Af en eller anden grund er troen på reinkarnation vældig populær for tiden.

Jeg gik på jagt efter årsagen

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

20:55

Da min mor skulle bisættes, bad jeg præsten om noget, som man ikke beder en præst om: Kunne hun ikke holde lidt igen med at snakke om Gud? Min mor var et dybt rationelt menneske, som mente, at det eneste mellem himmel og jord var skyer, og hun havde installeret den samme sekulære skepsis i mig. Da livet forlod hende efter en kort dødskamp i hendes hospitalsseng, vidste jeg, at det var dét. Min mor ville ikke komme i himlen eller blive født på ny, hun ville blive brændt og forsvinde, og det ubærlige ved tanken gjorde den ikke mindre reel.

Jeg nævner det her, fordi jeg gerne vil være ligefrem: Jeg tror ikke på reinkarnation, idéen om, at sjælen genbruges og genfødes i en ny skikkelse. Men det er der åbenbart virkelig mange andre, der gør.

Nye begyndelser

Det vrimler med nye begyndelser. Og denne sommer fylder Zetland spalterne med historier om mennesker, lande eller systemer, der har forladt deres vante hverdag og gået i en ny retning. Nogle gange efterlader de nye begyndelser os med et forandret syn på verden. Nogle gange forandrer de verden. God fornøjelse.

I den seneste udgave af Den Danske Værdiundersøgelse, hvor et repræsentativt udpluk danskere blev udfrittet om deres værdier og overbevisninger, sagde hver fjerde, at de troede på reinkarnation. Da jeg læste det, tænkte jeg, at spørgsmålet måtte have været vagt formuleret, men nej; det spørgsmål, som 24 procent af danskerne svarer ja til, er aldeles umisforståeligt: Tror du på reinkarnation, det vil sige, at sjælen efter døden får et nyt liv i et andet legeme?” Spørger man bredere til liv efter døden, er det 39 procent, der siger, at de tror på det. I begge tilfælde er der tale om temmelig voldsomme stigninger siden den første værdiundersøgelse i 1981, eller bare siden den forrige i 2008. Og kigger man på USA og resten af Europa, kan man se en lignende tendens – på tværs af religioner – til at tro, at døden ikke er en slutning, men en ny begyndelse. At den sidste udånding ikke er et endeligt punktum, men blot endnu et opremsningskomma i en uendelig sætning.

Lad mig lige sige, at jeg ikke kommer til at tage stilling til, om reinkarnation er virkeligt eller ej. Der er faktisk blevet forsket lidt i fænomenet, men det er i sagens natur sådan et område, hvor videnskabens metoder ikke kan give 100 procent klare svar. Men troen på reinkarnation er virkelig. Og den er stærk, udbredt og voksende, og det må betyde, at tanken om et nyt liv, en ny chance, udfylder et eller andet hul i vores tilværelse og den tid, vi lever i. Det spørgsmål, der har grebet mig, er, hvad denne tro betyder for, hvordan hver fjerde dansker lever deres liv, og for det samfund, som de med deres handlinger er med til at skabe.

Den første, det faldt mig ind at ringe til, var præsten, som begravede min mor. Hun hedder Line Bønding og er min kones eks-papmor, og derfor ved jeg, at hun har troet på reinkarnation i sine unge år (hun gør det ikke længere). I modsætning til mig voksede Line op med en spirituel mor, som var discipel af den indiske guru Sai Baba og troede på sjælens genfødsel. Hun døde ikke på hospitalet i morfininduceret døsighed som min mor, men derhjemme, med kun lidt smertestillende, fordi hun ønskede at være bevidst, når hun gik ind i døden. Da hun var ung, abonnerede Line Bønding også på hinduismens idé om karma og reinkarnation – hun troede, at hun syv år efter sin død ville blive genfødt i en ny krop. For hende var tanken dog ikke nogen trøst. Allerede dengang syntes jeg, at livet kunne være lidt besværligt,” siger hun. Jeg var træt af tanken om at skulle fødes igen, så jeg ville gøre, hvad jeg kunne, for at undgå det.” Dét er livets formål ifølge både buddhismen og hinduismen: at bryde genfødslens cyklus, samsara, for at opnå nirvana/moksha og blive ét med universet. Det kræver, at man holder styr på sin karma – regnskabet over alle ens gode og onde tanker og handlinger, som bestemmer, om ens kommende liv bliver bedre eller værre. For Line, som altså er folkekirkepræst i dag, blev det udmattende at gå og føre regnskab på den måde.

Når man tror på reinkarnation, kan man nemt blive overbelastet af sit forsøg på at blive et bedre menneske. I min kristne tro kan jeg i højere grad hvile i at blive sat fri af tilgivelsen, når jeg begår fejl. Derfor lever jeg mere afslappet nu. Det kan til gengæld godt føre til en åndelig dovenskab, fordi man kan komme til at tro, at det egentlig er ligegyldigt, hvordan man lever, så længe man tror på det rigtige,” siger hun. En af grundene til, at hun opgav sin tro på reinkarnation, er, at hun finder idéen om karma hård og ubarmhjertig, fordi det ligger latent i den, synes hun, at eksempelvis sultne børn i Afrika lider den vanskæbne, de har gjort sig fortjent til i deres tidligere liv – en tanke, som har banet vejen for Indiens hierarkiske lagdeling af samfundet, det såkaldte kastesystem. Alligevel forstår hun et eller andet sted godt, hvorfor mange mennesker foretager den modsatte bevægelse af hende: fra den danske kristendom til den østlige spiritualitet.

Jeg tror, en af grundene til, at mange ikke føler, folkekirken giver dem noget, er, at det bliver noget med at sidde og tage imod. Det er ikke det, man længes efter,” siger Line Bønding.

Det er også det, som Jørn Borup, lektor ved Aarhus Universitet, peger på, da jeg beder ham forklare, hvorfor de østlige religioner, som han specialiserer sig i, vinder frem i Vesten. Han ser karma – sådan som det bliver nyfortolket af mange mennesker i den vestlige verden – som et nærmest neoliberalt koncept, der rimer på kapitalisme og individualisme. Det lægger op til, at du er herre over dit eget liv og skal optimere dig selv for at få en god genfødsel,” siger han.

Ifølge Jørn Borup er reinkarnation en del af en bland-selv-pakke, vi har importeret fra Østen, som også tæller yoga, mindfulness og andre konkrete praksisser, der tilfredsstiller behovet for selvoptimering. Undervejs har de fået et vestligt vrid, så genfødslens hjul af mange ikke bliver betragtet som noget, man skal befries for, men som en belønning og en trøst, der giver henstand mod døden. Det er sådan, mange sociologer og filosoffer udlægger reinkarnationens renæssance i den vestlige verden: som en modgift mod en dødsangst, der ikke er blevet mindre trods århundreders forsøg på at bekæmpe døden. Medicinske landvindinger har formået at udskyde døden, men ikke at afskaffe den, og i stedet har vi indrettet et samfund designet til at distrahere os fra den kendsgerning, at vi skal dø: konstant tilgængelighed, butikker, der aldrig lukker, stress, jag og støj, der skal skygge for den store stilhed, som Line Bønding beskriver det. Mens futurister såsom amerikaneren Ray Kurzweil forsøger at løse dødens problem ved at løsgøre menneskets bevidsthed fra den forgængelige krop og forene den med teknologien, tyr andre til en tilsvarende tanke i troen. Det er en provokerende tanke, at alting har en ende, og at de mennesker, vi elsker, en dag ikke vil være der længere. Tanken om reinkarnation kan give en fred ved det, så man ikke længere er bange for døden,” siger Line Bønding.

Det kender Anders Dræby godt. Han er filosof og eksistentiel terapeut, og så er han, som han selv beskriver det, meget åben for muligheden for reinkarnation, uden at han dog tilslutter sig nogen religion.

Når man kan se døden i øjnene og samtidig er åben for, at dette liv ikke er hele livet, så giver det en anden ro,” siger han. Ens dødsangst forsvinder, og de materielle ting, vi normalt har travlt med at jagte i den vestlige verden, bliver uvæsentlige, og andre ting træder i stedet for – menneskelige værdier som selvindsigt, kærlighed og at være et godt menneske.”

Han fortæller, at han som barn havde intense, tilbagevendende drømme om at dø som en voksen mand. Men det var først mange år senere, i en alder af 40 år, at han forlod det ateistiske tankesæt, han havde fået med fra barndommens lægehjem. Han sad i en lederstilling på Aarhus Universitet, da han besluttede at starte sit liv forfra. Mit liv var kørt fast i en stræben efter selvoptimering, status og materielle besiddelser, og det var jeg træt af,” siger han. I stedet begyndte han at arbejde som filosof og terapeut og interessere sig for det åndelige.

I den moderne materialistiske verden har vi en mangelfuld forståelse af døden. Det gør, at manges dødsangst er kommet helt ud af proportioner, fordi vi ikke er i stand til at tilskrive døden en mening. Spørgsmålet er, om vi mennesker overhovedet er i stand til at leve med det rationelle, videnskabelige livssyn, som har hersket i 200 år. Vores forsøg på at bekæmpe døden har ikke gjort behovet for at forstå den mindre, og det har kun gjort frygten for den større,” siger Anders Dræby.

Selv er han ikke bange for døden, siger han. På en måde glæder han sig faktisk lidt til den. Han synes, at det vigtigste er livet nu og her, men han er alligevel nysgerrig på, hvad der sker efter døden. Han er forberedt på, at der sker noget.

Det er dét noget, jeg er nysgerrig på. Hvad er det helt konkret, hver fjerde dansker tror, der sker med dem, når de dør? Jeg er ude efter så konkrete beskrivelser som muligt (man er vel sin mors søn), men det har vist sig, at spørgsmålet unddrager sig klare svar. Jeg prøvede at spørge Zetlands medlemmer og Facebook-følgere – de af jer, der tror på reinkarnation – hvad det vil sige for jer, og hvad det betyder for jeres måde at leve på. Hvis jeres svar – hjælpsomme som altid – viser noget, er det, at det her i høj grad er en individuel størrelse, sådan som Jørn Borup sagde. Svarene kredser om en sjæl, en energi eller en ånd, der lever videre, måske som et menneske eller et dyr, måske i himlen, helvede, paradis, måske i en slags limbo, måske i en parallelverden eller en anden form for udefinerbar bevidsthedsdimension. Nogle nævner specifikt nirvana, karma og konkrete genfødsler. For andre lyder det mere som en genfortolkning af kristendommens paradis, og for andre igen klinger det næsten af Kraften i Star Wars-universet – at blive opslugt i en fælles energi. Mange taler om, at troen på reinkarnation har befriet dem for deres dødsangst og gjort dem mere rolige, ydmyge og næstekærlige. Jeg spurgte også, om folk ville ændre noget, hvis de fik muligheden for at leve deres liv forfra. Jeg ved godt, at det ikke er dét, reinkarnation går ud på, men jeg tænkte, at det for nogle måske handlede om fortrydelser og skuffelser fra dette liv, som de ville ønske, de kunne gøre om. Men de fleste sagde nej, eller også var det småting, som de ville gøre om. De havde begået de fejl, de skulle, for at blive til dem, de var. Og så var der nogle stykker, der ville hæve lidt penge på deres firmakonto” – med en reference til Nik & Jay-slageren Én dag tilbage, som jeg vist selv bad om.

Hvis Peter H. Fogtdal selv kunne bestemme, ville han gerne være en italiensk musiker fra Comosøen i sit næste liv. Og det er ikke, fordi jeg gerne vil være George Clooney! Jeg kunne lide Comosøen før George Clooney! Men jeg har været kunstner i mange liv, så jeg skal sikkert være et eller andet røvkedeligt næste gang.”

At Peter H. Fogtdal har levet før, er han slet ikke i tvivl om. Den danske bestsellerforfatter var 11 år, da han trådte ind på Markuspladsen i Venedig for første gang i sit/dette liv og bare vidste, at han havde været der før. Siden har han haft utallige drømme om tidligere liv. Men det vigtigste, siger han, er ikke, hvad han har været, men hvad han har lært. Han fortæller om at have været en fårehyrde i Kashmir, der mistede sit barn, en skotsk husmor, der endte sit liv som krøbling efter en ulykke, en mislykket poet fra Portugal, som i stedet blev landsbylæge, og en omrejsende musiker i baroktidens Europa.

Jeg kunne kede dig i timevis med den slags oplevelser. Det er drømme og visioner, som nogle mennesker ville kalde fantasi, og ingen af dem vil nogensinde overbevise et rationelt menneske. Men for mig var det lige så virkeligt som at tale med dig nu,” siger han over en Skype-forbindelse fra Portland, Oregon, hvor han bor. Han kan med det samme mærke, at jeg ikke tror på det samme som ham, og han gør et nummer ud af at understrege, at han altså ikke er nogen naiv new age-tåbe”. Jeg er meget, meget kritisk – også selv om jeg har været astrolog,” som han slagfærdigt siger det. Indtil jeg var 30 år, var jeg ateist og komplet rationel, og jeg syntes, at alt det, jeg taler om nu, var vanvid. På et tidspunkt, hvor jeg var i vild krise, havde jeg to enormt intense drømme på tre dage. Derefter begyndte jeg at undersøge reinkarnation, og på en eller anden måde vidste jeg bare, at det var sandt. Jeg tror på det her, fordi jeg har oplevet det og ved, at jeg har levet masser af gange. Om Jesper Olsen har, vil jeg ikke være så arrogant at udtale mig om … men jeg tror det,” tilføjer han med et lurendrejersmil.

Peter H. Fogtdal har skrevet romaner som Zarens dværg, Lystrejsen, Det egyptiske hjerte og Flødeskumsfronten, som er oversat til flere sprog. I bøgerne bruger han reinkarnation på to måder, fortæller han. Dels som et tilbagevendende tema, men også som erfaringer, der gør ham i stand til intuitivt at beskrive forskellige miljøer levende og indgående. Han tror på karma, men kalder sig mystiker og vil ikke bekende sig til en bestemt religion. Når han dør, tror han, at hans sjæl bliver sendt til en dimension, som hverken er himlen eller helvede. Her vil han hvile sig, hans gode og dårlige handlinger vil blive vejet imod hinanden, og på et tidspunkt vil han blive genfødt i en ny krop.

Jeg tror på, at vores sjæle bliver sat på forskellige opgaver. Vi skal alle sammen have alle former for oplevelser og lære alle facetter af at være menneske. Vi skal alle sammen prøve at leve i hungersnød, og vi skal alle sammen prøve at være rige og berømte.”

Han siger, at hans tro på karma har gjort ham til et bedre menneske, selv om han erkender, at hans gode gerninger har fået et strejf af egoisme, i og med at han tror på, at de bliver belønnet, om ikke i dette liv, så i det næste. På den anden side: Hvis du gør godt for andre, betyder det så noget, hvorfor du gør det?

ÆGGETZetland-medlem Alexandra Freltoft anbefalede denne fine video, som er en visualisering af Andy Weirs novelle ‘The Egg’, der gik viralt efter sin udgivelse i 2009.YouTube / Kurzgesagt – In a Nutshell

Jeg kan mærke, at Peter H. Fogtdal er lidt på vagt over for mig. Han skal lige se mig an, have en fornemmelse for, hvad for en artikel jeg er ved at skrive, og om jeg bare er ude på at udstille ham som en galning. Han er ikke den eneste, der vrider sig lidt. Jeg mærker en lignende påholdenhed, da jeg ringer til Lars Muhl – rockcrooneren, der lavede Sjæl i flammer sammen med Kasper Winding, og som siden droppede musikkarrieren og blev forfatter og mystiker.

Mange af mine venner har kun overbærende skuldertræk over for det, jeg beskæftiger mig med,” siger han. Men for Lars Muhl er det utænkeligt”, at alting bare stopper efter døden. Han sammenligner det med spørgsmålet om liv i rummet: Vi er blevet så magelige i tanken om, at vi er alene, at det ellers ret sandsynlige scenario, at blot én af de andre milliarder af planeter skulle huse intelligent liv, forekommer os at være helt absurd. Prøv og kig ud i universet: Det er jo fuldstændig utænkeligt, at der ikke findes liv et sted derude,” siger Lars Muhl. På samme måde med reinkarnation: Vi har vænnet os til at tro, at døden er den sidste destination. Men hvorfor, spørger han, skulle det være mere sandsynligt, end at toget fortsætter ad et nyt spor? Det får mig til at tænke på en joke, som Line Bønding, min kones eks-papmor, fortalte mig. Den handler om to tvillingefostre, der diskuterer, om der er liv efter fødslen. Umuligt! siger det ene foster. Ingen er nogensinde vendt tilbage efter fødslen, navlestrengen er alt for kort, og den her påståede Moder – er der nogensinde nogen, der har set hende?

Jeg forstår heller ikke kvantefysik, men det betyder jo ikke, at det ikke eksisterer,” siger Lars Muhl og nævner, at netop nogle af verdens førende videnskabsmænd har haft en åbenhed over for det metafysiske. Max Planck talte om en grundlæggende bevidsthed, som al materie udsprang af, Niels Bohr var inspireret af Østens gamle visdom, og Oppenheimer, manden bag atombomben, var dybt influeret af Bhagavadgita, et af de vigtigste indiske helligskrifter. Jeg kunne tilføje Rane Willerslev, antropolog og museumsdirektør på Nationalmuseet, til listen. I sin dannelsesbog Rygrad og rummelighed fra sidste år skriver Rane Willerslev, der hverken afviser eller bekender sig til reinkarnation, at han af princip altid forholder sig åben for, at virkeligheden rummer mere og andet end det, naturvidenskaben formår at afdække. Jeg kunne da ikke drømme om at afvise noget, jeg ikke forstår! Den position anser jeg faktisk for at være uvidenskabelig (…) Skal vi ikke bare blive enige om, at viden er helt vidunderligt vidtrækkende, og at det er vanvittigt at forsøge at hegne den ind i reservater af kanoniserede kundskaber.”

De ord tænker jeg over, samtidig med at min mors skeptiske stemme runger fra baghovedet, da jeg transskriberer mit interview med Lars Muhl og genhører hans malende beskrivelse af dengang, hans afdøde far materialiserede sig for ham et halvt år efter sin død. Lars var på vej ud for at holde et foredrag og kørte forbi Jydsk Væddeløbsbane i sin fødeby Aarhus, hvor hans far plejede at spille, da han så et kraftigt lysglimt over banen. Lyset forsvandt igen, og pludselig, fortæller Lars Muhl, sad hans far, som ikke var noget spirituelt menneske, på passagersædet ved siden af ham. De to havde aldrig haft en stærk forbindelse, men det havde de dér i bilen. Faderen ville fortælle Lars, at han ikke længere skulle bekymre sig om sin lillesøster, som døde af en hjernesvulst, da hun og Lars var børn. Hun havde fået et nyt liv og var godt gift.

For mig er døden kun en overgang fra én virkelighed til en anden,” siger Lars Muhl efter at have fortalt historien. Jeg spørger ham, om han ofte tænker over, hvad der sker, når han dør. Ja, siger han, men først og fremmest er jeg her nu, og det er det vigtigste.”

Selv om det var flabet at bede en præst om at holde Gud udenfor og snylte på folkekirkens fede selskabslokaler, så gjorde Line Bønding, som jeg havde bedt om, da hun begravede min mor. Hun holdt en smuk og jordnær prædiken, der handlede meget om min mor og mindre om Gud, og som fik min mors død til at give mening for mig. Seks år senere, nærmest på dagen, spørger jeg Line, hvad hun tror, der sker, når hun dør, nu hvor hun ikke længere tror på reinkarnation.

Jeg tror, at alt det, jeg har identificeret mig med og kaldt mig, ryger med mig i graven, og så går jeg op i en højere enhed med det, jeg kommer fra. Jeg ved ikke, om jeg vil være bevidst i den forening, men jeg tror, at det, man kalder himlen, er at komme tilbage til sit ophav.”

Det minder, siger hun, om den hinduistiske forståelse af sjælen som dråben, der vender tilbage til havet. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tænker jeg, at forskellen – trods alskens teologiske trakasserier – måske ikke er så stor.

Efter den kirkelige ceremoni gik vi sammen hen til min mors gravplads. Egentlig ville hun slet ikke have en gravplade. Hun ville alligevel bare blive til ormeføde, som hun sagde. Der var ingen grund til, at vi gik og betalte for en gravplads og fik dårlig samvittighed over aldrig at komme der. Hun ville bisættes på de ukendtes grav. Men på kirkegården, hvor hun blev bisat, fandtes der ingen fællesgrav, så vi købte den mest minimalistiske sten i sortimentet og nøjedes med at få hendes fornavn indgraveret. Jeg har ikke været der meget siden. Og når jeg en gang imellem står foran hendes grav, så føler jeg ikke, at hun er der. Det er vel én ting, man kan blive enige om, uanset hvad man tror på. Hvad enten man tror, at de døde, som vi holdt af, er kommet i himlen, blevet til ormeføde eller blevet genfødt i en ny krop, så er de ikke her hos os nu. Og den erkendelse lever og dør vi med på hver vores måde, så godt vi kan.

En stor tak skal der lyde til en række af Zetlands medlemmer, som kom med værdifulde input og idéer: Alexandra Freltoft for anbefalingen af The Egg’-videoen herover, Anne Agersted for anbefalingen af Eben Alexanders bog Proof of Heaven’, Lone Nielsen for at dele ud af sine oplevelser og Vagn Bro, Ejvind Geckler, Gordon Trier Holm, Henrik Tor Jensen og Henrik Bendsen for gode tanker, og ikke mindst alle, der svarede på mit spørgeskema. Det var en kæmpe hjælp.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: