Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Da Hongkongs elite vendte demokratiet ryggen, fik Kina frit spil

De plejede at kæmpe for demokrati og frihed i Hongkong. Nu deltager de aktivt i indskrænkningen af begge.

Foto: Mike Clarke / AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


På balkonen hos bystyret stod et højtstående medlem af Hongkongs demokratibevægelse. Med hænderne hævet mod himlen lovede han at fortsætte kampen for, at alle skulle have lov til at stemme. Det er et kvart århundrede siden. I dag fremmer han udhulingen af den begrænsede stemmefrihed, Hongkong har tilbage.

Et andet eksempel: En prominent advokat, som gik ind i politik netop for at bekæmpe den slags lovgivning, er i dag blandt de fremmeste fortalere for Hongkongs nationale sikkerhedslov. Den blev indført sidste år af Beijing og gør det blandt andet kriminelt at arbejde for selvstændighed.

Et tredje: En lovgiver, der engang blev rost for at have omfavnet demokrati, mens hun studerede i USA, taler i dag varmt om fordelene ved Beijings hårde kurs og spreder anti-amerikanske konspirationsteorier.

Set på afstand kan det se ud, som om Kinas jerngreb om Hongkong, der de seneste år har lagt bånd på befolkningens frihedsrettigheder, involverer to parter: myndighederne i Beijing og så en befolkning, der er vrede over indskrænkningen af deres frihed. Men den førstnævnte part havde ikke haft så nemt ved at banke sidstnævnte på plads, hvis det ikke havde været for en tredje gruppe: Hongkongs herskende klasse.

De her embedsmænd, politikere og kommentatorer betjener sig af en blanding af historisk revisionisme, dobbeltmoral, psykisk manipulation og whataboutism, altså en form for udenomssnak, imens de udfører Beijings mission om at transformere byen. Samtidig forsøger de at bevare en fernis af demokratisk konkurrence og overbevise befolkningen om, at deres frihed ikke er eroderet. Deres budskaber overgår næsten fantasien: Et mindre repræsentativt valg er rent faktisk mere demokratisk, og selv om organisation efter organisation må lukke, er Hongkongs civilsamfund lige så spillevende som nogensinde før. Nogle er tilhængere af såkaldt patriotisk undervisning i Hongkongs skoler, samtidig med at de sender deres egne børn til internationale privatskoler og sidder i bestyrelsen hos udenlandske universiteter. Andre tilhører eliten, hvis familiemedlemmer bor i de samme lande, som ifølge dem blander sig i Hongkongs affærer. Og der er politicheferne, som hævder, at USA forsøger at knuse Hongkong, men som kender fjenden godt, fordi mange af dem selv har studeret i USA eller endda trænet med FBI.

Nogle af Hongkongs forhenværende demokratiforkæmpere lader til at lide af politisk hukommelsestab. Embedsmænd, som lydigt arbejdede for den tidligere britiske koloniregering, overdøver nu hinanden for at bevise deres nationalistiske troskab over for Beijing. Og de, som afsvor det britiske kolonistyre med deres bastante love, bifalder nu brugen af de samme midler, idet de jagter deres politiske fjende.

Den hastighed og parathed, hvormed Hongkongs ledere har indordnet sig, har været slående, historien taget i betragtning. Da briterne gav Hongkong tilbage til Kina i 1997, efterlod de byen med et stærkt retssystem, en tradition for ytringsfrihed og ledere, der var oplært i et åbent samfund med internationale forbindelser. Lige nu viser Hongkong med bemærkelsesværdig klarhed, at der ikke er brug for vold eller revolutioner, hvis blot eliten og politikerne er villige til at se igennem fingre med den hårde kurs.

Det, vi alle sammen skal indse, er, at selv om du tror, dit samfund er immunt over for forsøg på at skabe et autoritært regime, så pas på,” siger Michael Davis, fellow ved Wilson Center i Washington D.C. og forfatter til bogen Making Hong Kong China.

Én ting, som Hongkong aldrig har været, er et fuldt demokrati. Den britiske koloniregering, som regerede i mere end 150 år, manglede legitimitet i befolkningen og allierede sig i stedet med toppen af Hongkongs magtfulde erhvervsliv. Efter genforeningen med Kina forblev Hongkong semi-autonomt under parolen ét land – to systemer’. Her havde magnater og forretningsmænd stadig meget at sige i regeringen, idet de skiftede loyalitet, da flagene over byen blev skiftet ud.

Teknisk set kan hongkongere stadig stemme, men deres stemmesedler har langt mindre vægt nu end tidligere. Under et system, som skal sikre, at kun patrioter’ får lov at styre Hongkong, er antallet af borgere, som skal udpege byens magtfulde valgkomité, blevet stærkt begrænset. For fem år siden var 233.000 hongkongere med til at sammensætte valgkomitéen, som skal udnævne Hongkongs næste leder. I dag er det 4.800 nøje udvalgte – svarende til 0,06 procent af byens befolkning. En af de stemmeberettigede – den tidligere chef for politiets tilsynsråd – ankom i sidste måned til et valgsted iført en baseballkasket, der markerede 100-året for grundlæggelsen af Kinas kommunistparti – bare hvis nogen skulle være i tvivl om, hvem det er, der bestemmer. Kun knap en femtedel af byens lovgivende forsamling skal på valg næste gang i december – tidligere var det halvdelen. Ingen prodemokratiske partier har endnu fremsat kandidater. Chefen for bystyret er håndplukket af Beijing. De, som har passet posten, har aldrig besiddet særligt imponerende politiske evner, men de er alligevel blevet betroet med det ekstremt udfordrende job at balancere mellem to meget distinkte valgkredse – folket i Hongkong og cheferne i Beijing.

I bogen Twilight of Democracy skriver forfatteren og The Atlantic-skribenten Anne Applebaum, at for at demokratiske regeringer kan blive autoritære, har de brug for mennesker, som behersker et sofistikeret jurasprog, og som kan argumentere for, at det at bryde forfatningen eller fordreje lovene er den rette ting at gøre”. Med andre ord har regeringerne brug for medlemmer af den intellektuelle eller dannede elite, som vil hjælpe dem med at erklære krig mod resten af den intellektuelle og dannede elite, selv hvis det inkluderer klassekammerater, kolleger og venner”. Hongkong har muligvis aldrig haft et fuldt demokratisk system, som Beijing kunne afvikle, men den slags mennesker, som Applebaum beskriver, er der masser af i byen.

Law Chi-kwong, for at tage et eksempel, blev i slutningen af 1990’erne beskrevet som en af de bedst kendte fortalere for demokrati og retsstaten” i Hongkong. Som et stiftende medlem af byens største prodemokratiske parti blev han i 2004 nægtet indrejse til Shanghai. Det var en slags adelsmærke. Men i 2017 forlod han det demokratiske parti for at tjene som Hongkongs sekretær for arbejde og velfærd. To år senere, da demonstrationer for demokrati tog fat i byen, fortalte han bekymrede borgere, at de skulle være mere nervøse for naboens grillrøg end for de tusinder runder tåregas, som politiet havde affyret mod demonstranterne. For nylig er han blevet brugt til at udbasunere Beijings budskaber omkring omvæltningen af valgsystemet. Når han bliver spurgt til sin kovending, undviger han akavet. På et tidspunkt blev han spurgt, om byens årlige mindehøjtidelighed, der markerer massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, ville blive ulovliggjort. I 1989 skød og dræbte Kinas militær hundredvis, måske tusindvis af demonstranter, som havde okkuperet den berømte plads i Beijing for at demonstrere for flere frihedsrettigheder. Alt, hvad der er ulovligt, er ulovligt,” svarede Chi-kwong, som selv i årevis deltog i mindehøjtideligheden.

Det var ikke kun demokratiforkæmpere, som blev chokerede og forargede over det, der skete i 1989. Tam Yiu-chung, Hongkongs enlige repræsentant i Kinas stående komité for Den Nationale Folkekongres, har altid været pro-Beijing, men dét år tog han afstand og underskrev en underskriftsindsamling imod Beijings handlinger. Men i år, efter at arrangørerne af Hongkongs årlige mindehøjtidelighed for massakren var blevet arresteret med henvisning til den nationale sikkerhedslov, blev deres organisation fjernet fra byens firmaregister, og et museum dedikeret til demonstrationerne i 1989 blev ransaget af politiet. Tam fortalte journalisterne, at myndighederne ganske enkelt fulgte loven. Da jeg for nylig spurgte Tam til dette, sagde han, at han tilbage i 1989 ikke havde alle de nødvendige informationer for at forstå, hvad der var sket i Beijing.

Andre er mindre fåmælte i deres forsvar for den kinesiske regering. Advokaten Ronny Tong, som var en åbenmundet kritiker, da Beijing forsøgte at indføre en lignende national sikkerhedslov i 2003, gik ind i politik specifikt for at bekæmpe den form for forslag. Tong sluttede sig til den nuværende administration i 2017, og siden den nationale sikkerhedslov blev indført, har han markeret sig selv som en af regeringens mest højlydte angrebshunde. Ofte dukker han op på internationalt tv for at tale i munden på de andre gæster eller skælde ud på værterne. På det her tidspunkt sidste år argumenterede han for, at reaktionerne på sikkerhedsloven var alarmistiske. Der er ingen masseanholdelser af dissidenter eller nedlukninger af medier,” sagde han.

Tre måneder senere blev 53 mennesker, herunder nogle medlemmer af Tongs gamle parti, anholdt for at bryde den nationale sikkerhedslov. Deres forbrydelse var at deltage i en officiel afstemning til et valg, som aldrig fandt sted. Selvfølgelig havde jeg ret,” siger Tong, da jeg spørger ham, om han stadig står ved sin tidligere udtalelse. Hongkongs politi går ikke rundt og banker på alles døre og anholder folk til højre og venstre på baggrund af selvopfundne sigtelser,” siger han. Tong mente, at min tærskel for masseanholdelser’ var meget, meget lav”. På nuværende tidspunkt er over 100 mennesker blevet anholdt for brud på sikkerhedsloven. Og hvad angår hans pointe omkring medierne, blev Apple Daily, en prodemokratisk avis, som var Hongkongs største målt på oplag, tvunget til at lukke i juni, da myndighederne anholdt ledende redaktører og indefrøs avisens midler.

Da jeg spurgte Fred Li, en tidligere prodemokratisk lovgiver og nuværende forretningskonsulent, hvorfor så mange, heriblandt hans gamle partifæller, bare er gået med på de politiske forandringer i Hongkong, var hans svar simpelt: Har de noget valg?” De, der gerne vil bekæmpe forandringerne i Hongkong, kan følge forskellige veje, men ingen af dem er specielt appellerende. Mulighederne inkluderer fængsel, at flygte til udlandet for at blive aktivist i eksil eller at blive i Hongkong og forlade politik (vel vidende, at dine tidligere handlinger kan blive brugt imod dig senere hen). En sidste mulighed: underkastelse.

Lee Morgenbesser, en politisk lektor ved Griffith University i Australien, som forsker i autoritære styreformer, fortæller, at mange vælger at gå med på de dramatiske politiske forandringer i Hongkong af én af tre grunde: privat vinding, frygt eller uvidenhed. For den nuværende politiske elite, siger han, er spørgsmålet, hvordan de kan få gavn af situationen. Hvis de udviser loyalitet, får de lov til at beholde deres jobs, deres løn og de andre fordele, der følger med,” siger han. Hvis du forlader politik til fordel for forretningsverdenen, vil du ikke kunne finde ansættelse eller få skattefordele, medmindre du udviser loyalitet over for den proces, som er undervejs”. Den enkeltes baggrund spiller kun en lille rolle, for i sidste ende, siger Morgenbesser, er det sådan, at hvis du gerne vil overleve og bevare dit levebrød, er du nødt til at bøje dig for de politiske vinde”.

De vinde blæser ind fra nord. Og Holden Chow, en lovgiver i pro-Beijing-lejren, vil bøje sig så hurtigt og så dybt som nødvendigt for at behage sine chefer dér. Da han blev valgt i 2016, talte Chow om at tjene som en bro mellem fastlandet og Hongkong. De bestræbelser er blevet forkastet til fordel for en mere bombastisk tilgang. Chow er i dag et af de mest bramfri og aktive medlemmer af pro-Beijing-lejren. Han holder protester uden for USAs konsulat i Hongkong og går på Twitter for at rette angreb mod enhver, der fornærmer Kina, eller for at komme med jublende beskeder, når prodemokratiske skikkelser bliver arresteret eller fængslet.

Chow er noget mindre bidsk ansigt til ansigt, men under en samtale, vi havde for nylig, refererede han mindst en håndfuld gange til sig selv som patriot” – som forsøgte han at leve op til sit image på nettet. En af hans kæpheste er, at der er brug for patriotisk undervisning i Hongkongs skoler. Logikken er, at unge på den måde vil blive mere lydhøre over for Beijing – og mindre tilbøjelige til at kræve demokrati ligesom de hundredtusinder af studerende, der gik på gaden i 2014 og 2019. Tankegangen er paradoksal set i forhold til hans egen livserfaring: Chow gik på en fin engelsk kostskole og senere på London School of Economics.

Chow fortalte mig, at han var nået til den overbevisning, at Hongkong var nødt til at styrke sin kinesiske nationalisme, mens han kortvarigt arbejdede for en meget amerikansk institution – Cedar Point, en forlystelsespark i Sandusky, Ohio, hjemsted for Iron Dragon-rutsjebanen og lækkerier som den puddersukkertoppede funnel cake. The Star-Spangled Banner blev spillet hver morgen, og det amerikanske flag blev hejst. Det var noget andet end i Hongkong, sagde Chow, hvor folk ikke ved, at man bør respektere nationalsangen og nationalflaget”.

Da jeg sagde til Chow, at USA jo, i modsætning til Hongkong, ikke har gjort det forbudt at brænde eller ødelægge flaget, virkede han overrasket. Det passer da ikke, gør det?” spurgte han. Nogle uger senere stemte han for en lov, der gør det ulovligt at vanære det kinesiske flag på nettet. Bryder man loven, står man til op til tre års fængsel.