Dramaet om Esben Lunde Larsen ebbede ud. Men fiskebaronerne sidder stadig på havets rigdomme

VÆRSGOEr fiskeriet gået i fisk? Foto: Rune Johansen / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Mange snakker om, hvorvidt Esben Lunde Larsen (V) vildledte Folketinget. Færre snakker om, at fiskeriet i Danmark bliver domineret af blot 3 havne og 18 trawlere styret af såkaldte kvotebaroner på jagt efter endnu flere kvoter. Og næsten ingen snakker om en gruppe embedsfolks idéer til, hvordan fiskeriet atter bliver spredt til gavn for hele landet. Vi præsenterer de negligerede forslag.

Allerførst en disclaimer: Denne historie er til tider præget af maritime metaforer. De er vanskelige at vige udenom og specielt i dette tilfælde.

For det første, fordi historien handler om miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Hans politiske karriere var i denne uge lige ved at være forvandlet til en dødssejler. Men på falderebet klarede han skærene.

For det andet, fordi vores kultur er præget af, at vi er omgivet af vand med en over 7.300 kilometer lang kyststrækning, og at vi igennem århundreder har høstet havets frugter for at overleve og opbygge vor velstand.

En eller flere personer i din slægt har højst sandsynligt enten fisket, sejlet, bygget skibe eller på anden vis knoklet i et serviceerhverv i tilknytning til en lokal fiskerihavn. Vores maritime fortid har smittet af på sproget. Men det er stort set også alt, hvad vi efterhånden har tilbage.

Det blå Danmark beskæftiger færre og færre personer. De kuttere, man tidligere kunne se ligge til kaj i enhver havn, er i hundredvis blevet forvandlet til pindebrænde. Fiskerne er gået på land, og deres sønner er blevet der.

Bonusinfo. Halvdelen af de danske havne er lukket på ti år, og beskæftigelsen i fiskeriet er halveret.


I stedet er det 18 gebommerlige industritrawlere, som fanger over halvdelen af alle fisk i dansk farvand. Disse fartøjer og fiskekvoterne bliver styret af få pengestærke erhvervsmænd – også kaldet for kvotebaroner.

Kvotebaronerne har opkøbt så mange kvoter, at nye fiskere bliver forhindret i overhovedet at komme i gang. Kvotebaronerne tyr til bundtrawl til skade for dyr og planter på havbunden. Kvotebaronerne lægger primært til i Hanstholm, Thyborøn og Skagen, hvilket har betydet lukninger og mistede arbejdspladser i de øvrige havnebyer.

Og på den måde røber sproget i sig selv også noget om konfliktens kerne.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre og Venstre (i hvert fald udadtil) vil tilbage til den tid, hvor lidt flere af os tjente vores penge ved at fange sild, makrel, brisling og andre fiskearter. Partierne vil sprede fiskeriet. Partierne vil bringe de små fiskere tilbage og puste liv i de lukkede havne rundt om i hele landet.

Ikke desto mindre har al snak og omtale handlet om, hvad Esben Lunde Larsen vidste i den såkaldte kvotesag, og hvornår han vidste det.

Midt i det politiske stormvejr er sagens potentielle løsning blevet forbigået: at embedsmændene hos Landbrugs- og Fiskeristyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet rent faktisk er kommet op med 15 forslag til, hvordan kvotebaronernes noget nær monopolisering af fiskerettighederne bliver brudt og fiskeriet atter spredt rundt i Danmark.

Så hvordan laver man sådan en fredelig abdicering? Hvorfor er kvotebaronerne skidt for fiskerisektoren? Vi skærer igennem og guider dig her til de væsentligste af embedsfolkenes løsningsforslag. Den tur kræver allerførst et indblik i kvotebaronernes gemakker – og i nogle tilfælde også i deres gedulgte metoder.

Hvordan har kvotebaroner formået at sætte sig så tungt på kvoterne?

Op igennem 1900’erne og i det nye århundrede var det for mange ret udfordrende og i de værste tilfælde en underskudsforretning at være fisker. Der var simpelthen for mange fartøjer og for få fisk.

De daværende V-K-regeringers løsning på en fiskerisektor nær et sammenbrud kom i form af et markedsøkonomisk svar. Fra 2003 til 2007 blev hele kvotesystemet med fisk privatiseret.

På dette tidspunkt var en fiskekvote, som dikterede hvilke og hvor mange fisk man måtte fange, ellers kun til låns fra staten.

Fiskekvoterne blev nu foræret kvit og frit til fiskere og kutterejere. En fiskekvote overgik altså fra en statsstyret lånebestemt enhed til at være en vare, der kunne handles på markedsvilkår.

Bonusinfo. 90 procent af fiskene i dansk farvand fanges af blot 119 fartøjer imod tusindvis tidligere. Kilde: Miljø- og

Fødevareministeriet.


Skøn baseret ud fra historiske fangsttal afgjorde antallet af kvoter for, hvor meget og hvilke typer af fisk hvert fartøj måtte fiske efter. Den eneste måde – officielt i hvert fald – hvorpå det blev muligt for fiskerne at få flere kvoter, var ved at opkøbe andre skibe eller leje kvoter af hinanden.

Samtidig tilbød staten tilskud til de fiskere, som valgte at ophugge deres kuttere. Et tilbud, hundredvis valgte at tage imod. De allerheldigste kunne oven i trække sig tilbage ganske velbjærgede takket være milliongevinster fra salg af kvoter foræret gratis til dem fra staten.

Den daværende regering privatiserede i modstrid med alle principper, der ellers gøres gældende ved privatiseringer. Man forærede simpelthen det, der hidtil havde været den danske befolknings fælles ejendom, væk til dem, der lige var heldige at være på rette tid og sted. Helt gratis og uden betingelser,” fortæller Poul Degnbol, adjungeret professor fra Aalborg Universitet, Institut for Fiskeriforvaltning.

De tilbageværende aktører lånte penge i bankerne til at købe massivt op af kvoterne, som herefter blev koncentreret på færre og færre hænder.

FORTIDSLEVNKoncentrationen af fiskekvoter på færre og færre hænder og i større og større trawlere betyder, at de almindelige mindre fiskere forsvinder, og havnebyer bukker under. Foto: Per Folkver / Polfoto

Hvad betød privatiseringen for indtægterne i fiskerisektoren?

Hvis vi tager de positive briller på, så har kvotesystemet betydet, at fiskerisektoren ikke længere er præget af blodrøde tal på bundlinjen.

De tilbageværende aktører er driftige forretningsfolk. De har opkøbt de bedste kvoter og har gavn af stordriftsfordele.

Så lige pludselig finder vi fiskeskippere – eller ifølge kritikerne fiskespekulanter – blandt de 90 rigeste i Danmark. Eksempelvis Barslund-familien fra Bornholm og Henning Kjeldsen fra Skagen, der er gode for henholdsvis 1.100 millioner kroner og 950 millioner kroner.

Bonusinfo. Antallet af danske erhvervsfiskere er faldet fra over 6.900 i 1997 til under 4.500 i dag. Kilde: Danmarks Fiskeriforening.


Der er også enkelte sidegevinster for samfundet ved at fiskeriet bliver koncentreret på få hænder og i store trawlere, påpeger Poul Holm. Han er professor i maritim historie, medforsker på flere statusrapporter om danske fiskeres vilkår og i dag professor i miljøhistorie ved Trinity College Dublin.

Arbejdsmiljøet og sikkerheden på de store fiskefartøjer er langt bedre end på gamle små enheder. Den biologiske kontrol med fiskeriindsatsen er også blevet langt mere effektiv,” siger Poul Holm.

Men hvor gik privatiseringen af kvotesystemet så galt?

Blandt de danske forskere i fiskeøkonomi er der konsensus om, at kvotesystemet og fiskerilovgivningen er indrettet efter en alt, alt for snæver markedsbetinget logik. Den tager hverken højde for værdien af levende småhavne eller nødvendigheden af at sikre et generationsskifte i fiskeriet.

Dansk fiskerilovgivning er gået ekstremt langt i forhold til at introducere frit omsættelige kvoter, som på ganske få år har koncentreret meget store ejerandele på ganske få hænder,” siger professor Poul Holm.

Ifølge ham er konsekvenserne omfattende. De betyder blandt andet, at kvoterne er blevet så dyre og monopoliserede, at vilkårene for at etablere sig som ny fisker er ret dårlige.

Og kigger vi nærmere på ejerne af de 18 fartøjer, som har sat sig på halvdelen af landets fiskebestande via deres opkøb af kvoter, kan der også spores en udvikling. Nogle af dem forvandler sig til såkaldte sofafiskere, der begynder at spekulere i stråmænd og sindrige selskabskonstruktioner for at omgås personlige kvotelofter og erobre endnu flere kvoter – og flere end hensigten med privatiseringen og fiskeriloven tilsigter.

Hvordan opdager myndighederne for alvor, at der bliver spekuleret i fiskekvoter?

Der skulle der ligefrem et tv-program til. I 2015 sender DR2 en dokumentarudsendelse, der viser, at kvotelofter og intentionerne bag en lov om kvotesystemet ikke bliver fulgt, men i stedet har afstedkommet spekulation.

For at undgå at få fiskere sætter sig på uforholdsmæssigt mange kvoter, er der en begrænsning om, at en enkelt fisker kun kan eje fem procent af en bestemt type fisk i et bestemt farvand.

DR2 afslører blandt andet, at Henning Kjeldsen i Skagen kontrollerer fiskekvoter for knap en milliard kroner. Dels via egne kvoter, dels via leje af konens og en stedsøns i forvejen store samling af kvoter.

Konen ejer alene kvoter for mere end 81 millioner kroner. Det omfattende ejerskab sker, til trods for at hendes jobtitel er salgsassistent, og hun kun ejer en simpel jolle, der næppe kan bruges til at fange så mange fisk i den millionklasse. I stedet lejer hun så sine kvoter ud – til sin ægtemand.

Familien Kjeldsen har derudover oprettet et familiefirma dedikeret til kun at opkøbe kvoter for over 80 millioner kroner. Det sker, til trods for at loven om kvoterne har en intention om, at ejerne af kvoterne skal være de aktive fiskere med gummistøvler på – altså dem, som tager ud på havet og opfisker deres egne kvoter.

Hvordan var reaktionen?

Oppositionen krævede statsrevisorerne på banen. Miljøorganisationen Greenpeace politianmeldte Henning Kjeldsen og hans hustru.

Men den såkaldte kvotebaron havde intet ulovligt gjort, lød det fra politiet. Samme melding lød fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsens kontrolchef i DR2-dokumentaren.

Familien Kjeldsen havde udnyttet et kreativt hul”, vurderede kontrolchefen. Men dokumentaren førte direkte til, at styrelsen gik i tænkeboks. Medarbejderne skulle spekulere over, hvordan det kan forhindres, at fiskerirettighederne ender på færre hænder end hensigten med kvotereglerne.

Bonusinfo. For ti år siden fandtes der over 1.200 danske fiskerifartøjer. I dag er der under 700. Kilde: DR.

Hvad er resultatet af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens grublerier?

Det er simpelthen en notits med rundt regnet 15 mere eller mindre løse, ukonkrete og konkrete forslag.

Notitsen er bemærkelsesværdig i den forstand, at embedsfolkene har fået lov til at krænge ja-hatten helt ned over ørene og komme op med alle typer af forslag uden at skele til, hvorvidt et forslag er i konflikt med anden lovgivning eller reelt kan have en indflydelse på baronernes koncentration af kvoterne.

HAPSKvotebaronernes fremkomst hænger sammen med, at V-K-regeringen i 2003-2007 privatiserede fiskekvoterne og gav dem gratis væk. Foto: Frederik Naumann / Polfoto

Lad os se, hvad brainstormen i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen affødte:

  • Lige nu er det et problem, at hustruer og arvinger kan stifte eller få ansættelse i et erhvervsfiskerselskab og dermed købe kvoter, selv om de slet ikke selv vil fiske disse. I stedet overgår kvoten typisk til overhovedet i en familie, således at vedkommende råder over langt flere kvoter end kvoteloftet per person.

For at undgå sådanne stråmandskonstruktioner og eksistensen af sofafiskere foreslår Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, at personer, som vil købe kvoter, enten skal have siddet på skolebænken på Fiskeriskolen og opnået Det Blå Bevis”, eller også skal de have tjent mindst 60 procent af deres bruttoindkomst gennem de seneste 12 måneder ved beskæftigelse på et fiskefartøj.
Derudover bør et krav for at opretholde retten til at råde over en kvote være, at en del af beskæftigelsen fremadrettet også foregår om bord på et fiskefartøj.

Forelagt Miljø- og Fødevareudvalget har styrelsen vurderet, at forslaget vil gøre det mere besværligt for ægtefæller eller arvinger at tilegne sig fiskekvoter, selv om de ingen intention har om faktisk at arbejde i fiskerisektoren. Men, bemærker styrelsen, så hindrer forslaget ikke, at fiskerirettighederne samles i familier, hvis man virkelig ønsker det”.

Desuden er det uhensigtsmæssigt, at et krav om fremadrettet beskæftigelse på et fiskefartøj ikke stemmer overens med hverdagen i det danske fiskeri anno 2017. For moderne fiskerier drives som store virksomheder med omfattende opgaver på land, hvor de store investeringer i fartøjer og kvoter også skal varetages.

  • Fiskeristyrelsen bemærker, at enkelte personer ejer for store kvoteandele. Den koncentration betyder, at fiskeriet bliver klumpet sammen i Danmark. Oveni har enkelte personer indtaget en dominerende rolle, således at der ikke er et reelt marked for køb og salg af fiskerirettigheder.”

Den dominerende rolle sker med brugen af stråmænd, så personer, der har ramt loftet for, hvor mange kvoter en individuel person må eje, rent faktisk kan råde over endnu større kvoteandele. Eksempelvis ved at disse store fiskere – eller kvotebaroner ifølge kritikerne – kautionerer eller på anden vis er involveret i finansieringen af andre fiskeres køb af fartøjer og kvoter for derefter reelt at opnå ejerskab over disse kvoteandele.

For at komme disse stråmænd til livs foreslår styrelsen blandt andet, at grænsen for, hvor mange kvoter en person må eje, bliver endnu mindre. Samt at når en fisker køber et fartøj eller en kvote, skal vedkommende erklære på tro og love, at der ikke gemmer sig en bagmand, som får råderet over kvoten.

Ulempen med dette forslag, påpeger styrelsen, er blot, at det er særdeles vanskeligt at løfte en bevisbyrde for, at to parter har indgået en ulovlig aftale. Blandt andet fordi der er mange gråzoner. Eksempelvis er det i en fiskerfamilie ret almindeligt at kautionere eller låne penge ud til familiemedlemmer, der ønsker at komme ind i fiskeriet eller at udvide bedriften. Men hvornår er der tale om et lån uden bagtanker eller et lån med skygge-indflydelse over kvoteandele? Det spørgsmål stiller Fiskeristyrelsen sig selv.

  • Fiskeristyrelsen foreslår, at der bliver opsat en grænse for, hvor mange fiskekvoter der kan være i et enkelt selskab. Og så er det sådan set helt underordnet, hvor mange erhvervsfiskere der ellers er tilknyttet det pågældende selskab. På den måde kan det undgås, at alle Danmarks fiskekvoter kan samles i ét enkelt eller nogle ganske få selskaber.

Hurdlen er blot, at sådan en maksimal grænse ingen reel effekt har på en større spredning af fiskekvoterne over flere forskellige fiskere, pointerer styrelsen selv. Kvoterne kan bare fordeles i flere selskaber, men stadigvæk bevæge sig inden for samme ejerkreds. Og flere selskaber er lig med en større administrativ byrde for både fiskerne og fiskerimyndighederne.

  • Et antal fiskefartøjer i dansk farvand anvendes slet ikke til at fange fisk med. Ikke desto mindre tjener ejerne på de inaktive fiskefartøjer. Fortjenesten hænger sammen med, at fartøjerne anvendes for at opnå andele i fiskekvoter. Sådanne fartøjer kaldes for kvotejoller, og der er muligvis fiskere, som ejer kvotejoller, der stort set lever af at spekulere i at udleje rettighederne til at lade andre opfiske deres kvoter. Rettighederne kan eksempelvis opbevares på kvotejollerne og så lejes ud til andre fiskere, når efterspørgslen er størst.
    På den baggrund foreslår Fiskeristyrelsen, at et fiskefartøj, som råder over en kvote, også skal bruges til aktivt fiskeri. Eksempelvis skal mindst 60 procent af fartøjets bruttoindtægt være fra fangstværdi – og altså ikke fra udlejning af sin kvote.

Et sådant forslag, vurderer Fiskeristyrelsen selv, vil være et meget indgribende skridt imod kvotebaroner – men også et skridt, der risikerer ikke at stå mål med effekten. Blandt andet fordi et forbud mod kvotejoller muligvis ikke løser det overordnede problem med, at de fleste kvoter er koncentreret på få kvotebaroners hænder. For et forbud mod kvotejoller kan betyde, at kvoterne, som før blev brugt til spekulation i udlejning, bare fordeles på aktive fartøjer inden for samme ejerkreds.

  • På nuværende tidspunkt dikterer fiskeriloven, at i et erhvervsfiskerselskab skal to tredjedele af ejerne være erhvervsfiskere. Der er intet krav til ejerforholdet for den sidste tredjedel. Ej heller noget krav om, at Fiskeristyrelsen skal kende identiteterne på den sidste tredjedel. Styrelsen foreslår derfor, at loven ændres, så et erhvervsfiskerselskab også skal oplyse om ejerskabet af den sidste tredjedel. På den måde håber styrelsen, at der kan opnås større gennemsigtighed i selskaber og undgås, at der er personer, som skjuler deres ejerskab af kvoteandele ved at gemme sig i den sidste hemmelige tredjedel af et erhvervsfiskerselskab.

Forslagene fra Fiskeristyrelsen har regeringen, Dansk Folkeparti og de øvrige interesserede partier nu tid til at diskutere, hvor bølgerne ikke længere går højt. Esben Lunde Larsen undskyldte for sine lig i lasten i form af sin tanketorsk, som gjorde, at partierne ikke blev orienteret om alle forslagene.

I kølvandet på undskyldningen undlod Dansk Folkepartis fiskeriordfører og tidligere skibsfører og havnebetjent i Hanstholm, Ib Poulsen, at kræve en kølhaling af Esben Lunde Larsen. Nok ikke så meget på grund af ministerens bodsgang. Nok snarere fordi Venstre og Dansk Folkeparti befinder sig i samme båd, når alt kommer til alt.