Det er en barok situation, dansk politik er havnet i. Det blev skåret ud i politisk pap, da De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, under den traditionelle statsministerens spørgetime tirsdag startede med at konstatere, at Danmark ser ud til at være blevet betragteligt rigere lige pludselig. At der tilsyneladende er 10-15 milliarder mere i statskassen, end man havde regnet med. Så ville han selvfølgelig gerne drøfte, hvad de penge skulle bruges til. Svaret fra Mette Frederiksen startede sådan:

“Først bliver jeg lige nødt til at sige, at det jo grundlæggende er godt, at det går godt med dansk økonomi.”

En sætning, der lægger op til et “men”. Hvor Poul Schlüter, statsminister, da 80’erne blev til 90’erne, sagde: “Det går ufatteligt godt!” Og Thor Pedersen, finansminister i 00’erne, sagde: “Over tid ender det med, at vi ejer hele verden!”

Hvordan kom det dertil, at en nyhed om, at dansk økonomi er overraskende solid, er svært for en statsminister at håndtere? Og at det faktisk ændrer dansk politik så drastisk, at det betyder, at den stadig ret nye midterregering faktisk bliver nødt til at lave et helt nyt regeringsgrundlag – eller i hvert fald noget, der ligner?

Den gode nyhed, den fantastiske nyhed, blev listet stille ud af regeringskontorerne via en sen pressemeddelelse, samme dag som regeringen fra morgenstunden selv fyldte mediedagsordenen ud med et stort sundhedsudspil. Det var Finansministeriet, der havde lavet sit årlige konvergensprogram – en fremskrivning af den samfundsøkonomiske udvikling, der bliver lavet for at vise, om man kan leve op til de finanspolitiske regler i EU. Og vupti, så dukkede der i den fremskrivning lige 16 nye milliarder op, som kan bruges frem til 2030. Eller de seks af dem var ikke “vupti”, dem havde man regnet med, en pæn portion af dem kommer fra afskaffelsen af store bededag, men de ti af milliarderne var fuld “vupti”. De kommer af, at Finansministeriet simpelthen ikke havde regnet med, at så få går på efterløn, at Danmark er blevet bedre til at tiltrække international arbejdskraft, og at lidt flere herboende indvandrere har fundet ud på arbejdspladserne.

16 fede milliarder, der bliver lukket ud som et stille åndedræt og ikke som et stort, stolt løvebrøl. Nærmest som en undskyldning, som noget så fyldt med forbehold, at det skal siges med et “men”.

Grundlæggende er det helt vildt mærkeligt. Men paradoksalt nok også helt vildt logisk.

Fordi 16 milliarder i statskassen, som politikerne frit kan dele ud til højre og venstre, underminerer grundlaget for midterregeringen. Den blev jo skabt på en krisefortælling. På behovet for national samling, hvor grundlæggende ideologiske uenigheder måtte være underordnet behovet for at styre landet gennem ikke bare én alvorlig krise, men en symfoni af alvorlige kriser ude i verden. Mette Frederiksen kaldte det sidste sommer for “polykriser” – altså en samtidig indtræden af flere katastrofale hændelser. Vi var kun lige på vej ud af coronakrisen, og så kom krigen i Ukraine. Klimakrisen. Inflations-, fødevare- og energikriser. For ikke at tale om en usikker ny verdensorden, hvor Vesten er ved at tabe til Kina i konkurrencen om gunsten fra det globale syd. Eller frygten for, at Europas grænser bryder sammen under trykket fra migrationen som i 2015. Og så også lige det med, at det faktisk er et problem, at beskæftigelsen i Danmark er rekordhøj, fordi det betyder mangel på arbejdskraft her og der og alle vegne. Det er fint nok for den enkelte arbejdstager, der ikke behøver at være så nervøs for at blive fyret, men tværtimod får lettere ved at skifte job, men for samfundsøkonomien og sygehusene og plejehjemmene og skolerne og børnehaverne er det noget bøvl.

Det hele blev rodet sammen til en bitter mikstur, som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen skålede i, mens de dannede regering på en fælles vilje til at tage hårdt fat og træffe upopulære beslutninger. På viljen til at gøre det nødvendige. Fordi fremtiden byder det.

Regeringen gav den gas med krisekommunikation for at etablere en bevidsthed hos borgerne om, at hvis ikke de udholder smerten fra de hårde, upopulære reformer, kommer mormor til at dø ensom og svigtet på plejehjemmet, børnene kommer til at forlade folkeskolen for at sidde på en bænk med en pose Bjørnebryg, fordi ingen voksne i velfærdsstaten har haft tid til at tage sig af dem, mens det kun er de privilegerede med gode sundhedsforsikringer, der kan blive behandlet for deres skavanker.

Samtidig blev regeringen til på en baggrund af forudsigelser fra økonomer om, at beskæftigelsen ville falde med 100.000 i 2023 og en latent frygt for, at overenskomstforhandlingerne ville bryde sammen, så landet blev kastet ud i storkonflikt. Ingen af tingene skete. Tværtimod.

I stedet kom der milde gaver. Milliarder fossede ind i statskassen. Og fortællingen gik på grund. Regeringsprojektets afgørende fortælling.

Det er nemlig, når nødvendighedens politik regerer, at Socialdemokratiet og Venstre for alvor kan mødes om det, Corydon til Enhedslistens store fortrydelse og højrefløjens tilfredshed kaldte nødvendighedens politik med deraf følgende nødvendige reformer.

Med penge i kassen kommer ideologierne på banen igen. Så får de noget at leve af. De gamle spilleregler kommer tilbage. For hvordan skal pengene bruges? På lettelser af skatter og afgifter? På øget offentligt forbrug – børnehaver, cykelstier, offentlig transport, gratis madpakker til skoleelever?

Det er lige før, det faktisk kræver et helt nyt regeringsgrundlag. Ifølge kilder i regeringen er det også nærmest det, den er i gang med. De kalder det bare en 2030-plan i stedet for og regner med at præsentere den til efteråret. Det bliver ikke let.

Allerede nu kan man dog roligt pege på to sikre vindere: sundhedsvæsnet og landbruget. Når præmissen for politikere er, at de SKAL blive enige om et sted at bruge penge, vil det altid være på sundhedsområdet, de først bliver enige. Hvornår har man sidst hørt nogle protestere mod at forbedre kræftbehandlingen? Eller at løfte psykiatrien? Alle bliver syge – både røde og blå vælgere.

Normalt vil det til gengæld tage rimeligt lang tid at blive enige om at bruge penge på landbruget. Men det bliver ramt af en CO2-skat lige om lidt. Venstre kommer til at brænde fuldstændig sammen, hvis det for alvor kommer til at gøre ondt på landbruget. Det er hårdt nok for Venstre, at vognmænd og lastbilchauffører allerede er sure på dem på grund af den kommende kilometerafgift på diesellastbiler. I Venstre bliver der talt om, at hvis ikke det bliver klart og tydeligt for alle, at Venstre med omfattende kompensationsordninger har reddet landbruget for at gå rabundus i klimaets navn, kan det blive Venstres version af det, som statens frasalg af dele af DONG til Goldman-Sachs blev for SF: gnisten, der ender med at blive årsagen til, at partiet ikke kan holde til at sidde i regering længere.

Socialdemokratiet er ikke interesseret i, at Venstre går ud af regeringen, og det gør det lettere at blive enige om at bruge penge på landbruget. For Moderaterne bliver det slet ikke noget problem. Ingen i S- eller V-delene af regeringen har fået øje på, om Moderaterne overhovedet har en klimaprofil. Til gengæld har Moderaterne tættere bånd til landbrugets mindst grønne organisation, Bæredygtigt Landbrug, end man lige skulle tro.

Venstre bruger også de mange nye milliarder i råderummet til at bekræfte sig selv i, at det var rigtigt at gå i regering med Socialdemokratiet. For selv om det faktisk er et problem for regeringen, at den skal opgive sin krisefortælling og kæmpe om, hvordan man fordeler de mange nye milliarder, ville problemet have været gigantisk for Venstre, hvis de slet ikke havde adgang til at være med i slagsmålet – hvis Mette Frederiksen havde brugt sit røde flertal til at danne regering på et flertal bestående af blandt andre Enhedslisten og Alternativet. Enhver Venstre-politiker får koldsved på panden ved tanken om, at Mette Frederiksen havde haft frit spil til at bruge løs af pengekassen sammen med de røde. Hvis en ren rød blok for eksempel fik æren for at pumpe milliarder ind i kræftbehandlingen og psykiatrien. Det er lige før, det er værre for Venstre at tænke på, end at landbruget kan blive hårdt ramt af CO2-afgifter.

Da Jakob Ellemann-Jensen i februar meldte sig syg, var regeringen stadig høj på forbrødringen fra regeringsforhandlingerne og enigheden om, at nu ville reformernes tid indtræffe. Nu vender han retur til en regering, hvor de ideologiske forskelle vil være tilbage. Når sundhedsområdet har fået sit, når landbruget efter lidt teatertovtrækkeri har fået sit, og der stadig er milliarder tilbage på bordet. Og hans bagland så vil begynde at forvente skatte- og afgiftslettelser ud over dem, der allerede er aftalt i det oprindelige regeringsgrundlag. Det vil blive et slagsmål, hvor han vil blive presset fra alle sider i en regering, der blot har en flig af sin fortælling tilbage.