Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Amalie Friis Heinrich er medlem af Zetland og har delt den med dig.

ARGUMENT_
Skriver om klima, energi & ressourcer

I dag er det black friday. Lad os bruge anledningen til at genlære, hvordan man reparerer ting

23. november 2018 | Natur, Klima & Energi | 9 min.

Prøv at mindes den sidste gang, du reparerede noget med dine hænder. Altså fiksede noget elektronik, noget tøj, din cykel eller noget helt fjerde. Stort som småt tæller.

Tænk over, hvordan du fik det. Hvilken følelse opstod efter fikseriet? Hvilken fornemmelse får du, når du i dag bruger den trøje/lampe/elektronik-dims, der ellers var endt i skraldespanden?

Mærk lige efter. Og hold fast i den følelse et øjeblik.

For mit eget vedkommende er det desværre ret lang tid siden. I januar forsøgte jeg at sy huller sammen på min søns elskede Real Madrid-shorts og døtrenes leggings. Jeg stak mig i pegefingeren. Jeg formåede end ikke at få tråden gennem nåleøjet. Min normalt stilfærdige svigermor fik årets grineflip og – opdagede jeg senere – smugfotograferede løs af min kuldsejlede reparation.

Det var ikke en følelse, jeg havde lyst til at holde fast i.

For tre årtier siden var jeg mere fingernem. Dengang, som niårig, var jeg noget nær en selvlært specialist udi reparation af walkmen. (Og til vores alleryngste medlemmer: Her taler vi længe før mobiltelefoner, mp3-afspillere eller, ja endda, discmen. Walkmen var spolemaskiner til afspilning af kassettebånd. Drønsmart. Dengang).

Jeg elskede at løbetræne udenfor og for fuld udblæsning høre Captain Hollywood Project, 2 Unlimited og al anden ensidig 4/4-taktarts eurodance med vrøvlende mandlige rappere og kvindelige omkvædstemmer i fuld falset. Umchi, umchi umchi.

Kombinationen af løbegungren og skrøbelig spolemekanik er desværre bare pænt ødelæggende. Mine walkmen holdt oftest kun et halvt år.

Jeg oparbejdede efterhånden noget af en samling. Men på et eller andet tidspunkt bevæbnet med en kuglepen, skruetrækker og god tid aflurede jeg, hvordan man kunne splitte walkmen ad. Sommetider endda få dem til at virke på ny.

Og så er vi tilbage ved den særlige følelse. Reparationerne i sig selv og de genoplivede genstande gav mig en følelse, jeg sagtens kan genkalde her tre årtier senere.

Jeg kan ikke helt placere eller beskrive, hvorhenne vi befinder os i følelsesregistret. Noget med stolthed. Opstemthed. Lidt glad i låget. En eller anden form for glædesrus.

Måske har du følt noget af det samme, når det er lykkedes at reparere noget?

I dag på Black Friday – forbrugsfestens uofficielle helligdag, hvor omsætningen herhjemme voksede med over fem procent sidste år til over to milliarder kroner – tror jeg, det er værd at huske den følelse.

Ikke mindst fordi vi pinedød er nødt til at gøre noget ved koncepter som Black Friday og bremse vores eskalerende køb og smid væk-kultur.

Masser af logiske og veldokumenterede grunde taler for det. Du kender dem måske. De er egentlig de sekundære grunde, men lad os bare for god ordens skyld hurtigt opridse dem:

  • Prisfup. Hvis du virkelig har brug for en ny blender, smartphone eller fjernsyn, så vent til januar. Her skal butikkernes restlagre tømmes. Her venter de virkelige besparelser. På Black Friday er der masser af falske nedsatte priser, fordi prisen har været skruet kunstigt op ugerne inden for at give indtryk af klækkelig rabat.

  • Klimabelastning. En kortlægning fra den grønne tænketank Concito viser noget interessant: CO2-udslippet fra produktionen af forbrugsgenstande til den gennemsnitlige danskeres private forbrug er større end CO2-udslippet til produktionen af elektricitet eller varme til den gennemsnitlige danskers hjem.

  • Peak-affald. Kina, som ellers hidtil har været klodens losseplads, siger i dag stop. De gider ikke sørge for genbrug af udenlandsk skrot. At udskille de mineralske råstoffer i affaldsprodukter giver for ringe profit i forhold til energi- og miljøbelastningen.

  • Skrammel-stress. Vi har aldrig før spenderet så mange penge på at købe ting og så få penge på at reparere ting. Derfor hober vores skrammel sig op, og vi punger i stigende grad ud til opmagasineringsfirmaer og lagerhoteller. Oprydningsguruer såsom danske Kamille Sommer og japanske Marie Kondo har kronede dage i at lære os at rydde op. Kondo har endda sin egen Netflix-serie på vej.

  • Lunefuld lykke. Reklamefolkene ved det udmærket. Producenterne ved det. Og vi ved det egentlig også godt. At shoppe er at nære vores drøm om at blive en ny, lidt bedre version af os selv. Selve køberiet giver da også en form for lykkefølelse. Bare ekstremt kortvarigt. Og så er det frem med dankortet igen. Og igen. Og igen.

Der er altså masser af grunde til at holde igen med forbruget. Jeg tror bare ikke, at vi tøjler vores forbrugsiver eller ændrer en tøddel ved at slå os selv i hovederne med de her grunde. Derfor er de sekundære.

Den primære grund til, at vi skal holde igen med at købe en ny ting, medmindre vi først har spurgt os selv “Kan jeg monstro reparere den? Eller få en anden til at reparere den og lære lidt af processen?”, er, at vi går glip af en glæde. Ofte en gratis glæde.

Altså den der mærkelige glædesagtige fornemmelse forbundet med at være med til at fikse noget eller forlænge levetiden for favoritgrej.

Heldigvis er der tendenser, som skubber i den retning. Internationalt vinder repair.org og iFixit frem. Det er et firma og et fællesskab, der lever af at udstyre folk med grej og viden til selv at reparere.

I udlandet og i Danmark findes der flere gratis hyggelige reparationscaféer. Frivillige tropper op for kvit og frit at reparere og give deres viden fra sig til folk, som håber på at få pustet nyt liv i deres medbragte genstande.

Syddansk Universitet og TV 2 Fyn har lige nu gang i en spændende kortlægning for at forlænge fynboeres elapparater. Det gælder eksempelvis smartphones, som vi danskere samlet set køber 2,5 millioner af om året. I gennemsnit betyder det, at alle danskere skifter telefonen ud hvert andet år.

Det paradoksale er, at kortlægningen indtil videre viser, at det elektronik, vi opgiver, oftest kun kræver bittesmå reparationer. Ifølge Henrik Wenzel, der er professor i cirkulær økonomi på Syddansk Universitet, er det både et kæmpe potentiale og kæmpe problem.

“Alt, hvad vi gør, når vi fremstiller varer her på jorden, har jo en klimapåvirkning. Nu har jeg forsket i alle mulige miljøproblemstillinger de sidste 30 år, men klimaudfordringen har en større konsekvens for menneskeheden end al anden miljøproblematik, jeg nogensinde har arbejdet med,” siger Henrik Wenzel til TV 2 Fyn.

Og her kommer du så langsomt ind i billedet, kære medlem. En del af baggrunden for det paradoks, som TV 2 Fyn og forskerne fra SDU prøver at løse, afdækkede Zetland også sidste år.

Det skete i to artikler. Den første hed: “Nej, det er ikke en konspirationsteori. Nogle produkter er bare designet til at gå i stykker før tid”.

Og den anden: “Dine ting går i stykker med vilje. Nu kæmper en umage alliance for at fikse forbrugersamfundet én ødelagt gadget ad gangen”.

Begge artikler handler om det skjulte designfænomen kaldet planlagt forældelse. Nogle firmaer producerer simpelthen ting, der hurtigt går i stykker eller føles forældede.

Planlagt forældelse lyder jo umiddelbart som en skidt, nærmest selvudslettende business case. Men kommercielt set virker planlagt forældelse virker faktisk i flere tilfælde.

Planlagt forældelse er med til at drive efterspørgslen i vejret og få os til at vende tilbage for at købe nyt. Denne type indbygget design fungerer derfor som en underliggende faktor for at undlade at reparere – og dermed misse glæden ved fikseriet.

Artiklerne affødte heldigvis masser af læsning og kommentarer. Vi fulgte op med et medlemsarrangement, Zetland Sofa #9 “Sådan fikser vi Black Friday og måske din yndlingsgadget”. Arrangementet var programsat til Black Friday 2017. Indholdet var – hvis jeg selv skal skrive det – knippelgodt.

Vi skulle debattere og høre den ikke før fortalte historie om to danskere, der som direktører i et af de største amerikanske bilfirmaer og en tysk elektronikproducent hver især har banet vejen for planlagt forældelse i en global industriel sammenhæng.

Vi skulle høre om Apples dom for planlagt forældelse. Om Ikea, som har rost planlagt forældelse. Om, hvordan nogle af mine elskede henlagte ejendele bærer præg af at være fremstillet til at gå hurtigt i stykker. Om et af vores medlemmer, der som specialist kender til planlagt forældelse i printere. Om løsningen frem mod mere robuste produkter.

Arrangement skulle kulminere i, at vi – mens alle andre masede rundt i køerne til Black Friday – selv skulle snuse til kunsten udi fikseri. En pop op-reparationscafé var sat op af erfarne, kyndige folk fra det miljø. Og nå ja, så skulle vi også nyde en drink til tonerne af en forbrugerisme-playliste, hvor der øverst – det er klart – lå Madonnas “Material Girl”.

Men … æhm. Zetland Sofa #9 blev en fiasko. Arrangementet blev aflyst i 11. time. Der var for få tilmeldinger. Første gang, vi har oplevet det, i Zetlands historie.

Hvad dælen gik galt? Det vil jeg drøngerne høre dit bud på.

Bedømt på responsen fra artiklerne om planlagt forældelse og emnets vigtighed er jeg overbevist om, at vi har fat i noget. Noget, der ansporer engagement. Noget, der bør følges op på. Miljøstrategisk Årsmøde var eksempelvis interesseret i sofa-arrangementet, som så blev opført i miniatureformat til en konference på Aalborg Universitet.

Men hvis vi skal ændre og udbrede glæden ved reparationer, skal vi nå ud over eksperter, forskere og segmenter, som i forvejen kender til eller besøger arrangementer som reparationscaféer. Men hvordan?

Var det selve formen, der var forkert i forbindelse med Zetland Sofa #9? Er det uhensigtsmæssigt at arrangere sådan et arrangement på Black Friday sent i november, som allerede emner af juletravlhed? Skal der gøres noget helt anderledes og hvordan?

Jeg ved, vi har masser af medlemmer med værdifuld viden og knowhow om forskellige aspekter af det her. Ligefrem nogle af de mest aktive og selve pionererne i reparationsbevægelsen. Jeg tillader mig blandt andet at kigge på og fremhæve jeres fortrinlige indsats @Frieda Etzerodt Salling Pedersen og @Knud Anker Iversen.

Så alle: Kræng endelig ja-huen helt ned over ørerne, og tænk frit.

Selv fabulerer jeg over samarbejde med reparationscaféerne, hvor vi får lov til at arrangere pop op-reparationscaféer rundtom i landets indkøbscentre. Nysgerrige kan både høre den fascinerende fortælling om planlagt forældelse og lære tricks til selv at reparere.

Eller måske gå målrettet efter et ungt publikum. Jeg ved, at særligt personer fra 60 år og opefter ofte har en anderledes tilgang til forbrug. De er fra en tid, hvor man værnede mere om sine genstande. De fik selv overdraget fiduser til, hvordan man fikser alt fra tøj til mekanik.

Måske skulle man arrangere tilbud på landets musikfestivaler, hvor grupper af kyndige folkepensionister kommer. De tilbyder at forsøge at fikse festivalfolkets elektronik eller tøj. Altså mod at de unge lige sidder fem-ti minutter sammen med dem for at høre, hvordan sådan noget fikseri egentlig foregår.

Vi kunne minimere en generationskløft. Vi kunne minimere forbrugsbelastningen af miljøet. Vi kunne minimere risikoen for, at en bestemt evne og viden gradvist går tabt: evnen til at reparere – og chancen for at opleve den helt særlige, gratis glædesrus.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem