Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Løkke startede. Og resten fulgte efter. Partierne jagter myten i midten af dansk politik

Lars Løkke Rasmussen har sat en ny midterbevægelse i gang.

Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


10. juli 2021
15 min.

Lars Løkke Rasmussen præsenterede navnet på sit nye parti grundlovsdag, den 5. juni. Han stod ved en talerstol foran et stort blafrende dannebrog. Smilende, solbrun, i en sort habitjakke og hvid skjorte med lidt for store flipper, stod han der og fortalte, at der er brug for et parti, der fokuserer positivt på det, der virker, og ikke blindt på det, de andre ikke mener. Danmark har brug for et parti, der rækker ud og bygger bro,” sagde Lars Løkke Rasmussen. Et parti, som ikke er i opposition til andre, men i relation til andre. Et moderat parti, der kæmper for noget og ikke imod nogen. Og det parti kommer,” sagde han, og det hedder Moderaterne.”

At Løkke kunne præsentere navnet på sit nye parti, var sådan set blot den seneste udmelding i en bevægelse, han indledte under valgkampen i 2019, hvor han ud af det blå foreslog en regering hen over midten mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Udmeldingen var ikke blot en bevægelse for ham selv, tidligere statsminister, formand for Venstre og ubestridt leder af det, der hedder blå blok – altså gruppen af partier til højre for midten – men også en mere generel og bredere politisk bevægelse ind mod midten, som vi har set meget tydeligt siden. Vi har set det med Kristendemokraternes genopstandelse i Folketinget med Jens Rohde og måske nu nok med en regulær mulighed for at komme ind ved næste valg. Vi har også set det med Radikales leder Sofie Carsten Nielsens offensive politiske flirt med Konservatives Søren Pape Poulsen, Liberal Alliances Alex Vanopslagh og Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Og så har vi set det med statsminister Mette Frederiksen, der faktisk har lavet temmelig mange aftaler ind over midten af dansk politik, selv om hendes parlamentariske grundlag er rødt.

Så lige nu fylder midten af dansk politik bare utrolig meget på utrolig mange planer. Virkelig mange politikere vil hen på midten, vil erobre den, regere hen over den, være tungen på vægtskålen i den. Magten ligger derinde og venter på den, der kan finde derind, midten er et mytisk sted. Men: Ny viden viser os, at der faktisk ikke ligger specielt mange vælgere derinde på midten. Måske ligger der faktisk ikke en eneste.

Hvis man vil forstå dansk politik, skal man forstå det paradoks. Her er mit bedste forsøg på at gøre dét.

Lad os begynde i valgkampen i 2019, fordi det er her, det midtsøgende kom i fokus igen, da Lars Løkke Rasmussen pludselig foreslog en regering mellem Socialdemokratiet og Venstre. Han sagde dengang i samtalebogen Befrielsens øjeblik, der blev brugt som platform for budskabet, at han troede, at mange vælgere ønskede, at de store midterpartier, som han kaldte dem, altså V og S, kunne gå sammen og løse nogle af landets store udfordringer. Det fik Kirsten Jacobsen, bogens forfatter, til at opsummere nogle af Løkkes tanker om en SV-regering i et spørgsmål til statsministeren sådan, at han overvejer, om de store midterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, i fællesskab kunne løse de aktuelle problemer, Danmark står over for. Nemlig at ruste demokratiet, ytringsfriheden og vores åbne velfærdsstat mod både ydre og indre farer og samtidig løse begge partiers problem med at holde yderfløjene i både rød og blå blok i skak.” Hvortil altså den daværende statsminister svarede ja”.

Løkkes tanker blev afvist af de fleste i det politiske landskab og også internt i Venstre. Men partiet fik et virkelig godt valg, som dog ikke var nok til at bevare regeringsmagten, da blå blok som helhed tabte. Venstre gik frem til lige knap hver fjerde vælger. Løkke brugte sin udmelding som forklaring på fremgangen, altså at fremgangen skyldtes hans tanker om en VS-regering, og han brugte også det midtsøgende som løftestang for sit nye politiske projekt, da han havde forladt Venstre. Men når vi nu kigger på strømningen mod midten, og at den fik nyt liv gennem Løkke, er det relevant at se på, hvordan vælgerne egentlig – altså i virkeligheden – tog imod hans udmelding. Altså gav hans vision bundklang i vælgerkorpset? Er der en higen efter det midtsøgende?

Det er der kommet en ny bog, som kaster lys over. Bogen hedder Klimavalget, og den analyserer i bund og grund alle aspekter af valget i 2019 på baggrund af data. Den er skrevet af de to professorer og valgforskere Kasper Møller Hansen og Rune Stubager. Og jeg har ringet til Rune Stubager, fordi der er et kapitel i bogen, som handler om netop Venstres vælgere og spørgsmålet om en VS-regering. Og så selvfølgelig også, fordi Rune Stubager er en af dem, der ved mest om vælgervandringer og midtervælgere og bevægelserne i de politiske partier.

Og konklusionen er sådan set klar. Den står allerede i kapitlets overskrift, som hedder: Løkkes regeringsudspil tiltrak ikke vælgere.” Det er sådan set bare det, tallene viser,” siger Rune Stubager som det første, da vi snakker sammen. Forskerne har spurgt et panel af vælgere lang tid inden valget om en masse ting, herunder hvilke partier de gerne så i en regering. Og det viste sig, at de, der ellers inden valget svarede en SV-regering, ikke flyttede deres stemmer, da Lars Løkke Rasmussen foreslog netop det. Det har ikke rykket noget. Det har heller ikke ændret på sympatien for hverken Venstre eller Løkke, lyder konklusionen. Det kan jo godt have haft nogle afledte effekter for Venstre og Løkke ikke mindst i form af øget opmærksomhed,” siger Rune Stubager, men ifølge bogen skyldes Venstres fremgang primært, at Dansk Folkeparti gik helt ned, og at mange vælgere flygtede over til Venstre.

Men hvis nu ikke Løkkes tanker om en SV-regering flyttede vælgere inde omkring midten, hvad skal vi så uddrage, altså hvad er så på spil? Hvad er det for et opbrud, vi ser? Hvad er det, der potentielt bliver jagtet inde på midten af dansk politik?

Én ting, man i hvert fald ikke bør jagte, er en midtervælger’, for de findes ikke som sådan, siger Rune Stubager, selv om det er dem, der oftest bliver appelleret til. Der er ganske vist en bred enighed om, at mange danskere gerne vil have bredt samarbejde og brede forlig og også gerne hen over midten. Det lyder godt retorisk,” siger Rune Stubager, men spørgsmålet er bare, hvordan man omsætter det som politisk parti. Hvad er det for en politik, du står for, og står du for noget, som man kun kan få hos dig?” Rune Stubager leverer selv svaret, for hvis man som parti ligger midt imellem alle de andre, kan vælgerne få de politiske holdninger andre steder. Og, slår han fast, der ligger bare ikke særlig mange vælgere lige præcis i midten af alle parametre. Så selv om man som vælger ser sig selv i midten, slår man typisk ud på det ene eller andet punkt.

Han mener, at det derfor er svært at være nyt midterparti i dag, hvis det alene er kernen i dit projekt. Naser Khader dannede Ny Alliance som et oprør på midten, eller lidt til højre, men det fungerede ikke og blev under navnet Liberal Alliance rykket væk fra midten. Alternativet lagde ud med at ville være et parti, der ikke kiggede på rød-blå-skalaen, men tog udgangspunkt i egne visioner, men endte alligevel med at stemme med rød blok de fleste gange. Og man kan sige, at Pernille Vermunds Nye Borgerlige nærmest har gjort det til en dyd at fravælge brede aftaler, nogle gange som det eneste parti. Samtidig med at midten bliver tilstræbt af nogle, er der bare stadigvæk også en stærk centrifugalkraft i dansk politik, der skubber folk væk fra midten.

Det ved sådan en som Simon Emil Ammitzbøll-Bille om nogen.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille var økonomi- og indenrigsminister frem til sidste valg og også mangeårig gruppeformand i Liberal Alliance, men det er ikke derfor, jeg har snakket med ham på hans kontor på en afsidesliggende gang på Christiansborg. Han er løsgænger i dag, men indledte sin politiske løbebane hos De Radikale, altså et parti, der traditionelt har ligget i midten af dansk politik, men derudover har han stiftet to partier, der skulle ligge i midten, men lidt til højre. De hed Borgerligt Centrum og Partiet Fremad. Begge er nedlagt i dag – det er bare virkelig svært at lave et parti, som han siger. Og især på midten. Simon Emil Ammitzbøll-Billes politiske ambition er sådan set rimelig tydelig. Vi mangler midterpartier i Danmark,” siger han. Vi har i den grad brug for dem.” Hans grundlæggende analyse er, at de to store partier i Danmark, Venstre og Socialdemokratiet, har kunnet skaffe sig flertal på skift med udgangspunkt i de politiske yderfløje. Men, siger han, hvis midten skal lykkes, har man brug for de der to-tre partier, der ikke behøver være store nogle af dem, men som jo tilsammen kan udgøre en forskel,” siger han.

Det handler ikke om størrelsen på partiet, men om at være tungen på vægtskålen. Han håber derfor, at Radikale og Moderaterne (og eventuelt med Kristendemokraterne som tredje hjul – dem bryder han sig bare ikke om) kan udgøre den kerne, der kan flytte fokus ind på midten og afgøre, hvem der bliver statsminister. Jeg tror, at det vil være en stor lykke for Danmark,” siger han. Han tror, at det kan give nogle reformer, der kan holde, og som kan rykke noget. Det kræver, at nogen tør tage ansvar, og det gør fløjene ikke. Det kan S og V godt, hvis der er nogle midterpartier til at hjælpe dem.” Frem for at V og S skal samarbejde alene – det er der nok ikke udsigt til, tror han – vil det være lettere, hvis der er nogle i midten, der kan formidle kontakten.

Selv om det her er svært, har det kunnet lade sig gøre før. Nutidens danske midterpartier kan måske finde inspiration i, hvordan midterpartierne fungerede i 1980’erne og 1990’erne. Men historien om dét kan også fortælle os noget om, hvorfor det er så svært i dag.

Poul Schlüter fra Konservative var statsminister i 1980’erne og indgik sammen med Venstre i en række forskellige blå regeringer med tydeligt blåt aftryk. Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i 1990’erne i en række regeringer med rødt fortegn. Sådan groft sagt. Det interessante er dog, at de to statsministre blev bakket op og fandt deres flertal med opbakning fra de samme midterpartier.

De samme tre partier, Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne og De Radikale, lå på midten og kunne bestemme, hvor regeringsmagten lå. De kunne trække den blå regering ind mod midten. Og de kunne trække den røde regering ind mod midten. I virkeligheden havde de tre partier måske mere magt, end deres reelle mandattal lagde op til. Det er sådan en situation, nogle af partierne i dag også higer efter.

Siden dengang har midterpositionen ikke været let. Centrum-Demokraterne eksisterer ikke længere som parti. Kristeligt Folkeparti, der i dag hedder Kristendemokraterne, lever en tilbagetrukket tilværelse omkring spærregrænsen, men primært under den, og Radikale har konstant peget mod en rød regering. Vælgerne er vandret væk fra midten og ud mod fløjene, og de to blokke, rød og blå, har på skift kunnet skaffe sig flertal ved at kigge udad og ikke ind mod midten.

Rune Stubager mener, at forskellen fra dengang, midten fandtes i dansk politik, og frem til nu er, at dengang var politik endimensionelt, som han kalder det, mens det i dag er todimensionelt. Tidligere var der en meget klar akse, som hed fordelingspolitik, altså hvad skal pengene bruges på, og det er den, der har defineret udgangspunktet for de blokke, vi taler om i dag. Men i dag er der kommet en ekstra akse på – det, man kan kalde værdipolitikken. Det giver flere spillemuligheder,” siger han, og det gør også, at den der midte bliver sværere at definere.”

De Radikale er eksempelvis temmelig blå i deres økonomiske politik, men meget røde, når det kommer til det værdipolitiske, eksempelvis flygtninge og indvandrere. Socialdemokratiet og blå blok har omvendt nærmet sig hinanden på det værdipolitiske.

Så er der det fordelingspolitiske, hvor Dansk Folkeparti i hvert fald har forsøgt at nærme sig rød blok for at kunne indtage en position, hvor partiet måske kunne blive kongemageren i dansk politik. (Det mislykkedes, og partiet er i dag langt nede i opbakning). Hvis ikke du er på midten på begge dimensioner,” siger Rune Stubager, så kan du blive udspillet. Det var det, der skete for De Radikale i 2001, at værdipolitikken kom til at betyde så meget, de blev manøvreret ud af deres midterposition.”

Partiernes ryk understreger, at midten i dansk politik ikke er hverken et punkt eller en konstant størrelse. Det, der er midten i dag, er ikke nødvendigvis midten i morgen. Da Radikale sad i regering med Helle Thorning-Schmidt, førte regeringen blå politik, fordi Radikale kunne lave flertal for det med de blå partier. I dag kan Radikale omvendt ikke skaffe flertal til deres økonomiske politik med blå blok og heller ikke skabe flertal for deres værdipolitik med rød blok. Og det har Løkkes nye parti og den øgede trængsel på midten været med til at udfordre yderligere.

Sofie Carsten Nielsen har været meget i medierne de seneste måneder. Det er der et par gode grunde til. Projekt Lars Løkke – altså det kommende parti Moderaterne – appellerer stort set til samme vælgertype. Men hvor Løkke har medvind, har Radikale med sexchikanesager og farvel til Morten Østergaard som politisk leder modvind og en reel risiko for at miste vælgere. Derudover har partiet som sagt svært ved at få indflydelse på både det værdipolitiske og det økonomiske, og hun har derfor lagt op til, at hun er klar til at bryde forlovelsen med Socialdemokratiet.

Her er så de tre udmeldinger, der i bund og grund er et forsøg på at genopfinde partiets position i midten af dansk politik. Om det så er realistisk eller ej, må tiden vise.

  1. Til afslutningsdebatten i Folketinget lagde hun op til at lave reformer med Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.
  2. Hun har sagt i et interview med DR, at hun godt kan forestille sig at pege på De Konservatives Søren Pape Poulsen som statsminister.
  3. Hun kan godt forestille sig, siger hun i et dobbeltinterview med Liberal Alliances Alex Vanopslagh, at de to partier kan lave et fælles regeringsgrundlag.

På folkemødet sagde hun det sådan her til Berlingske: Hvis der skulle Lars Løkke og Moderaterne til, før det gik op for folk, at Radikale faktisk har en række gode pointer – for det er vel sådan set det, han siger – så skal vi da række hånden ud,” siger Sofie Carsten Nielsen, der altså også gerne vil samarbejde med netop Løkke.

Det afgørende er dog, siger Rune Stubager, altså valgforskeren, at der findes emner, der kan trække vælgere hen over midten, eller at der findes partier, der kan arbejde hen over midten. Når nu ikke ønsket om en VS-regering trak vælgere fra rød blok, hvad skal der så til? Det giver den bog, der hedder Klimavalget, faktisk også et bud på. For klimaet, som navnet på bogen antyder, trak faktisk vælgere fra blå blok til rød blok. Og så trak Socialdemokratiets ønske om retten til tidlig pension, den såkaldte Arne-pension, også vælgere over, samtidig med at Socialdemokratiet på udlændinge- og flygtningeområdet har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så det er muligt at hive vælgere fra den ene blok til den anden. Det er også derfor, at Venstres Jakob Ellemann-Jensen har sagt, at partiet skal øge sit fokus på klima, fordi han ligesom bogen vurderer, at klimaet er vigtigt for vælgerne.

At kunne tælle til 90 er den drivende kraft, når det kommer til politik. For med 90 mandater bag dig har du et flertal og kan få din politik gennemført. Statsminister Mette Frederiksens mindretalsregering består af Socialdemokratiet med opbakning fra Radikale, SF, Enhedslisten plus det løse, men hun har faktisk jagtet flertal for sine aftaler rundt i hele Folketingssalen – og været dygtig til det. Det er en anden måde at arbejde ind over midten på, uden at der har været deciderede midterpartier, der har trukket hende. Og det er faktisk også en arbejdsmetode, der har været påfaldende og fået nogle af de garvede på Christiansborg til at løfte øjenbrynene.

Marianne Jelved stopper i Folketinget efter næste valg. Så har hun siddet der siden 1987. Hun er i dag menigt medlem af Radikale, men har tidligere været partiets politiske leder. Det var hende, der fik partiet til at skifte Schlüter ud med Nyrup i sin tid, og hun har været mangeårig minister og i virkeligheden holdt hånden på det ror, der har holdt Radikale centralt i dansk politik, men også været med til at trække partiet væk fra midten, da partiet reelt siden Nyrup-dagene ikke har kunnet pege på en blå statsminister. Altså før nu, hvor Sofie Carsten Nielsen har begyndt en tilnærmelse.

Jelved ser den danske tradition for mange små partier som en styrke for det danske demokrati, for det har lært politikerne at lave forlig og aftaler på kryds og tværs. Andre lande, heller ikke de nordiske, fatter jo ikke, som hun siger, at vi kan have så mange mindretalsregeringer, og at de er så manøvredygtige. Det er også derfor, hun har bidt mærke i Mette Frederiksens tilgang. Hun fortæller, at hun selv lige har lavet en aftale uden om regeringen om en fri læreruddannelse, som ministeren var imod, men hvor hun kunne skabe opbakning andre steder i Folketingssalen. Der er jo den fordel ved aftaler ind over midten, at så er der større chance for, at de også eksisterer næste år. Der er mere holdbarhed i det, end hvis du laver snævre aftaler til den ene eller anden side,” siger Jelved. Hun ser den nuværende politiske strømning i en kulturel, historisk kontekst, der har tråde flere hundrede år tilbage og blandt andet har resulteret i andelsbevægelsen, forsamlingshuse og de danske realkreditlån.

Det har noget at gøre med politik på den måde, at du får øje på nogle muligheder, som du ikke kan lave alene, fordi du ikke har mandater nok. Men du skal lave det sammen med nogle andre,” siger hun.

Selv om hun synes, det er lidt komisk, at det er Løkke, der har sat gang i den her bevægelse, at det pludselig er ham, der vil til at lave aftaler hen over midten, da meget af hans parlamentariske arbejde trods alt har beroet på et rent blåt flertal, deler hun Løkkes tanker om, at der er brug for et opbrud, at der skal skabes aftaler bredt i Folketinget. Som de fleste, jeg har snakket med, deler hun også den holdning, at han nok skal komme i Folketinget, men om det er et holdbart langvarigt projekt, er hun mere i tvivl om. Hun venter spændt som alle andre på, hvad den politiske retning og det politiske indhold bliver, og hvem der stiller op.

Den politiske midte som strømning lige nu er tydelig med Lars Løkke Rasmussen som katalysatoren. Han har sat liv i en historisk, kulturelt betinget tradition, som man jo kan være enten for eller imod. Jeg taler hverken for eller imod politik fra midten, over midten eller ude i siderne. Men der sker noget lige nu, som kommer til at få afgørende betydning ved næste valg. Midten i dansk politik er svær at ramme, det viser historien, men den viser også, at det måske ikke handler om at ligge i midten, men om at kunne indgå aftaler med dem, man er uenige med, så der bliver skabt en holdbar akse på tværs.

Lars Løkke Rasmussen sagde til Jyllands-Posten, da det stod klart, at han ville lave et parti, at ambitionen og håbet er, at det kommer til at indtage den rolle, De Radikale har haft historisk. Altså at kunne tippe magten fra den ene side til den anden og få mest muligt ud af sine mandater. Det skal have det perspektiv, for hvis der kommer en partidannelse ud af det, som alene er kannibaliserende på den ene side af den politiske midte, så tilfører det jo ikke nogen parlamentarisk merværdi,” sagde Løkke.

Det betyder derfor også, at han ikke kan nøjes med at hive stemmer fra de andre partier i blå blok. Han (eller andre partier til højre for midten) skal hente stemmer tilbage over midten for at gøre sig interessante.

Og det er det, der er interessant.