Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Hvorfor er det næsten kun mænd, der slår ihjel?

Ni ud af ti drab bliver begået af mænd. Lad os se på hvorfor.

Illustration: María Hergueta for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


21. februar 2022
13 min.

Hun havde sagt det til ham flere gange. Både med ord og med handlinger. Hun var ikke interesseret i ham, han skulle lade hende være. Men når Ditte Bjerregaard var i byen, var han på den samme bar. Når hun var til en privatfest, stod han pludselig i køkkenet og drak en øl, mens han betragtede hende.

Det er romantisk,” sagde hendes veninder tit. At han blev ved med at prøve, selvom hun gang på gang havde sagt nej. Det var også romantisk, mente veninderne, da han tæskede Dittes ven i byen, fordi han mente at han var kommet på tæt på Ditte. Han var jo bare beskyttende.

Da Ditte samlede mod og sendte ham en sms, hvor hun bad ham endeligt om at lade hende være, gik det virkelig galt.

Jo mere jeg siger fra, jo mere attraktiv bliver jeg i hans øjne. I det øjeblik jeg siger, nu skal du skride ud af mit liv, så er min modstand så stærk, at han er nødt til at slå mig ihjel,” siger Ditte.

På et diskotek gik han målrettet gennem mængden af festglade unge og tog fat i Dittes ven. Han bankede ham sønder og sammen. Det var ikke første gang han gik til angreb på en af Dittes venner. Han kastede med stole og smadrede borde. Ditte fik sneget sig væk. Hun løb ud i natten.

Men i nattens mørke fandt han hende. Han tvang hende ind i bilen og truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke ville være hans kæreste. Ditte slap væk med nød og næppe. Hun vågnede i sin egen seng fuld påklædt. Hun overlevede, og nu ville hun bare glemme det hele.

Det er de færreste kvinder, der kan fortælle den historie, som Ditte Bjerregaard kan. Det tog hende ti år, før hun følte sig klar til at bearbejde sin sorg og sine traumer. Vi har på Zetland talt med Ditte Bjerregaards søster, som bekræfter historien. Vi har ikke haft mulighed for at høre modparten. Selvom fortællingen er ekstrem, så er der mange kvinder, der kan nikke genkendende til dele af den. Uønskede tilnærmelser, at et nej ikke bliver accepteret, og at jo mere man afviser, jo mere interessant bliver man. Når vi taler om drab på kvinder, så er fokus ofte på offer eller motiv. Vi har endda ord for det: jalousidrab, æresdrab og det, man engang kaldte familietragedier og udvidet selvmord – altså når man slår ihjel og bagefter begår selvmord. Gerningsmanden er ni ud af ti gange en mand.

Så lad os tale om, hvorfor det næsten altid er mænd, der slår ihjel. Der er ikke et enkelt svar eller en enkelt løsning. Detaljerne er netop pointen. Det handler om biologi, historie, kultur, og hvordan vi som samfund taler om volden. Og om en frygt hos kvinder, som eksisterer – men er den rationel?

Lad os begynde med at få proportionerne på plads. Ni ud af ti drab i Danmark bliver begået af mænd. Det er altså næsten altid mænd, der slår ihjel. Det er også i højere grad mænd, som bliver dræbt. De fleste drab på kvinder i Danmark er partnerdrab – 56 procent. Den største sandsynlighed for at blive slået ihjel som kvinde er altså af enten nuværende eller tidligere partner. 85 procent af kvindedrab foregår også inden for hjemmets fire vægge. Ser vi på mandlige ofre, så er de i langt større fare for at blive slået ihjel af venner eller andre bekendtskaber. Statistisk set har mænd i højere grad grund til at være bange for at blive slået ihjel, alt afhængigt af hvilket miljø de færdes i. Men frygten hos kvinderne fylder. Med god grund.

Natten mellem lørdag og søndag den 6. februar 2022 forsvandt Mia Skadhauge Stevn på vej hjem fra en bytur i Aalborg. Den 22-årige sygeplejerskestuderende blev sidst set på overvågningsvideoer, der viser hende stige ind i en mørk personbil. En uge senere blev den unge kvinde bekræftet død, og to 36-årige mænd fra Nordjylland blev sigtet for manddrab. Drabet har sat gang i en vigtig debat i Danmark om kvindedrab, utryghed i nattelivet og kvinders generelle frygt for mænd. Det er også den sag, der er bagtæppet for artiklen her.

Florence McLeans telefon ringer meget i disse dage. I kølvandet på drabet på Mia Skadhauge Stevn vil alle vide mere: Hvad definerer en drabsmand? Kan alle blive mordere? Og hvordan i alverden løser vi problemet? Det kan Florence McLean give et kvalificeret bud på. Hun er nemlig ekspert i seriemorderes psyke og uddannet criminal profiler. Det kan virke underligt at tale om antastelser, piften og råben på gaden i en artikel, der handler om, hvorfor det næsten altid er mænd, der slår ihjel. Men det er faktisk hele pointen. For det er de færreste mænd, der bliver født som mordere. Nogle kan være født ind i en farlig cocktail af psykisk sygdom og et særligt miljø, men generelt er mordere noget, der skabes, fortæller Florence McLean.

Generelt reagerer mænd udad, mens kvinder reagerer indad – eksempelvis ved depression, angst, spiseforstyrrelser og lignende. Det er naturligvis ikke sådan i alle tilfælde, men overordnet set er det billedet, vi ser i vores samfund. Florence McLean fortæller, at det har ændret sig i Danmark de seneste 50 år, hvor kvinder i højere grad er begyndt at reagere udad ligesom mænd, men at der altså stadigvæk er en tendens.

Historisk set har man opdraget drenge til at slå fra sig og kæmpe imod, mens man har opdraget piger til at undgå konflikter og være stille. Og biologien kan heller ikke ignoreres i regnestykket. Biologisk set er mænd ofte stærkere end kvinder. Desuden har mænd en anden hormonsammensætning, og kønnene reagerer ofte forskelligt i forskellige situationer, men der er også mange kvinder, der reagerer udad. Man kan selvfølgelig ikke sige, at fordi en mand har meget testosteron i kroppen, så bliver han formentlig voldelig. Men man kan konstatere, at mænd, som for eksempel tager tilskud af steroider, altså mandlige kønshormoner, sommetider bliver mere voldelige i deres adfærd. Der er også historier om personer, der i en proces i at skifte køn fra kvinde til mand begynder at tage testosteron og beskriver, hvordan de kan mærke, at de bliver mere aggressive’ og mandige’, forklarer Florence McLean. Hormonerne spiller en stor rolle, og det er umuligt at skille kultur, opdragelse og biologi ad.

Uanset om vi taler om voldtægtsforbrydere, stalkere eller drabsmænd, er det de samme psykologiske mekanismer, der er på spil, fortæller hun. Det handler om magt, det handler om kontrol, og så handler det om noget psykologisk, de udlever, som er individuelt for hver person.

Det handler om den måde man agerer på i forhold til hinanden. Jeg ved godt, at når man er ude i byen, er der ofte stoffer og alkohol involveret – så ens moralske kompas er ude af justering. Men der er jo ikke nogen, der begår mord, fordi de har drukket; det gør det bare nemmere at begå mord. Det handler om den omgang, vi har med hinanden. Det er en del af at være ung at prøve grænser af, men tro mig: De mænd, der går for tæt på en kvinde i byen, har noget i sig, som ikke er sundt. For de fleste mænd holder afstand til kvinder, ligegyldigt hvor fulde de er, medmindre de får tilladelse,” siger Florence McLean.

Det med at overskride grænser er vigtigt at holde fast ved, for det er et af de steder, man skal sætte kraftigt ind, og her man kan forebygge i en tidlig alder, siger Florence McLean. Så snart en person udviser grænseoverskridende adfærd, uanset alder, skal der gribes ind. For det er et tegn på noget usundt. Et tegn på, at personen ikke har et andet sprog for sin frustration.

Lad os tage blufærdighedskrænkelse og stalking som et eksempel. I Danmark kan man få en kort fængselsdom eller en bøde for blufærdighedskrænkelse, men der medfølger ingen former for behandling. Ved årsskiftet fik stalking sin egen selvstændige bestemmelse i straffeloven, som betyder, at gerningsmanden kan straffes, også selvom personen ikke på forhånd er meddelt et tilhold. Men der er stadig ingen former for behandling. Og netop stalking og blufærdighedskrænkelse er faktisk nogle af de to største røde alarmer’, fortæller Florence McLean. I sin forskning er hun ikke stødt på én eneste seriemorder, der ikke har stalket – det er en del af processen. Desuden har mange seriemordere også udsat andre for blufærdighedskrænkelse i deres unge år, fortæller hun.

I sagen om Mia Skadhauge Stevn er begge de to 36-årige tiltalte tidligere dømt for blufærdighedskrænkelse. Den ene har tilmed stalket sin ekskæreste og udsat hendes liv for fare. Det rejser spørgsmålet, om man kan spotte en morder? Om stalking, blufærdighedskrænkelse og andre uønskede tilnærmelser er et faresignal, som vi alt for ofte negligerer? For det ér altså et tegn på, at personen har brug for hjælp eller behandling, så de kan lære at afreagere på andre måder. Behandling kan gøre en forskel og hjælpe nogle. Men der vil altid være en håndfuld, hvor man ikke kan gøre noget.

De mænd, vi taler om her, er en meget lille del af befolkningen. Men de fylder alligevel en del for rigtig mange kvinder. Men frygten er – hvor rationel den end er, statistisk set – helt normal, siger Florence McLean og forklarer det således: Der er flere mennesker i Danmark, der er bange for edderkopper, end folk, der er bange for biler. Risikoen for at blive slået ihjel af en bil er langt større end at blive bidt/slået ihjel af en edderkop. Men det er noget, vi har med os fra urtiden. Vi har i generationer lært kvinder, at de skal passe på mænd. Det er både fædre og mødre, der fortæller deres døtre, at de skal passe på mænd, fordi man historisk set skulle passe på mænd Kvinder blev nemlig i højere grad voldtaget. Og går vi tilbage i historien, var der engang ikke noget, der hed, at en mand kunne voldtage sin kone. Han kunne tage det, han ville. Sådan er det heldigvis ikke i dag i Danmark, men i nogle lande er det stadigvæk sådan.

Selvom vi er blevet klogere som mennesker, så er vores gener og reaktionsmønstre præcis de samme som dengang. Og derfor reagerer vi naturligt på samme måde.

Kenneth Reinicke er lektor i mandeforskning på Roskilde Universitet, og han mener, at det er afgørende, at man fokuserer på, hvordan vold og aggression indgår som en naturlig del af mange drenges socialisering, så snart de rammer skolegården.

Aggressivitet er en følelse, som mange mænd føler sig berettiget til at udtrykke. Noget vold bliver jo også begået i en form for afmagt, hvor man ikke er blevet opdraget og socialiseret til at mestre afmagten på en konstruktiv vis,” siger han.

Den måde, vi legitimerer vold, spiller altså en afgørende rolle. Det er vigtigt, at vi ser på problemet som et samfundsmæssigt problem, frem for et problem som enkeltpersoner har, siger Kenneth Reinicke. Den største udfordring ligger i, at man i debatten om mænd, drab og vold både skal generalisere, men samtidig sørge for altid at være specifik. Han fortæller, at en stor del af den chikane, som bliver begået af mænd, er tiltænkt at skulle ses af andre. Det er først fedt, når kammeraterne ser, hvordan man klapper en pige i numsen. Eller når man kommer i skole om mandagen, fortæller sine venner om en slåskamp, eller at man slog igen – og får anerkendelse i drengegruppen. Det er her, man for alvor forstår, hvordan vold på mange måder kan være en kulturelt accepteret praksis.

Det er vigtigt at sætte ind over for den følelse af berettigelse, som mange mænd kan føle. Det kan være alt fra at udøve vilde former for seksuel chikane til at udvise forskellige former for vold, både over for andre mænd, men også over for andre kvinder. Der ligger et stort indsatsområde dér. For på mange måder er det også et ligestillingsproblem, det her,” siger han.

Forskeren mener dog også at vi har bevæget os i den rigtige retning. Dækningen af sagen om Mia Skadhauge Stevn har i langt højere grad fokuseret på, hvordan vi kan løse problemet, frem for blodige detaljer og voldsomme overskrifter. Desuden kommer der færre og færre kommentarer, der forsøger at placere skylden hos offeret, og hvis de er der, så bliver de skudt ned ret hurtigt.

Uanset hvad må vi konstatere, at frygten stadig er der, og den er også vigtig at italesætte. Her på Zetland spurgte vi jer medlemmer, om man som kvinde havde oplevet frygt i nattelivet, og hvad der efter jeres opfattelse ligger til grund for den frygt. På to dage modtog vi knap 200 henvendelser, og da jeg satte mig ned og læste de meget personlige oplevelser, gik flere ting igen. Det er ingen repræsentativ undersøgelse, men den gav nogle klare indikationer. Det var ikke kun unge kvinder, der følte sig utrygge, og der var en generel følelse af irritation over, at man følte sig bange for at gå alene i mørket. Stort set alle besvarelserne indeholder beskrivelser af, hvordan man går med en skarp nøgle i hånden, tager cyklen hjem fra byen for at undgå ubehagelige situationer, og hvordan nogle lader som om, at de taler i telefon, når de går alene om natten.

Sagen om Mia Skadhauge Stevn kan ikke forenkles til kun at handle om unge kvinder i nattelivet. Og det handler ikke nødvendigvis om nattelivet – som i diskoteker og barer – men en generel frygt for mænd, når mørket falder på. Hvorfor oplever jeg frygten? Seriøst?” skrev et medlem, inden hun opremsede de mange gange, hun var blevet udsat for upassende kommentarer, råb, pift og uønskede tilnærmelser fra fremmede mænd. Hun var ikke den eneste. Ud af de mange besvarelser, jeg læste, havde langt størstedelen haft ubehagelige oplevelser med mænd. Hvad end det var at blive råbt og piftet ad på gaden, blive forfulgt på vej hjem i mørket, voldtægt eller uønskede tilnærmelser. Vi ved ikke, præcis hvor udbredt frygten er hos danske kvinder, men nye tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) viser, at hver fjerde danske kvinde i alderen 15-49 år rent faktisk har været udsat for fysisk eller seksuel vold. En meningsmåling foretaget af Megafon tilbage i marts 2021 viser, at 68 procent af de adspurgte kvinder undgår at gå alene i byen, når det er mørkt. 66 procent af kvinderne er bekymret for at blive overfaldet.

Kvinder frygter ikke nødvendigvis at blive piftet eller råbt ad på gaden. Frygten bunder ofte i tanken om, hvad et pift eller et tilråb kan lede til. Skal man råbe tilbage og risikere, at manden bliver aggressiv? Skal man smile til personen og dermed risikere, at han tager det som en invitation? Hvor eksplicit kan man tillade sig at være i sin afvisning? Der er en million tanker, der går gennem kvinders hoveder, så snart en mand gør noget, som han og hans kammerater opfatter som uskyldigt: Et klap i røven, pift, råb og aggressiv adfærd. Kvinders frygt for mænd – eksempelvis i nattelivet – negligeres ofte som værende irrationel. Men for mange handler det ikke om, hvor stor sandsynligheden er for at blive slået ihjel. Det handler om, at Mia Skadhauge Stevn lige så godt kunne være en hvilken som helst anden kvinde. Det vilkårlige i drabet. Det handler om, at man ikke har en jordisk chance for at vide, hvem man skal frygte, og dårlige oplevelser med mænd – enten på gaden, på klubben, på arbejdet eller andet – kan bekræfte frygten en lille smule. Derfor vælger mange kvinder i stedet altid at være på vagt. Det er simpelthen nemmere. Det er også det, mange piger bliver opdraget til. De får at vide af deres forældre, at de skal passe på, at de ikke må gå alene i mørket, og at mænd er utilregnelige. Mange kvinder vokser op med en frygt, som de installerer i deres børn.

Men der var også andre historier. Nemlig de kvinder, som mener, at de bliver påduttet en frygt af forældre og omgangskreds.

Mine omgivelser fortæller mig, at det er dumdristigt. At jeg skal være bange. Min fornuft fortæller mig noget andet. Hvad skulle der ske? Helt kortvarigt kan jeg blive ramt af frygten – lidt ligesom det øjeblik, hvor flyet letter eller lander (mon vi overlever?). Men mest af alt føler jeg skam over ikke at respektere mine nærmeste andres frygt, når jeg trods deres bekymringer alligevel insisterer på at gå ud eller gå hjem – også i mørket. Jeg vil ikke være bange for at gå alene i mørket. Jeg vil ikke være bange for at mødes med andre mennesker,” skriver et medlem blandt andet.

Et andet medlem anfægter præmissen om, at frygten bor i kvinder. Bor den ikke i højere grad omkring os? Hos forældrene? Hvorfor skal man som kvinde tage sine forholdsregler, når man går alene hjem i mørket? Det er uretfærdigt, skriver hun.

Ditte Bjerregaard, som vi mødte i indledningen, er et af disse medlemmer, der har skrevet til mig. Hun er i dag 31 år og uddannet antropolog fra Københavns Universitet, hvor skrev sit speciale om tavshedsdiskurser og vold. I 2019 stiftede hun foreningen Center for Magtanalyse. Foreningen laver primært voldsforebyggelse – det betyder, at de sætter fokus på, hvordan vi stopper volden, før den starter. Det gør de gennem uddannelse og vidensdeling. Desuden laver foreningen også støttegrupper til personer, der har været udsat for vold – et emne, som Ditte ønsker at arbejde videre med i fremtiden.