanden.

Alle ubådene kunne bringes i havn i løbet af en uges tid, og derefter ville det kun tage få timer at afmontere udløserne og missilernes navigationssystemer.

Der ville selvfølgelig være vanskeligheder, som for eksempel spørgsmålet om, hvor man opbevarer materialet. Men i forhold til de fleste andre problemer – såsom global opvarmning – er vejen, man skulle følge, let.”

Harvardprofessoren har viet de senere år af sit professionelle liv til at bevise, hvorfor verdens 15.350 atomsprænghoveder udgør en konstant, eksistentiel trussel mod vores alle sammens liv, sikkerhed og mest basale rettigheder – og til at anvise en vej væk fra status quo.

Derfor er hun i København til konference, og derfor har jeg bedt hende forklare, hvad hun mener.

$1.000.000.000.000

... altså tusind milliarder dollars. Så mange penge har Obamaregeringen cirka sat af til at modernisere USA’s atomvåben over de næste 30 år.

Elaine Scarrys dybe modvilje mod atomvåben bunder i en analyse af, hvordan våbnene påvirker forholdet mellem samfundets magthavere og befolkningen.

Hun mener, at atomvåben kortslutter den sociale kontrakt, som ligger implicit i enhver statsdannelse – og eksplicit i enhver moderne, demokratisk forfatning: nemlig at magthaverne regerer på befolkningens nåde, særligt når det kommer til spørgsmålet om at gå i krig.

Problemet er, at befolkningen frarøves muligheden for at gøre indsigelser, når én enkelt person, eksempelvis USAs præsident, helt alene kan føre nationen i krig. Selv i en middelalderlig, feudal statsdannelse kunne de menige soldater, der skulle udkæmpe krigene, sige fra ved ganske enkelt at desertere. Dén mulighed har almindelige mennesker ikke i en atomkrig, som udkæmpes mellem ganske få magthavere, der alene kontrollerer så enorme mængder af ildkraft, at de kan ødelægge hele planeten for alle andre.

93 %

af alle verdens atomvåben ejes af USA og Rusland.

Ligesom Elaine Scarrys analyse af problemet med atomvåben tager udgangspunkt i forholdet mellem det almindelige menneske og magten, gør hendes forslag til en løsning det også. Hun foreslår ganske enkelt, at almindelige mennesker (eller deres folkevalgte repræsentanter) rejser retssager ved atommagternes forfatningsdomstole for at få kernevåben forbudt.

De fleste demokratiske forfatninger indeholder nemlig bestemmelser om to ting:

  1. Hvad der kræves for at erklære krig (typisk en godkendelse fra parlamentet – i Danmark beskrevet i Grundlovens paragraf 19)
  2. Hvem der skal udkæmpe krigene (typisk den voksne, mandlige befolkning – som beskrevet i Grundlovens paragraf 81)

De grundlæggende principper,” fortæller hun, tilsiger, at den måde, hvorpå man besidder magten til at forvolde skade inden for en civil ramme, er ved at distribuere den. Ligesom man distribuerer stemmeret og skatter, distribuerer man også opsynet med magten til at forvolde skade.”

Elaine Scarry fortæller om en amerikansk forfatningsretssag i 1989, hvor to kongresmedlemmer argumenterede for, at USAs gældende atomvåbenpolitik – hvor landet forbeholder sig retten til at slå først med atomvåben i tilfælde af en konflikt – reelt har frataget Kongressen muligheden for at udøve sin forfatningsmæssige forpligtelse til at sanktionere nationens deltagelse i krig. I praksis ville det nemlig være præsidenten, og ikke Kongressen, som enerådigt traf beslutningen om at gå i atomkrig, argumenterede sagsøgerne.

I dén sag dømte dommeren ikke i vores favør. Han sagde, at sagen endnu ikke var rigtig, fordi vi havde brug for flere kongresmedlemmer som sagsøgere. Men han anerkendte også, at det var noget, højesteret en dag kunne blive nødt til at tage stilling til.”

Principperne bag sagen er derfor gode nok til en dag at holde i retten, mener Elaine Scarry, og det ikke kun i USA. Elaine Scarry kan udpege bestemmelser i såvel den franske som den russiske forfatning, som ifølge hende kan bruges til at rejse sager om forbud mod atomvåben.

Ud over forfatningsret mener Elaine Scarry også, at international ret kan bruges som løftestang til at afskaffe atomvåben. Hun fremhæver en sag fra Den Internationale Domstol (ICJ) fra 1996. Dengang rejste 78 lande via FNs generalforsamling spørgsmålet om, hvorvidt dét at bruge atomvåben – eller true med at gøre det – var i strid med international ret.

Retten konkluderede, at international ret ikke indeholdt nogen direkte bestemmelser om atomvåben, men at brugen af dem umiddelbart var svær at forene med krigens love. De tilsiger nemlig, at civile så vidt muligt skal beskyttes, og at man skal undgå at påføre sine modstandere unødigt megen lidelse. Dommerne var dog ikke helt enige om, hvorvidt det altid ville være i strid med international ret at bruge atomvåben.

Til gengæld var de enige om, at næsten alle verdens lande faktisk har forpligtet sig til at arbejde seriøst på at afskaffe dem i kraft af traktaten om ikkespredning af atomvåben fra 1968. Kun Indien, Pakistan, Israel, Sydsudan og Nordkorea står uden for dén traktat.

Derfor er Elaine Scarry optimistisk.

Jeg tror, der må komme løsninger fra mange forskellige sider, og for mig at se er det vigtigste, at folk begynder at fremføre et samlet krav om, at atomvåben afskaffes. Og det vil blive muligt, når folk indser, at både international lov og forfatningsret er på deres side, og at den bemyndiger dem og nærmest kræver, at de skrider til handling.”

70.300

atomvåben var der i verden, da antallet toppede i 1986. Nedrustning i 1990’erne fik antallet til at styrtdykke, men nu er kurven fladet ud til omkring 15.000.

Jura er imidlertid én ting – noget andet er international magtpolitik. Er det virkelig realistisk, at demokratiske atommagter som USA, Frankrig og Storbritannien skulle demontere deres atomvåben og efterlade bomben i hænderne på autokrater som Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping? Og ville det egentlig være særlig smart?

Nogle mener, at USA bør afskaffe sine atomvåben af moralske årsager og uanset, hvad andre gør,” siger Elaine Scarry, men jeg er også tilfreds med den position, som siger, at når først USA begynder at nedruste, vil det overbevise andre om at gøre det samme.”

For det første vil alle andre landes befolkninger – også den russiske og kinesiske – lige så gerne som den amerikanske befris for den konstante trussel om, at en atomkrig udløst ved en fejl kan lægge hele planeten øde, mener Elaine Scarry. Og derudover er atomvåben så dyre, at mange lande – Rusland inklusive – kan have en interesse i ikke at spare udgiften til dem.

Derfor insisterer Elaine Scarry på muligheden for en fremtid, hvor verdens atommagter faktisk lever op til det håndslag, de gav hinanden i forbindelse med traktaten om ikkespredning af atomvåben i 1968. En verden, hvor atommagterne piller deres 15.350 atomsprænghoveder fra hinanden, én for én, og erstatter dem med bindende, juridiske aftaler om aldrig mere at anskaffe sig det mest dødelige våben, menneskeheden nogensinde har opfundet.

Den sydlige halvkugle minder os om, at det er muligt at være atomvåbenfri,” siger Elaine Scarry. Hele den sydlige halvkugle er belagt med lande, som er med i traktater, der etablerer atomvåbenfri zoner.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: