Niki Topgaard bor i en drengs drøm om et hus. Der er splattet kunstigt blod ud over sofabordet. I den hvide bordplade har han hugget to huller – ikke kun fordi han elsker at ødelægge ting, men også fordi han arbejder på en YouTube-video om en voldelig nisse. Hele stuen er proppet med julepynt, inklusive en to meter høj julemandsstatue.

Fjernsynet er gigantisk. Filmsamlingen optager næsten en hel væg (genreinddelt, fra Disney til sci-fi). På væggen har Niki Topgaard en enorm perleplade, der forestiller hans eget ansigt. Han har priser, han har vundet, og billeder af sig selv i Harry Potter-kostume. Han har et glasskab med gamle spillekonsoller. Han har VR-briller. Han har lyssværd i soveværelset.

Han har, selvfølgelig, Coca-Cola Zero i køkkenet.

“Er det for tidligt?” spørger Niki Topgaard og holder to coladåser frem. Klokken er 10 mandag morgen.

Det er ikke for tidligt, bliver vi enige om.

En sidste ting gør for alvor Niki Topgaards hus til det sted, drenge drømmer om at bo, når de vokser op: Udefra ser huset helt almindeligt ud – måske endda kedeligt. Og det gør det, fordi det er … hemmeligt. Man kan ikke se, at en af Danmarks største youtubere bor herinde.

Huset er hemmeligt af en særlig grund: for at holde Niki Topgaards fans på afstand. Det er svært. Fansene kommer konstant og banker på hans dør eller vinduer. De går ind i hans have. Nogle gange tager de simpelthen i hans dørhåndtag og prøver at komme ind i huset.

“Det er virkelig grænseoverskridende og irriterende,” siger Niki Topgaard. “Det sker mere eller mindre hele tiden.”

Som forsvarsværk har han altid nedrullede gardiner på alle vinduer. Man kan ikke se en skygge udefra. (“Der har ikke været sollys herinde i et års tid.”) Han har også installeret overvågningskamera.

“Når det banker på, kigger jeg altid først på overvågningen for at se, at det ikke er en fan,” siger han. “Det kan man normalt se på højden.”

De påtrængende fans er nemlig typisk ikke særlig høje. De er, sagt på en anden måde, børn. På YouTube har Niki Topgaard flest seere mellem 18 og 24 år, men han har også rigtig mange børnefans.

For nylig gik det helt galt. Klokken var 10, og Niki Topgaard sov, som han plejer på det tidspunkt. Pludselig vågnede han. Nogen larmede uden for huset. “Niki!” råbte de. “Niki!” Han kunne se på overvågningen, at det var en lille gruppe drenge. Han ignorerede dem. Men fansene gik ikke væk. De begyndte at kaste småsten på hans ruder. “De gjorde alt for at få min opmærksomhed.”

Heldigvis kom Niki Topgaards veninde på besøg, og hun gik ud for at få de små fans væk.

“Men de var herreflabede. ‘Fuck dig,’ sagde de. ‘Mine forældre ved godt, jeg er her.’”

Det viste sig, at veninden faktisk kendte et af børnene lidt og kunne finde frem til forældrenes adresse. Niki Topgaard hoppede ind i sin bil og drønede derover.

“De blev meget chokerede,” siger han.

Forældrene ringede deres børn hjem med det samme. Lidt senere på dagen kom de tilbage, både forældre og børn. De sagde undskyld, med bøjede hoveder, og Niki Topgaard fik slik og vin.

“Børn har ikke nogen hæmninger,” siger Niki Topgaard. “De ved ikke, hvad der er passende.”

Niki Topgaard er youtuber, og det går særdeles godt. En pæn del af hans videoer er set over en million gange. 158.000 abonnerer på hans YouTube-kanal. Han har vundet flere Guldtuben-priser. Han tjener virkelig godt – (lønnen er hemmelig, men en advokat fra et stort prestigefyldt selskab ville være misundelig). Han er især kendt for at lave sjov og ballade, videoerne er skøre og vilde med animerede eksplosioner og smadrede ting og grænseoverskridende humor.

I Udfordringsfredag tager han karbad i cola (set 1,4 millioner gange). I Forhekset bærbar bliver hans computere hele tiden smadret – af et lynnedslag, en faldende mursten, en basketbold (en halv million views). Han har lavet halloween-video om en bamse, der hjemsøger ham. Han er blevet kæreste med en Google Home-højttaler (den røg også i mikrobølgeovnen). I Den dårlige bilist kravler han rundt på forruden af en kørende bil for at få fat i en juice (ja, det er animeret, og ja, det går galt). Han har lavet Roommate prank war (1,4 millioner views) med YouTube-stjernen Alexander Husum. De spiller to venner, der flytter sammen og skal drille hinanden. Det begynder i det stille; Alexander sørger for, at Niki får barberskum i hovedet, mens han sover. Men så går det amok. Niki smadrer Alexanders hoved med et baseballbat, så han flyver direkte ind i computerskærmen. Senere kører de hinanden over med en bil og lægger en håndgranat under puden.

“Jeg spiller den dumme, der ikke ved, hvor grænserne går for en prank,” siger Niki Topgaard. “Det er virkelig åndsvagt dumt – et godt eksempel på min klassiske eksplosive og overdrevne humor.”

Det er faktisk sjovt, og det er dumt. Måske er det sjovt, fordi det er dumt. Det er Niki Topgaard overbevist om. Og i hvert fald rammer hans videoer noget i tiden. Børn ser i dag YouTube langt oftere end noget andet medie – det er langt større end tv. Men YouTube får sjældent den opmærksomhed, det fortjener. Det samme gælder mediets nye stjerner. For de taler til og påvirker virkelig mange mennesker, også mange børn. Alligevel hører vi sjældent i dybden om, hvem de er, og hvad de står for.

Jeg er taget hjem til Niki Topgaard for at snakke om dumhed. Det har han ganske kloge ting at sige om. Men først skal vi forstå, hvordan Niki Topgaard blev den, han er nu.

Niki Topgaard har forsøgt at få folk til at grine, så længe han kan huske. I skolen i Fredensborg lavede han tegninger af læreren, der blev slået ihjel med en økse. “Mest den slags dumme, åndssvage ting,” siger han.

Da han var syv, købte hans far – skolelærer ligesom moren – et VHS-kamera. Og så begyndte Niki at få folk til at grine ved at lave film.

“Jeg fik heldigvis lov til at svine huset til med mel og ketchup,” siger han. “Jeg har altid været glad for at lave optagelser af ting, der går i stykker.”

Sammen med Ronnie fra skolen lavede han filmen Den Onde mand og Drengen der kunne forsvinde som otteårig. Han lavede Jurassic Park og Pyrus (nej, børn får ikke så originale idéer). Niki dagdrømte meget i timerne. Tænkte på andre verdener; Star Wars, som han så igen og igen. Tænk, hvis man kunne leve i et andet, mere eventyrligt univers! “Jeg ville jo ønske, jeg kunne gå ind i den verden.”

I skolen var han den lidt sære, husker han. Han var ikke interesseret i fodbold som de andre. Han gik ikke i Buffalo-sko eller hørte techno. Niki hørte metal – og blev også lidt mobbet en overgang. Men det vendte i de ældre klasser, da det blev sejt, at han lavede film: “Det var lidt fryd, at især de, der mobbede mig i de mindre klasser, nu blev outsiderne,” siger han.

“Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af at snakke med piger, før jeg var i midten af 20’erne. Jeg var herredårlig til det – jeg var simpelthen for socialt akavet på det tidspunkt,” siger han.

Til gengæld kunne han få folk til at grine.

“Det har altid været vigtigt for mig,” siger han. “Og det er nok meget den samme crazy humor, som jeg senere kom til at leve af.”

Niki Topgaard blev youtuber ved lidt af et tilfælde. Han var blevet virkelig god til at klippe og lave visuelle, animerede effekter. Og i gymnasiet kombinerede han og skolevennen Ronnie Skov det sjove med de eksplosive effekter og lavede en serie sketcher under navnet Roniky Comedy. Det blev efterhånden så populært, at deres hjemmeside ikke kunne klare al trafikken længere. Så var det, i 2005, at Niki opdagede en ny hjemmeside ved navn YouTube.

Efter at Ronnie og Niki stoppede samarbejdet – “vi voksede fra hinanden – syntes ikke, de samme ting var sjove” – fortsatte Niki med at lave sine egne YouTube-videoer. I lang tid var det bare en hobby ved siden af hans nye job som klipper i film- og tv-branchen.

Niki brugte fire år på at lave ekstremt nørdede YouTube-videoer om blandt andet Star Wars; han brugte måneder og hundredtusinder af kroner på at rejse til de steder, hvor filmene var optaget – USA, Mexico, Tunesien, Frankrig, Norge. “Det var nok også en måde at komme tættere på den verden,” siger han. I en indtørret saltørken i Tunesien stod de gamle kulisser stadig, midt i ingenting. Pludselig følte Niki Topgaard, at han stod midt i Star Wars, foran Luke Skywalkers hus.

“Jeg ville jo gerne have, at den verden var så lige så levende som i filmen,” siger han. “For den verden har præget mit liv så meget. Og jeg indrømmer gerne, jeg nogle gange lige har prøvet at flytte en ting med tankens kraft. Tænk nu, hvis …”

Niki har også et fuldt Jedi-ridder-kostume, som han ville ønske, man kunne gå i til hverdag.

“Det kan godt ærgre mig meget, at samfundet ikke tillader, at man går klædt sådan der – uden at være en særling. Det er et voldfedt kostume, men man må kun gå i jeans og hættetrøje,” siger han. (Og ja, Niki Topgaard har jeans og hættetrøje på, da vi mødes – med sit eget navn trykt på maven). Nå, men Nikis filmkanal blev rimelig populær, uden at den rigtig tog fart. Så, i 2018, forsøgte han sig igen med tre sjove, grænseoverskridende videoer. Og derfra gik det stærkt. Lynhurtigt blev en af videoerne set 100.000 gange.

“Jeg tænkte: ‘Hvad helvede?’ Det havde jeg slet ikke forestillet mig.”

På to måneder havde hans komik-videoer flere abonnenter end den seriøse filmkanal, han havde arbejdet på i fire år. Det gav Niki blod på tanden. Han begyndte for alvor at satse på kombinationen af vild, overdrevet humor og eksplosive special effects, og folk begyndte at strømme til. I sommeren 2018, som 33-årig, sagde han sit job op som klipper for at blive youtuber på fuld tid.

“Mine forældre forstod det slet ikke,” husker han. Var det ikke dumt at forlade et godt job for … nogle skøre netvideoer lavet hjemme i stuen?

Men efter få måneder tjente han over dobbelt så meget som sine forældre, han vandt YouTube-priser og blev, ja, invaderet af fans i det lille rækkehus i Fredensborg. “Så blev de stolte igen,” siger han.

Det var ikke en dum beslutning.

Niki Topgaard har ét særligt ord, han udtaler på en virkelig karakteristisk måde. Ordet er ‘irriterende’, og i Niki Topgaards mund bliver det til ‘ir’ter’ne’. Han siger selv, det er en typisk Fredensborg-udtale. Men det lyder også lidt som et barn, der ikke bliver forstået af de voksne. Lidt fornærmet, måske. Ir’ter’ne’! Som når han fortæller om alle de misforståede – dumme – fordomme om youtubere. De findes i høj grad i den etablerede film- og tv-branche, hvor han selv har arbejdet.

“De ser utrolig meget ned på youtubere, og det er forfærdelig ir’ter’ne,” siger han. “De gamle nisser, der bestemmer i den branche, forstår ikke YouTube. Og i virkeligheden er de bange for det. De er bange for, hvor stor indflydelse det har fået. Det er pisseir’ter’ne.”

Han fortæller, at mange af hans gamle chefer og kolleger bare troede, YouTube var børn, der lavede slim-videoer eller filmede sig selv købe hakkekød. De lyttede sjældent, når han sagde, de skulle bruge YouTube. Film- og tv-branchen er på vej ned, siger han, med faldende omsætning og tomme studier, fordi de ikke følger med ind i den nye verden. “Hvis bare de ville indstille sig på den nye tid.”

Men de dumme fordomme findes overalt i de ældre generationer, siger han. Som da en af hans mors kolleger på lærerværelset ikke ville tro på, at sønnen kunne leve af YouTube.

“Han sagde, at YouTube er noget åndssvagt noget. Min mor sagde: ‘Vores månedsløn er pebernødder i forhold til, hvad han tjener.’ ‘Ej, han lyver, det kan ikke være rigtigt,’ sagde han. Jeg bliver så sur, når jeg hører det. Jeg har lyst til at gå op og vise ham min bankkonto.”

Niki siger en vrængende lyd: “Nøt, nød, nøt.”

“Det er så ir’ter’ne.”

Niki Topgaard savner nogle gange at være barn. Han bor 500 meter fra det hus, han voksede op i. Han har boet i Fredensborg hele sit liv. Han har gemt alle de optagelser og film, han nogensinde har lavet, siden han var helt lille. Og alle billeder af ham og skolekammeraterne. Selv en lille film, lærerne lavede fra en lejrskole, som klassen så én gang, har han fået overspillet og gemt.

“Jeg er meget nostalgisk. En tryghedsperson. Og jeg kan godt blive ir’teret over, at andre ikke har gemt ting ligesom mig. Optagelserne fra dengang er som en tidsmaskine. Jeg kan se ind i fortiden – genopleve minderne. Jeg holder meget af min fortid og af at erindre fortiden,” siger han.

Jeg spørger ham, om det måske er på grund af hans tætte forbindelse til det barnlige, at han nu, som 34-årig, kan ramme børnene og de unge så godt på YouTube.

“Det kan da godt være,” griner han. “I sidste ende kan man jo sige, at jeg aldrig nogensinde helt er blevet voksen. For jeg laver de samme ting, som da jeg var syv år gammel. Det er faktisk ikke meget anderledes. Jeg leger stadig rundt med et kamera og klæder mig fjollet ud og smadrer ting ligesom dengang.”

Børn bekymrer sig ikke, siger Niki Topgaard, i hvert fald ikke ligesom voksne gør. De får ikke stress. Ikke ligesom dengang, for nogle år siden, da han arbejdede som klipper 60 timer om ugen på to produktioner. Det sejlede, teknikken drillede, og deadline nærmede sig.

“Jeg begyndte at få det dårligt. Jeg drømte om arbejde hver nat. Snakkede i søvne om mit job. Jeg havde meget hjertebanken. Og en dag koksede det helt,” siger han.

Niki Topgaard var på vej hjem i bilen. Hans kæreste ringede. Hun ville have, han skulle købe ind og beslutte, hvad de skulle have at spise. Det fik verden til at bryde sammen.

“Jeg begyndte at hyperventilere. Følte, jeg ikke kunne få vejret. Hjertet hamrede af sted. Jeg måtte holde ind til siden … Den lille ting fik det hele til at tippe over. Jeg var nødt til at tage fri i lang tid.”

Niki Topgaard har haft lignende stress-symptomer flere gange siden. Det er hårdt at arbejde i film- og tv-branchen, siger han, mange går ned.

Derfor er det så vigtigt ikke at slippe barnet, siger han. Når han har hårde perioder, ser han rigtig meget Star Wars eller Ringenes Herre. Så åbner de eventyrlige verdener sig som farverige kontraster til alt det grå og kedelige og stressende uden for hoveddøren.

“Man har det sjovest som barn, det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg kan godt nogle gange savne det at være rigtigt barn. Jeg har haft mine op- og nedture. Jeg har ligget helt nede med stress. Sådan noget er ikkeeksisterende som barn. I barndommen er det de voksne, der styrer livet og økonomi og politik og regninger og alt det,” siger han. “Man bekymrer sig om alt, når man er voksen. Man bekymrer sig ikke om noget, når man er barn.”

Niki Topgaard har, på en måde, gjort en karriere ud af dumhed. Ikke fordi han ikke er dygtig og velformuleret. Det er han. Men fordi dumhed, som han siger det, er nøglen til grin. Du siger noget dumt, gør noget dumt – og pludselig er du sjov.

“Der er bare noget fantastisk sjovt ved dumme folk. Jeg elsker at lave karakterer, der er dumme. Virkelig meget humor handler om at gøre grin med folk, der er pissehamrende dumme, men ikke fatter det selv,” siger han.

Tag hans Roommate prank war, hvor Niki ikke forstår grænserne for en joke og smadrer sin ven med et bat. Eller tag hans bad i cola eller hans dårlige bilist eller …

“Det er måske også derfor, vi griner så meget af børn – deres tegninger og ting, de siger. Fordi de i virkeligheden også kan virke lidt dumme nogle gange. For de ved jo ikke bedre,” siger han.

Niki Topgaard siger, at vi har brug for dumheden for at kunne grine. Selv under finanskrisen blev der postet lige så mange penge i underholdning som før – for det var lige så vigtigt som nogensinde, at folk kunne grine af noget dumt.

“Det er noget af det, der gør os til mennesker,” siger han.

Problemet er bare, siger han, at retten til at være dum – og dermed sjov – er under angreb.

Niki Topgaard siger, at han, i takt med at han bliver mere og mere kendt, tænker mere og mere over, hvad han siger. Man skal i stigende grad passe på ikke at støde nogen. Og det, siger han, er dybt problematisk. Det er blevet sværere at sige virkelig dumme ting – og derigennem være virkelig sjov.

“Folk er blevet så sensitive, at de bliver krænkede af selv de mindste ting,” siger han.

Han har fået flere “chokerende” beskeder fra forældre, der kritiserede, at han smadrede en ny dør og 14 computere i sine videoer.

“De sagde, at de computere kunne have gået til et godt formål. De kunne sendes ned til Afrika. Jeg tænkte jo ikke i de baner der. Jeg synes i forvejen, det er et godt formål: Jeg laver en fantastisk video og underholder en halv million mennesker. Det synes jeg også er et godt formål,” siger Niki Topgaard (og bemærker, at i øvrigt var computerne forældede).

Han ser tendensen overalt, siger han. Man må efterhånden ingenting. Som da Legoland blev kritiseret for et skilt om, at en troldmands magiske drik kunne gøre piger smukkere og slankere. Legoland fjernede straks skiltet efter kritikken. Han har lige læst om et amerikansk gymnasium, der ville lave Tarzan som musical. Det blev stoppet, fordi Tarzan-historien blev kritiseret for at være racistisk. Der er universitetssagen om forbuddet mod at klæde sig ud som mexicaner eller krænkelsessagen på CBS på grund af højskolesangen Den danske sang er en ung, blondt pige. Og endelig er der sagerne om komikere – fra tv-serien The Simpsons til flere standuppere – der havner i shitstorme på grund af jokes, der kritiseres for at være stødende.

Alt det “er så dumt”, synes Niki Topgaard. “Hvad er det, der foregår?”

“Jeg hader virkelig, hvor det er på vej hen. Det er ad helvede til. Det er blevet værre og værre. Det virker, som om vi bliver mere og mere indskrænkede som samfund. Der er færre ting, vi kan tillade os at sige og gøre. Jeg synes, det er skrækkeligt. Vi er blevet alt for forkælede her i Danmark.”

Jeg spørger ham, om han ikke forstår, at folk kan blive stødt. Og at samfundet udvikler sig – og at humoren skal udvikle sig med det? Så man skal tage nye hensyn, vi ikke tænkte over før. Han siger, at han ikke selv bliver stødt over noget som helst. I hvert fald ikke i en grad så han vil have programmer udskældt eller endda lukket.

“Jeg har selv haft kræft tæt på i familien, så jeg synes ikke, det er sjovt med jokes om det. Men så ser jeg da bare noget andet. Jeg vil da ikke have det slettet. Der er også folk, der laver jokes om mig på YouTube. Det synes jeg heller ikke er særlig sjovt. Men det skal de da have lov til. Jeg kigger bare den anden vej.”

Niki Topgaard mener, at vi er i fare for at ende som i filmen Equilibrium (ja, den står i hans samling i reolen). Filmen er en science fiction-dystopi om et samfund, hvor følelser er forbudt.

“Vi risikerer at blive sådan et følelsesløst samfund, hvor vi slet ikke må grine af noget mere og ikke må gøre den mindste forskel på folk og ikke må kalde en spade for en spade og ikke må sige, at folk er er dumme, hvis de er dumme. Alle skal være fuldstændig ens. Og til sidst er vi nærmest ikke mennesker mere. Vi bliver robotter, der slet ikke må have nogen følelser.”

Men hvad tænker du om at tage hensyn til folk, der er pressede – minoriteter – at man skal passe mere på, når man joker nedad?

“Nogle kloge mennesker siger, at humor ikke virker, hvis ikke der er mennesker, der bliver stødt. Det tror jeg måske er rigtigt. Jeg tror ikke, vi kan lave nogen jokes, uden at nogen bliver stødt over et eller andet,” siger han. “Jeg synes, man må joke med alt – så længe det er jokes.”

Men er det ikke lettere at sige for en, der er en privilegeret hvid mand fra Danmark som du selv?

“Men det går jo også den anden vej rundt. Du bliver jo nærmest tvunget til at skamme dig over at være hvid. Du må ikke være glad for det, du er. Det er åndssvagt.”

Det lyder som beskrivelsen af en verden, der bliver mere og mere voksen. Alt det sjove, det dumme, det barnlige bliver trængt væk af en moden, kedelig, hensyntagende alvor. Det bliver sværere og sværere at være den ubekymrede, frie dreng.

Niki Topgaard siger, at han tager nogle hensyn – han har jo trods alt mange børnefans. Så han holder sig langt væk fra seksuelle jokes. Og han passer også lidt på med sproget (“Jeg har fået beskeder fra fans om, at de ikke må se mine videoer for deres forældre, fordi jeg bander for meget”). Og så alligevel: Niki snakker i høj grad på samme måde foran kameraet som bag ved. Han siger ‘fuck’ ret tit.

“Det tager børn ikke skade af. De kender jo godt det ord og ved, man ikke skal sige det. Men jeg gør også en del ud af ikke at gøre volden for udpenslet eller realistisk. Når jeg slår nogen i hovedet med et bat, er det tegneserieagtigt. De får bare en lille bule. Jeg ville aldrig lade hjernemassen splatte ud på væggen,” siger han – og tilføjer:

“Vil du have en cola til?”

Vi siger farvel. Jeg forlader Niki Topgaards blodige, farvestrålende julestue. Udenfor er det stadig gråt. Rækkehusene ligner hinanden. Der er ingen mennesker. Der står en gammel Skoda. Man kan mærke regnen i øjnene.

Om lidt vil Niki Topgaard få en opringning fra et hemmeligt nummer. Han vil tage den, selv om han er nervøs for, om det vil være en fan. Det er det ikke. Opkaldet vil handle om en gigantisk sløjfe, som skal bindes om en Lamborghini. Det er en gave, han skal have fra komikeren Uffe Holm. Altså i en video, han skal lave.

Niki Topgaard bor i et barns drøm om et hus. Men lige udenfor, i det tunge gråvejr, ligner alle husene stadig hinanden.