“Vis mig dine forældre,” skrev uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang for nylig i Politiken, “og jeg skal sige dig, hvad du bliver.” Fuglsang skriver på baggrund af en ny analyse fra Kommunernes Landsforenings ugebrev Momentum, der viser, at over en periode på 20 år er der færre unge med ufaglærte forældre, som selv får en ungdomsuddannelse.

Kun 59,3 procent af de 25-årige med ufaglærte forældre får en ungdomsuddannelse, mens det gælder for 84,4 procent af de unge med forældre, der har en uddannelse. “Danmark er ikke blevet bedre til at bryde den sociale arv de seneste 20 år,” konkluderer Jacob Fuglsang i Politiken. Også formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Kommunernes Landsforening Thomas Gyldal er stærkt bekymret.

“I Danmark har vi brugt rigtig mange ressourcer på at få alle børn med, og trods omfanget af vores indsatser må vi konstatere, at udviklingen går den forkerte vej. Det er virkelig en øjenåbner, at der er sket en negativ udvikling på området,” siger Thomas Gyldal til Politiken.

Da jeg nævner artiklen for sociolog Morten Ejrnæs, tager han en slurk af sin kaffe og siger: “Man kunne også have fremstillet den historie som en kæmpesucces for velfærdssamfundet”.

Ejrnæs er sociolog og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, og han har i 20 år udgivet bøger og artikler, der har angrebet den måde, vi taler om social arv.

Præcis hvorfor Ejrnæs vurderer tallene fra Momentum så anderledes end Fuglsang og Gyldal, vender vi tilbage til. Grunden til, at jeg sidder i Morten Ejrnæs’ store lejlighed på Østerbro, er, at hans spritnye bog Ulighed, fattigdom og sociale problemer fik mig til at spærre øjnene op. Selv om forlaget har iklædt bogen et næsten påfaldende kedsommeligt ydre, er den nemlig sprængstof i den aktuelle debat om, hvordan vi kan bryde den sociale arv.

Ejrnæs lægger nemlig ikke fingre imellem i sin bog. Han mener, at den sociale arv er en myte, at børn sjældent arver deres forældres sociale problemer, og at det er meningsløst at tale om mønsterbrydere.

“Social arv er en helt utilstrækkelig og også misvisende forklaring på sociale problemer,” skriver Ejrnæs. “Langt de fleste børn, der vokser op i hjem, hvor forældrene har alvorlige sociale problemer, undgår selv at få tilsvarende alvorlige problemer i deres voksenliv.”

I hans bog kan hovedpointen opsummeres således: Bare fordi der eksisterer en risiko for, at børn arver deres forældres sociale problemer, betyder det ikke, at det er en høj risiko. Det kan måske lyde lidt statistik-tørt, men den skelnen er afgørende, mener han. For i virkeligheden ændrer det fuldstændig den måde, vi udpeger, hvem de udsatte børn er, hvilke sociale problemer, vi tror, vi kan forudse, og hvor stor en rolle, vi forestiller os, at forældre spiller. Det vender det, vi tager for givet, på hovedet.

“Vi tror, at mønsterbrydere mod alle odds klarer sig godt,” siger han. “Og det er mod alle odds, det er jeg med på, men det er det mest almindelige, og det skal ikke fremstilles som et særtilfælde.”

Det er ikke alle, der er enige med Ejrnæs, som artiklen i Politiken illustrerer.

Artiklen bygger på tal fra ugebrevet Momentum, der slår fast, at hvis man er vokset op med to ufaglærte forældre, har man lavere chance for at få en ungdomsuddannelse. Det er en kendsgerning, som Ejrnæs ikke bestrider.

Det får formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Kommunernes Landsforening Thomas Gyldal til at sige i Politiken, at “der er noget strukturelt, der er kikset for os”.

Men, siger Ejrnæs, man kunne også vende det om og sige, at flere end halvdelen af dem, der vokser op med to ufaglærte forældre, faktisk får en ungdomsuddannelse.

“Så er der jo ikke tale om arv! Tværtimod bryder de fleste jo arven. Det bliver skævt at tale om arv, når de fleste med ufaglærte forældre tager en ungdomsuddannelse,” siger han.

Det giver ikke mening at tale om mønsterbrydere, mener han, når flertallet netop bryder mønsteret.

Ejrnæs ser – til forskel fra de fleste andre forskere – på den absolutte risiko for at følge i forældrenes fodspor i stedet for den relative. Analysen fra Momentum viser, at fra 1998 til 2018 er andelen af unge, der som 25-årige har fået en ungdomsuddannelse, faldet med 2,9 procentpoint i den gruppe, hvor forældrene ikke har en ungdomsuddannelse. Altså bliver konklusionen, at Danmark ikke er blevet bedre til at bryde den sociale arv, eftersom der er flere unge med ufaglærte forældre, der ikke får en ungdomsuddannelse. Eller hvad?

Forkert! Siger Ejrnæs. Eller i hvert fald unuanceret. For gruppen af unge med forældre uden ungdomsuddannelse er i samme 20-årige periode halveret. Momentums analyse viser nemlig også, at andelen af børn, der har forældre uden en ungdomsuddannelse, er faldet fra 25,6 procent i 1998 til 11,9 procent i 2018.

Så når andelen af unge med ufaglærte forældre, der ikke får en ungdomsuddannelse, er steget en smule over 20 år, så er antallet af de samme unge i virkeligheden faldet drastisk, og den samlede andel af unge, der får en ungdomsuddannelse, er altså steget i perioden.

“Vi kunne også have fremstillet det som en kæmpesucces, at på 20 år er der langt færre børn, der vokser op med to ufaglærte forældre og derfor har sværere ved at få støtte og hjælp til skolearbejdet. Hvis man skal sige det helt banalt, så er alle de lavthængende frugter plukket, altså de, der har været motiverede, og som har haft evnerne, har gennemført en uddannelse. Det er da egentlig imponerende,” siger Ejrnæs.

“Når gruppen af ufaglærte bliver mindre og mindre, så er det altså ikke så mærkeligt, at det bliver sværere og sværere at løfte de børn ud af den situation. Nu består denne mindre gruppe af familier med massive problemer. Så det er da en succeshistorie, at de fleste får en ungdomsuddannelse, selv om de kommer fra den baggrund.”

Da jeg ringer til Thomas Gyldal, formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Kommunernes Landsforening, for at fortælle ham om Ejrnæs’ udlægning af Momentums analyse, svarer han, at han ikke er uenig i, at velfærdssamfundet har været god til at minimere gruppen af unge uden ungdomsuddannelse.

“Men det ændrer ikke ved, at vi har et politisk mål om at sikre, at barnets sociale udgangspunkt i mindre og mindre grad bliver determinerende for det liv, det kommer til at leve. Så, ja, velfærdssamfundet er en succes, men det forhindrer jo ikke, at vi politisk har højere ambitioner. Selv om gruppen af unge uden ungdomsuddannelse er blevet mindre, så går det for langsomt i et politisk perspektiv.”

Jacob Fuglsang, der er uddannelsesredaktør på Politiken, svarer i forlængelse af Thomas Gyldal, at Morten Ejrnæs har ret i, at gruppen af unge med ufaglærte forældre er mindsket, men at det ikke ændrer ved, at dine forældres uddannelsesbaggrund har stor indflydelse på, hvordan du selv klarer det.

“Hvis vi tager udgangspunkt i gruppen af unge med ufaglærte forældre, så går det grundlæggende den rigtige vej, men vi skal stadig se på den lille gruppe, der er tilbage. Så jeg står ved det, jeg har skrevet, fordi forældrenes baggrund har stor betydning for barnets videre uddannelse.“

Humlen er, at når Ejrnæs afviser den sociale arv, er det, fordi han helt grundlæggende går anderledes til de samme data, som andre forskere bygger deres analyser på. I sin bog tager han blandt andet fat i et notat fra tænketanken Kraka med titlen Kontanthjælpsforældre får kontanthjælpsbørn fra 2012.

Det notat konkluderer, at “der er et tydeligt element af social arv i kontanthjælpen. Omkring 40 procent af unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 24 år har forældre, som også selv har modtaget kontanthjælp. Det er fire gange så mange som hos de unge, der ikke er på kontanthjælp.”

Det lyder jo meget ligetil. Hvis vi ser på gruppen af unge, der er på kontanthjælp, er sandsynligheden for, at deres forældre også var på kontanthjælp, langt større, end den er for gruppen af unge, der ikke får kontanthjælp. Ergo kan vi tale om social arv ifølge notatet.

Nej, siger Ejrnæs, det er groft misvisende, og den modsatte overskrift havde været langt mere korrekt: Kontanthjælpsforældre får ikke kontanthjælpsbørn.

Nu bliver det lidt statistik teknisk, men hæng på, for det er vigtigt. Krakas analyse fortæller om sandsynligheden for, at en ung på kontanthjælp har en forælder, der også har været på kontanthjælp. Sandsynligheden er 40 procent.

Hvis vi i stedet ser på alle unge med forældre, der har været på kontanthjælp, så er det ifølge Ejrnæs’ bog kun 21 procent af dem, der selv kommer på kontanthjælp. Det vil sige, at næsten fire ud af fem unge, der har forældre, som har modtaget kontanthjælp, ikke selv ender på kontanthjælp.

Så mens Kraka udregner sandsynligheden for, at unge på kontanthjælp har forældre, der selv har været på kontanthjælp, så udregner Ejrnæs risikoen for at unge, hvis forældre har været på kontanthjælp, selv kommer på kontanthjælp.

Og det er ifølge Ejrnæs langt mere relevant for lærere, pædagoger og socialrådgivere at vide, at hvis en ung er vokset op med forældre på kontanthjælp, er sandsynligheden for, at de selv vil få kontanthjælp, faktisk ret lille. Det er vigtigt at formidle den optimisme over for de unge, ligesom det er vigtigt at møde den unge uden fordomme baseret på deres forældres problemer.

Den absolutte risiko er kun 21 procent, og derfor giver Krakas analyse med Ejrnæs’ ord “et stærkt overdrevent indtryk af risikoen”, og titlen Kontanthjælpsforældre får kontanthjælpsbørn er lodret forkert, mener han. Og det er et alvorligt problem, hvis de unge bliver mødt af pædagoger, lærere og socialrådgivere med helt fejlagtige forestillinger om de unges fremtidsudsigter.

“Der ligger nogle opfattelser hos os alle sammen om, at det at vokse op under belastende forhold er noget, som kan forfølge os hele livet,” fortæller han, “men det, der er evidens for, er børns modstandskraft, fordi langt de fleste børn klarer sig på trods af belastningerne.”

Lad os tage et andet af Morten Ejrnæs’ eksempler, inden vi går til dem, der er uenige med Ejrnæs. Det handler om Vidensopsamling om social arv, der er udgivet af Socialforskningsinstituttet, altså det, der i dag hedder VIVE, i 2003. Det handler om risikoen for, at børn bliver narkomaner eller forsøger selvmord, når de vokser op.

Her er rapportens konklusion, at den risiko er to til tre gange større for børn af misbrugere, den er dobbelt så stor blandt børn af forældre med mentale lidelser, og den er ti gange større for børn, der har været udsat for vold i deres barndom. Rapporten konkluderer, at det har “meget langsigtede konsekvenser for børn” at vokse op med sociale belastninger.

Morten Ejrnæs mener, at den konklusion er “helt forkert” og “et kæmpesvigt”. Som eksemplet inden handler det om, at analysen udregner den såkaldte relative risiko, altså forholdet mellem sandsynligheden for, at børn, hvis forældre har været psykisk syge, bliver narkomaner eller forsøger at begå selvmord, og sandsynligheden for, at børn, hvis forældre ikke har været psykisk syge, bliver narkomaner eller forsøger at begå selvmord.

Den relative risiko er i disse tilfælde ganske rigtigt både dobbelt så stor for børn med forældre med mentale lidelser, to til tre gange større for børn af misbrugere og ti gange så stor for børn, der var udsat for vold. De tal er ikke forkerte, men de fortæller bare ikke hele historien.

“Den fordobling og tidobling lyder dramatisk,” siger Ejrnæs, “og så får vi den opfattelse, at det er voldsomt farligt at være vokset op under sådanne forhold.”

For den relative risiko fortæller os ikke noget om, hvor stor den risiko faktisk er. Derfor er det langt vigtigere at kende den absolutte risiko, mener Ejrnæs. Altså, hvad er sandsynligheden for, at et barn, der er vokset op hos forældre med alvorlige sociale problemer, selv vil blive ramt af for eksempel narkomani og selvmordsforsøg på et senere tidspunkt?

Når Ejrnæs udregner den absolutte risiko, bliver det klart, at risikoen for narkomani og selvmord for børn med forældre med mentale lidelser er tre procent. Ejrnæs’ argument er, at det betyder, at 97 procent af de børn undgår at blive ramt af narkomani og selvmordsforsøg. Derfor kan vi netop ikke på baggrund af den undersøgelse tale om langsigtede konsekvenser for de børn, argumenterer han.

Problemet er, mener han, at når vi taler om “langsigtede konsekvenser”, mødes børnene med lavere forventninger. Det er afgørende, at de professionelle, der skal hjælpe børnene, ved, at prognosen er langt bedre end de analyser, som Ejrnæs kalder misvisende. Det er det, han vil vise med sin nye bog.

Der er som sagt dem, der er uenige med Morten Ejrnæs. De vil sige, at de analyser, som vi netop har gennemgået, viser, at der er en markant forhøjet risiko ved at komme fra udsatte hjem, og den viden er relevant for os at kende til, fordi den gør, at vi kan hjælpe dem, der har behov for det.

Så når Ejrnæs mener, at det er vigtigt at formidle en optimisme, fordi langt de fleste klarer sig bedre end deres forældre, vil kritikerne sige, at det er lige så vigtigt at kende til den risiko, for så kan vi bedre håndtere de problemer, der eksisterer.

“Når der findes en viden om, at der er en forøget sandsynlighed, skal vi så ikke bruge den viden?” spørger vicedirektør i fonden Kraka Jens Hauch retorisk, da jeg ringer til ham for at forholde ham Ejrnæs’ kritik af notatet om kontanthjælpsmodtagere.

Hauch sammenligner det med, at vi ved, at der er en forhøjet risiko for diabetes blandt overvægtige. Det betyder ikke, at alle overvægtige får diabetes, og det betyder heller ikke, at personer med normalvægt ikke kan rammes af diabetes. Det betyder, at fordi der er en forhøjet risiko for overvægtige, så er det en god idé, at lægen taler med overvægtige om risikoen for diabetes.

“Det er den samme logik, der ligger til grund for vores analyse. Vi ved, at den sociale arv eksisterer, fordi der er en forøget risiko. Det er nyttig viden, fordi så kan man handle på den viden og gøre en ekstra indsats for dem, der har brug for det,” siger Jens Hauch.

Niels Ploug, der er tidligere forskningschef for Socialforskningsinstituttet (i dag VIVE) og nuværende afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, er enig med Hauch. Vi kan ikke se bort fra børns forældrebaggrund, når vi skal finde forklaringer på sociale problemer.

“Jeg har altid syntes, at det er vigtigt at få understreget, at de allerfleste klarer sig godt i det danske samfund, og at mange klarer sig godt på trods af forældrebaggrund. Når det er sagt, så er det dog fortsat sådan, at der er en overhyppighed af nogle med en forældrebaggrund med svagere ressourcer blandt dem, der klarer sig dårligt,” siger Ploug, der også var redaktør på Vidensopsamling om social arv fra SFI.

Han peger desuden på, at nogle af dem, der klarer sig på trods af deres forældrebaggrund, måske netop gør det, fordi pædagoger, lærere eller andre fagpersoner har identificeret dem som børn i risiko og netop derfor har ydet en ekstra indsats over for dem.

Samtidig svarer Agi Csonka, der er tidligere administrerende direktør for VIVE, at hun er helt enig med Morten Ejrnæs. Csonka, der ofte selv bliver kaldt mønsterbryder, refererer til sin bog Hvordan får vi mere lighed i uddannelse, hvor et af kapitlerne har titlen: Den sociale arv findes (næsten) ikke. Her peger hun på, at det gælder om ikke at forveksle sandsynligheder med sandheder.

”Sandsynligheden for selv at blive socialt marginaliseret, er markant større, hvis man kommer fra en socialt udsat familie. Men sandheden er, at langt de fleste – også af dem, vi kalder socialt udsatte – klarer sig bedre end forældrene,” mener Csonka.

Og i virkeligheden er det kernen af uenigheden. Når vi taler om social arv, er det typisk i betydningen af en determinerende bagage. Altså: Hvis barnets forældre har sociale problemer, så vil barnet arve en social bagage, som vil afgøre barnets videre skæbne. Csonkas pointe er, at de fleste børn med udsatte forældre klarer sig bedre end deres forældre, og dermed er der ikke tale om, at de ‘arver’ deres forældres problemer. Men de har en tungere bagage, som kan hæmme dem i forhold til at opnå det samme, som hvis deres forældre var socialt og økonomisk bedre stillet.

“Der er en systematisk skævhed, der gør, at de koder, kulturer, vaner og omgangsformer, som de veluddannede giver videre til deres børn, ruster børnene til uddannelsessystemet på en helt anden måde, end de koder og kulturer, som ufaglærte giver videre til deres børn. Og derfor ser vi også en systematisk skævhed i uddannelsessystemet,” siger Csonka.

Hvilket Morten Ejrnæs er helt enig i.

“Jeg vil sige, at det først og fremmest er de strukturelle forhold, der betyder noget, som fattigdom og ulighed, og det er klart, at familien betyder noget, og hvis man har to ufaglærte forældre, så har man dårligere chance for at få en ungdomsuddannelse,” siger Ejrnæs.

Det er bare en meget lille risiko. Og i lyset af den kendsgerning mener Ejrnæs, at politikerne generelt prioriterer forkert på det socialpolitiske område.

Når vi taler om sociale indsatser, udmønter de sig typisk i indsatser målrettet mod særlige grupper. Regeringens udspil 1.000-dages-program – en bedre start på livet handler blandt andet om flere besøg af sundhedsplejersken i udsatte og sårbare familier. I regeringens ghetto-pakke er et af tiltagene et obligatorisk dagtilbud til familier, der bor i en såkaldt ghetto. Begge tiltag tager udgangspunkt i tanken om, at børnenes forældres situation betyder, at netop de børn har brug for en særlig indsats.

Men hvis man skal tage konsekvensen af det, Morten Ejrnæs mener, så burde man lægge indsatsen om, fordi vi ikke kan forudse, hvilke børn der får brug for en særlig indsats, alene ved at se på deres forældres situation.

“Jeg mener, at det er tvivlsomt at kanalisere ressourcerne mod en lille gruppe, fordi man ikke kan forudse, hvem det er, der senere får problemer. Lad sundhedsplejersken bruge sin faglighed til at finde de børn, der ikke trives, uanset hvad man ved om børnenes mødre,” forklarer Ejrnæs.

“Sundhedsplejersker er gode til at lægge et ekstra besøg ind, hvis de mener, det er nødvendigt. Men at udpege højrisikogrupper på forhånd ud fra nogle faste parametre, det mener jeg er problematisk.”

Problemet er, siger Ejrnæs, at myten om den sociale arv stigmatiserer børn. Når vi har helt overdrevne opfattelser af risikoniveauet for børn, der vokser op i udsatte hjem, risikerer vi at møde de børn med en skadelig pessimisme i forhold til deres fremtidsmuligheder, som de også selv overtager.

“De allerfleste børn klarer sig på trods af en svær opvækst, og hvis vi kan give dem den optimisme og fjerne den fatalisme, som nogle unge kan have i forhold til, at det alligevel ikke nytter noget, så vil det kunne have en stor betydning,” fortæller han.

Jeg ringede til nogle politikere for at høre deres reaktion på Morten Ejrnæs’ kritik af indsatser rettet mod højrisikogrupper. Pernille Rosenkrantz-Theil, der er socialordfører for Socialdemokratiet, mener ikke, at Morten Ejrnæs’ kritik giver anledning til at droppe de indsatser. Vi screener også for brystkræft blandt de kvinder, der er i højrisikogruppen, selv om vi ved, at det ikke er dem alle, der får brystkræft, siger hun, og det skal vi blive ved med. Samtidig anerkender Rosenkrantz-Theil, at vi overser mange, der ikke hører til blandt højrisikogruppen.

“Det er ikke bare en risiko. Vi er gode til at gribe dem, der er allermest udsatte, men vi er fuldstændig blinde for nogle af de sociale problemer, der er i andre samfundslag. Men jeg tror ikke, at årsagen til, at vi er dårlige til at gribe sociale problemer i andre sociale klasser, er, at vi har kendskab til social arv.”

Det er Laura Lindahl, der er socialordfører for Liberal Alliance, for så vidt enig i. Lad os bruge den viden, vi har om udsatte grupper, til at holde et ekstra øje på de børn, siger hun. Der er flere børn blandt de udsatte grupper, der mistrives, så derfor giver det mening at have målrettede indsatser. Samtidig anerkender hun, at det kommer an på, hvilken indsats der er tale om, for indsatserne kan også være stigmatiserende.

Hun fortæller om et tiltag i børnehaverne i Frederiksberg Kommune, hvor pædagogerne læser højt og diskuterer bøgerne med børnene for at understøtte børnenes sprogforståelse. Det tiltag er – måske overraskende – ikke målrettet de børn, som man vurderer har mest brug for ekstra sprogstimulering.

“Vi valgte at give det til alle børn for ikke at stigmatisere visse børn og for at styrke relationerne mellem alle børn, for hvis de udsatte børn leger med de ressourcestærke børn, så vil det kunne styrke dem endnu mere.”

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2016 viser, at næsten 40 procent af de unge, hvis forældre kun har en grundskoleuddannelse, også selv står uden uddannelse som 25 årige, men den viser faktisk også, at det samme gælder for ti procent af de unge, der har forældre med en lang videregående uddannelse. Ejrnæs mener ligesom Rosenkrantz-Theil, at vi overser sociale problemer i andre samfundslag, og det problem er det store fokus på socialt udsatte med til at forstærke.

“To akademikerforældre er heller ikke nogen sikkerhed. Altså, hvad skal vi gøre ved det? Det er da fuldstændig grotesk,” siger han.

Så vi risikerer også at overse børn, der ikke kommer fra udsatte hjem, men som ikke trives af en eller anden grund.

“Vi taler alle om, hvad vi har arvet fra vores forældre, og noget er jo rigtigt, vores udseende for eksempel, men det betyder ikke, at vi er et produkt af vores opvækstvilkår og forældrenes påvirkning,” siger han.

“Der er mange andre ting, der siden hen spiller en rolle, kammeratskab, lærerne, genetik og ulykker. Det er, som om vi overser, at folk også kommer til skade og på den måde får sociale problemer.”

Så hvad kan vi forudse om børns fremtid ved at se på deres forældre?

“Vi kan desværre – eller heldigvis – ikke forudse ret meget. Vi kan forudse, at langt de fleste klarer sig godt, selv om de vokser op under meget belastende forhold. Vi skal hjælpe dem og fortælle dem, at de kan kæmpe sig fri. Det er det optimistiske budskab,” forklarer han.