Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

I Danmark sidder hver fjerde sygdom i sindet. Kan vi lære af Norge, der beder de syge selv tilrettelægge deres behandling?

LYS Daniel Majholm kollapsede, efter hans fjerde barn blev opereret for en hjertefejl. Først fire år efter lettede depressionen. Foto: Jonas Pryner / Zetland


1. juni 2017
15 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Psykiske lidelser er nu den største sygdomsbyrde i Danmark – over både kræft og kredsløbssygdomme. Mens vi her i landet stadig diskutterer, hvad eksplosionen af sygdomme i sindet egentlig skyldes, har de i Norge indført en statsfinansieret medicinfri behandling i det psykiatriske system og givet patienten ansvaret for at tilrettelægge sin egen behandling. Men hvad gør det ved selve forståelsen af de sygdomme, der sidder i sindet?

2.000 kilometer nord for Skagen sætter seks mennesker sig sammen i en svagt rosa bygning med udsigt ud over fjorden. De mødes hver dag for at tale om deres erfaringer med det, de har til fælles: deres symptomer på enten skizofreni eller bipolare lidelser, de behandlingsformer, de allerede har prøvet, og planerne, de har lagt for fremtiden.

De er indlagt på Tromsøs medicinfri behandlingstilbud Åsgård i Norge. De har selv valgt at komme til huset. De har selv tilrettelagt forløbet under deres indlæggelse. Og de har alle haft samtaler med personalet i huset sammen med deres familie eller netværk før indlæggelsen om, hvad der er vigtigst for netop dem.

Som det første land i verden har Norge introduceret en psykiatrisk behandling, hvor patienter med psykiske lidelser har krav på selv at vælge deres egen behandling – og har et reelt alternativ til medicin. De får ansvaret for behandlingen.

Dét er så omvæltende, at det kan ændre vores måde at forstå psykisk sygdom på.

I løbet af de seneste år har kriserne på offentlighedens dagsorden – finanskriser og politiske kriser, klimakrise og flygtningekrise – fået selskab af en anden og mere skjult, men dybt alvorlig krise: krisen i vores sind.

Antallet af psykisk sårbare er steget dramatisk. I dag udgør psykiske sygdomme den væsentligste sygdomsbyrde ifølge Psykiatrifonden. Psykiske sygdomme svarer til knap 25 procent af den samlede sygdomsbyrde og er den højeste enkeltårsag i verden, skriver Psykiatrifonden i Tal til Psyken med henvisning til en forskningsartikel i tidsskriftet The Lancet.

Det gælder også i Danmark, hvor sygdomsbyrden for psykiske sygdomme overstiger både kræft og kredsløbssygdomme, skriver Psykiatrifonden med henvisning til WHOs målinger. De samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger ved psykisk sygdom er estimeret til 55 milliarder kroner om året i Danmark.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed vil 700.000-800.000 voksne danskere have problemer med mental sundhed i løbet af et år. 30.383 børn blev behandlet i det psykiatriske system i 2015 – et tal, der er steget med 44 procent på fem år.

Som samfund har vi gjort enorme fremskridt med at bekæmpe sygdomme i vores krop. Til gengæld er lidelserne i højere grad flyttet ind i sindet.

Selv om så stor en del af befolkningen enten lever med en psykisk lidelse eller har haft en psykisk sygdom, taler de ikke nødvendigvis selv højt om deres situation. Da jeg spurgte Zetlands medlemmer om, hvorfor det er så svært at tale om at være syg i sindet, løb ordet skam som et ekko ned gennem de mange fine kommentarer.

Det er meget skamfuldt for langt de fleste mennesker, at man ikke kan få en hverdag til at hænge sammen pågrund af psykisk sygdom,” skrev Nanna Balslev, og skammen er noget af det sværeste.”

Karen Glistrup var enig. Det er vildt skamfuldt at være ramt i sindet. Man mangler kontrol over sig selv,” skrev hun og tilføjede: Det er også skamfuldt at have svært ved at udtrykke sig.”

Kristian Tomsen skrev ikke direkte om skam, men han skrev, at hvis ikke vi sørger for at lave en tydelig skelnen mellem psykiske sygdomme og forskellige udtryk for at være ufuldstændig”, forkert” eller på anden vis fejlagtig” (…), så bliver det næsten umuligt at betragte en person med længerevarende eller kroniske psykiske sygdomme som fuldkomne” eller hele” mennesker.”

De har alle tre fat i noget essentielt. Dybest set bunder samtalen om psykisk sygdom i spørgsmålet: Hvem er jeg? Men det sprog, vi har til at tale om psykisk sygdom, er ofte diagnosesproget, og det sprog sætter ikke kun ord på psykisk sygdom, det spænder måske også ben for forståelsen.

En kronikør i Information formulerede problemet præcist: Det gode ved diagnoserne er, at de har givet os et fælles sprog til at tale om det svære ved at være menneske. Men den uheldige følgevirkning er, at vi i den forbindelse degraderer det at være menneske til at være enten rask eller syg.”

Det er derfor, det kan opleves både som en lettelse og som en stigmatisering at få stillet en diagnose. For måske placerer diagnosen på godt og ondt problemet uden for individets rækkevidde.

Men de, der har psykiske diagnoser, kan ikke kun fortælle om deres lidelser og symptomer. De kan også fortælle os om, hvad der virkede, da det var allerværst, hvad der skulle til, for at de fik det bedre, hvad der ville kunne hjælpe dem yderligere på fode. Den historie er værd at lytte til for os alle sammen, både for andre, der har en diagnose, for dem, der er pårørende, og for dem, der ikke har haft psykiske problemer.

Derfor giver vi i tre andre artikler i dag ordet til Daniel Majholm, Katrine Rosenbæk og Morten Engell Thomsen. Ud over at være henholdsvis far til fire, studerende og brændende interesseret i verdensrummet, så lever de også med en psykisk sårbarhed. De har også alle tre med stædighed, mod, held, håb og hjælp fået det langt bedre, end de tidligere har haft det. Vi har lyttet til, hvordan det gik til. (Du finder links til deres historier nederst i denne artikel).

KNAP Katrine Rosenbæk blev svimmel af stress og mærkede grænsen for, hvad hun magter. Men det er også en frihed at kende grænsen, siger hun. Foto: Tor Trads / Zetland

Men lad os vende tilbage til Norge.

Tilbage i 2015 indførte den norske sundhedsminister Bent Høie et krav, som sendte rystelser gennem dele af den offentlige og faglige debat. Kravet gik groft sagt ud på, at de regionale sundhedsmyndigheder skal tilbyde et medicinfrit alternativ til patienter med psykiske sygdomme gældende fra den 1. juni 2016.

Ingen skal tvinges til at tage medicin, så længe der findes andre måder at give nødvendig omsorg og behandling på,” lød Høies pressemeddelelse.

Sat på spidsen har sundhedsministeren indført patientens frie vilje i det psykiatriske behandlingssystem.

Når Høies krav er interessant, er det ikke for at diskutere, om den bedste psykiatriske behandling er med eller uden medicin. Medicin kan uden tvivl være vigtigt. Det interessante er derimod selve valget. Når Høie indfører en statsfinansieret medicinfri behandling i det psykiatriske system, så giver han patienten et regulært valg. Høie indfører en ret til at blive lyttet til, og det er interessant.

Det er vigtigt at tilføje, at tvang stadig forekommer i relativt høj grad i det norske psykiatriske system. Patienter kan stadig tvangsindlægges på et psykiatrisk hospital, hvis patienten er i alvorlig fare for sig selv eller andre, eller hvis udsigten til helbredelse ellers går tabt. Men som udgangspunkt skal psykiaterne lade patienten bestemme, hvilken behandling de foretrækker.

Med sit krav om et medicinfrit alternativ udfordrer Bent Høie grundantagelsen, at den psykiatriske patient ikke kan træffe valg på egne vegne. Han har med andre ord rykket ved spørgsmålet: Hvad vil det sige at være psykisk syg?

Dét har i den grad skabt reaktioner i Norge. For det er også en kontroversiel og, vil nogle sige, farlig vej at vælge.

Her er det vigtigt at træde at skridt tilbage og understrege dette:

Helt nøjagtigt, hvor det store problem ligger, er vi grundlæggende ikke enige om. Altså: Hvorfor så mange er syge i sindet i dag.

Man kan meget groft sagt skitsere nogle af de forskellige forklaringer sådan her:

Én forklaringsmodel ser psykiske problemer som forbundet til en neurokemisk ubalance i hjernen. Galskab blev allerede under oplysningstiden en sygdom, der hørte under lægevidenskaben. I dag har forskere vist, at psykisk sygdom kan være arveligt, så vores gener kan gøre os disponerede for for eksempel skizofreni, og at biologiske processer kan være med til at udvikle sygdomme i sindet.

Men der er også dem, der mener, at det syge ikke er inde i hjernen, men i samfundet. Den skotske psykiater R.D. Laing skrev i 1960’erne, at psykisk sygdom skyldes omgivelserne, hvormed han lancerede antipsykiatrien. Lignende forklaringer finder vi også i dag. Anders Petersen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, har talt om, at de voksende krav og forventninger til mennesker i præstationssamfundet skubber flere og flere mennesker ud over kanten og ned i depressionen,” som han sagde til Politiken. Depressioner er en reaktion på samfundets krav om, at vi skal præstere hele tiden, mener han. Altså: Det er samfundet, der gør os syge.

Der er også dem, der mener, at problemet ikke primært er, at presset udefra er blevet større, men at de indre forsvarsværker er blevet mere skrøbelige. Resultatet er en personlighedsstruktur hos mange børn og unge, der tilsyneladende er langt mindre robust end tidligere,” skriver Per Schultz Jørgensen i bogen Robuste Børn, og det er den manglende robusthed, der kommer til udtryk i den stigende psykiske sårbarhed. Altså: Det er opdragelseskulturen, der ikke ruster børn og unge til det samfund, vi har.

Og så er der dem, der ikke mener, at det er samfundet, der gør os syge, men at det er samfundet, der kalder os for syge. Vi lever i en diagnosekultur,” skrev Svend Brinkmann i bogen Diagnoser, en kultur, hvori diagnoser cirkulerer og bruges af såvel fagpersoner som lægfolk til at begribe stadig flere former for lidelse, afvigelse og ubehag.” Altså: Det er samfundets italesættelse af, hvornår man er rask og syg, der er roden til det stigende antal diagnoser.

STILLE Morten Engell Thomsen mærkede de første symptomer på skizofreni, da han var 16 år. I dag arbejder han på Ballerup Rådhus og er næsten lige blevet far. Foto: Jonas Pryner / Zetland

Men uanset hvilken forklaring vi hælder til, så er fokus i debatten typisk rettet mod det, der ligger uden for den syges kontrol: samfundet, opdragelseskulturen, den neurokemiske balance i hjernen, eller hvad vi som samfund mener er normalt eller sygt.

Når vi taler om psykisk sygdom, så taler vi med andre ord om det som noget, der er ude af den enkeltes hænder, uden for den enkeltes kontrol, men stadig som noget, der definerer det menneske.

Dét er forklaringen på, at kravet i Norge om den enkelte psykisk syges valgfrihed er så radikalt. Dét er grunden til, det krav har vendt forståelsen af den psykiatriske behandlingsverden på hovedet.

Men: Som nævnt er sundhedsminister Høies påbud ikke gået stille for sig. Det har været kontroversielt og rejst en højlydt debat, der sætter helt fundamentale spørgsmål om den psykiatriske behandling på spidsen.

Som redaktøren for Den Norske Legeforenings tidsskrift, Ketil Slagstad, skrev: Diskussionen handler om hvad psykiatri er – og hvad den bør være”. Slagstad mener, at hvis patienten giver udtryk for et klart ønske om ikke at blive medicineret, hvorfor skal vi så ikke lytte til det?” De psykisk syge er en gruppe med en særligt svag retsbeskyttelse, skriver han. Det taler for, at vi bør lytte,” slutter Slagstad.

Det er en gigantisk fejltagelse, skrev professor i psykiatri Tor K. Larsen i Dagens Medisin om sundhedsministerens tiltag. Et medicinfrit alternativ er ikke bare en dårlig idé, skrev han, men kan ende med at indføre systematisk malpraksis i norsk psykiatri. I værste fald kan liv gå tabt.”

Tre psykiatere – Jan Ivar Røssberg, Ole A. Andreassen og Stein Opjordsmoen Ilner – mener ikke, at der er tilstrækkelig videnskabelig belæg for det medicinfri alternativ. De er bekymrede for, at de mest syge patienter ikke får den medicin, som de tre psykiatere mener, at de har behov for. Et medicinfrit alternativ vil stikke patienterne blår i øjnene, fordi de vil antage, at der ligger solid dokumentation bag alternativet. Det gør der ikke ifølge de tre psykiatere.

De kalder tiltaget for en devaluering af psykiatrien som fagområde” i Den Norske Legeforenings tidsskrift.

Det er en misforståelse, svarede Norsk Psykologforenings præsident, Tor Levin Hofgaard. Ministerens tiltag betyder, at patienter generelt ikke skal tvinges til at tage medicin. Diskussionen om patientens frihed til at vælge kan ikke reduceres til et forskningsmæssigt spørgsmål, skriver han hos Dagens Medisin, det er grundlæggende et etisk spørgsmål.

Måske er det på tide at lytte til og lægge mere vægt på, hvad de, der modtager hjælp, vil med deres behandling og deres liv,” skriver Hofgaard.

Det er idealet i Tromsøs medicinfri behandlingstilbud. Klinikchef Magnus Hald fortæller, at søgningen har været mindre, end de havde regnet med, men alle hans seks sengepladser er optagede, og de har haft mellem 15 og 20 patienter indlagt siden den 1. januar 2017.

Hald mener, at når patienterne har et valg, så har det en effekt på behandlingen. Det bidrager jo til, at folk bliver mere ansvarlige for deres eget tilbud,” fortæller han over telefonen. Det bidrager til empowerment – til at patienten har styringen for sit eget liv.”

Det er vigtigt for folk med psykiske lidelser også at kunne vælge tilbud, selv om man inden for fagmiljøer ikke mener, at det valg, de tager, er det bedste for den enkelte.”

Hald mener, at fagfolk i stigende grad giver færdige pakker med udredning og behandling med udgangspunkt i psykiatriske diagnoser.

Det er imidlertid vigtigt at huske, at psykiatriske diagnoser ikke er egentlige medicinske diagnoser, men et rent klassifikationssystem,” siger han.

Hald mener, at det er for tidligt at drage konklusioner om effekten af hans forløb, men han håber, at indførelsen af patientens ret til at vælge vil kunne ændre den måde, vi forstår psykisk sygdom.

Psykiatrisk lidelse er blevet drevet i en meget biologisk forståelsesretning,” mener han.

Han håber, at tilbuddet i Tromsø kan bidrage til, at en snæver medicinsk beskrivelse bliver mindre fremtrædende, og at man i større grad lægger vægt på andre måder at forstå den type problemer”.

Han påpeger, at når raske mennesker tænker, så mener man jo ikke, at det vigtigste er de kemiske processer, som deres tanker er udtryk for. Men sådan tænker man til en vis grad om psykiske lidelser, og det mener jeg er vældig snævert,” siger han.

Når man spørger patienterne, oplever de ikke, at det er behandlingen, der er det vigtigste for deres bedring, fortæller Hald. De nævner i stedet gode nære relationer, et meningsfyldt dagsindhold, skole og bolig. Psykiatrien betragter typisk behandlingen som det primære, mener Hald. Der er mange andre ting, der er mindst lige så vigtige for behandlingen, siger han, og mange andre måder at forstå problemerne på. Det kunne tale for at lytte mere til patienterne.

Hald mener, at der er meget af den psykiatriske behandling, der har været præget af en paternalistisk tænkning”, som han siger, hvor fagfolk meget let får en opfattelse af, at de ved bedst.”

Men gør de ikke også det?

Fagfolk kan give råd og vejledning og ved ofte, hvad der er den bedste behandling baseret på videnskabelig viden og erfaring. Men fagfolk ved ikke, hvad der er bedst for den enkelte patient. Det er kun vedkommende selv, der har ret til at konkludere i forhold til sig selv.”

OVERBLIK Daniel Majholm fortæller, at han havde svært ved at tale om sin depression. “Det var jo bare kaos,” siger han. “Hvordan taler man om kaos?” Foto: Jonas Pryner / Zetland

Herhjemme er der ikke udelt begejstring over det norske forsøg. Psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup professor Poul Videbech er ikke overbevist om fordelene ved tilgangen.

Hvis man kan klare sig uden medicin, så skal man slet ikke være indlagt på en psykiatrisk afdeling, så skal man behandles ambulant,” siger han over telefonen. Desuden vil man tage pengene til en medicinfri afdeling fra den øvrige psykiatri. Så man vil tage penge fra dem, der er så dårlige, at de har brug for indlæggelse, og give dem til dem, der ikke er så syge. Det er fuldstændig uanstændigt.”

Videbech mener, at forholdene er anderledes i Norge, fordi der er flere penge i det psykiatriske system. Når man bliver indlagt i Danmark, er man meget syg, på grund af de meget få sengepladser, som vi har tilbage,” siger han.

Selve valgmuligheden giver han heller ikke meget for.

Det lyder vældig smukt, men de mennesker, vi anbefaler medicin til, det er jo mennesker, der ikke mener, de er syge. De skizofrene, der hører stemmer, mener jo ikke selv, at de er syge og har brug for behandling. Så valgmuligheden giver ingen mening over for de svært syge. Men den giver i høj grad mening for dem, der er mindre syge. Men dem er der ingen, der vil tvinge til at tage medicin.”

Poul Videbech mener dog, at det ville være en rigtig god idé at give større mulighed for psykoterapi, for der er Danmark et uland”, som han siger. Reglerne for, hvornår man kan henvises til psykologsamtale, er alt for snævre i Danmark (for at blive henvist for angst kræver det, at man er over 18 og under 38 år) – det samme gælder, hvor meget tilskud man kan få, mener han.

Man har,” som han siger det, lavet en ordning, der er fuldstændig forrykt.”

Tilbage til klinikchef Magnus Hald i Tromsø. Han anerkender, at der har været kritik af forsøget – og at dele af den er værd at lytte til.

Faktisk er uenigheden i sig selv værdifuld, mener han. Krav om et medicinfrit alternativ har nemlig ført til mange, nye og indsigtsfulde faglige diskussioner.

Og det, siger Hald, er faktisk noget af det vigtigste, man har opnået indtil nu.

Vi har fået diskussioner, som vi ellers ikke ville have haft, om patientens mulighed for at vælge selv.”


Jeg har fået rigtig meget god hjælp fra Zetlands medlemmer til denne artikel. Lars Ole Bonde skrev kig mod Norge”. Mette Søsted lånte mig sin bog The Normal and the Pathological” af G. Canguilhem; Karen Glistrup sendte mig sin bog Snak om det – med alle børn”. Og de, der kom med input undervejs: Mie Nicolaisen, Mia Hesselberg-Thomsen, Tobias Tagesen, Marianne Luna Røndal, Nanna Balslev, Kristian Tomsen, Marianne Voigt, Ditte Zachariassen, Alexander Mathiasen, Jens Buch, Kaj Sparle Christensen, Chris Allan Simonsen og Dorte Thorgaard Petersen – Jeres input var både indsigtsfulde, rørende, kloge og vildt inspirerende!



Hvordan føles det egentlig, når sindet bliver sort? Tre mennesker fortæller hver deres historie her.