‘Hvil i dig selv’ er lettere sagt end gjort.

Jeg fik stress og måtte lære, hvordan man gør

Den gode nyhed: Der er masser at stille op, når man føler sig presset.

Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

25:44

For et par måneder siden kunne jeg simpelthen ikke længere. Jeg sad og forsøgte at læse en bog som research til en Zetland-artikel om bitterhed, men jeg kunne ikke fokusere på teksten. Det var, som om mine øjne gav op lige dér. Eller strejkede i protest mod, hvad jeg udsatte dem for. Samtidig strammede det helt vildt i brystet, og hele kroppen summede.

Jeg vidste præcis, hvad der var galt, og hvad jeg skulle gøre, men jeg kunne ikke overskue en telefonopringning. I stedet satte jeg mig og skrev en besked til min redaktør, Jakob, som begyndte sådan her:

Jeg har sovet tre timer i nat, har hjertebanken, og min stress er nu på et niveau, hvor jeg er nødt til at melde mig syg – helt eller delvist, kort eller længere tid kan jeg ikke svare på.”

Det var en virkelig svær beslutning, en beslutning, jeg i et år havde forsøgt at undgå, for jeg ville ikke være sådan en, der melder sig syg med stress, men jeg kunne ikke arbejde mere, og det var heller ikke sådan, at stressen bare forsvandt, når jeg havde fri. Dagen efter skulle jeg med toget til Korsør for at mødes med min bror. Hele turen var min krop i alarmberedskab, som om jeg var i overhængende fare for at misse den rigtige station. Jeg har kørt meget med tog i mit liv, og det er ikke spor svært. Men min krop var på vagt. Selv om mit liv ud fra enhver nøgtern betragtning var trygt og fredeligt, befandt jeg mig i alarmberedskab. Som om jeg lå i en skyttegrav og afventede næste granatnedslag.

Jeg var ikke i krig; jeg var i stress. Ikke den form, hvor man er stresset over en bestemt opgave, konflikt eller krise, som vi jo alle er indimellem. Stressen havde sat sig som en tilstand og gjort mig syg. Krigen foregik inde i mig selv, og granaterne var de opgaver, som arbejdet og livet i det hele taget kastede efter mig og havde gjort det i årevis.

Nu er jeg tilbage. Et års kamp med stress, som kulminerede i ti ugers sygemelding med fokuseret behandling, har gjort mig til en slags ekspert i mine egne stressmønstre. Hvilket dog ikke forhindrer dem i at være en daglig udfordring for mig, også i tilblivelsen af denne artikel.

Jeg ved samtidig, at hundredtusindvis af danskere har det på samme måde. Jeg er ikke spor unik, nærmest almindelig eller tidstypisk. Stress er blevet en folkesygdom, og corona har for mange gjort det endnu værre. Men hvad er det, der foregår, når man rammes af alvorlig stress? Er der noget i vores tid, der skaber mere stress end før? Og vigtigst af alt: Hvordan undgår man at ende derude, hvor jeg endte? Undervejs lærte jeg nogle ting, der er relevante for alle, der af og til føler, at arbejdet og tilværelsen kan være svære at håndtere.

HACK DIT SIND

Drømmen om, at vi kontrollerer vores egen skæbne, smuldrede i 2020. Verden har været uforudsigelig og i det hele taget noget rod. Heldigvis er der stadig masser af ting, du selv bestemmer. Du styrer i høj grad selv, hvordan du vil reagere, når tilværelsen gnaver, og dine planer går op i røg. I julen ser vi på nogle af de ting, du kan gøre for at lukke lys, håb og mening ind i tilværelsen.

Det første skridt, jeg måtte tage, var at håndtere et forbandet paradoks. Nemlig at det i sig selv er stressende at erkende, at man har stress. Det første, man skal gøre, når man får konstateret alvorlig stress, er derfor at håndtere frygten for konsekvenserne. Vi kunne kalde det meta-stress. Jeg mærkede den tydeligt: frygten for, at jeg ikke længere kunne fungere ordentligt, for at jeg ikke ville kunne håndtere min tilværelse, og for at jeg ville blive fyret eller måtte kaste håndklædet i ringen. Frygt er tæt forbundet med stress, og frygten for at gå ned med stress er selv en stressfaktor, så faktisk kan det blive en selvopfyldende profeti, hvis man ikke får stoppet den stemme som det allerførste. Så lad os understrege, at stress ikke i sig selv er farligt.

Det understreger Solveig Wandall, som er psykolog, stress-ekspert og ansat ved Center for Mental Sundhed i København. Hun citerer stressforskeren Bo Netterstrøm: Stress er det, der får dig til at stå op om morgenen.”

Vi skal ikke være bange for stresstilstande som sådan,” fortæller hun. Der går sjældent en dag uden stress. Det afgørende er, at man kan falde til ro igen.” Solveig Wandall ledede det stresskursus, jeg var på i begyndelsen af 2020, indtil det blev afbrudt af corona-nedlukningen, og det er der, jeg kender hende fra. Hun fortsætter: Stress handler om balancen mellem miljøets belastninger og individets ressourcer. Hvis belastningen er for stor, bliver man stresset.”

Jeg havde fået konstateret kronisk stress af min læge et år forinden, fordi jeg jævnligt blev syg uden at have en virus. På Solveig Wandalls kursus var vi 15 stressramte borgere, som fortalte om vores erfaringer og fik en introduktion til hverdagsmeditation. Det var en pointe, at man ikke behøver sidde musestille i lotusstilling med lukkede øjne. Meditation light kan også blot være to minutters opmærksomhed på ens vejrtrækning. At man faktisk kan gå eller cykle og så blot vende noget af sin opmærksomhed indad på de basale, kropslige tilstande – så meget situationen nu tillader det.

Meditation og mindfulness er på sin vis det modsatte af stress, idet man forsøger at være til stede her og nu, mærke sin krop og sin vejrtrækning og ikke skulle præstere noget som helst. Heller ikke at være god til at meditere. Jeg forsøger at gøre det hver dag, ofte bare fem-seks minutter. Det lykkes ikke altid, men for det meste på denne måde at sætte mit system i en større ro.

Solveig Wandall understreger, at stress stort set altid har flere årsager i den enkeltes liv, aldrig blot én ting. Og det vil ofte være en kombination af arbejdsliv og privatliv. Uanset årsagerne udløser det nogle bestemte processer i hjernen, som er værd at forstå.

Enkelt sagt består vores hjerne af forskellige systemer, der træder i kraft i forskellige situationer. Når vi er stressede, træder trusselssystemet i kraft – det er det, der også lidt misvisende kaldes for reptilhjernen. Det er en virkelig nyttig evne til at kunne reagere hurtigt, når vi udsættes for fare. Når faren er ovre, skal trusselssystemet (med sine udladninger af adrenalin og kortisol) gerne træde tilbage igen og give mulighed for, at hvilesystemet kan tage over. Det er det, meditationer og vejrtrækningsøvelser kan hjælpe med. Det er ikke noget problem at aktivere trusselssystemet, så længe man kan slippe det igen. Problemerne opstår, når trusselssystemet er i konstant beredskab. Så er det, at vi bliver syge af stress.

En af årsagerne til, at jeg nåede dertil, var på sin vis en luksus-situation: Jeg lavede en masse spændende ting i mit arbejdsliv og var dybt engageret i dem – såvel min halvtidsstilling her på Zetland som mit freelanceliv med vidt forskellige projekter. Så engageret, at jeg på en måde altid var på arbejde oppe i hovedet. Det betød ikke, at jeg var specielt effektiv og arbejdsom, men snarere, at min hjerne aldrig helt holdt fri. Selv når jeg ikke bevidst tænkte på arbejde overhovedet, var min krop og hjerne i en form for alarmberedskab med fornemmelsen af, at der var noget vigtigt og spændende i gang. Engagement og drive er positive ting. Men jeg var på overdrive.

Alt mit arbejde handler om, at jeg udtrykker mig kreativt i en større eller mindre offentlighed. Og det elsker jeg. Men faren ved det er, at jeg samtidig hver gang gerne vil skabe noget ypperligt, og at jeg tit som nørdet perfektionist kommer til at gå mere i dybden, end hvad der er nødvendigt. Det er aldrig rutine at skrive en artikel, forberede et radioprogram, holde et foredrag eller lede en debat. Det er en præstation. Jeg er på, adrenalinen suser, og kortisolen giver mig energi. ikke kun om dagen, også om aftenen. Ikke kun i hverdagene, men også i weekenden. Og også om natten, hvor jeg vågner af sære drømme og er lysvågen i timevis, når det er værst.

Denne artikel er ingen undtagelse. Jeg vil også gerne have, at den er god. Eller helst fremragende. Det er jo den første artikel, efter jeg er kommet tilbage, så jeg vil gerne bevise, at jeg stadig kan.

På dét punkt er jeg heller ikke speciel, tværtimod. Solveig Wandall møder jævnligt dette fænomen. Hvis man som dig er den spekulative type og samtidig har en stærk drift mod at ville gøre det perfekt, så kan de ydre belastninger blive forstærket af en indre belastning, hvor man til sidst bliver en slave af sin egen perfektionisme, og det perfekte bliver det godes fjende.”

Nogle gange er godt’ faktisk godt nok, og nogle gange gør perfektionismen ikke resultatet bedre, tværtimod. Så jeg øver mig i at lade min hjerne holde fri, især om aftenen. Og i ikke at betragte en arbejdsopgave som et værk’. Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt, som et bonmot i mediebranchen lyder.

En anden vigtig stressfaktor for mig er mit fokus på andres forventning og reaktion. Her spiller Zetland en central rolle, for hver eneste artikel bliver mødt af rettelser, læsertal, respons og feedback.

Uden at karikere mig selv alt for meget, så har jeg installeret den til enhver tid siddende redaktørs stemme i mit hoved, sådan at jeg i alt for høj grad forsøger at forudsige, hvad han eller hun vil mene om min indledning, min opbygning og bestemte formuleringer. Det gør jeg, fordi jeg helst vil have så få rettelser i min tekst som muligt og hver gang ønsker, at redaktøren skal juble over, at jeg har nailet den. Det er et dumt succeskriterium, for Zetlands artikler er nu engang samarbejdsprojekter. Det er en del af arbejdsgangen, at der kommer et andet blik på teksten end mit eget. Og at teksten nogle gange skal forkortes, så hele afsnit ryger ud. Eller at der skal byttes rundt på rækkefølgen. Min erfaring fortæller mig, at når først teksten er redigeret færdig, var det ikke så slemt alligevel. Som regel er teksten jo også blevet bedre af det. Men jeg identificerer mig så meget med min tekst i processen, at den næsten føles som en del af mig. Og når der så bliver skåret i den, er det mig, der bliver skåret i. Og det gør ondt.

Okay, det er lidt karikeret, for så er det heller ikke værre, jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, jeg bør tænke. Men stadig, hvis det bare er halvt så slemt som den beskrivelse, og hvis det foregår uge efter uge i årevis, må det nødvendigvis påvirke mit stressniveau. Og det stopper ikke der. For når artiklen bliver udgivet, kan vi se på en skærm på Zetlands redaktion, præcis hvor mange læsere de enkelte artikler har. Man kan også følge tallene hjemmefra på sin egen skærm. Og dem kigger jeg på lidt for ofte, når jeg lige har udgivet en artikel. Hver måned bliver de ti mest læste artikler præsenteret på redaktionsmødet – ikke for at skabe konkurrence, men for at reflektere over, hvad der fungerer. Men alligevel: Hver gang jeg skriver en artikel, håber jeg at få titusindvis af læsere og at komme med i Leas weekendmail som en af de artikler, der made it, så den kan få endnu flere læsere, så alle kan se, at det er berettiget, at jeg er ansat her.

Uanset om det går godt eller dårligt, uanset om jeg får positiv eller kritisk feedback i bidragsspor og på de sociale medier, så påvirker det mig. Jeg går simpelthen for meget op i det.

Jeg føler, at jeg burde være hævet over læsertal og ros, at jeg er sådan en, der hviler i mig selv og mit høje selvværd og ikke har behov for anerkendelse, men det er jeg tydeligvis ikke. Ifølge Solveig Wandall er der ingen af os, der er det:

Det er ekstremt normalt,” fortæller hun. Det er en biologisk mekanisme, belønningssystemet, som jo også udnyttes af både computerspil og sociale medier. Når man spiller et spændende computerspil, udskiller man lige så meget dopamin, som når man dyrker sex og får en orgasme. Trods vores avancerede bevidsthedsniveau er vi stadig styret af, at vi gerne vil belønnes, og vi vil gerne undgå straf.”

Og samtidig kan der også være meget på spil i at være god til noget: Du har skabt dig en identitet i kraft af nogle ting, du er god til, og hvis du så alligevel ikke kan brillere med dem, så er det jo en kæmpe trussel.”

Så hvad er løsningen? Man kan ikke ændre så meget på, at vi alle længes efter belønning. Men med mentaltræning og meditation kan man arbejde med, hvordan man reagerer på de impulser, der kommer fra belønningssystemet,” fortæller Solveig Wandall.

Mentaltræningen kan i dette tilfælde gå ud på at adskille sig fra det, man gør. At visualisere, at man ikke er sine præstationer. At man ikke engang er sine følelser omkring sine præstationer og andres reaktioner på dem. Det er bare noget kaos, der er derude. Lidt som regn, der øser ned. I stedet for altid at stå ude i regnen og blive pladdervåd af alle de reaktioner og forventninger om reaktioner, så kan man mentalt stille sig ind under et halvtag, hvorfra man i ly kan betragte elementernes rasen. Herinde kan man i bedste fald trække vejret roligt og være en tilskuer til andres reaktioner. Nogle gange kræver det dog, at man først kommer af med sine affekter, får dem udtrykt. Det gør man bedst alene, hvor man kan udadreagere kropsligt. Det kan være alt fra at juble med armene i vejret til at slå i en pude.

Det gør jeg tit, før jeg mini-mediterer, så jeg ikke er for rastløs. En del af det at meditere er at forholde sig til her og nu i stedet for hele tiden at forudsige, hvad der venter forude, som vores hjerne er gearet til – og som en stresset hjerne er ekstra meget gearet til. Netop det var udgangspunktet for Solveig Wandalls kursus, baseret på et system, der hedder Åben og rolig. Der er en gratis app af samme navn, som indeholder små meditationer af forskellig varighed.

Bonusinfo. Op mod 300.000 danskere lider af alvorlig stress ifølge Stressforeningen.

Det sidste aspekt, jeg vil fremhæve, er det, som flest nok forbinder stress med, nemlig ikke at kunne overskue alle de ting, man skal. Måske synes man ikke, man kan nå det hele, eller også sker der hele tiden uforudsete ting, når det er mest ubelejligt. I mit tilfælde handler det blandt andet om, at mine freelanceopgaver har det med at klumpe sig sammen i visse perioder af året, og samtidig har jeg svært ved at beregne og planlægge, hvor lang tid en bestemt opgave tager. Men også at jeg ofte ikke har vidst, hvornår en Zetland-artikel lå klar fra redaktøren til gennemskrivning og indtaling.

Undervejs i mit forløb havde jeg to individuelle sessioner med Solveig Wandall. På den ene mødte jeg stakåndet op med blod i øjnene og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne overskue de næste to uger. Det var et af de mest stressede øjeblikke, jeg har haft det sidste år, og det var et lykketræf, at jeg skulle se hende samme dag. Jeg udstrålede så meget panik, at hun skippede sine normale procedurer og gik i brandsluknings-mode. Notér alle de ting, du skal i de næste 14 dage,” sagde hun, alt inklusive.” Det gjorde jeg, og der var mange ting på det papir. Nu skal du aflyse fire af dem,” beordrede hun med fast stemme. Jeg protesterede. Hvad skulle jeg aflyse, det kunne jeg jo ikke, jeg havde jo sagt ja til det hele, og jeg er ikke en quitter. Hvis ikke du gør det, bliver du syg.” Det gjorde indtryk, at hun sagde det så klart, så jeg begyndte at strege ud. En af dem var let nok, det var min bogklub. De tre andre var sværere, men det lykkedes mig at aflyse et møde, en anmeldelse og en tredje ting, jeg har glemt. Verden gik ikke under af den grund, viste det sig. Så vigtig er jeg heller ikke.

Lektien her er, at det er okay at være besværlig og aflyse ting, når det brænder på. Det er endnu bedre at sige nej til ting, inden man når så langt. Men det kan være svært. Noget så banalt som at lave lister hjælper faktisk. For så skal man ikke længere holde styr på dem i sit hoved, de står jo derude, på papiret.

Stress går ind og påvirker vores mentale evne til planlægning, så det kan blive en ond spiral, når man ikke kan overskue det hele. Det første, man kan gøre, er at tage en pause. Og det næste, man kan gøre, er at skrive det hele ned og systematisere det. For når man står i den situation, er ens hjerne allerede stået af,” forklarer Solveig Wandall.

Der findes udmærkede værktøjer, hvis man vil planlægge sin dag bedre. Det er som regel varianter over følgende: at man lægger en plan om morgenen, indfører gode pauser i planen og derefter holder sig til den. Man skal placere de vigtigste – ofte de mest krævende og mindst lystfulde – opgaver først på dagen. Resultatet skulle gerne være, at man ikke hele tiden tager stilling til, hvad man nu skal, men tværtimod får løst de opgaver, man er disponeret for at udskyde.

Det virker for mig. Det er dog vigtigt ikke at overvurdere, hvor meget man kan nå. Hellere sætte for få end for mange ting på listen.

Selv om denne artikel tager udgangspunkt i mine erfaringer, så handler den ikke bare om mig, den handler om os alle sammen. Jeg er blot et nærliggende eksempel. De tre faktorer, jeg har skrevet om her – overdrive, andres meninger, uoverskuelighed – er ganske almindelige årsager til stress. Det handler ikke kun om noget inden i mig, men også om noget systemisk, understreger Wandall, altså kulturelle og samfundsmæssige faktorer.

I 2020 var den altoverskyggende samfundsmæssige påvirkning corona-lockdown, som de tydeligt kunne mærke inde på Center for Mental Sundhed:

Det er svært at få klare tal på, om flere har stress efter corona-nedlukning, især fordi folk i det hele taget tøver mere med at gå til lægen i denne tid. Men mit indtryk er helt klart, at der er flere, der får stress end normalt. Og for dem, som kommer, kan jeg i hvert fald med sikkerhed sige, at corona er en faktor – for nogle simpelthen dén primære faktor.”

Kigger man på den (ganske vist sparsomme) dokumentation, bekræfter forskningen, at flere er blevet stressede under nedlukningen, og at hele corona-situationen er en stressfaktor. Stress er forbundet med frygt, og corona-situationen skaber en generel social utryghed for mange.

Solveig Wandall peger på tre vigtige stresspåvirkninger fra corona: Den første er den grundlæggende usikkerhed om hele situationen: Hvad sker der nu, hvad skal der blive af os, hvordan kommer verden til at se ud? Den anden er helt konkret at skulle omstille sig fra at være på en arbejdsplads til at skulle være hjemme. Det hele bliver mere udflydende, også ens arbejdstid. Og for nogle er selve det at holde møder via skærme faktisk i sig selv et stressmoment. For det tredje kan ensomhed være en kæmpe stressfaktor, og ensomheden er jo vokset under corona. Socialt samvær er begrænset i en grad, så det kan være svært for dem, der er meget alene i forvejen.”

Så vidt corona. Men der er et endnu større spørgsmål, der melder sig: Er folk mere stressede i disse år, end de var førhen? Hvis ja, hvorfor?

Videnskaben er samlet set i tvivl om, hvorvidt der er mere stress i vore dage end førhen. Nogle mener, det er uændret, andre mener, det er en smule stigende. Men vi har ikke entydige tal på det,” siger Wandall. Hun tror personligt, at der er mere pres på i dag, og henviser til et allestedsnærværende kulturelt pres til at forbedre os, udvikle os og realisere os selv:

Det eksistentielle pres i at være i en verden, hvor alt er foranderligt, kan være stressende. At vi ikke bare kan være, som vi er, men hele tiden skal og vil udvikle os. Vi skal gøre os bedre og smukkere og mere interessante. De sociale medier spiller en vigtig rolle i den sammenhæng, fordi de forstærker, hvordan vi hele tiden måler os op imod de andre.”

Så er vi tilbage til det med identiteten. Mere end nogensinde før forventes vi at udføre identitetsarbejde, at realisere os selv, at investere os selv, at optimere os selv, at være omstillingsparate. Det er ikke en ny iagttagelse, tænk bare på Svend Brinkmanns populærvidenskabelige bøger, men det er altså heller ikke til at komme uden om. Karikeret sagt var det engang sådan, at hvis ens far var skomager, så blev man selv skomager. I hvert fald i udgangspunktet. Der var lagt en bane for én, som man eventuelt kunne bryde med. Det var meget mindre frit, og det er ikke noget, vi skal tilbage til, men det var måske også mindre stresset.

Jeg er tilbage på arbejdet nu, men ikke på fuld skrue. For det, som forskningen viser, er, at det vigtigste efter en stress-sygemelding er at trappe langsomt op. Ellers er der stor fare for at få et tilbagefald.

Jeg har lært en masse om mig selv, om hvad der trigger min stress, og om hvad jeg kan gøre ved det. Jeg går ture, mærker efter, hvordan jeg har det, trækker vejret dybt, spiller guitar dagligt, siger nej, når der er noget, jeg ikke magter. Jeg mediterer og laver mentale øvelser. Jeg går i terapi og til afspænding. Jeg sørger for at undgå at arbejde sent om aftenen. Og det går nogenlunde.

Men jeg er ikke bare sådan lige rask. De dårlige vaner popper tit op og erstatter de gode vaner, jeg lige har pudset min glorie med i beskrivelsen ovenfor, og jeg mærker stress hver dag, også når jeg skriver dette. Det afgørende er, om jeg også hver dag mærker ro og afslapning.

Der vil altid være stress,” siger Solveig Wandall. Vi kan ikke eliminere det. Det vigtige er at give plads til sig selv og ikke være så bange for det, så det bliver selvforstærkende. Jeg har selv jævnligt stresssymptomer,” siger stresseksperten.

Ironisk nok er det en beroligende tanke.

Her sluttede det udkast, jeg sendte til min gode redaktør Jakob Moll efter en noget meta-agtig skriveproces, hvor jeg undervejs kunne mærke en del af de reaktioner, jeg skrev om. Og nu tager vi den lige et nøk op i metaniveau. Jakob var heldigvis begejstret for det, jeg havde skrevet, men havde som altid nogle rettelser (det var fint), og så havde han det forslag, at jeg til sidst i artiklen skulle spørge ham til vores samarbejde og Zetlands rolle i det hele taget. Så jeg ringede til ham, og vi havde en god snak.

Jeg spørger ham, om han kan genkende de ting, jeg har skrevet i artiklen.
Jeg kan genkende 3/4 af det. Men det er interessant at se fra din side. Vi kender hinanden ret godt, og meget af det, du beskriver, kan man mærke på dig. Men ikke, hvor slemt det har været. Altså dybden af det kan man ikke fornemme. Det er tydeligt, at måden, Zetland fungerer på, spiller en rolle for din stress. Og det går ikke, at nogen på Zetland har det sådan, som du har haft det.”

Det, som Jakob Moll især hæfter sig ved, er mit forhold til artikler som den, du læser nu:

Fordi du ikke har en fortid som nyhedsjournalist, der pumper mange nyhedsartikler ud på kort tid, falder du måske lettere i den fælde, at du identificerer dig for meget med dine artikler. Og det er virkelig vigtigt, at vi får gjort noget ved det,” siger han. Jeg har store ambitioner på Zetlands teksters vegne og går hårdt til teksterne. Jeg har ikke fanget, hvor hårdt det er for dig. Og det handler også om noget inde i dig. Hvis en kritik af teksten føles som en kritik af dig, så forstår jeg godt, at det er en hård omgang at få at vide, at den for eksempel skal skæres ned med en tredjedel, og indledningen skrives om.”

Jeg oplever ikke, at Jakob går for hårdt til teksterne, og en nylig omstrukturering af redaktionen betyder, at skribenterne nu er tættere på deres redaktør, hvilket er en hjælp i selve processen. Så vi bliver enige om, at det mest er en ting inde i mit hoved.

Det er jo bare journalistik,” siger han. Du skal ikke realisere dig selv som menneske gennem den enkelte artikel. Dit værd afgøres ikke af, hvor mange der vælger at læse den. Hvis den ikke har så mange læsere, så laver vi bare en mere.”

Nu har jeg så lavet en mere. Og jeg vil forsøge ikke at kigge efter, hvor mange der læser den. Men tak, fordi du gjorde.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: