Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Bestyrelsesformand og udgiver

Vi har begået en fejl i Karina Pedersen-sagen


Vi har begået (mindst) en fejl under arbejdet med det interview, vi i sidste uge bragte med den bogaktuelle Karina Pedersen – mere om det efter et hurtigt rids af sagen:

I sidste uge udgav vi, som bekendt for mange af jer, et stort interview med Karina Pedersen i anledningen af hendes bog Helt ude i hampen, som netop er udkommet på Gyldendal og som er Karina Pedersens personlige beretning om en hård barndom i en underklasse, hun intet godt har at sige om. Interviewet var med til at skabe en masse debat. Også om Karina Pedersens troværdighed.

I går fulgte MetroXpress op på den del af debatten med en lang artikel, der giver et noget andet billede af det miljø, Karina Pedersen er gjort ud af, end det, hun selv gengiver både i de interviews, hun har givet, og i sin bog.

I artiklen fortæller gamle klassekammerater, at de ikke kan genkende billedet af dem, som hun i et interview med Politiken fremstillede dem. De føler sig udstillede som sociale tabere, men har rent faktisk i dag normale tilværelser og gode jobs. Hendes brødre og mor har ikke ønsket at stå frem i historien, men har til MetroXpress godkendt følgende passus:

“Alle brødrene har i modsætning til hvad Karina Pedersen skriver og udtaler i medierne faste job. De siger, at mindst 80 procent af det Karina Pedersen skriver i offentligheden ikke passer. Ingen af brødrene er kriminelle eller lever af sociale ydelser. Hvis der er en som har levet af sociale ydelser her, så er det Karina Pedersen. Familien understreger, at de undrer sig over, hvorfor ingen medier har stillet kritiske spørgsmål til Karina Pedersen og bedt hende dokumentere sine påstande.”

På Zetland valgte vi at bringe interviewet med Karina Pedersen, fordi vi synes, hun leverede et stærkt – og vildt og hårdt – vidnesbyrd om et hjørne af Danmark, der gennem de seneste mange år har været på den offentlige dagsorden. Ligesom vi for eksempel dagen efter interviewet bragte et andet personligt interview med en helt anden kvinde, der havde et nærmest diametralt modsat blik på samme hjørne af Danmark.

Fordi Karina Pedersen i interviewet fortalte voldsomme ting om sin mor og omtalte hende som alkoholiker, ønskede vi at få fat i moren, inden interviewet blev bragt, for at foreholde hende kritikken og oplysningerne om hende. Karina Pedersen selv ønskede ikke at formidle kontakten til sin mor, så vi udskød udgivelsen og forsøgte at få fat i hende på anden vis, indtil vi efter nogle dage måtte opgive.

I interviewet understregede vi derfor, at der var tale om Karina Pedersens "personlige" beskrivelse af sin barndom og skrev i et kursiveret afsnit til sidst i artiklen:

Helt ude i hampen er Karina Pedersens egen fremstilling af sin barndom. Det har ikke været muligt for Zetland at foreholde hendes mor de beskrevne begivenheder.

Vi skulle have forsøgt at få fat i moren til det lykkedes. Og vi skulle også have forsøgt at få fat i hendes brødre inden udgivelsen, ikke mindst fordi en af brødrene faktisk bliver lidet flatterende omtalt af Karina Pedersen i vores interview. Vi (eller rettere: jeg, for ansvaret er mit) skulle have vurderet, at interviewet ikke kunne udgives, før vi havde talt med hendes familie. MetroXpress' artikel handler mestendels om det, der er sket uden for hjemmets fire vægge, og dementerer ikke vanrøgten i hjemmet eller det forhold, eksempelvis, at moren var alkoholiker – men det ændrer ikke ved, at vi skulle have talt med moren og brødrene inden udgivelsen. Vi har talt med Karina Pedersens storebror efterfølgende (foranlediget af MetroXpress' historie) for at give ham mulighed for at kommentere eller dementere eventuelle forhold, men det ønsker han ikke. Hvad der præcis skete inden for hjemmets fire vægge, har vi altså stadig kun fra Karina Pedersens mund.

Hvorfor forsøgte vi ikke ihærdigt nok at at få fat i familien inden historiens udgivelse? Det grubler jeg over nu.

Jeg bilder mig ind, at havde historien være "vores egen", havde Karina Pedersen stået frem første gang hos os (og ikke tidligere givet interviews og udgivet sin beretning som bog), så havde vi sat jagten ind på moren og brødrene, indtil vi havde fundet dem for at foreholde dem Karina Pedersens version af virkeligheden og hørt deres. Men nu var der tale om en bog. Skrevet af en person, der til andre medier tidligere havde udtalt sig om samme emne. Og det fik os til at handle anderledes. På en eller anden måde blåstemplede dét i nogen grad hendes fortælling eller gjorde os i hvert fald oplagt mindre skarpe på at få fat i modparten, end vi burde have været. Vi talte sågar om det i den løbende redigering af artiklen: Hvordan er det muligt at faktatjekke en hel bog, inden man omtaler den i forbindelse med en udgivelse? Og kan man overhovedet faktatjekke folks personlige erindringer? Hvordan faktatjekker man Yahya Hassans barndomsminder? Knud Romers nedturserindringer fra Nykøbing Falster?

Det er uden tvivl svært. Men man skal som minimum gøre forsøget.

Man må heller ikke lukke øjnene for, at en væsentlig del af det, som gjorde Karina Pedersens provokerende synspunkter om de sociale systemer interessante, var hendes henvisning til, at hun indgik et større miljø med problemer som hendes. Derfor svækkes hendes argumentation naturligvis, når billedet bliver mere nuanceret. At tilføre komplicerede problemstilling nuancer er en selvstændig målsætning for Zetland; dem lykkedes vi ikke med at opsøge i det her tilfælde.

Gyldendal må udgive præcis det, de har lyst til. Som forlag – også retsligt set – er deres udgivelsesvirksomhed en helt anden end vores. På et forlag er det forfatteren selv, der står til ansvar for det, der står i hans eller hendes bog. Hos et medie, er det mediet, der står til ansvar for det, der står i mediets spalter. De presseetiske regler omfatter altså ikke det, der står i en bog fra et forlag, men det, der står i en artikel fra et medie. Alene det faktum burde have skærpet vores kritiske blik på historien. Og har vi lært noget af sagen, er det det her: Vi skal selvsagt lave forfatterinterviews og omtale vigtige udgivelser fra forlagene. Men rejses der i de bøger en kritik af bestemte personer, skal vi håndtere historien, som vi ville have gjort, hvis historien var "vores egen". Vi kan ikke undgå – og skal heller ikke undgå – at mennesker erindrer og fortolker og fremstiller samme begivenheder vidt forskelligt. Men vi kan give os selv mulighed for at vurdere folks troværdighed og pege på de steder, hvor virkeligheden er til diskussion.

Havde vi stadig udgivet Karina Pedersens historie, hvis vi havde talt med familien inden? Vi havde sikkert udgivet en anden historie.

Hvilken historie er oprigtigt svært at svare på, så længe det ikke er os, der har haft fingrene helt nede i alle sagens detaljer. Måske havde vi bragt Karina Pedersens historie med de nuancer og den kritik og den ambivalens, som de andre vidner til samme skæbne tilføjer? Måske havde historien handlet om, hvordan ét menneske kan huske og fortolke sin barndom så væsensforskelligt fra andre? Eller også havde den handlet om, hvordan dele af pressen burde udsættes for en berettiget kritik ved ikke at undersøge den historie, de beskrev, grundigt nok.