Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Jesper Brix er medlem af Zetland og har delt den med dig.

De afrikanske landshold fortæller historien om et grænseløst kontinent. Tag med til fodboldmesterskaberne i Egypten

I TRØJENSvenskfødte Mikael Bertil Dyrestam (th.) spiller for sin mors fødeland Guinea i African Cup of Nations. Han er en af de mange spillere i turneringen, der ikke er vokset op i Afrika. Foto: Ulrik Pedersen, Zuma / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

I aften afsluttes gruppespillet i De Afrikanske Mesterskaber i Egypten, og statistisk set vil næsten hver fjerde spiller på banen være født i Europa. For de afrikanske landshold har rettet blikket mod de mange afrikanere, der bor udenfor kontinentets geografiske grænser, når der skal rekrutteres nationalt talent i en globaliseret verden. Zetlands fodboldskribent, Oscar Rothstein, skriver fra Kairo.

I DISSE UGER bliver fodboldspillere købt og solgt, som var de markedskvæg. Sommertransfervinduet, den ene af de to perioder om året, hvor klubberne kan handle spillere, er åbent, og der er ikke den klub, som ikke benytter lejligheden til enten at skille sig af med overskudsvarer eller tilføje forstærkninger. For trænerne er det både mulighedernes og begrænsningernes tid. Måske kommer stjernen, måske rejser han.

Det er en dramaturgi, der er helt afgørende for klubfodboldens logik. Træneren har de spillere, han har – lige indtil de bliver byttet ud.

Landsholdsfodbolden er helt anderledes struktureret. Her råder træneren ikke over de spillere, som transfermarkedets bevægelser sender hans vej, men de spillere, som geografien og demografien har skænket ham. Han har de spillere, han har – og sådan er det. Aldeles indlysende, men til tider også enormt frustrerende for både trænere og fans, der må finde sig i, at en svag målmand først bliver erstattet, når der bliver født en bedre.

Denne substantielle forskel på klub- og landsholdsfodbold er uomgængelig. Alligevel har man de seneste år kunnet se, hvordan klubbernes transferlogik er krøbet ind hos landsholdene. Flere forbund bruger i dag store ressourcer på at opstøve spillere i udlandet, der gennem mere eller mindre fjerne slægtled kan gøres spilleberettigede.

Det internationale fodboldforbund FIFAs regler kræver blot, at spilleren som minimum har en bedsteforælder født i det givne land, og det bliver forsøgt udnyttet. Tendensen viste sig for alvor ved VM i Rusland, hvor flere lande, blandt andre værterne, stillede med spillere, der tidligere i karrieren havde været i betragtning til andre landshold. Og nu er den igen til at få øje på – denne gang ved De Afrikanske Mesterskaber, der i disse uger bliver spillet i Egypten med finale den 19. juli i Kairo.

Af 552 udtagne spillere fordelt på 24 trupper er hele 132 spillere født eller opvokset i Europa. Det svarer til lige i underkanten af 25 procent. Næsten hver fjerde spiller repræsenterer et land, de er forbundet til gennem deres forældre eller bedsteforældre, men som de ikke nødvendigvis selv har nogen dyb tilknytning til.

For femten år siden ved 2004-mesterskaberne i Tunesien var kun 12 procent af dengang 352 udtagne spillere født uden for kontinentet. Det er især de nordafrikanske nationer, der udtager og, som det hedder, nationaliserer mange europæere.

Mere end halvdelen af Algeriet og Marokkos spillere er fra den anden side af Middelhavet, mens det syd for Sahara er vestafrikanske nationer som Senegal og Guinea, der udmærker sig. De står hver for ti af de 132 ikke-afrikanske afrikanere.

Det er et følsomt område, for der er væsentlige indbyrdes forskel på de 132 spillere. Nogle er født med dobbelt statsborgerskab, andre har fået det for længe siden, og så er der dem, der har fået nyt pas i anledning af mesterskaberne i Egypten. Tilsammen – og dét er det vigtige –  fremkalder de imidlertid interessante perspektiver på landsholdsfodbolden såvel som på Afrika som kontinent.

EN AF DE SPILLERE, der er blevet nationaliseret frem mod den 32. udgave af De Afrikanske Mesterskabet, er fra Väjö, en gammel købstad blandt Smålands mange søer. Fornavnet er Mikael, efternavnet Dyrestam og sproget ærkesvensk. Han spillede sin første seniorfodbold i IFK Göteborg, og i 2012 var han som 21-årig udtaget til en landsholdssamling i Sverige. Nu er han 27 og spiller for Guinea.

Hans udseende afslører den moderlige forbindelse til den tidligere franske koloni, men i en trup, der ellers tæller navne som Amadou Diawara, Fodé Camara og Idrissa Sylla, er der noget pudsigt over et skandinavisk navn som Mikael Dyrestam på træner Paul Puts trupliste.

Forsvarsspilleren, der i dag er på kontrakt i græske AO Xanthi FC, kan godt selv se det, men så er det altså heller ikke mærkeligere, siger han:

Det er jo efterhånden ret normalt, at de afrikanske landshold udtager spillere fra andre lande. Jeg er ikke engang den eneste i vores trup, der har skiftet landshold i løbet af de seneste par måneder,” lyder det med henvisning til pariserne Fodé Koita og Julien Jeanvier, der begge havde været udtaget til et fransk ungdomslandshold, før de endte i Guineas trøje.

Faktisk er Dyrestam ikke engang den eneste guineanske spiller, der snakker svensk. Allerede for halvandet år siden besluttede målmanden Aly Keita, født af en svensk mor og guineansk far i Västerås, at stille op for Syli Nationale.

Det har selvfølgelig gjort det nemmere, at vi er flere spillere i samme situation, og så må man huske på, at moderne fodboldspillere fra deres klubhold er vant til at spille sammen med folk med vidt forskellig baggrund. At der bliver snakket flere sprog, og at folk tænker forskelligt, er kun normalt,” siger Dyrestam, som får tolkehjælp til at forstå den belgiske træners franske instruktioner.

Der er et par dage til, Guinea spiller første kamp i gruppe B mod Madagaskar, og Mikael Dyrestam har nu i to uger været spilleberettiget for Syli Nationale. Først den 6. juni godkendte FIFA opstillingsberettigelsen, og først den 16. juni fik han sin debut i en forberedelseskamp mod Egypten. Forbindelsen til det guineanske fodboldforbund går imidlertid en del længere tilbage.

Allerede i 2012 blev han kontaktet af den daværende landstræner Michel Dussuyer, der lige skulle høre, om den unge svenskers fremtidsplaner. Dengang var en landsholdskarriere i Sverige stadig aktuel, så Dussuyer fik besked på, at Guinea var andenprioritet:

På det tidspunkt var jeg ikke klar, jeg var for ung – og havde måske heller ikke rigtig lyst. Jeg havde spillet flere ungdomslandskampe i Sverige og var også begyndt at nærme mig A-landsholdet. Det føltes ikke rigtigt.”

Chancerne for en svensk landsholdskarriere fortonede sig dog i de efterfølgende år, så da Guinea efter kvalifikationen til slutrunden i Egypten genoptog interessen og sendte en delegation fra Conakry til det svenske fodboldforbund i Stockholm for at ordne de nødvendige papirer, besluttede Mikael Dyrestam at takke ja til tilbuddet.

Det er klart, at min mor er meget, meget stolt. Det er hendes hjemland, så det betyder selvfølgelig en masse. Jeg ved også, at min halvsøster og onkel i Conakry er meget begejstrede. De fik vist et chok, da de så, jeg blev udtaget. På den måde kan jeg sagtens mærke, at det her er noget særligt, selv om jeg på sin vis er blevet kastet ind i det. Der er lidt noget andet på spil end normalt, og det er virkelig fedt at være en del af. Jeg har kun mødt opbakning,” siger Mikael Dyrestam, som er startet inde i alle Guineas gruppekampe – og også ventes at gøre det, når der spilles ottendedelsfinaler fra på fredag.

TIL TRODS FOR følelser som dem, Mikael Dyrestam beskriver – stoltheden over at løfte en landsholdsarv – er svensk-guineanerens historie først og fremmest et udtryk for en pragmatisme, der i høj grad definerer spørgsmålet om forbundenes transferaktivitet: Spillerne søger derhen, hvor der er oplevelser, penge og eksponering at hente – og så pyt med, at hjertet ikke slår et slag over, når nationalmelodien spiller.

Samme indstilling finder man hos trænerne: Hvis spilleren er god nok, bliver han udtaget – og så pyt med, at han skal have tolkehjælp. I en tid, hvor de evigt handlende klubber angiver retningen for sporten, vil landsholdene heller ikke nøjes.

På trænersiden er det måske især Algeriets Djamel Belmadi, der repræsenterer denne mentalitet. Da han blev træner i august sidste år, rettede han straks sin opmærksomhed mod fransk fodbolds overvældende talentmasse. Ifølge nationale medier har han haft kontaktet både Marseilles Maxime Lopez og Lyons Houssem Aouar, begge franske ungdomslandsholdsspillere med algerisk baggrund. Men så længe de franske Les Bleus stadig er indenfor rækkevidde, bliver Belmadi formentlig holdt ud i strakt arm.

Algeriets trup til De Afrikanske Mesterskaber tæller dog en spiller, der indtil for få uger siden ikke var til rådighed for landstræneren. Den 27-årige angriber Andy Delort, som kommer fra Sète i Sydfrankrig, hvor han voksede op med en fransk far og algerisk mor, henvendte sig selv til Djamel Belmadi i foråret for at gøre opmærksom på, at han havde i sinde at anskaffe sig et algerisk pas:

Jeg var lige så overrasket som alle andre. Men hvis han får de algeriske papirer i orden, vil han selvfølgelig blive taget i betragtning til sommerens slutrunde,” lød landstrænerens reaktion til BeIN Sport.

I første omgang fandt Belmadi, der selv er født i den parisiske forstad Champigny-sur-Marne, ikke plads til Andy Delort, men da Haris Belkebla under en uge inden turneringsstart blev sendt hjem på grund af disciplinære problemer, blev Montpellier-angriberen efterudtaget.

På de sociale medier var reaktionerne delte: Nogle var begejstrede ved udsigten til en angrebsduo bestående af bevægelige Delort og den dygtige afslutter Baghdad Bounedjah, andre mindede fornærmet om, at han først for nyligt havde gidet interessere sig for sine algeriske aner. I forlængelse af tidens interesse i identiteter blev Delort bebrejdet for ikke at være algerisk nok til at trække i den hvide og grønne landsholdstrøje.

Kritikken tog kun til i styrke, da der kort efter hans udtagelse blev gravet et interview fra 2017 frem, hvor Delort fortæller om sin drøm om at spille på Frankrigs landshold og direkte afviser, at andre landshold skulle blive aktuelle:

Der er ikke noget, jeg hellere vil end at repræsentere Frankrig, men jeg må indrømme, at der lige nu er andre, der er noget bedre end mig. Der er nogle, der er så heldige, at de har et andet land i baghånden, men ikke mig,” sagde han til det franske fodboldmagasin Onze Mondial. Med andre ord: Det lød umiskendeligt som om, at han dengang end ikke var klar over sin algeriske baggrund.

Den algeriske fodboldjournalist Maher Mezahi advarer dog mod, at man lægger for meget i internet-kritikken af Delort. På pressepladserne før Les Fennecs’ første gruppekamp mod Kenya fortæller han, at den egentlige holdning til Delorts udtagelse er ganske afdæmpet.

Så længe han bidrager sportsligt, er det i hvert fald de færreste, der kommer til at brokke sig,” siger han, mens algerierne uden Delort i startopstillingen gør sig klar til kamp på det egyptiske flyvevåbens arena, 30. juni-stadionet. Også på tribunerne hersker pragmatikken.

LIGESOM DER KAN spores en pragmatisk indstilling til udviklingen, findes der også en pragmatisk forklaring på den. Det er i Europa, verdens bedste fodbold bliver spillet, hvorfor forbundene naturligvis orienterer sig efter spillere, der fra en tidlig alder er rundet af de bedste ligaers standarder.

Sådan udlagde Marokkos daværende U23-landstræner, hollandske Mark Wotte, sagen før VM sidste år – et VM, marokkanerne blev klar til efter en kvalifikation, hvor 62 procent af de spillere, der havde været i kamp, var født i udlandet.

Til Financial Times’ Simon Kuper fortalte Wotte, at en fransk-marokkansk eller hollandsk-marokkansk spiller er væsentligt bedre skolet end en spiller, der har fået deres uddannelse i den nationale liga, Botola Pro: De lokale drenge er talentfulde, men har problemer med at tage de rigtige beslutninger,” sagde han.

I samme artikel snakker Kuper med den marokkansk-hollandske forfatter Abdelkader Benali, der som fireårig emigrerede med sin berberfamilie til Rotterdam. Han er overbevist om, at der i mange tilfælde også er andet end sportslige argumenter på færde. Mange indvandrere og deres efterkommere føler sig både socialt og politisk marginaliseret i en grad, der gør, at de trods mange år, måske et helt liv, i Europa nemmere kan identificere sig med deres afrikanske oprindelsesland.

I Holland, påpeger Benali, har den højreorienterede politiker Geert Wilders i en årrække fortalt nationens immigranter, at de ikke er velkomne. Derfor er det måske ikke så underligt, at hollandsk-marokkanske fodboldspillere vælger at stille op for Lions de l’Atlas i stedet for Oranje.

For marokkanere i Holland repræsenterer de hollandske spillere på Marokkos landshold et mod til at sige fra,” forklarer han.

DER ER ET perspektiv, der fører til en central pointe om det moderne Afrika. En pointe, der tager afsæt i et farligt simpelt spørgsmål: Hvad er Afrika? Det er måske mest eksplicit blevet stillet af den ghanesisk-canadiske politolog Daniel Tetteh Osabu-Kle, der i essayet What is Africa’? ønsker at genforhandle den brede opfattelse af Afrika.

Afrika består af 20 procent af Jordens landmasse, men det, lyder Osabu-Kles pointe, er ikke, hvad Afrika er. Afrika består af 56 nationer, men det er heller ikke, hvad Afrika er. Afrika består af mangroveskov og ørkensletter, men det er stadig heller ikke, hvad Afrika er. Afrika kan ikke reduceres til pladetektonik, en samling af lande eller naturforekomster.

Mange mennesker”, skriver han, tænker på Afrika som kontinentet Afrika, men det er en misforståelse. Som et resultat af historiens og migrationens magt findes der et Afrika i Europa, et Afrika i Sydamerika og et Afrika i Asien. Slaveriet og kolonialismens undertrykkende kræfter er de samme, der har skubbet Afrikas grænser langt ind i andre kontinenter.”

Det er Mikael Dyrestam, Andy Delort og de 130 andre diaspora-spillere ved mesterskaberne i Egypten eksempler på. Deres tilstedeværelse minder om, at Afrika i en tid, hvor tværkontinental migration er med til at drive verdens udvikling, ikke er en lokation, men et fænomen.

Den slags tænker de med garanti ikke på, men måske siger de, mere end nogen andre spillere ved slutrunden, noget om den del af verden, hvis fodboldmester i disse uger er ved at blive fundet.

Fra Växjö til Conakry og Sète til Algier, Afrika er alle vegne.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem