Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Helikopter

Fredag 26. juni 2020

Prisen på løg og kartofler er eksploderet i Syrien. Det har givet ny luft til oprøret mod Assad

For mange så det ud, som om Bashar al-Assad havde vundet i Syrien – men nu truer en økonomisk krise og en lurende sultkatastrofe diktatorens plads på tronen. Gæst: Sune Haugbølle, professor, RUC.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Her er fredagens Helikopter. Det handler om, hvordan prisen på mad kan blive afgørende i Syrien.

Dagens citat

“Dette forløb har ikke været tilfredsstillende. Det er der ingen grund til at lægge skjul på”

Sundhedsminister Magnus Heunicke fik fredag en næse af Folketinget for sin håndtering af sagen om respiratorer til Italien. Det samme fik forsvarsminister Trine Bramsen. Udenrigsminister Jeppe Kofod fik en for en måned siden.


Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Syrien

  • Det er lidt siden, vi har hørt om borgerkrigen i Syrien, men nu er landet også kommet i en massiv økonomisk krise. Og det har medført en række nye protester mod regimet.

  • Krisen handler om, at det syriske pund er ramt af hyperinflation og mister værdi for hver dag, der går. Derfor bliver blandt andet mad bare dyrere og dyrere (BBC).

  • Situationen er så grel, at FN’s Fødevareprogram advarer om en lurende sultkatastrofe, særligt blandt de internt fordrevne i landet (WRAL).

  • Den økonomiske krise skyldes en kombination af det hårdt ramte syriske pund og en række nye sanktioner mod Syrien (Al Arabiya).

  • Økonomisk krise og sanktioner presser regimet i retning af forhandlingsbordet, men samtidig stiller det EU og USA i et dilemma, for kan man acceptere at bruge sult som et politisk pressionsmiddel? (Zetlands Nyhedshelikopter).

Foto: Ritzau Scanpix

Drab

  • Tirsdag morgen blev en 28-årig mand fundet dræbt i en bålhytte på Bornholm. Den dræbte var af dansk-tanzanisk baggrund og uddannet ingeniør.

  • To etnisk danske brødre på 23 og 25 år er sigtet for drabet, men har ifølge politiet sagt, at de ikke havde til hensigt at slå den 28-årige ihjel. De har erkendt grov vold.

  • Ifølge Ekstra Bladet var den ældste af de sigtede brødre tilhænger af Rasmus Paludan og havde et hagekors tatoveret på sit ben (Ekstra Bladet).

  • Ifølge sigtelsen blev den 28-årige ramt af slag med rafter, flasker og knyttede næver og stukket flere gange med kniv. Han fik desuden et knæ presset mod halsen.

  • Der er nogle ting ved den her episode, der har skubbet den igangværende debat om racisme ind i et nyt spor. Knæet mod halsen har fået flere til at sige, at episoden minder om drabet på George Floyd i USA.

  • Men her til eftermiddag har Bornholms Politi meddelt, at det tilsyneladende er et personligt motiv, der ligger bag forbrydelsen. Det fortalte chefanklager Benthe Pedersen Lund til vores kollega Frederik Kulager: “Vi er opmærksomme på, at der var et knæ mod en hals. Men vi er af den overbevisning, at det ikke har relation til racisme. Det er en personlige relation, der er gået galt”

  • På Zetland er Frederik Kulager og Theis Ehler Molin gået i gang med at dykke ned i sagen. Skriv endelig til dem, hvis du ved noget, på [email protected] og [email protected].

Det skal du også vide

Manden bag nedlukning af Danmark i september 2018 er dømt. En norsk-iraner har spioneret for den iranske efterretningstjeneste og medvirket til at planlægge et drab og er derfor idømt syv års fængsel og udvisning. Det bestemte Retten i Roskilde fredag. Sagen førte til en nedlukning af grænserne i Danmark i september 2018 (Politiken).

TV 2 har i øvrigt skrevet en meget fin baggrund for hele den konflikt, som sagen i Danmark udspringer af.

USA rammer ny rekord for coronasmitte. Coronabølgen ser ikke ud til at have toppet i USA, hvor antallet af nye smittede i dag satte rekord med 40.000 tilfælde. Den seneste tids stigning i antallet af smittede har betydet, at Florida, Texas og Arizona har udskudt planer om genåbning (BBC).

Minister afviser blød skat på feriepenge. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviste fredag, at lønmodtagerne kan slippe billigere i skat, når de indefrosne feriepenge udbetales til oktober. Det har ellers været et ønske fra blandt andet fagbevægelsen (Berlingske).

Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Dagens Zetland-historier

Naturøkonomi. Stjerneøkonomen Partha Dasgupta vil bevise, at vild natur er en god investering. Nu er politikerne begyndt at lytte, skriver Theis Ehler Molin.

Zetland. Et medlem spurgte, om Zetland overhovedet skal vokse. Svaret er ja, for der er en opmærksomhedskrig, der skal vindes, skriver Lea Korsgaard.

Fredagsfavoritten. Redaktionen har samlet historien om vrede kvinder, der tryner mænd på internettet, og fire andre journalistiske fortællinger til din weekend.


Jakob Skaaning

Det var alt fra fredagens Helikopter. Og samtidig den sidste mail, du får fra mig i et par uger, for jeg smutter nemlig på sommerferie. Men på mandag sidder Andreas Thorsen klar til at styre Helikopteren gennem nogle forhåbentlig varme sommeruger.

Med venlig hilsen

Jakob Skaaning

Helikopter-vært