Zetland Helikopter


Mandag 5. august 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det er lidt et deja-vu.

Weekendens masseskyderi i USA viser os, hvordan internettet og virkeligheden er smeltet sammen

Gerningsmanden bag et af weekendens masseskyderier i USA blev tilsyneladende radikaliseret på internetforummet 8chan. Det dykkede vi ned i i dagens nyhedspodcast. Vært: Mads Olrik. Gæst: Tech-skribent Frederik Kulager.

19 min

Dagens citat

“Den mand fortsætter som formand for Venstre, indtil solen brænder ud”

Sådan lyder en anonym vurdering af Lars Løkke Rasmussen i Venstres bagland. Flere havde forventet, at Løkke ville gå af, hvis Venstre tabte magten ved folketingsvalget. Det gjorde han ikke. Og ved et gruppemøde i dag mandag skal Venstre så finde ud af, hvem der skal sidde på partiets (andre) mest magtfulde poster (Berlingske).

Dagens store historier

Foto: Mark Ralston / AFP / Ritzau Scanpix

Masseskyderier

I weekenden blev USA igen ramt af flere masseskyderier. I alt blev næsten 30 mennesker dræbt i Ohio og El Paso, Texas. Det har sat gang i tre forskellige diskussioner.

Det handler dels om USA’s våbenkultur. USA er det eneste land i verden, hvor der regelmæssigt sker masseskyderier, og det er samtidig det land, der har den mest liberale tilgang til våben. De to ting hænger uløseligt sammen, men det er åbenbart politisk umuligt at gøre noget ved det (The Atlantic).

Dels om præsidenten. Det ene af weekendens masseskyderier var specifikt rettet mod latinamerikanere. I et manifest, der blev lagt på nettet inden angrebet, erklærede gerningsmanden på forhånd, at han ville bekæmpe den “latinamerikanske invasion af Texas”. Præsident Trump har selv brugt ordet “invasion” om latinamerikanske immigranter. Det Hvide Hus har afvist idéen om, at Trumps retorik har noget med angrebet at gøre (National Review).

... Og dels om sammensmeltningen af internettet og virkeligheden. I dagens nyhedspodcast talte vi med Zetlands tech-skribent Frederik Kulager om internetforummet 8chan. Det var her, gerningsmanden lagde sit manifest op inden angrebet, og forummet har flere gange tidligere spillet en rolle i angreb af denne her type (Zetlands nyhedspodcast).

Collage: Kasper Løftgaard / Zetland

Renten

  • ... fortsætter sit fald ned, ned, ned. Og i dag blev der så skrevet dansk realkreditverdenshistorie. Hvis det ellers er et rigtigt ord.

  • Forfra: Renten er det, man betaler for at låne penge. Boligejere betaler rente til banken, der betaler rente til Nationalbanken, for eksempel. Og Nationalbankens mål med renten er at holde økonomien stabil og let voksende.

  • ... Og det, der sker med renten, viser, at vi er i ret ekstreme tider. Den globale økonomi er fyldt med usikkerhed. Vi har en handelskrig mellem USA og Kina, der er et Brexit lige om lidt, og de enkelte lande bruger renten til at gardere sig mod den usikkerhed (Berlingske).

  • Det har nu gjort noget helt særligt for danske boligejere. For første gang kan man få et realkreditlån med minusrente. Det er Jyske Realkredit, der udbyder det (TV 2).

  • Idéen med renten er, at Nationalbanken kan sætte den ned, når vi er i dårlige økonomiske tider, og så sætter den op, når vi er i gode tider. Kritikernes store bekymring er, at vi ikke kan nå at få renten op igen og så ikke kan gøre noget, når den næste krise kommer (Finans).

Det skal du også vide

Demonstrationer har sat Hongkong i stå. I ugevis har byen været ramt af store protester mod en lov om, at Hongkong-borgere skulle kunne udleveres til Kina. Loven er sat på pause, men demonstrationerne tager til (DR).

Klimalovgivning betyder rent faktisk noget. Tidligere på året besluttede Frankrig at gå efter at blive CO2-neutralt i 2050. Det første offer for den beslutning er tilsyneladende lufthavnen i Marseille. Lufthavnen vil gerne udvide, men myndighederne beder om dokumentation for, at udvidelsen ikke skader CO2-målet (Quartz).

Europas hedebølge blev forværret af klimaforandringer. Hedebølgen denne sommer ville efter al sandsynlighed have været tre grader køligere, hvis det ikke havde været for de menneskeskabte klimaforandringer (Sky News).

Dagens Zetland-historier

Foto: Google Press Images

Et stort hvorfor. Google er på en inspirerende mission for at blive klimavenlig. Der er bare liiiige det der med olieindustrien.

Et gigantisk hvorfor. De religiøse har ikke monopol på ærefrygt, kærlighed, skønhed og mystik. Zetlands primære ateist, Torben Sangild, forklarer her, hvordan videnskabelige øjne stadig kan blive fortryllede.

Det var det, og dermed fik jeg overstået min første nyhedsvagt efter sommerferien. Man skal liiiiige i gang, ik’. Godt, det er tirsdag i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem