Vi har oplevet fremragende resultater. Sådan kan den nødvendige nytænkning af plejehjemmene begynde

Illustration: Ovadia Benishu for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Først forstod ingen, hvad Jens mente. Den 85-årige mand pegede hele tiden ud mod plejehjemmets have. Jens led af alvorlig demens, men han havde stadig et sprog. Det der. Det der,” sagde han igen og igen og kiggede ud mod haven. Det derude.” Han løftede hænderne over hovedet. Det der skal ordnes.”

Så var det, en af medarbejderne gennemskuede problemet. Ude i plejecenterets have stod et fuglehus. Var det det, der skulle ordnes? Ja, sagde Jens. Fuglehuset skulle males. Hvidt og sort. Så fik personalet en ny idé. Vi tænkte: Gad vide, hvad der sker, hvis vi giver ham en pensel og noget maling?’” siger Birgitte Topp-Jakobsen, teamleder på plejecenteret Lykkeseje på Lolland. Hvad er det værste, der kan ske: At han drypper maling på fødderne eller får malet lidt på bygningen?”

Medarbejderne gav Jens maling og pensel – og snart stod fuglehuset perfekt nymalet. Ikke en dråbe ved siden af. Jens virkede glad. Men så sagde han det igen: Det der. Det skal ordnes.” Denne gang var det hækken, han mente. Og så prøvede de igen: De gav Jens en lille hækkesaks. Havde han lyst til at klippe hækken? Det havde han – og det kunne han. Nu står hækken snorlige,” siger Birgitte Topp-Jakobsen over telefonen.

Hele plejehjemmet – personale og beboere – var ude og se fuglehuset og hækken. Der var masser af ros. Og Jens strålede af glæde. Hvis vi ikke havde ladet ham gøre det, havde han måske snakket om det stadigvæk,” siger Birgitte Topp-Jakobsen. Nu oplever han, at haven er hans. Han føler, han bidrager positivt til fællesskabet. At han har værdi.”

De seneste måneder har debatten om danske plejehjem bølget i medierne. TV 2-dokumentaren Plejehjemmene bag facaden satte fokus på uværdig behandling og forrået kultur på to plejehjem. Eksemplerne på dårlig behandling har udløst massiv politisk kritik. Der er indkaldt til stormøde for de vigtigste parter i sektoren. Den socialdemokratiske ældreminister Magnus Heunicke taler om, at ældreplejen skal revolutioneres”.

Og der er ingen tvivl om, at der er reelle, alvorlige problemer blandt danske plejehjem. Det er afgørende, at de bliver afdækket til bunds. Men det er også vigtigt at lede efter de interessante løsninger på problemerne, der faktisk også pibler frem – både herhjemme og i udlandet. Artiklen her handler om nogle af de løsninger. Egentlig satte jeg mig, lidt naivt, for at finde dét plejehjem eller det land, der virkelig har knækket koden. Det var en umulig opgave – virkeligheden er alt for nuanceret til at zoome ind på ét sted eller land som det eneste gode eksempel. Til gengæld fandt jeg noget meget mere interessant.

Og ja, det handler blandt andet om at lade en 85-årig med demens styre hækkesaksen.

Inden vi dykker ned i løsningerne, så lad os bruge et øjeblik mere på problemerne på plejecentrene. Det er vigtigt at forstå dem først. Og her går flere ting igen, når man taler med førende eksperter herhjemme. Jeg havde måske forventet, at alle ville nævne økonomi – lav løn og for lille normering – men det er ikke det, der fylder mest. Det handler ikke bare om økonomi og ressourcer, selv om det selvfølgelig er dejligt. For hvis der er opstået en forrået kultur, så smitter det. Og så kræver det mere end penge,” siger demenspsykolog Anneke Dapper-Skaaning. Jeg vil hellere se flere handlinger end flere hænder.” De handlinger drejer sig i høj grad om mere viden, uddannelse og kompetencer. Der er brug for et vidensløft,” siger Tove Buk, uddannelseskonsulent hos Nationalt Videnscenter for Demens.

I dag har langt størstedelen af beboerne på et plejehjem demens eller demenslignende problemer – 70-80 procent lyder vurderingen (alle har ikke fået en decideret diagnose). Kan man klare sig nogenlunde, flytter man ikke på plejehjem, men bliver hjemme. På den måde er plejehjem i dag i høj grad også demenshjem – og andelen af danskere med demens stiger og stiger. Og det kræver helt særlige værktøjer at hjælpe mennesker med demens, men den brede, dybe uddannelse af hele personalet er ikke altid fulgt med. Der mangler stadig meget kompetenceudvikling for personalet på plejehjem,” siger Tove Buk.

Hvis værktøjerne og kompetencerne ikke helt er der, kan det gå galt. En ældre med demens kan slå eller spytte, fordi han tror, han bliver angrebet, når han bliver hjulpet af personalet. Og der er naturlig empati hos personalet ikke nok for at håndtere situationen,” påpeger Anneke Dapper-Skaaning. Der er brug for at udvikle og lære nogle helt særlige redskaber.” Hvis ikke det bliver trænet nok, risikerer man at ende med uværdig behandling som i TV 2-dokumentaren. (Et eksempel: 90-årige Else hænger i en bæresele og siger flere gange: Av, det gør ondt”, men alligevel presser personalet hende til at blive hængende og lave afføring ned på en ble). Den slags oplevelser sætter sig i de ældre, der bliver ramt. For selv om mennesker med demens husker dårligt, så husker de ofte følelser okay, påpeger Tove Buk. Følelserne bliver siddende i dem længe efter en dårlig oplevelse. De kan godt huske, de er kede af det, de kan måske bare ikke huske hvorfor.”

Problemerne handler altså om uddannelse, men de handler også om rammer, fokus og struktur. Torben Hollmann er formand for social- og sundhedsområdet i fagforbundet FOA. Han peger på, at, ja, ansatte på plejehjem er ikke højt nok lønnet, men den vigtigste motivation for de ansatte er ikke løn. Det er at kunne lave et ordentligt stykke arbejde, siger han. At kigge tilbage på fru Jensen og sige til sig selv: Hold kæft, jeg har gjort det godt i dag.’” Problemet er, påpeger han og flere andre, at rammerne i høj grad understøtter noget andet i dag, nemlig løsningen af konkrete opgaver. Lidt som en indkøbsliste, der skal krydses af i løbet af arbejdsdagen. Det giver et udpræget fokus på praktiske, konkrete, dokumenterbare opgaver snarere end den dybe menneskelige kontakt, der motiverer personalet – og er altafgørende for beboerne.

Omsorgen er trådt i baggrunden, og frem er trådt opgaveløsning. Men mennesker er ikke opgaver,” siger seniorkonsulent Per Tostenæs fra Ældre Sagen. Vi har fjernet medmenneskeligheden som det vigtigste.”

Så: Hvordan ændrer man det?

TÆT PÅFilmen 'Plejehjemmene bag facaden' kunne længe ikke vises, fordi Aarhus Kommune via retten fik nedlagt et forbud i marts. Det trak kommunen tilbage i slut-juli. Foto: TV2 / Presse

I 2017 og 2018 rejste ph.d. og demensekspert Mette Andresen til USA. Forskeren ville studere nogle af de plejecentre, der fungerer virkelig godt og bygger på den bedste viden om demens. Hun fandt en gruppe plejehjem ved navn Silverado, der findes i flere stater og udmærker sig ved et ekstremt fokus på vidensbaseret uddannelse af personalet.

Du kan prikke enhver medarbejder – om de står i køkkenet eller med en gulvmoppe eller tæt sammen med beboerne – og de vil alle kunne sige, hvorfor de er der, og hvorfor de gør, som de gør. Det er ikke det mest almindelige i Danmark,” siger Mette Andresen, der også er chefkonsulent ved professionshøjskolen Absalon.

Plejehjemmenes tilgang mindede egentlig på flere måder om, hvad man gør en del steder rundtom i verden, også herhjemme. De arbejdede fokuseret ud fra fem grundpiller: meningsfuld beskæftigelse, social støtte, fysisk aktivitet, hjernegymnastik og stressreduktion. Men det særlige var systematikken. Alle var uddannet inden for den nyeste viden om demens – og de vidste, hvad de gjorde og hvorfor. Og systematikken kunne mærkes i alle detaljer af hverdagen. Om personalet tiltalte en beboer med fornavn, efternavn, begge dele eller titel. Om der var stillet to små model-veteranbiler ved en beboers værelse, som de vidste, han tidligere i livet havde interesseret sig for.

Normeringerne er præcis de samme som på danske plejehjem. Det afgørende er, at man kun arbejder efter bedst tilgængelig viden, bevidst og systematisk, uden nogen tilfældigheder,” siger Mette Andresen.

Resultaterne i USA var bemærkelsesværdige. Hos beboerne med let eller moderat demens sås en forbedring i evnen til at klare sig for eksempel med påklædning. De fik også en vis midlertidig forbedring af hukommelsen. (Ikke vedvarende, siger Mette Andresen, det er ingen mirakelkur.”). Hos beboerne med moderat til svær demens observerede medarbejderne øget trivsel. De spiste og sov bedre. Humøret var højere, siger Mette Andresen.

Efter at være vendt tilbage fra USA slog det Mette Andresen, at det kunne være interessant at afprøve tilgangen her i Danmark. Det blev begyndelsen til et pilotprojekt på Lolland med flere plejecentre. På et af dem, Lykkeseje, førte forsøget til, at 85-årige Jens – trods sin demenssygdom – snart skulle få en hækkesaks i hånden.

Inge Kromann Hansen kan huske dengang, hvor det må have føltes lidt som at stå i stampe. Hun havde i flere år været leder i ældreplejen på Lolland, og hun vidste godt, der var brug for mere uddannelse af personalet, særligt inden for demens. Så nogle medarbejdere blev på skift sendt på kursus. Der får man selvfølgelig løftet sit eget kompetenceniveau,” siger hun, men det er ikke altid, det får løftet noget nyt i hele teamet.” Med andre ord oplevede hun det, som mange plejecentre oplever rundtom i landet ifølge Anneke Dapper-Skaaning: At nogle få medarbejdere får øget deres viden, men det forplanter sig ikke massivt og dybt i hele organisationen.

Så var det, pilotprojektet med Mette Andresen begyndte. Nu skete uddannelsen ude på plejecentret, over lang tid. Alle de flere hundrede medarbejdere var med. Træningen blev en del af hverdagen, praktisk og konkret. Fokus var på de fem grundprincipper fra de amerikanske plejehjem, men de byggede ovenpå og flugtede med nogle af de principper, der bliver anbefalet meget i Danmark – en personcentreret tilgang med fokus på det enkelte menneske med udspring i teorier fra den engelske psykolog Tom Kitwood. På sin vis var de nye principper ikke revolutionerende, men nærmest banale i deres enkelhed. Men netop derfor var de lette at huske og arbejde efter. Jeg har altid de fem grundpiller i tankerne,” som en medarbejder siger i et forskningsinterview. Det betød, at vidensniveauet blev løftet bredt og integreret i hverdagen. Arbejdet blev mere systematisk.

Jens med fuglehuset var ét eksempel. Hans oplevelse af at bidrage til fællesskabet ved at passe haven var både en meningsfuld aktivitet og social støtte – to af grundpillerne. Når jeg går en runde med ham, signalerer han: Prøv at se, hvad jeg har ordnet her. Hvert blad sidder perfekt, fordi jeg har gjort det,” siger Birgitte Topp-Jakobsen. Det er også fysisk aktivitet, endnu en grundpille. Han bliver træt og får ro. Og endelig er det stressdæmpende, også en af de fem grundpiller; Rastløsheden over det uløste og uforståede ude i haven forsvinder.

Der er mange eksempler på plejecenteret: Beboere med demens spiller dart og billard. Der bliver skrællet æbler til æblekage og lagt viskestykker sammen. En kvinde har malet kunstværker, og en anden spiller altid klaver inden frokost. Det er alt sammen ting, man også ser andre steder – men på Lykkeseje registrerer de en mærkbar forbedring. Forandringen er rigtig stor,” siger Birgitte Topp-Jakobsen.

Forandringen handler også om, hvordan personalet gør et problem til en meningsgivende aktivitet. Hvad gør man, når en borger hele tiden forlader plejecenteret til fare for sig selv? Via analyser af borgerens livshistorie og den, han er nu, kan man sammen med ham finde på ting, der giver ham mere lyst til at blive end at gå. Eller: Hvis nu beboeren hele sit liv faktisk har elsket at gå, skal man måske bare gå med? Så bruger vi tiden på at gå ud med den borger. Så udfylder vi det behov,” siger ældrepleje-lederen Inge Kromann Hansen. Det handler om at udfordre sig selv som personalegruppe – ikke have en alt for institutionsagtig måde se døgnet på.”

Resultaterne fra pilotprojektet på Lolland ser lovende ud. Der er indsamlet en hel del data, som publiceres inden længe. Det ligner resultaterne i USA, og det er jo glædeligt,” siger Mette Andresen. På alle plejehjem på Lolland vil metoden blive indført hen over efteråret. Flere andre kommuner ønsker også at gennemføre projektet. Og spørger man personalet selv, er vurderingen klar:

Vi har oplevet fremragende resultater med borgerne med demens,” siger Birgitte Topp-Jakobsen. Både forskellige test af beboerne og personalets oplevelser giver det indtryk. Folk er simpelthen gladere. Det allerbedste resultat er, at de føler sig værdifulde, de er ikke bare et nummer i række. De bliver set som mennesker og ikke bare som en opgave,” siger hun. Dét er den allerstørste forandring.”

Her kunne historien sådan set slutte, men det ville ikke være en ærlig slutning. For Lolland-forsøget er blot et eksempel. Der findes mange andre spændende og opløftende tiltag rundtom i landet (og i udlandet). Mange af dem kunne lige så vel udfoldes i detaljer. Der findes for eksempel et demensrejsehold og et videnscenter, der laver omfattende uddannelse rundtom på plejehjemmene.

Der findes den berømte demenslandsby i Holland, Hogeweyk, hvor beboerne lever i en slags lille afskærmet by med café, restaurant og købmand – og bor i særlige lejligheder med andre med samme baggrund som dem selv, hvilket indretningen også afspejler (kristne, bymennesker, håndværkere, indvandrere fra Indonesien). Nogle af de tanker er de seneste år blevet foldet ud i demenslandsbyer herhjemme. Den første kom i Svendborg, og evalueringer derfra ser lovende ud. (Demenslandsbyer er dog ikke i sig selv en garant for succes; et af de to udskældte plejehjem fra dokumentaren, Nyvang i Randers, var en demenslandsby).

Der findes flere andre plejehjem, der er gået interessante veje. Der findes svenske tilgange, der også lyder lovende. Der findes også en voksende bevægelse i retning af at se borgere med demens som, ja, tænkende, hele, unikke mennesker, ikke som umælende demente, der blot er defineret ved deres sygdom. Det, vi kalder tingene, er afgørende,” siger demenseksperten Anneke Dapper-Skaaning. Vi bør tale om mennesker med demenssygdom, ikke om demente. For ellers bliver det en gruppe, og så mister vi individet. I individet ligger ofte svaret på alle udfordringerne.”

Det er, som Tove Buk fra Nationalt Videnscenter for Demens siger det, lidt som læge-joken om, hvordan det brækkede ben på stue 6 har det. Det er ikke rigtig sjovt. Vi har behov for et holdningsskift i samfundet og sundhedssektoren, siger hun. Skiftet er allerede er i gang, men har langtfra nået alle.

Det handler om at turde lytte langt mere til borgeren med demens, end vi har haft for vane, påpeger Hanne Kaae Kristensen, professor MSO ved Syddansk Universitet: Det er vigtigt at få borgerens eget perspektiv i centrum. For det er ikke korrekt, at borgere med demens ikke i reglen selv kan kommunikere, hvad de vil.”

Der findes således masser af lovende løsninger midt i skoven af de problemer, vi ofte hører om. Når de løsninger ofte drukner, skyldes det flere ting. For det første, mener Torben Hollmann fra FOA, at vores forventninger til service bliver højere og højere. Ja, vi mangler hænder, og der er mange ufaglærte i ældreplejen, og det er et kæmpe problem, siger han. Men: Det handler også om, hvor meget service vi vil have. Jo rigere vi er blevet, jo større forventninger har vi fået. Men hvem har vi aftalt med, at vi altid skal have den nyeste medicin med det samme?”

For det andet er der den onde anerkendelses-cirkel. Mange i ældreplejen oplever ikke, de får nogen særlig anerkendelse for deres arbejde, siger Anneke Dapper-Skaaning. Det afspejler sig i lønnen, men også i reaktioner fra pårørende, omverden, politikere, medier. Det er selvfølgelig afgørende at endevende problemerne på plejehjem. Men hvis alle ansatte over én kam føler, de konstant og udelukkende får at vide, at de bare tørrer røv og endda er dårlige til det, så giver de måske også op, siger hun: Derfor er det vigtigt, at de gode historier også kommer frem.”

For det tredje drukner de mest succesfulde plejehjem og initiativer måske også, fordi de simpelthen er svære at dokumentere. Der findes ikke solide målinger af, hvordan forskellige plejehjem klarer sig i forhold til hinanden. Ikke mindst fordi det er svært at måle.

For hvordan måler man medmenneskelighed?” spørger Per Tostenæs fra Ældre Sagen.

Måske ved at kigge på smilet på en 85-årigs ansigt, efter han har klippet en hæk.