Afrika og Rusland har fundet hinanden (igen). Det skal vi faktisk være lidt bange for

OFFENSIVI disse år forsøger Vladimir Putin at øve indflydelse på en lang række afrikanske nationer. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Under Den Kolde Krig var russerne stærkt aktive i Afrika, hvor de skaffede sig allierede til kampen mod Vesten. Efter Murens fald trak de sig tilbage, men nu er russerne vendt retur for at udvinde mineraler, sælge våben og yde militær støtte. Ifølge en bred skare af iagttagere kan udviklingen få geopolitiske konsekvenser ved blandt andet at destabilisere både FN og de afrikanske nationers demokratiske udvikling.

Vest for Zimbabwes hovedstad Harare og ned gennem det meste af landet løber The Great Dyke, en 550 kilometer lang geologisk dannelse bestående af lagdelte bjergarter. Efter sigende blev den første gang beskrevet i 1867 af den tyske kartograf Karl Mauch, da han rejste ned gennem Afrika i sin forgæves søgen efter den bibelske lokation Ofir, men ifølge forskerne kan den dateres cirka 2.400 milliarder år tilbage i tiden. Først zimbabwiske og siden sydafrikanske mineselskaber gik på opdagelse i den i løbet af første halvdel af det 20. århundrede, og straks viste det sig at være en fyrstelig idé. Der kunne ikke bare udvindes guld og diamanter, The Great Dyke gemte også på platinmetaller, kul, krom, nikkel, kobber og granit.

Det gør den stadig, så til næste år går Rusland på jagt efter de ekstremt værdifulde forekomster. Efter fem års forberedelse står Darwendale Project til at blive lanceret i sidste kvartal af 2020, og selv om navnet ikke er stavet med kyrilliske bogstaver, er der i den grad tale om et russisk foretagende. Den ene halvdel af aktierne er ejet af zimbabwiske Pen East Mining Company, den anden af Vi Holding, et moskovitisk investeringsselskab med tætte bånd til præsident Vladimir Putin. Da de sidste kontrakter blev underskrevet i januar i år, foregik det i det russiske præsidentpalads Kreml, hvor Zimbabwes præsident Emmerson Mnangagwa var inviteret på statsbesøg.

Russernes engagement i Zimbabwe begrænser sig imidlertid ikke til The Great Dyke. Da Emmerson Mnangagwa, der blev indsat som præsident i 2017 efter et militært opgør med hans diktatoriske partifælle Robert Mugabe, fløj til Moskva, handlede det ikke kun om sedimentære bjergarter. Det handlede om et større samarbejde, som de to lande i disse år indgår. Ifølge tal fra Vladimir Putins regering steg den russisk-zimbabwiske handel med 9,5 procent i første halvdel af 2019, og i løbet af de seneste par år har et utal af møder mellem landenes vigtigste politikere og embedsfolk fundet sted. Også Zimbabwes vicepræsident, Constantino Chiwenga, har været i Rusland, blandt andet for at overvære forsvarsministeriets årlige sportsstævne for militæret, ligesom den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har haft lagt vejen forbi Harare.

Ruslands øgede tilstedeværelse i den tidligere britiske koloni skriver sig ind i en geopolitisk tendens, der har taget til i styrke de seneste måneder, og som ifølge professor emeritus ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Holger Bernt Hansen, får alt for lidt opmærksomhed på vores breddegrader. Når Vladimir Putin viser interesse for Zimbabwe, er det bevis på, at russisk udenrigspolitik i denne tid ikke kun retter sig mod Ukraine og Syrien, men på mere og mere omfattende vis, og med markante konsekvenser til følge, også forsøger at øve indflydelse på afrikanske nationer.

I sommer skrev The Guardian om en række fortrolige dokumenter, lækket af den systemkritiske journalistgruppe Dossier Center, der afslørede, at Rusland pønser på flere store projekter i Afrika, blandt andet en 7500 kilometer lang jernbane, der skal forbinde Senegals hovedstad Dakar med Port Sudan ved kysten til Det Røde Hav. Og i oktober udgav den udenrigspolitiske tænketank Carnegie Endowment for International Peace rapporten Late to the Party: Russia’s Return to Africa. Kort efter fulgte magasinet Foreign Policy op med artiklen Putin Has a Dream of Africa, mens den toneangivende sydafrikanske avis Daily Maverick bragte overskriften Russia Starts a New Chapter in Africa. Anledningen var soleklar: i de dage tog Vladimir Putin og hans ministerkabinet imod delegerede fra samtlige 54 afrikanske nationer, heraf 43 præsidenter, i Sotji ved Sortehavet til det første russisk-afrikanske topmøde nogensinde.

Det var et arrangement, der understregede en udvikling, som vi i Afrika-forskningen er blevet særligt opmærksomme på det seneste halvandet år, og som helt bestemt skal tages alvorligt,” siger Holger Bernt Hansen, der, siden han i 1960’erne blev ansat på Makerere University i Ugandas hovedstad Kampala, har analyseret afrikansk politik.

Det er mildest talt ikke småting, der er på færde. På en måde er det her faktisk en historie om hele verden. Eller som Holger Bernt Hansen siger: Ruslands tilbagevenden til Afrika skriver sig ind i en større, global kamp om magt, ressourcer og værdier.”

Ruslands rykind fortæller åbenlyst en del om Vladimir Putins magtaspirationer, men det er ikke det eneste. Det fortæller også om FN-diplomatiets opbygning og om EUs Afrika-indsats, som ifølge Holger Bernt Hansen risikerer at blive knægtet af Ruslands offensiv. Med andre ord: Putins indtræden i the Scramble for Africa, som Al Jazeera skrev tidligere på måneden – med henvisning til det udtryk, man i sin tid brugte om den koloniale opdeling af kontinentet i slutningen af 1800-tallet – kan få vidtrækkende konsekvenser på globalt plan.

VENNERZimbabwes præsident Emmerson Mnangagwa på besøg i Kreml i januar i år. Blandt andet for at underskrive de afsluttende kontrakter i forbindelse med udvindingsprojektet Darwendale Project. Foto: Sergei Chirikov, Reuters / Ritzau Scanpix

I de seneste 30 år har Rusland været mere eller mindre inaktive på det afrikanske kontinent. Mens amerikanerne, europæerne og særligt kineserne i samme periode har været til stede med alt fra terrorbekæmpelse og udviklingsstøtte til byggeprojekter og mineraludvinding, har russerne været så godt som usynlige. Flere russiske magnater, særligt fra våbenindustrien, har ufortrødent plejet deres afrikanske interesser undervejs, men man har ikke kunnet få øje på en national fællesstrategi for kontinentet. Det kunne man til gengæld dengang, Rusland ikke var Rusland, men Sovjetunionen, altså før Murens fald i 1989. I et større historisk perspektiv er Afrika langtfra fremmed territorium for Kreml.

Da de afrikanske nationer i midten af det 20. århundrede begyndte at løsrive sig fra kolonialismens jerngreb, tilbød Sovjetunionen sig som allieret for selvstændighedsbevægelserne. Det var midt under Den Kolde Krig, den ideologiske grøft mellem Vest og Øst var i forvejen dyb, så da de første befrielsesfronter begyndte at røre på sig, udnyttede Sovjetunionen lejligheden til at føre en stedfortræderkrig i Afrika.

I det hedengangne Portugisisk Østafrika, som i dag hedder Mozambique, støttede det kommunistiske regime guerillabevægelsen FRELIMO, der senere skulle blive det selvstændige Mozambiques regeringsparti. De fleste vestlige regeringer har kun lidt tilovers for vor kamp”, skrev FRELIMO-grundlæggeren Eduardo Mondlane i kampskriftet Kampen mod Portugal i Mozambique i 1969, kort inden han blev bombedræbt af en portugisisk efterretningstjeneste. De socialistiske lande er varme tilhængere af frihedsbevægelserne. FRELIMO har venskabelige forbindelser med dem og har modtaget betydelig materiel støtte fra disse lande.” I 1983, otte år efter selvstændigheden, kvitterede Mozambique ved at udsmykke nationens flag med et emblem bestående af en hakke, en Kalasjnikov-riffel og en bog på baggrund af en kommuniststjerne, ligesom nogle af hovedstaden Maputos mest trafikerede veje blev omdøbt til Avenida Karl Marx, Avenida Kim Il Sung og Avenida Mao Tse Tung. I dag ligger den russiske ambassade i byen såmænd på Avenida Vladimir Lenin.

Noget lignende foregik på den modsatte side af kysten i det sydlige Afrika, i en anden portugisisk koloni, Angola, hvor frihedskampen blev anført af poeten og politikeren Agostinho Neto. Ud over et nært venskab med Cubas præsident Fidel Castro udviklede også han tætte bånd til Østblokkens center. Bevægelserne viste sig tilmed i Moskva, hvor Patrice Lumumba University blev grundlagt i 1961 for at ære den congolesiske selvstændighedsleder, der samtidig var en af de mest fremtrædende afrikanske kritikere af Vesten. De europæiske kolonisters gradvise tilbagetrækning efterlod Afrika i et vakuum, som kommunisterne med Sovjetunionen i spidsen effektivt trådte ind i.

Som så meget andet ændrede alt det sig, da Muren faldt på tærsklen til det 20. århundredes sidste årti. Med den sovjetiske opløsning blev der lagt låg på Kremls globale ambitioner. Interne anliggender lagde beslag på samtlige ressourcer, og som konsekvens blev forbindelserne til Afrika svagere og svagere. Det nye Rusland arvede handelsaftaler med 42 forskellige afrikanske lande til en samlet årlig værdi af 1,3 milliarder dollars, men ifølge de russiske Afrika-forskere Tatiana Deich og Dmitry Polikanov var værdien allerede i 1994 faldet til 740 millioner dollars. Samtidig lukkede russiske ambassader og konsulater på stribe. Som Vasily Solodovnikov, Sovjet-ambassadør i Zambia og senere professor på Institut for Afrikastudier i Moskva, skrev i 2000, refererede den afrikanske presse op gennem 1990’erne til Rusland som landet, der havde vendt kontinentet ryggen.

Det er denne historiske kontekst, som tidens russiske Afrika-interesser placerer sig i, og dette ideologiske slægtskab, som der bliver henvist til, når det Putin-venlige rådgivningspanel Valdai Discussion Club skriver i en rapport om Ruslands tilbagevenden til Afrika, der udkom i forbindelse med det russisk-afrikanske topmøde, at der er gode forudsætninger for et vellykket partnerskab, fordi Rusland altid har respekteret de afrikanske nationers suverænitet”.

OPRØRSLEDERLederen af den angolanske oprørsbevægelse MPLA, Agostinho Neto, fik under afkoloniseringen et godt forhold til det kommunistiske regime. Her sidder han på en restaurant i København i 1970 med socialdemokraten K.B. Andersen. Foto: Hans Strømsvik, Ritzau Scanpix

Når Holger Bernt Hansen fra Københavns Universitet siger, at han har været særligt opmærksom på Ruslands arbejde i Afrika i det seneste halvandet år, henviser han til drabet på tre russiske journalister i august 2018 i Den Centralafrikanske Republik.

Orkhan Djemal, Alexander Rastorguev og Kirill Radchenko var rejst til landet for at afdække Kremls pludselige militære tilstedeværelse i landet, men bare dagen efter deres ankomst blev de likvideret under et røveri ved en vejspærring 300 kilometer nord for hovedstaden Bangui. Journalists’ Deaths Highlight Russia’s Move into Africa, lød det i en overskrift i Financial Times. Her fortalte blandt andre Thierry Vircoulon, ekspert i centralafrikanske forhold hos International Crisis Group, at Rusland var i færd med at intensivere deres aktiviteter i Afrika, og at de især havde fokus på Den Centralafrikanske Republik, hvor en svag regering gjorde det nemt at få indflydelse. At en gruppe russiske journalister var rejst dertil for at kulegrave Putin-regeringens involvering i landet, og ikke mindst at de undervejs måtte lade livet for det, aktualiserede spørgsmålet om Ruslands rolle i Afrika.

Mysteriet med de russiske journalister i Den Centralafrikanske Republik var en øjenåbner for mange. Man kan godt sige, at det var dér, den nuværende interesse for Ruslands fremfærd i Afrika tog fart”, siger Holger Bernt Hansen.

Journalisterne, der var sendt af sted af et medie finansieret af den kendte systemkritiker Mikhail Khodorkovsky, var ifølge deres arbejdsgiver på vej til en uranmine ejet af den prominente russiske forretningsmand Yevgeny Prigozhin, der ofte bliver kaldt Putins kok’, fordi han også ejer et cateringfirma, som i mange år har leveret mad og drikke til Kremls mondæne banketter. I disse år er han imidlertid mest kendt som manden bag Wagner Group, en paramilitær organisation, der udfører militære operationer på vegne af den russiske regering. De har været aktive i både Ukraine og Syrien, men angivelig også i Den Centralafrikanske Republik, hvor de har støttet – eller rettere støtter – præsident Faustin-Archange Touadéra i den borgerkrig, der siden 2012 har nedsænket landet i brutal undtagelsestilstand.

Netop det militære udgør en grundpille i Ruslands afrikanske offensiv. Siden 2014 har de indgået militære samarbejder med 20 lande på kontinentet, og topmødet i Sotji i oktober, hvor alle afrikanske lande var repræsenteret, overbeviste Holger Bernt Hansen om, at der kun er flere på vej. I nogle tilfælde er der tale om teknisk assistance. Som da den russiske regering i sommeren 2018 indgik en aftale med Southern African Development Community, en organisation, der arbejder for at fremme samarbejdet blandt landene i det sydlige Afrika. I andre tilfælde er der tale om lejesoldater, som indsættes for at nedkæmpe en specifik fjende. Som i Den Centralafrikanske Republik, men også i Mozambique, hvor der meldes om russisk indblanding i et mildest talt uigennemskuelig islamistisk oprør i landets nordlige Cabo Delgado-region.

Det var meget sigende, at der ved indgangen til konferencecentret i Sotji var udstillet tanks, missiler og rifler,” bemærker professoren.

Ifølge topmødets officielle pressemateriale var der godt nok også opstillet stande, der skulle fremvise det fineste inden for blandt andet russisk landbrug og computerteknologi, men ifølge det billedmateriale, der efterfølgende blev sendt i omløb, var det Rosoboronexport, den statsejede våbeneksportør, der tiltrak sig mest opmærksomhed fra de afrikanske delegerede. I netmediet Quartz Africa kunne man både læse og se, hvordan regeringsmedlemmer fra Eswatini, Afrikas mindste land, der i 2018 skiftede navn fra Swaziland, poserede med solbriller for øjnene og skydevåben i hænderne, hvordan nigerianske embedsfolk tog selfies med Kalasjnikov-rifler i vejret, og hvordan Etiopiens Nobelpris-vindende premierminister Abiy Ahmed var optaget af de nyeste kampflymodeller.

Interessen var ikke bare spil for galleriet. Nigerias præsident Muhammadu Buhari skrev under på en kontrakt, der sender 12 militærhelikoptere til Afrikas folkerigeste land, mens Den Centralafrikanske Republiks præsident Faustin-Archange Touadéra meddelte, at han gerne vil lægge jord til Ruslands første militærbase på kontinentet. Da de to dage var omme, annoncerede Rosoboronexport, at de forventer at have sendt militært materiel til Afrika til en værdi af fire milliarder dollars i 2019. Et tal, der vil bidrage til den tendens, som Stockholm International Peace Research Institute fandt sidste år, da de udgav deres årlige rapport, Trends in International Arms Transfers. Her skrev de, at der fra 2014 til 2018 var russisk afsender på 49 procent af alle våben importeret til Nordafrika og på 28 procent til det subsahariske Afrika, hvilket gør Kreml til den med afstand største våbenleverandør på det afrikanske kontinent.

Det er en udvikling, der lægger sig i forlængelse af Sovjet-tidens forbindelser mellem Moskva og Afrika. Russiske våben er ikke bare billigere end dem, der kan købes i Europa, de er også mere praktiske. Mange afrikanske stater bruger nemlig fortsat det materiel, de fik doneret under Den Kolde Krig, og det er kompatibelt med moderne russiske våben. I stedet for at udskifte hele militærets våbenbeholdning er det simpelthen nemmere at lade russerne reparere eller modernisere det, de selv leverede i 1970’erne og 1980’erne.

KRIGSiden 2012 har Den Centralafrikanske Republik været hærget af en blodig borgerkrig. I den seneste tid er russiske lejesoldater begyndt at blande sig. Foto: Siegfried Modola, Reuters / Ritzau Scanpix

Siden topmødet i Sotji har adskillige eksperter spurgt sig selv og hinanden om, hvad Rusland egentlig vil i Afrika. Hvad skal det hele gøre godt for? Ifølge Comtrade, FNs handelsdatabase, steg handlen mellem Rusland og Afrika med hele 185 procent fra 2005 til 2015, og med topmødet i Sotji blev det mere end antydet, at antallet af finansielle transaktioner fortsat vil vokse, men umiddelbart er det ikke handelsspørgsmålet, der bør optage resten af verden. EU er, som Birgitte Markussen, vicedirektør i Afrika-enheden i EUs udenrigstjeneste, mindede om i Zetlands spalter i efteråret, fortsat Afrikas største handelspartner trods offensiver fra først Kina og nu Rusland.

Det centrale er i stedet, at Rusland i vid udstrækning bidrager til det, Paul Stronski, senior fellow ved Carnegie Endowment for International Peace og forfatteren til rapporten Late to the Party: Russia’s Return to Africa, kalder ondsindede aktiviteter”: korruption, undertrykkelse, organiseret kriminalitet og digital misinformation, alt sammen noget, der risikerer at destabilisere kontinentet ved at sende mennesker på flugt og fjerne civilbefolkningernes mest grundlæggende rettigheder.

Selv om USA under Donald Trumps præsidentskab er blevet langt mindre aktive i Afrika — i januar 2018 understregede han sin modvilje mod kontinentet, da han omtalte afrikanske nationer som shithole countries — deltager de stadig i terrorbekæmpelsen på kontinentet med cirka 7.000 amerikanere udstationeret på tværs af en håndfuld lande. De fleste befinder sig i Sahel-regionen, ørkenbæltet i det nordlige Afrika, hvor Pentagon-tropper, ligesom danske, bidrager til Frankrigs Operation Barkhane, der blev indledt i 2013 for at forhindre islamiske ekstremister i at vælte regeringen i Mali, men sidenhen er blevet en bredere antiterrorindsats, der også strækker sig ind i nabolandene.

Det tværatlantiske samarbejde i Sahel er ifølge analytikere som Joshua Meservey, der har afrikanske forhold som sit speciale hos den amerikanske tænketank The Heritage Foundation, ekstremt vigtigt. Sahel er en motorvej, og verden har ikke råd til at lade terrororganisationer sætte toldspærringer op,” skrev han i en analyse i maj. Det overordnede budskab var klart: Det bør fortsat være en prioritet for hele den vestlige verden at stabilisere regionen; at stække nogle af Afrikas drabeligste terrorister og dermed samtidig begrænse flygtningestrømmen med kurs mod Europa.

Netop indsatsen i Sahel bliver ikke direkte modarbejdet af Rusland, men både Holger Bernt Hansen og Paul Stronski mener, at Ruslands voksende våbeneksport til Afrika bør bekymre i Vesten. Det er en klar udfordring af især EUs indsats for at begrænse og kontrollere våbentilstrømningen til Afrika,” siger professoren fra Københavns Universitet, der dermed taler lige ind i en central pointe i Paul Stronskis rapport: Kreml sælger blindt til dem, der betaler — uden at stille spørgsmålstegn ved, hvad våbnene rent faktisk skal bruges til.

Da Nigeria i 2014 henvendte sig til Obama-administrationen for at købe 12 kampfly, fik de afslag på grund af amerikanske bekymringer om det nigerianske militærs forhold til menneskerettighederne, ligesom EUs udenrigschef Federica Mogherini i sommeren 2018 sagde, at unionens planer om at levere våben til lokale, fredsskabende kræfter i Sahel-regionen ville blive gennemført under streng kontrol i henhold til demokratiske principper og menneskerettighedsstandarder”. Den slags har russerne for vane at blæse . I 2005 indførte FN en våbenembargo i Sudan, et af Afrikas mest krigshærgede lande, i forsøget på at stoppe våbentilstrømningen til Darfur-regionen, der dengang var centrum for en barbarisk borgerkrig, men Rusland fortsatte med at give ammunition til den regeringsledede Janjaweed-milits, der dræbte civile for et godt ord.

Rusland stiller ikke krav om demokratisk udvikling, når de sælger våben og militære ydelser. De har heller ikke noget imod at handle med nogle af kontinentets værste menneskerettighedsovertrædere,” vurderer Paul Stronski i sin rapport.

Ifølge Jideofor Adibe, professor i internationale relationer ved Brookings Institution, et amerikansk analyseinstitut, handler russernes afrikanske fremstød også om at polstre landets position i FN-systemet.

I verdensorganisationen vejer samtlige 193 medlemslande lige tungt, og eftersom Afrika med sine 54 nationer udgør den største kontinentale blok, er man nået langt, hvis man har dem som allierede. Simultant med den voksende tilstedeværelse i Afrika er russerne derfor begyndt at eftergive meget af den gæld, som flere afrikanske nationer optjente i deres første selvstændige år, ligesom de har talt Afrikas sag i FNs sikkerhedsråd, hvor ingen fra kontinentet har en fast post.

Det er et aspekt, som også Holger Bernt Hansen mener er helt afgørende at medtænke, hvis man skal forstå, hvad der er på spil i et globalt perspektiv. Det er åbenlyst, at der er et element af diplomatisk taktik i Ruslands nyvundne interesse for Afrika,” siger han.

I Sotji sagde Putin selv, at han vil arbejde for, at Afrika kan blive repræsenteret i sikkerhedsrådet på permanent basis.”

BANG En embedsmand prøver en Kalasjnikov-riffel under det russisk-afrikanske topmøde i Sotji. Foto: Sergei Chirikov, Reuters / Ritzau Scanpix

Det afrikanske diplomati har haft lynende travlt i det årti, der er ved at gå på hæld. Siden 2010 er der blevet oprettet mere end 150 nye ambassader i Afrika, og efterhånden er det ganske få større lande, der ikke har en regulær Afrika-politik. Polen lancerede initiativet Go Africa i 2013, og Serbien har på få år fordoblet deres handel med kontinentet. Indonesien holdt deres første Indonesia Africa Forum sidste år. Alene i sommeren 2018 var toppolitikere fra Argentina, Brasilien, Indien, Kina, Frankrig, Tyskland, Sydkorea, Tyrkiet og Storbritannien på rundrejse i Afrika.

Det var Vladimir Putin også, og selv om det lader til, at hele verden ser muligheder i alt fra Algeriet til Lesotho, har russerne særlig gode forudsætninger for at gøre sig gældende på kontinentet. Landets rolle under afkoloniseringen giver dem et forspring, det samme gør deres udtalte respekt for grundprincippet afrikanske løsninger til afrikanske problemer, der har defineret Den Afrikanske Union, de afrikanske nationers samleorganisation, siden grundlæggelsen i 2001. Den præcise ordlyd stammer fra den ghanesiske økonom George Ayittey, da han i 1994 udtalte sig kritisk om det internationale samfunds intervention i Somalia, men idéen har rødder i de antikoloniale idéstrømninger, der ledsagede den store afkoloniseringsbølge i 1960’erne.

Modsat meget af det amerikanske og europæiske arbejde i Afrika er Ruslands – og Kinas – afrikanske aktiviteter fuldstændig blottet for moralske prædikener om, hvordan de enkelte regeringer skal forvalte deres magt. Russerne er ikke på en opdragende civiliseringsmission, de er slet og ret på jagt efter magt, og det, synes man i Afrika, er en ærlig sag.

Vladimir Putin har ingen sanktioner i baghånden. Demokrati og menneskerettigheder er slet ikke på hans dagsorden, og han gør et stort nummer ud af at iscenesætte Rusland som en ligeværdig partner for de afrikanske nationer. Den slags bliver vel modtaget mange steder i Afrika,” siger Holger Bernt Hansen.

Det står uden for enhver tvivl, at Vladimir Putin virkelig forsøger at vinde terræn i Afrika, men der er en risiko for at forveksle ambitioner med reel, mærkbar indflydelse. Flere analyser af Ruslands Afrika-kurs advarer faktisk mod at overvurdere betydningen af den ellers utvetydige udvikling. På de fleste områder fylder USA, EU og især Kina fortsat mest. Kina har taget de saftigste bidder. Rusland har måttet nøjes med resterne,” sagde Alexander Gabuev, ekspert i russisk-asiatiske relationer hos Carnegie Endowment for International Peace, til The Economist efter topmødet i Sotji.

Selv om Ruslands handel med det subsahariske Afrika er i vækst, var den i 2018 faktisk lavere end både Tyrkiets og Thailands. Og det seneste år har Kreml oplevet nederlag i både Sudan og Sydafrika, hvor forsøg på henholdsvis at holde diktatoren Omar al-Bashir ved magten og indgå en stor atomkraftaftale med Cyril Ramaphosas regering er glippet.

Ja, man siger jo, at Rusland er i Afrika on the cheap,” siger Holger Bernt Hansen. I takt med at USA under Trump har nedtrappet deres aktiviteter i Afrika, har russerne set deres snit til at øge deres, men de har ikke mange penge at gøre godt med. I økonomisk forstand kan de slet ikke hamle op med hverken Kina, USA eller EU, så det er udvalgte steder som eksempelvis våbenhandlen, de sætter ind.

Kreml er altså ikke ved at overtage Afrika, de er ikke ved at skubbe andre stormagter ud af kontinentet, de er heller ikke ved at genkolonisere gamle kolonier, men alligevel øger de deres tilstedeværelse på en måde, der kalder på global opmærksomhed.

Det er, med andre ord, den destruktive form, ikke volumen, der gør Ruslands fremstød i Afrika interessant, vigtigt og potentielt farligt.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: