Jeg lyttede med, da de første jingler blev til, og mødtes i et ‘erotisk mindgame’ med Kirsten Birgit. Her er mine minder om Danmarks mærkeligste taleradio

M&MMikael Bertelsen og Mads Brügger har præget Radio24syv markant, og uden dem havde kanalen formentlig været noget kedeligere, mener Torben Sangild. Foto: Martin Sylvest Andersen, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Torben Sangild er trist i dag. Som vært, gæst og lytter hos Radio24syv har han haft både den kaotiske teknik, de mildt sagt usædvanlige redaktionelle processer og kanalens berygtede, kvindelige seniorkorrespondent helt tæt på. Her er hans personlige nekrolog over et vildt kapitel i dansk mediehistorie.

Der er vemod i æteren. Jeg er ikke den eneste, der er ked af, at Radio24syv synger sin sidste sang i dag. Kanalen har i særlig grad vundet folks hjerter ud fra reaktionerne at dømme. Og i dag er den mere populær end nogensinde, en kanal, som de fleste danske mediebrugere har et forhold til, selv om de endnu ikke har fundet ud af, hvordan det staves. Jeg selv hører adskillige timer fra kanalen om ugen og bliver nu efterladt med et savn af kanalens stemmer, der plejer at ledsage rutinerne i min hverdag.

Radio24syv var mere end bare en radiostation. Den var på godt og ondt et eksperiment udi anderledes taleradio, der turde, hvor den gamle Danmarks Radio spillede sikkert og neutralt. Og som endte med at blive en inspirationskilde og forny selvsamme DR udefra.

Radio24syv begyndte ellers i november 2011 som den grimme ælling – forvirret, forhånet og forpjusket. Dommen var hård fra lytterne, fra anmelderne, fra DR og fra medieforskerne. Det blev sammenlignet med en lokalradio med værter, der ikke havde lavet radio før. Jeg forstod godt kritikken og tænkte samtidig giv dem nu en chance”. Jeg så – og insisterede nok også på at se – svanefjerene blandt de forpjuskede dun. For det var sindssygt spændende, at vi skulle have en ny taleradio.

Jeg fulgte tilblivelsen af Radio Møller’ nøje. Det hed kanalen i folkemunde og i medierne, fordi det var daværende kulturminister Per Stig Møllers idé at skabe en landsdækkende licensfinansieret taleradio, der var uafhængig af DR. Et politisk udvalg formulerede nogle meget udførlige retningslinjer, der gik virkelig i detaljer med, hvor meget og hvilken musik der måtte spilles hvornår, og hvor mange timers satire og nyheder og kultur, der skulle være i løbet af et døgn.

Det mest markante var det benhårde krav om stort set ikke at lave genudsendelser, men at nyproducere hele 22 timers taleradio i døgnet. Og det skulle de gøre for ikke særlig mange penge (93 millioner om året), når man tog i betragtning, at de selv (modsat P1) skulle finansiere husleje, inventar og drift.

Jeg kunne ikke se det som andet end en genistreg at ansætte Mikael Bertelsen og Mads Brügger som kanalchefer. Jeg var ellers bange for, at den nye kanal ville blive en slags TV 2 News Radio med vægten på nyheder i døgndrift – og jeg syntes ikke ligefrem, vi manglede mere breaking news. Brügger & Bertelsen havde med blandt andet Den 11. timeDR2 vist, at de havde en skæv og original stemme, og at de var mere interesserede i kunst og satire end i politiske kommentatorers evindelige gætterier. Uden dem havde Radio24syv utvivlsomt været kedeligere. De lod sig inspirere af amerikansk taleradio snarere end af det neutrale P1, hvilket betød subjektive, excentriske værter med holdninger og frisprog. Så mens nyhedsafdelingen lavede deres mere traditionelle nyheder og aktualitetsprogrammer, var der plads til eksperimenter i programafdelingen, som de to herskede over.

Helt i den ånd blev radioens lyddesign ikke bestilt hos en normal jingleproducent, men hos den elektroniske komponist Thomas Knak, som lavede en meget speciel pakke af kantede og skramlende jingler, der på visse punkter er illustrative for Radio24syvs første fase. Jeg forskede dengang i radiojingler på universitetet som en del af radioforskningsprojektet LARM, og Thomas Knak lod mig høre jinglerne, før radioen gik i luften. Han var tydeligt frustreret over såvel tidspresset, som at han ikke måtte bruge mikro-samples, men skulle komponere fra bunden. Samtidig var han også virkelig tændt på opgaven.

Jeg kunne lide nogle af disse jingler bedre end andre, og blandt mine lange, nørdede noter var en generel konstatering af et noget hårdt og køligt lyddesign, der stod i kontrast til kanalens erklærede åbenhed, men som omvendt var i tråd med den visuelle identitet, der var minimalistisk og stram. Især nyhedsjinglen var sært flad og levede slet ikke op til konventionerne for en nyhedsjingle. Jeg var til gengæld vild med nogle af de andre programjingler, der var uhørt dristige – og for underlægget under vejrudsigten, der lød som sagte, melodisk sommerregn. Og som skulle vise sig at rumme mere end det, man kunne høre.

Thomas Knaks jingler holdt indtil sommeren 2013, hvor de fik et nyt lyddesign, der lød mere som kommerciel radio og aldrig rigtig passede til kanalen. Et tredje og endeligt lyddesign kom i marts 2015, skabt af Mads Heldtberg og spillet af et polsk symfoniorkester i en blanding af noget klassisk og noget nyskabende, der passede bedre til kanalen.

Da radioen gik i luften i november 2011, havde jeg min mobiltelefon tunet ind på det digitale signal, så snart jeg kunne komme til det. Podcast havde de endnu ikke fået op at køre, og der var en generel fornemmelse af, at de asfalterede, mens de kørte. Mange af programmerne havde uklare koncepter og var sært snakkende om alt og intet og om, hvad folk syntes og lige havde oplevet. Men hvor var det spændende, og efterhånden fandt jeg ud af, hvilke programmer der kunne noget særligt.

Et af dem var Den Store Roman, hvor en forfatter i en måned lavede research for åben mikrofon i form af samtaler med kloge og erfarne mennesker udi de emner, som vedkommendes kommende roman skulle handle om. Det var en rigtig god idé, der forenede litteratur og journalistik, og det var i det program, jeg debuterede som Radio24syv-gæst i december 2011 med at stå og råbe dadaistiske vrøvledigte i æteren.

Værten den måned var forfatteren Anders Rønnow Klarlund, der havde et romanprojekt om Adolf Hitler – en kontrafaktisk historie om, hvad der var sket, hvis Adolf Hitler havde fået mulighed for at udleve sine kunstneriske drømme i stedet for at opfinde nazismen. Vi lod så Hitler komme til Zürich i 1916, og min opgave var at fremstille det dadaistiske miljø på klubben Cabaret Voltaire. Og forestille mig Hitlers reaktion, hvis han havde forvildet sig derind. Jeg var lykkelig over at få lov til at nørde med på den fantasi i en time, og jeg bilder mig ind, at der også kom god radio ud af det.

FARVELKRAMDet var en samling påvirkede medarbejdere, der modtog nyheden om, at Radio24syv ikke fik en fortsættelse som DAB-kanal, idet den sendetilladelse bliver overtaget af Loud, som sender fra april 2020. Foto: Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix

Siden har jeg været gæst rundt regnet 100 gange i forskellige programmer gennem årene, og det var som regel en bedre oplevelse end at være gæst i P1, hvor tiden var knap, og fornemmelsen af samlebånd var større. På Radio24syv følte man sig velkommen, og der var tid til at få en egentlig dialog med værten eller andre gæster. Og så blev man som regel budt på en bid brød i kantinen bagefter som tak for at stille op.

Jeg har kun to dårlige oplevelser – en teknisk og en personlig. Den personlige var at blive tromlet af en ondskabsfuld Iben Thranholm i programmet Iben & Mødregruppen i 2012, der havde et tema om fædre på barsel. Jeg var en far, der havde været på barsel og ovenikøbet blogget om det og opfordret flere mænd til at gøre det samme. Det betød, at jeg i Thranholms øjne repræsenterede satan eller feminismen, hvilket vist i hendes øjne er to sider af samme sag, så hun svinede mig til og kaldte mig kastreret og unaturlig uden at kigge mig i øjnene én eneste gang i løbet af udsendelsens to timer. Jeg er ellers vant til, at når man debatterer, mødes man i en grundlæggende respekt for hinanden som mennesker, selv om man er uenige.

Den tekniske var, at jeg var i kulturprogrammet AK24syv senere samme år for at tale om jingler i en hel time. Jeg havde en masse eksempler med, som vi kunne nørde, og det blev et både godt og sjovt program, hvor vi sang med på jinglerne fra P4 i P1 og mindedes dansk radiohistorie. Men det blev ikke sendt, fandt vi ud af bagefter. Bortset fra de første par minutter var det simpelthen ikke kommet ud i æteren, og det blev ikke engang optaget, så det kunne sendes senere. Alt var gået i stå, og ingen forstod hvorfor. Dagen efter fik jeg så forklaringen på sms fra selveste Mikael Bertelsen, der undskyldte personligt. Det viste sig, at vejrudsigtsjinglen (altså den, der lød som lækker sommerregn) ikke blot var en jingle, men indeholdt en funktion, der satte det næste program i gang automatisk, og derfor sendtes næste times båndede program i stedet for vores. Vi lavede det hele igen, nu med en anden vært, men stemningen var ikke lige så spontan. Til gengæld var gennemgangen skarpere, og vi nåede flere eksempler.

Det med at jeg fik en sms fra Mikael Bertelsen, er ikke en ligegyldig detalje. Det illustrerer meget godt forskellen på virksomhedskulturen i Danmarks Radio og Radio24syv. Ét er, at man ikke lige møder chefen Maria Rørby Rønn på gangene i DR Byen, men man møder heller ikke alle de andre chefer, såsom de enkelte kanalchefer eller deres væld af redaktører. Eller hvis man går forbi dem, opdager man dem ikke; de er grå eminencer i en kæmpe organisation.

På Radio24syv kunne man tydeligt mærke Mads og Mikaels tilstedeværelse. De sad som regel med døren åben til deres fælles kontor. De kendte alle deres medarbejdere. Og så var de frem for alt selv aktive mediemennesker, der oven i købet lavede programmet Interne Affærer det første år – en form for satirisk svar på kritik og omtale fra omverdenen. Det var rent faktisk morsomt og i lange stræk faktisk det mest vellykkede program i den første tid, trods det ekstremt navlebeskuende indhold.

Senere kom jeg til møder på deres kontor. Man blev placeret i en lænestol, mens Mads og Mikael sad over for hinanden og halvt lyttede til ens programidéer, halvt performede, hvad der kunne minde om et afsnit af The Office. Som når den OCD-ramte Mikael afsprittede sit tastatur, og den altid provokerende Mads lige gik om og kørte sine fedtede fingre hen over det, så Mikael måtte afspritte det igen. Og så var der anekdoterne. Ingen samtale på kontoret uden et par anekdoter, som regel om nogle kendte mennesker, der havde gjort eller sagt noget vildt. Det var på én gang frustrerende og underholdende.

Lige så drillende et forhold, de to havde til hinanden, lige så uadskillelige var de. Som et ægteskab fuldt af stikpiller hen over morgenbordet, men hvor de alligevel ikke kan undvære hinanden. Da Mads Brügger blev fyret i november 2012, gik Mikael Bertelsen tilsyneladende i sort. Jeg ved ikke, om det præcis var det, der skete, men meget tyder på, at han gav cheferne et ultimatum om, at hvis de skulle køre videre uden Mads, ville det også blive uden ham. Uanset hvordan det foregik, blev Mads Brügger i hvert fald ansat igen efter et par ugers krise på stationen.

Jeg var glad for, at de endte med at give mig et radioprogram, nemlig vidensprogrammet Wiki-værkstedet, som jeg lavede i 2014-2015, der handlede om alt fra Koranen til dansktop, fra flysikkerhed til prins Henriks ungdom. Jeg elskede at lave radio. Og lytterne var glade. Og Mads og Mikael var også glade. Men chefen for det hele, Jørgen Ramskov, var vist ikke lige så begejstret. Så vidt jeg kan forstå, var det noget med, at det var for veltilrettelagt og oplysende, hvilket lugtede af P1, syntes han.

Den eneste gang, han kom og roste mig, var, da jeg afslørede Wikipedia-manipulatoren med brugernavnet Sincere. Alt pegede på, at personen bag Sincere var en dansk underholdningschef, der systematisk skrev positive ting om sig selv og sin filminstruktør-hustru og samtidig skrev negative ting om sine og hustruens konkurrenter. Det affødte en hel podcast-serie, hvor René Fredensborg og Anders Christiansen forgæves forsøgte at få ham til at udtale sig om sagen – et typisk Radio24syv-produkt.

Jeg vil stadig mene, at Wiki-værkstedet lød mere af Radio24syv end af P1. Men enden på det blev, at programmet blev sendt sidste gang den 8. august 2015.

BOOBSKirsten Birgit hiver op i barmen og gør sig klar til ‘Den Korte Radioavis’ sammen med redaktør Rasmus Bruun. Foto: Joachim Adrian, Politiken / Ritzau Scanpix

Det afholdt mig dog ikke fra stadig at være en begejstret lytter til en række Radio24syv-programmer, ikke mindst satireprogrammet Den Korte Radioavis, som jeg selv fik en birolle i, hvor jeg spillede en karikatur af mig selv. Men det var nu ikke derfor. Jeg var allerede fan, før Kirsten Birgit ringede mig op første gang den 27. marts 2015 – eller rettere tre gange samme dag, hvor vi havde vores første skænderi. Det gik så voldsomt for sig, at min kontorfælle Roberto var dybt chokeret og lamslået spurgte, hvad der var sket, bagefter, selv om jeg havde forberedt ham på, at jeg ville blive ringet op af et satireprogram. Siden blev det til mange skænderier og to hele udsendelser, hvor Kirsten Birgit og jeg mødtes i en ubehagelig form for faglig rivalisering og erotisk mindgame, først på La Glace, så i Cisternerne. Det har været en fornøjelse, og jeg er ikke spor neutral, men jeg er nu alligevel overbevist om, at jeg ville sige det følgende, selv om jeg ikke havde været med:

Grundene til, at Den Korte Radioavis efter min mening er det bedste radiosatireprogram i dansk radio nogensinde, er utallige, men her er nogle bud på de vigtigste: Det er en genistreg at lade hovedpersonen Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm være klogere end sine lyttere. Ofte gøres satiriske personer dumme, så vi kan grine ad deres dumhed, men Kirsten Birgit er ikke blot lynende intelligent og vidende, hun er også et mere eller mindre psykopatisk magtmenneske. Det er vellykket at lade hendes modspiller Rasmus Bruun være en vattet mellemleder, der ureflekteret følger tidens politiske korrekthed, men egentlig er mest optaget af at have en fast stilling. Det er helt utroligt, at de formår at lave én times satire hver dag (i de senere år dog med hjælp fra de to fremragende skribenter Anna Juul og Lise Benthin Præstgaard), men det meste af udsendelsen er improviseret, og det er stort set aldrig kedeligt. Og så er der ofte en skarphed, der afslører de ømmeste tæer i politiske beslutninger.

Når man eksperimenterer, er ikke alt vellykket, men Den Korte Radioavis var i dén grad et vellykket eksperiment. Mads Brügger så rigtigt, da han i sin tid overtalte en modstræbende Frederik Cilius til at træde i karakter som en ældre kvindelig journalist.

Du har måske selv dine yndlingsprogrammer på Radio24syv. De har formået at ramme en langt bredere lytterskare, end kritikerne forudså. De dækkede alle områder af tilværelsen – politik, kultur, historie, videnskab, køn, sladder, fritid, følelser, satire, it, overvågning, kæledyr, kriminalitet, medier og meget andet. Og samtidig en markant nyhedsjournalistik, der jævnligt ragede op og uforfærdet stillede spørgsmål til magthaverne.

Det var i den forstand indbegrebet af public service, og tilbage ligger nu et gigantisk lydarkiv, der formentlig på et tidspunkt bliver fjernet fra internettet og kun kan høres i reservater med adgang til Det Kongelige Biblioteks mediearkiv. Det er kulturarv, betalt af borgerne, men ligesom på Danmarks Radio har borgerne ikke umiddelbart adgang til den kulturarv, de har betalt for, på grund af ufleksible ophavsretlige aftaler. Kort før redaktionens afslutning har ejerne Berlingske Media dog meddelt, at de indtil videre på eget initiativ vil gøre arkivet tilgængeligt. Det lyder godt som en midlertidig løsning. Men det ville i mine øjne være hensigtsmæssigt, at man fremover i medieaftaler sikrede borgernes adgang til licens- eller skattefinansieret medieindhold ved at lave et alternativ til den forældede ophavsret og trådte ind i det 21. århundrede, så vi har adgang til arkiverne.

Radio24syvs grimme ælling blev til en svane, men nu er svanen blevet skudt. Måske flyver der snart nye svaner på radiohimlen, men jeg er ret sikker på, at Radio24syv vil blive stående som noget særligt i dansk mediehistorie. Tak for alt.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: