Zetland Helikopter


Tirsdag 13. august 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Der bliver en følelsesmæssig rutsjebanetur.

Demonstrationerne i Hongkong udstiller alle Kinas styrker. Og så lige et par svagheder

I dagens nyhedspodcast vender vi tilbage til historien om demonstrationerne i Hongkong. Og dykker ned i, hvordan vi her i Vesten kan påvirke, hvad der sker i Kina. Vært: Mads Olrik. Gæst: Philip Róin, journalist.

20 min

Dagens citat

“Undskyld”

Det var dagens vigtigste ord i Danmark. Se mere længere nede.

Dagens store historier

Foto: Thomas Peter / Ritzau Scanpix

Hongkong

  • Demonstrationerne i Hongkong og Beijings reaktion har nu udviklet sig så meget, at vi reelt er i nyt territorium.

  • Det begyndte som protester mod en lov. Det lokale styre i Hongkong ville gøre det nemmere at udlevere borgere til retsforfølgelse i Kina. Det sendte millioner af demonstranter på gaden (BBC).

  • Loven blev sat på pause – men demonstranterne stoler ikke på regeringen, og protesterne har udviklet sig til en generel kamp for frihed og demokrati. Mandag og tirsdag har demonstranterne med fredelige midler lukket Hongkongs lufthavn (The Guardian).

  • De kinesiske myndigheder lader til at have mistet tålmodigheden. De seneste dage er de begyndt at tale om protesterne som “terrorisme” og har påstået, at udenlandske kræfter er med til at skabe uro (South China Morning Post).

  • ... Og den kinesiske hær er ved at samle tropper på grænsen til Hongkong. Frygten er, at militæret vil slå demonstrationerne ned med alle midler (The Straits Times).

  • I dagens nyhedspodcast forsøgte vi at finde ud af, om for eksempel vi i Vesten kunne påvirke situationen på nogen måde. Svaret var: mere end vi måske tror (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Godhavnsdrengene

I dag tirsdag stillede statsminister Mette Frederiksen sig op på en talerstol og sagde undskyld til drengene fra Godhavn. Her er historiens baggrund.

Godhavn var et hjem for drenge, der for eksempel havde mistet deres forældre. Det lå i Nordsjælland. I en dokumentar i 2005 trådte mænd, der havde boet på hjemmet i 1960’erne, frem og fortalte frygtelige historier om psykiske og fysiske overgreb (Jyllands-Posten).

I årevis har de kæmpet for en officiel undskyldning. Tidligere regeringer har afvist at sige officielt undskyld, fordi det ikke skete på deres vagt. Det minder om debatten om, hvorvidt den danske stat for eksempel skal sige undskyld for slavehandlen i Vestindien (Berlingske).

En undskyldning er både en slutning og en ny start. Statsminister Mette Frederiksen mener, at en undskyldning er det sted, vi skal starte, hvis myndighederne rigtig skal lære noget af sagen. For de berørte drenge, nu mænd, betyder undskyldningen for eksempel, at en byrde og følelse af skyld bliver taget af deres skuldre (Information). Og, måske, at de kan søge om erstatning (TV 2).

Det skal du også vide

Nu har vi endelig et ordentligt middel mod ebola. To forskellige slags medicin har efter flere års forberedelse vist sig virkelig effektive mod sygdommen. 90 procent af de smittede, der fik medicinen, overlevede. Nu skal medicinen skibes rundt i Den Demokratiske Republik Congo, der i over et år har kæmpet mod et stort udbrud (Nature).

Den første danske boligejer er blevet betalt for at have et lån. I sidste uge begyndte Realkredit Danmark at have negative renter på nogle af sine boliglån. Nu har den første boligejer fået udbetalt penge for at have et lån. Det er ... vildt (DR).

Dagens Zetland-historier

Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Rimeligt dyrt. Europa er stadig afhængig af, at USA’s militær garanterer vores sikkerhed. Europæiske ledere overvejer at stå for sikkerheden selv. Her er, hvad det ville kræve. Og koste.

Rimeligt vrede. Det største problem for den grønne omstilling er, at ingen tilsyneladende gider at være nabo til en vindmølle.

Rimeligt meget oppe at køre. Du har nok bemærket, at vi her på Zetland lige nu kører en ambassadørkampagne. Efter kun en uge nåede vi det mål, vi havde sat os, og vi er helt oppe at køre. Tak, tak, tak! Her er, hvad der nu skal ske. Og, i øvrigt, så holder vi hyggelige medlemsarrangementer de næste dage for at sige tak. Læs mere her.

Det var rutsjebaneturen for i dag, der endte i den høje ende af skalaen. Vi satser på, det fortsætter i morgen. Vi ses.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem