Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

For verdens fattigste er det ufattelig svært at vælge klimaløsninger over dagens måltid. Mød undtagelsen

DRIFTIG Yéru Sow er en af egnens mere succesfulde herrer. Foruden sin velvoksne flok kvæg er han blandt de få, der har adgang til elektricitet i familiens lille landsby. Solcelleanlægget bruges primært til at oplade hans let klodsede, gule mobiltelefon. Alle foto: Emil Stenz og Maria Skjødt

Derfor skal du læse denne artikel

Journalisterne Emil Stenz og Maria Skjødt er rejst i sporet på et ambitiøst træplantningsprojekt, der skal klimasikre lande på tværs af Afrika. Projektet kan på lang sigt redde lokalbefolkningen fra en klimakatastrofe. Alligevel møder det modstand. Skal det lykkes, må de lokale overbevises om, at langsigtet klimasikring er vigtigere end kvægets daglige græsning. Her er anden del i fortællingen om Den Store Grønne Mur.

Det stykke ørkenland, du nu står på, er ejet af hyrden Yéru Sow, og her vogter han over køer, geder og æsler, som i århundreder har været hele Sahels altoverskyggende livsgrundlag. Men uden græs er der ingen dyr, og så står valget for familierne mellem sult eller flugt.

Køerne reagerer prompte på den dybe, klikkende lyd. Den leder tankerne hen på en frø, der kvækker, eller måske en person, der gurgler vand hen over håndvasken efter at have børstet tænder.

Signalet kommer fra Yéru Sow, og det er tydeligt, at køerne forstår ham. Harmonisk bevæger de sig som en stor bølge hen over sletten efter deres ejers instrukser. Den høje, skaldede hyrde bærer en lilla kjortel, som slæber lidt langs jorden, mens han roligt trasker efter sin store flok og guider dem i retning af de fem små huse, hvor Yéru Sow bor med sin familie. Her skal køerne snart malkes.

Mere end 100 køer græsser omkring familiens lille landsby, og selv om de går frit på de store sletter, ved Yéru Sow altid, hvor han kan finde dem.

Jeg kan mærke det i mit hjerte,” fortæller han, mens han klapper sig selv på venstre side af brystkassen.

Yéru Sow er født og opvokset i området, ligesom generationer af hans familie før ham. Gennem århundreder har de alle klikket kvæg rundt på markerne, præcis som han gør nu.

Sow-familien er på mange måder arketypen af en klassisk familie i Sahel. I et område, hvor vand er sparsomt, og jorden er udmagret, er geder, køer og æsler blevet familiens eksistensgrundlag. De kan malkes, spises eller sælges på markedet til fordel for couscous eller ris. Alt de har brug for at spise, er græs, som meget belejligt er noget af det eneste, der gror naturligt i området.

Uden dyrene har jeg ingenting. Ingen mad. Ingen penge. Ingen fremtid,” siger Yéru Sow.

Gennem tiden har befolkningen derfor bygget deres liv på et fundament af græs. Som udgangspunkt en logisk strategi – lige indtil jorden holdt op med at producere nok af det.

Præcis hvornår i løbet af de sidste 50 år udviklingen for alvor eskalerede, hersker der fortsat usikkerhed om. Men som årene skred frem, og de mange dyr græssede frit og flittigt, svækkede man plantevæksten og udpinte jorden i et område, der i forvejen havde hårde odds i Sahels ubarmhjertige tørke. Et hastigt stigende befolkningstal og dermed også flere og flere dyr til at græsse på sletterne har kun gjort situationen værre.

Desperat begyndte befolkningen i Sahel at fælde træer for at fodre dyrene med deres blade. Det afhjalp problemet på kort sigt, men har på den lange bane kun gjort jorden endnu mindre frugtbar.

Kort sagt: Køerne har fået lov at æde hurtigere, end græsset kan nå at gro. Og nu gror det stort set ikke længere.

Selv om Yéru Sows køer ikke ligger døde på markerne, er der stadig langt til de fuldfede, sortbrogede køer, man kan se på danske enge. Skindet på Sahels hærdede bosra-køer er falmet til pastelnuancer af hvid og brun, og overskydende hud hænger i dinglende folder ned over konturerne af de magre dyrs ribben.

Deres lange, bastante horn er som taget ud af en amerikansk motorcykelreklame, og en lille, sjovt placeret kamelpukkel i nakken afslører, at dyrene gennem århundreder har tilpasset sig et klima, hvor det er livsnødvendigt at kunne gemme på væsken. Et robust tarmsystem formår også at trække mere næring ud af det halvtørre græs, end mange andre racer ville være i stand til. Det er i det hele taget kun ganske få dyr, der kan håndtere varme og tørke så godt som bosraerne, forklarer Yéru Sow med en vis stolthed i stemmen. Hans påstand er nem at købe på en dag, hvor termometeret viser tæt på 40 grader i septemberskyggen.

Mange andre dyr ville slet ikke kunne overleve her. Det er ligesom mennesker. Nogle af os er mere robuste end andre,” siger Yéru Sow med et grin og en slet skjult reference til den sarte toubab – “hvide mand” på lokalsproget – der står over for ham.

HÅRDFØR Selv om de ikke ser ud af meget, er de små træer, der plantes i Sahel blandt de mest hårdføre, der findes. Som en del af projekt Den Store Grønne Mur har landene i Sahel delt og udvekslet de mest tørkeresistente planter fra forskellige dele af ørkenbæltet for at give hinanden de bedste chancer for en grønnere fremtid.

Den store afhængighed af æsler, geder og køer har gennem historien skabt et forhold mellem menneske og dyr, der rækker langt ud over dyrenes oprindelige funktion. I Sahel agerer de både møntfod, kulturarv og statussymbol på én og samme tid.

Vil du giftes med pigen fra nabolandsbyen? Smør svigerfar med en ko i gave. Lykkes det: Så husk for guds skyld også at slagte en til festmåltidet på bryllupsdagen. Og skal du ind til en af de store byer? Køb et lift til den nette sum af én ged.

I Sahel har alle livets aspekter en tilknytning til de dyr, der græsser omkring hver eneste landsby i området. Men uanset hvor robuste køerne er, så kan de ikke klare sig uden mad og vand. I dag ligger de med jævne mellemrum og tørrer ud på den rødbrune slette. Kadaverne af køer og geder, der har måttet give op over for tørken.

En af de første og vigtigste løsninger på Sahels problemer er derfor at stoppe den overgræsning, der i årevis har nedbrudt området. Det er en af de erfaringer, som Mignane Sarr, FNs ledende koordinator for Den Store Grønne Mur-projekterne i det nordlige Senegal, har gjort sig.

Man er nødt til at forstå, hvor vigtige dyrene er for den her befolkning. De fleste hernede tænker kun på, hvordan de kan skaffe græs til deres dyr, så de kan overleve,” siger han.

Den lektie blev lært på den hårde måde, fortæller flere af lederne på de lokale centre, som er blevet etableret i Senegal for at overvåge Den Store Grønne Murs udvikling og vejlede lokalbefolkningen.

Intentionerne var gode, da forskere og arbejdshold begyndte at indhegne områder for at holde dyrene ude, så nyplantede træer kunne finde rodfæste og vokse sig store. Det var bare ikke de gode intentioner, folk i landsbyerne så. De så et område mindre at finde græs til deres køer, geder og æsler på. En øget risiko for at miste det, hele deres liv kredser om. Og til fordel for hvad? En klynge små grønne planter, som endnu ikke var højere end de spæde græsstrå, de groede om kap med?

Hegnene fik ikke lov at stå længe. Som ugerne gik, troppede flere og flere op ved de beskyttede marker i området og væltede eller klippede huller i hegnene, så deres dyr atter kunne komme ind og græsse. Centerlederne prøvede forgæves at mægle i striden og fortælle folk, hvordan hegnene blev sat op for deres egen skyld. For at sikre deres fremtid. Men de mødte typisk modargumentet:

Hvordan skal vi kunne bekymre os om fremtiden, når vi ikke engang har mad nok til i morgen?

Løsningen blev at arrangere organiseret høst af græsset i særligt tørre perioder. Når det bliver for svært for dyrene at finde græs andre steder, kan deres ejere nu komme og hente ekstra proviant til dem fra de indhegnede marker i stedet for at lade deres køer overgræsse og nedtrampe området.

VANDRENDE VÆRDI Køerne er radmagre, men de er blandt de mest værdifulde egendele, du kan råde over i en af verdens hårdest prøvede klimazoner. Yéru Sow har lige omkring 100 af dem græssende på den tørre jord omkring familiens landsby.

Andre steder i Sahel, hvor tørke og fattigdom trykker endnu hårdere end i Senegal, går konfliktløsningen ikke så let. I lande som Mali, Niger, Tchad og Cameroun oplever man så store konflikter mellem områdets hyrder og dem, der lever af at så og høste jorden, at det nogle steder har ført til krigslignende tilstande i lokalsamfundene. Det forklarer Signe Cold-Ravnkilde fra Dansk Institut for Internationale Studier, som har forsket i konflikt og ressourceforvaltning i Sahel.

Mange steder er interne væbnede konflikter over vandressourcer og landbrugsjord et enormt problem. Når de ikke reguleres, fører det i værste fald til, at folk slår hinanden ihjel, dræber hinandens dyreflokke og brænder hinandens byer ned,” siger hun.

Udviklingen i de hårdest prøvede dele af Sahel understreger vigtigheden af det arbejde, der er i gang på Yéru Sows hjemstavn. Lykkes det ikke at genplante jorden, og lykkes det ikke at få befolkningen til at samarbejde, viser kampene i Mali, Niger, Tchad og Cameroun, hvad tiltagende fattigdom og desperation kan føre til.

Et bælte af beplantning kan på lang sigt blive områdets redning fra sult og krig. Men man er nødt til at inkludere befolkningen i projekterne og tilgodese de akutte behov for hjælp på den korte bane, forklarer Mignane Sarr.

De skal have tryghed i dag, før vi kan kræve, at de fokuserer på i morgen,” siger han.

Yéru Sow er et godt eksempel på det samarbejde, der er opbygget mellem projekterne under Den Store Grønne Mur og de mennesker, der i den sidste ende skal reddes af dem. Efter samråd med projektets koordinatorer donerede han gladeligt halvdelen af sine 200 hektar land, hvor projektet har lært ham at plante træer og nye typer af græs, som bedre kan modstå klimaforandringerne.

Det går godt for Yéru Sow. Hans marker har fået nyt liv, græsset vokser, køerne spiser, og der er kun to kilometer til den nærmeste brønd.

Tilbage i familiens landsby findes også et sjældent syn på egnen. Femkantet og malet i røde og gule farver står Yéru Sows lerhus i skærende kontrast til de fleste andre hytter i området, som typisk er bygget på en blanding af tørre grene og gamle plastikposer.

I Sahel bygger de færreste permanente hjem. De tør ikke tro på, at de kan blive boende i ret lang tid, før den næste tørkeperiode tvinger dem fra hus og hjem og videre til et nyt område, hvor de kan finde græs til deres køer.

Men Yéru Sow har bygget for at blive. Stolt viser han sit lerhus frem og mindes, hvordan begge hans sønner for år tilbage gav op på området og flygtede ind til en af de større byer.

Selv har han ingen planer om at forlade familiens hjem gennem generationer.

Jeg er forbundet til dette land gennem mine forfædre, og efter vi er begyndt at plante træer og så nyt græs, så tror jeg på, at der også er et godt liv her i fremtiden,” siger han.

Læs med i næste kapitel, hvor fortællingen er nået til en nyttehave i Sahel, der – ud over de grønne ambitioner – udgør grundlaget for en bank i lokalområdet. Uden et økonomisk sigte om at forbedre forholdene for lokalbefolkningen vil Den Store Grønne Mur aldrig lykkes, mener folkene bag projektet.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem