Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Sådan her ser moderne krig ud. Tag med til skoven, hvor frysende migranter har erstattet kampvogne

Zetland har besøgt de polske skove, hvor en ny krig folder sig ud med kolde migranter som våben.

Foto: Martin Divisek / EPA / Ritzau Scanpix

Shiyar havde givet op. I en polsk skov nær grænsen til Belarus lå han i en pøl af sit eget bræk ved en kold, klam sump. Udmattet og med to brækkede ribben var han klar til at dø. Hans fireårige søn ville aldrig se sin far igen, hans mor ville aldrig se sin søn igen, og hans kone ville aldrig se sin mand igen. Men i det mindste kunne han sige, at han havde prøvet. Prøvet at krydse grænsen til EU. Bare fortsæt uden mig. Jeg lægger mig til at dø her,” sagde han til sin kammerat, der ligesom Shiyar var lykkedes med at sætte foden på polsk jord.

Men Shiyar overlevede den dag i skoven. Det gjorde han takket være en engel’, som han kalder det. Englen’ er i virkeligheden en ganske almindelig polsk kvinde i 50’erne, som tilfældigvis bor tæt på sumpen, hvor Shiyars liv lakkede mod enden. Det er personer som denne kvinde, der afgør skæbnen for mange af migranterne, der i disse dage forsøger at krydse grænsen fra Belarus til Polen, som Shiyar gjorde. Nødhjælpsorganisationer og aktivister må ikke nærme sig grænsen, så det er op til de lokale, som bor i skovområderne, at hjælpe.

Alle detaljerne i de beretninger, som Shiyar og hans engel’ fortæller mig, har vi ikke mulighed for at tjekke efter. Men deres historier er et ekko af alle de andre, vi de seneste uger har hørt fra skoven, hvor tusindvis af migranter er kommet i klemme i det, der bedst kan beskrives som en moderne form for krigsførelse.

Shiyars skæbne er nemlig et godt og brutalt billede på de mekanismer, der lige nu driver Europas nye migrantkrise. Vi er vidner til en ny form for krig, hvor efterhånden rigtig meget tyder på, at mennesker som Shiyar – og deres brændende ønske om at komme til Europa – bliver brugt som et våben af Belarus. Denne hybridkrig, som det er blevet kaldt, går ud på at fremvise EU som en klub af hyklere, der lader flygtninge dø af kulde i en sump uden at gribe ind. Men det er samtidig en krig, der udstiller EUs helt store akilleshæl. For muligheden for at bruge flygtninge og migranter som pressionsmiddel mod EU vil findes, lige så længe der er migranter, der gerne vil ind.

POLEN Det lykkedes tirsdag den 9. november en gruppe migranter at komme ud af den røde zone i de polske skove. Her kunne aktivisterne komme hen og hjælpe dem med tørt tøj, mad, tæpper og det papirarbejde, som de skal bruge for at søge asyl. Foto: Wojtek Radwanski / AFP / Ritzau Scanpix

Klokken 10:00 fredag morgen indkalder en gruppe polske aktivister til et pressemøde i en skov nær den røde zone. Dagen forinden var det den polske nationaldag, og ud ad vinduer og altaner hænger store polske flag og vajer i takt med vinden. Drej til venstre og ind på skovvejen inden kontrolpunktet,” lyder instruktionerne i chatgruppen på beskedappen Telegram, hvor godt 250 journalister fra hele verden venter på nyt om migranterne ved grænsen. Det er aktivisten Katarzyna Staszewka fra Grupa Granica, der har sendt invitationen ud til journalisterne.

Det kræver omveje gennem mudrede skovveje at undgå kontrolpunktet mellem Kuźnica og Bruzgi, som kun er ét ud af utallige kontrolpunkter langs den 400 kilometer lange grænse. Lige nu er Polen i nødretstilstand, hvilket betyder, at der i grænseområdet findes røde zoner, som kun beboerne må opholde sig i. Forsøger man at komme ind i zonerne, står fire grænsevagter med elefanthuer og våben klar til at vise folk bort. Lykkes det alligevel, venter en bøde ved næste kontrolpunkt. Uanset om man arbejder for en ngo, er aktivist eller journalist, er de røde zoner lukket land. Som der stod i den sms, jeg modtog, så snart jeg nærmede mig grænsen: Den polske grænse er lukket. De belarusiske myndigheder har løjet for jer. Tag tilbage til Minsk! Lad være med at tage imod piller fra belarusiske soldater.” Afsenderen var de polske myndigheder.

I skoven står omkring 50 journalister iført huer og halstørklæder og venter på de syv aktivister, som har indkaldt til mødet. Vejen derhen går ad en skovsti, som flyder med affald. En rød regnjakke, én efterladt vandrestøvle, tomme vandflasker, papir fra en myslibar og efterladte regnbukser.

Den forgangne uge havde Katarzyna Staszewkas lille lokale gruppe mindst otte såkaldte interventioner i skoven. De bar tæpper, mad, te i termokander, tørt tøj og vådservietter ud til de skovområder, hvor migranter har sendt deres præcise lokation i særlige WhatsApp-, Signal- og Telegram-grupper. Det er på de samme sociale medier, at mange migranter i første omgang har hørt om muligheden for at komme til Europa via Belarus.

Aktivisterne og de lokale har levet i en form for boble i flere måneder. De smiler lidt ad alle de journalister, der er mødt op nu, som om det, der foregår i skoven, er breaking news. For dem har det været hverdag længe. I månedsvis har helt almindelige mennesker påtaget sig et ansvar, som de ikke mener, at de kan løbe fra. Lokale i de røde zoner omkring grænsen og aktivister udefra har formået at bygge et helt system op, som opererer gennem krypterede beskedtjenester. Ingen vil skrive eller tale gennem andet. Der er altid nattevagter, som sidder klar ved telefonen i tilfælde af, at der kommer en besked ind om en migrant i nærheden, som har brug for hjælp. Den seneste uge er aktivisterne holdt op med at modtage beskeder fra migranterne. Om det skyldes, at der ikke kommer flere over grænsen, at de er døde eller er blevet taget af grænsevagter, eller at deres telefoner er løbet tør for strøm, kan aktivisterne kun gisne om.

Jeg kører i to hele dage frem og tilbage og op og ned ad grænsen i håb om at se eller høre noget, der kan lede mig i retning af migranterne. Efter to dage får jeg en besked på Signal fra en af aktivisterne i skoven, som jeg hver dag har skrevet til i håb om noget nyt. Måske kan du bruge det her til noget,” skriver han og sender et navn og nummer på en kvinde. Hun er en af de lokale, der bor i den røde zone, og som har hjulpet adskillige migranter de seneste måneder. Fordi kvinden bor i den røde zone, må hun køre otte kilometer væk fra sit hjem for at mødes med mig ved en korsvej midt ude i ingenting.

En kvinde i midten af 50’erne træder ud af en rød Toyota. Hun har en lyserød hue på med kvast, som bevæger sig fra side til side i takt med hendes haltende skridt, som skyldes en knæskade. Hendes røde og grå krøller stikker ud under huen. Hun er en ganske almindelig kvinde i 50’erne, som tilfældigvis bor i landsbyen nær Białowieża-skoven. Gosia, som hun hedder, er ikke aktivist, og hun har aldrig rigtig interesseret sig for flygtninges vilkår, for det har aldrig været relevant for hende. Men nu er der et pres på hendes skuldre, som hun ikke kan eller vil ignorere. Hun kalder sin landsby for en krigszone og fortæller, hvordan hun har mødt og huset flere migranter. En familie boede hjemme hos os. Det er virkelig forfærdeligt. Der er et ret stort pres på vores skuldre, fordi vi føler et ansvar. Man er lidt ansvarlig for migranterne, for hvis man ikke hjælper, risikerer man at finde lig i skoven til foråret,” siger hun.

En af Gosias naboer har valgt en noget anden tilgang. Han har haft sin hund og en kæp med ud i skoven for at jagte migranter, fortæller Gosia. Da jeg spørger hende, om der er nogen af de migranter, hun har mødt, som har gjort et særligt indtryk på hende, svarer hun med det samme. En mand fra Syrien, som hun fandt alene og døden nær. Gosia er englen’, som reddede Shiyar fra sumpen i skoven. Og det er hende, der leder mig på sporet af flygtningen fra Syrien.

VANDKANONER Nogle migranter ved grænsen kastede sten mod de polske grænsevagter, som svarede igen med vandkanoner og tåregas. Foto: Belta / Reuters / Ritzau Scanpix

Netop fordi journalister og andre er forment adgang til den polske side af grænsen, er det vanskeligt at få et helt klart billede af, hvad der foregår. Men det billede, der tegner sig, er ikke kønt.

På den belarusiske side opholder der sig tusindvis af migranter, der alle sammen gerne vil til Polen. Mange af dem har været der i dagevis, og tirsdag i denne uge, den 16. november, kom det til de hidtil mest voldsomme scener. Flere hundrede migranter forsøgte at komme igennem en grænseovergang. Nogle kastede sten mod de polske grænsevagter, som svarede igen med vandkanoner og tåregas. Andre migranter har slået lejr med små iglotelte langs hegnet. Foran sig har de den polske pigtråd og det forjættede land, EU.

Omkring 15.000 mand bevogter nu grænsen på polsk side, men alligevel lykkes det fra tid til anden for migranter at komme igennem. Nogle klipper pigtråden over, andre vælter den med store grene. Derfra har mange af migranterne særligt én drøm: Tyskland!” som de råber. Drømmen går i opfyldelse for nogle; også tysk politi melder om et stærkt stigende antal migranter, der krydser den tysk-polske grænse. De seneste to måneder er omkring 9.000 migranter ankommet til Tyskland ad ruten fra Belarus.

EU-toppen er ikke i tvivl om, hvorfor især irakiske mænd, kvinder og børn lige pludselig forsøger at krydse den ellers lidt glemte grænse: Det hele er orkestreret af Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, som hævn for det, han ser som indblanding i hans land. Hvordan det hænger sammen, kommer vi til, men det er under alle omstændigheder grunden til, at der lige nu foregår en hektisk diplomatisk kamp på de bonede gulve. Men for at forstå det, der er ved at ske nu, kan vi med fordel dykke ned i historien om, hvordan Shiyar ankom til det polske flygtningecenter.

Shiyar købte hele pakken. For det, der svarer til 26.000 kroner, kan man i Libanon gå ned til det nærmeste rejsebureau og købe det, de kalder turistpakken’: flybillet til Minsk, et visum og et lækkert hotelophold i ti dage. Shiyar blev på hotellet i Minsk i tre dage, før han og hans kammerat bestilte en bil, som skulle køre dem ud til grænsen. Planen lød solid, og alle gjorde det jo.

Da jeg skriver til Shiyar første gang, er han afvisende. Han tør ikke tale med journalister, siger han. Men da han hører, at det er Gosia, der har givet mig hans nummer, giver han mig lov til at komme forbi og tale med ham. På én betingelse: Jeg er bange for Assad-regimet, og min familie er stadigvæk i Syrien. Den syriske regering har ødelagt mit liv,” siger han og beder mig om ikke at bruge hans fulde navn.

Jeg møder Shiyar på et flygtningecenter halvanden time fra den skov, han blev fundet i. En lav mand med gråt hår kommer hen til hegnet og smiler. Han har buskede øjenbryn, store, brune øjne og sort tynd jakke på. Shiyar må ikke forlade centeret, fordi han skal være i isolation i ti dage på grund af corona-forholdsreglerne. Han ville gerne have inviteret mig ind på en kop kaffe, siger han, men vi bliver nødt til at lave interviewet gennem et hegn. Den sorte port med tremmer er det eneste, der separerer Shiyar fra omverdenen. Jeg må skubbe min lydoptager mellem tremmerne for at høre, hvad han siger.

Shiyar er født og opvokset i den syriske by Aleppo, men der er ingen fremtid for ham eller hans familie der længere, siger han. Hans hjem er bombet i tusinder af stykker, og hans bror blev dræbt på åben gade. Derfor flygtede han til Libanon, hvor han har boet i syv år. Men heller ikke Libanon er sikkert længere, og efter at en enorm eksplosion i hovedstaden Beirut skabte kaos i august 2020, var Shiyar ikke i tvivl om, at han måtte flygte til et EU-land, hvor han og hans familie ville være i sikkerhed. Han havde hørt fra adskillige venner og bekendte, som havde taget samme rute. Køb hele pakken, nyd opholdet i Minsk, og så er du kun en kort gåtur fra EU. Men det passede slet ikke.

For 100 dollars blev Shiyar og hans kammerat kørt af en taxa fra Minsk til Pierarova, hvor man kan krydse grænsen til Polen til fods. Det var det, han havde fået at vide på sociale medier, at det krævede, før man kunne bestille en taxa i Polen, som kunne køre én videre til Tyskland.

Men det var langtfra så simpelt, som det lød. Da Shiyar og hans kammerat ankom til grænsen til Polen, blev de mødt af tusinder af andre, som havde fået samme idé som dem. Bag de håbefulde migranter stod en horde af belarusiske soldater. Foran dem stod lige så mange polske soldater. Ingen af dem ville rykke sig.

LUKASJENKO Den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko bliver også kaldt ‘Europas sidste diktator’. Foto: Belta / Reuters / Ritzau Scanpix

Lad os lige få geografien på plads. Der er tre EU-lande, der deler grænse med Belarus: Litauen, Letland og Polen. De har alle tre oplevet en voldsom stigning i antallet af mennesker, der forsøger at komme over grænsen i løbet af denne sommer. De første migranter kom vandrende gennem skoven til Polens naboland Litauen, i begyndelsen blot et par stykker om dagen. I sommerens løb blev det til mange flere, og den 1. august registrerede litauerne 294 illegale grænseoverskridelser på én dag. Det var man slet ikke vant til. Året før, i 2019, kom der 81 i løbet af hele året. Siden begyndte antallet af migranter også at vokse ved Letlands og Polens grænser. Hvad var det, der foregik?

Mistanken rettede sig hurtigt mod Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko. Han var og er rasende på EU og især på medlemslandene Litauen og Polen. Lukasjenko har siden 1994 været en rimelig enerådig hersker over Belarus, men op til præsidentvalget i august 2020 skete der noget: Belaruserne gik på gaden og protesterede. Vestlige provokatører”, kaldte Lukasjenko demonstranterne, og det belarusiske politi og militær slog hårdere og hårdere ned på sine modstandere. Selve præsidentvalget vandt Lukasjenko, men ifølge oppositionen kun på grund af voldsomt valgsnyd.

Flere og flere af oppositionens topfigurer rejste derefter til Litauen og Polen for derfra at kæmpe mod Lukasjenko. Men da regimet i Belarus orkestrerede det, der dårligt kan opfattes som andet end en statslig flykapring, tog det hele en eksplosiv drejning. I maj 2021 var et Ryanair-fly på vej fra Athen til Litauens hovedstad Vilnius, da det blev tvunget til at lande i Minsk. Og det var ikke et helt tilfældigt fly: Om bord var Roman Protasevitj, belarusisk journalist og systemkritiker, der blev eskorteret ud af flyvemaskinen og sat i fængsel.

Her overspillede Lukasjenko tilsyneladende sine kort. Vreden i det internationale samfund var enorm, og EU strammede de sanktioner, som allerede var blevet indført, da det belarusiske politi havde tævet demonstranter inden valget. Belarusiske fly måtte nu hverken overflyve eller lande i EU. Men Lukasjenko havde en trumf i ærmet, som han afslørede i et interview: Vi plejede at standse stoffer og migranter – nu må I æde dem (stofferne, red.) og fange dem (migranterne, red.) selv,” sagde præsidenten ifølge Financial Times.

Var det et varsel om, at Belarus på det tidspunkt besluttede at bane vejen for, at migranterne kunne nå grænserne til EU? Meget tyder på det. Kort tid efter mødte de litauiske grænsevagter de første migranter ved den nærmest ubevogtede grænse til Belarus. Og kort tid efter oplevede de det samme i Letland og i Polen.

Foto: Belta / Reuters / Ritzau Scanpix

De seneste uger af Shiyars liv fortaber sig i en blanding af smerte og udmattelse. Minutter blev til sekunder, og sekunder blev til timer, og hvis ikke det var, fordi solen stod op og ned, ville han ikke ane, hvor mange dage han havde tilbragt i limbo.

Efter en flyvetur, tre dage på et hotel i Minsk og en køretur var Shiyar og hans kammerat klar til at krydse grænsen til Polen. Det stod dog hurtigt klart for Shiyar, at det ikke var så let som så. Første gang Shiyar skubbede sig frem mellem de tusinder af flygtninge foran stålhegnet langs Polens grænse, stødte han på en belarusisk soldat. Med sine bare, knyttede næver begyndte han at tæske løs på Shiyars overkrop. Hvor længe han slog, ved Shiyar ikke, men da soldaten var færdig med ham, var to af Shiyars ribben brækket.

Mange af migranterne, der nu er i Polen, har krydset grænsen fra Belarus flere gange, men er blevet sendt tilbage af polske soldater. Aktivister fortæller, hvordan de møder den samme gruppe flere gange med dages mellemrum, fordi de hver gang bliver sendt tilbage og må starte forfra. Shiyar kom over grænsen tre gange, men blev sendt tilbage gang på gang.

De polske soldater skubber ikke én fysisk, men de presser én til at vende om, så snart de ser dig. Jeg så to polske betjente på et tidspunkt og sagde til dem, at jeg havde brug for at komme på hospitalet, fordi jeg havde så mange smerter, at jeg hverken kunne spise eller drikke. Jeg havde vand, men jeg kastede det op igen, fordi jeg var så syg,” siger han.

Tredje gang Shiyar blev taget af en grænsevagt, tiggede og bad han om at komme på hospitalet. De brækkede ribben betød, at han hverken kunne spise eller drikke noget uden at kaste det op igen. Men da vognen ankom for at hente Shiyar, var det ikke en ambulance. Det var den samme vogn, som han havde siddet i to gange før. En direkte billet tilbage til Belarus.

Trods tre mislykkede forsøg på at komme ind i Polen gjorde Shiyar og hans kammerat endnu et. Denne gang måtte Shiyars kammerat nærmest bære ham over grænsen, fordi den 37-årige mand ikke var i stand til at stå på benene i længere tid ad gangen. Da jeg spørger Shiyar, hvordan det lykkedes dem at slippe forbi grænsevagterne fire gange, fortæller han, at der er områder, hvor man kan snige sig igennem uden at møde en eneste vagt. Især når man er få og ikke har børn på slæb. Udfordringen er at fortsætte ubemærket.

MAPS Zetlands journalist har taget et skærmbillede af, hvordan Google Maps ser ud, når man befinder sig kun få kilometer fra den belarusiske grænse. Foto: Google Maps

Når migranterne, der kommer ind i Polen fra Belarus, kan få alarmklokkerne til at ringe i EU, er det af én helt særlig grund: Det vækker mindelser om flygtningekrisen i 2014 og 2015 og peger dermed på en af EUs store fiaskoer: at det ikke er lykkedes at lave en aftale om, hvordan man arbejder sammen om at modtage migranter. Det er dét, der gør det europæiske fællesskab sårbart over for forsøg på bruge flygtningene som våben, som vi nu ser det ved Polens grænse.

Det, der skete dengang i 2014 og 2015, var ganske enkelt, at der – især på grund af borgerkrigen i Syrien – kom helt ekstraordinært mange migranter til Europa. Modtagesystemet kunne ikke følge med, land efter land genindførte grænsekontrol, og i Danmark vandrede migranter pludselig på Sydmotorvejen.

Krisen fik en enorm politisk betydning i hele Europa. Men det tydeligste eksempel var måske Tyskland, hvor det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland stormede ind i parlamentet på ryggen af tyskernes bekymring.

Det hele endte med, at EU indgik en aftale med Tyrkiets præsident Recep Erdoğan, som dybest set går ud på, at Tyrkiet får penge for til gengæld at holde migranter tilbage.

Europas ledere vil gå meget langt for at undgå en gentagelse af det, der skete i 2014 og 2015. Men de bestræbelser sætter samtidig EU i et efterhånden virkelig dårligt lys.

Shiyar var endnu en gang kommet over grænsen og ind i Polen, men efter tre kilometer måtte han give op. Han havde hverken spist eller drukket i to dage og gad ikke engang forsøge at drikke vand mere. Det var spild af vand, det ville alligevel komme retur inden for få sekunder. Hans lille bæltetaske med oplader og powerbank var forsvundet i skovens kaos, og med kun et par procents strøm tilbage på telefonen gik han ind i en Signal-gruppe og skrev til Gosia. Kontakten havde han fået gennem aktivistgrupperne, som hjælper på de krypterede beskedtjenester. Han sendte hende sin præcise lokation, bad sin ven om at fortsætte uden ham og lagde sig ned ved en sump, klar til at dø.

Hvad der mere skete den dag, husker Shiyar ikke. Men for Gosia er det en dag, hun sent vil glemme: Vi fik en melding om, at der var en mand, som var i rigtig dårlig stand et sted ved sumpen,” fortæller hun. Hun og et par venner tog derhen og fandt ham ubevægelig på jorden. Vi måtte skifte hans sokker og støvler, og vi prøvede at give ham mad, men han kunne ikke holde det nede og kastede det op med det samme,” fortæller hun. Gosia ringede efter hjælp fra landsbyen, og de bar Shiyar ud af sumpen. Han fortalte os, at han havde sagt til sine kammerater, at de skulle efterlade ham, så han kunne dø. Han græd, mens han fortalte os det. Vi hjalp ham med hans ansøgning om asyl, og jeg er virkelig glad for, at han kom på hospitalet og er i sikkerhed. I det mindste har nogle af dem heldet med sig,” fortæller hun og går tilbage mod sin bil.

Shiyar var langtfra den første eller sidste, hun hjalp. Hun husker ham især, fordi det lykkedes for ham. Han kom rent faktisk på hospitalet, og han blev rent faktisk sendt på asylcenter i Polen. Når hendes landsby er forvandlet til en krigszone, som hun kalder det, og der er flere betjente og grænsevagter end beboere, er det historier som Shiyars, der holder hende kørende.

MIGRANTER Omkring 15.000 mand bevogter nu grænsen på polsk side, men alligevel lykkes det nogle migranter at komme igennem. Udfordringen er ikke at blive sendt tilbage igen. Foto: Belta / Reuters / Ritzau Scanpix

Polens reaktion på situationen har været at lukke grænsen fuldstændigt. Samtidig har Polen, ligesom Letland og Litauen, besluttet, at grænsevagterne må skubbe migranterne tilbage over grænsen til Belarus uden sagsbehandling, også når de er kommet over grænsen, hvilket ellers er en overtrædelse af menneskerettighederne og dermed ulovligt. Landet har frabedt sig assistance fra EUs fælles grænseagentur, Frontex, som ellers har hovedkvarter i Polens hovedstad Warszawa. Derfor anklager en række internationale organisationer Polen for at forsøge at skjule den brutale virkelighed: at migranter dør af kulde, sult og tørst i skovene i grænseområdet, og at myndighederne kunne gøre noget ved det, hvis de ville. Som en af aktivisterne i skoven, Jakub Sypiański, siger det: Vi har fejlet som land. De polske myndigheder opfører sig, som om vi er en svag stat, og det er vi ikke. Vi burde være i stand til at gøre meget mere end det her.”

Og lige præcis det her er den anden store trussel for EU. Én ting er, at der kommer migranter ind i unionen. Noget andet er, at EU kan kritiseres for at lade mennesker dø og endda for at overtræde internationale konventioner ved at sende migranter tilbage mod deres vilje. Men samtidig er det så vigtigt for EUs ledere at holde EUs ydre grænse, at man står last og brast med Polen. Problemet er Lukasjenko, Belarus og regimet, der har magten. Polen fortjener vores europæiske solidaritet,” sagde for eksempel den tyske udenrigsminister Heiko Maas midt i november.

Det er her, propagandakrigen bliver udkæmpet. Når belarusiske fotografer tager billeder af børn foran pigtråden og sender dem til nyhedsbureauerne. Eller når de polske grænsevagter tager billeder af de samme fotografer og lægger dem på Twitter. Sådan kan moderne krig også se ud. Og Shiyar og de tusindvis af andre migranter, der sætter livet på spil i skoven, er ufrivillige brikker i den.

Tilbage på flygtningecenteret gør Shiyar, hvad han kan, for at holde humøret oppe. Kun de sorte rande under øjnene og hånden, som ubevidst masserer hans ribben fra tid til anden, indikerer, at han for bare 12 dage siden lå for døden. Han tilbragte otte dage på hospitalet, og selv om han lå i en varm hospitalsseng, var Shiyar langtfra sikker på, hvad der ville ske, så snart han trådte ud ad hospitalsdørene.

Jeg spørger lægen, hvad der skal ske med mig efter hospitalet. Bliver jeg ført tilbage til grænsen? Lægen siger, at han ikke har den slags informationer. Måske får jeg lov til at blive, siger lægen, men måske bliver jeg kørt tilbage til grænsen,” siger han.

Shiyar har det godt nu, alt taget i betragtning. Faren er drevet over, og han er sikker på, at han nok skal klare den herfra. Men han er glad for, at han ikke tog sin kone og sin fireårige søn med på rejsen. De havde aldrig overlevet, mener han. Han kigger ned i jorden og fortæller om en kvinde inde på centret, der blev væk fra sin 14-årige datter i skoven. Hun har ikke hørt fra hende i over en uge.

Gosias og Shiyars veje krydsede hinanden ved ren og skær tilfældighed. Gosia har levet et stille liv i en lille landsby med sin mand og sine børn, mens Shiyar ikke har kendt til andet end krig og bekymringer i flere år. Nu bliver Gosia og resten af den polske befolkning konfronteret med krigen, som udspiller sig i deres baghave. I en pøl af bræk lå Shiyar i skoven og symboliserede alt ved Lukasjenkos nye måde at føre krig på. Krudt og kugler er blevet erstattet af desperate mennesker, der vil gøre alt for et bedre liv i Europa. Og så længe det ønske er så stærkt, vil EUs fjender kunne bruge det mod EU.