Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Louise Stenstrup er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Disse islamister blev omvendt til demokratiet på grund af den frie debat, som vi er ved at begrænse

OMVENDTAhmed Akkari er blot én blandt de muslimer, som har ladet sig omvende af den frie demokratiske debat. Foto Mathias Christensen / Polfoto

Derfor skal du læse denne artikel

Med imamloven, som støttes af et politisk flertal, er Danmark slået ind på en ny kurs, hvor bestemte ytringer defineres som demokratisk farlige. Formålet er at bekæmpe radikalisering – men meget lidt tyder på, at det vil virke. Tværtimod: Forhenværende islamister fremhæver netop demokratiets rummelighed som dets stærkeste våben.

Den 29. maj 2013 tikkede følgende besked ind i min indbakke på Facebook:

Hej Jacob, jeg er et tidligere medlem af en islamistisk organisation. Jeg sprang fra, fordi jeg udviklede en intellektuel og menneskelig forkærlighed for demokratiet og de friheder, som det bygger på. Jeg er simpelthen blevet ærkeliberal i mine politiske holdninger, selv om jeg stadig er praktiserende muslim. Min store mission i livet er nu at forsøge at forene de to størrelser: islam og liberalisme, og jeg mener, jeg har værktøjerne til det.”

Jeg indledte en korrespondance med manden, som jeg her vil kalde Asjid’. Undervejs spurgte jeg, hvad der fik ham til at vende ryggen til islamismen. Han sagde, at det netop var sjæle som dig (og i en periode vist kun dig), som holdt fast i dine fjenders ret til at sige, hvad de vil. Ellers, hvad er pointen med ytringsfrihed?”

I det stille har Asjid arbejdet med at omvende flere af sine tidligere kampfæller. En februardag i 2016 mødtes Asjid og jeg med en af dem på en café til en snak om, hvordan det føles at miste hele sin identitet og omgangskreds. Hvordan det at få et nyt og bredere udsyn på én gang føles frigørende og knusende.

Til dato opfatter jeg mit bidrag til Asjids omvendelse som det vigtigste, der er kommet ud af mine endeløse skriverier om ytringsfrihed. Men det er ikke for at fremhæve min egen indsats, at jeg nævner ham.

Jeg gør det, fordi Folketinget med imam-loven” har besluttet, at en ekstreme ytringer kan være farlige. Imamloven er muligvis kun begyndelsen. Kriminalisering af grov uagtsom” deling af ekstremt indhold på internettet og lukning af inflammatoriske hjemmesider er for eksempel på vej, kunne justitsminister Søren Pind meddele på grundlovsdag. Politikerne er slået ind på en ny kurs i den demokratiske danmarkshistorie, hvor vi beskytter demokratiet mod antidemokratiske kræfter ved at forbyde deres budskaber.

Målet er at dæmme op for radikalisering af muslimer. Det sker uden dokumentation for, at det vil virke. Tværtimod tyder meget på, at vi med nye ytringsforbud styrker de antidemokratiske kræfter i stedet for at svække dem.

Asjids historie er værd at studere, hvis man vil forstå hvorfor.

Bonusinfo. Poul Henningsen advarede efter besættelsen mod at forbyde nazisterne: “Vi vilde ha sikret dem arbejdsro til konspirationer under jorden i stedet for at faa dem frem i lyset.”

Jeg tænkte på Asjid, da jeg i en nylig debat med kultur- og kirkeminister Bertel Haarder og historiker Mikael Jalving fremhævede vigtigheden af at konfrontere snarere end at kriminalisere ekstreme ytringer. Jeg refererede blandt andet til Grundtvig. Det førte til hånlige kommentarer fra begge d’herrer og hele to indlæg fra sarkasmens mester Jalving på hans blog hos Jyllands-Posten, hvor jeg – i øvrigt sammen med Flemming Rose – blev udpeget som naive hipster-liberale’, der tror, at ytringsfriheden er en universalkur mod al ondskab.

Jeg har nu aldrig påstået, at ytringsfriheden alene kan imødegå truslen fra islamismen. Jeg har flere gange lagt vægt på værdigabet mellem alt for mange muslimer og den øvrige befolkning, og det deraf følgende behov for en restriktiv udlændingepolitik. Men problemstillingen er naturligvis væsentlig. For selvfølgelig skal tilhængere af vidtgående ytringsfrihed ikke blot uden videre kunne slippe af sted med et mantra om, at ytringsfrihedens velsignende lys per automatik overvinder fanatismens mørke.

Spørgsmålet er, om der er hold i den påstand i en virkelighed, hvor det liberale demokrati er på retur.

Bonusinfo. I 1772 skrev den danske historiker P.F. Suhm: Vel sandt, at ved Trykke-Friheden befordres ogsaa slette og ondskabsfulde Skrifter, men de forgaa af sig selv, naar man ikke gjør dem den Ære at forbyde dem.”

Historien om Asjids omvendelse på grund af den frie debat kan naturligvis ikke stå alene, for han kunne jo være et enestående tilfælde. Men en række andre personer har ligesom han fået en demokratisk åbenbaring og er konverteret fra islamismen til det liberale demokrati.

Blandt dem finder man Rashad Ali, tidligere medlem af Hizb-ut-Tahrir i Storbritannien og nu senior fellow ved The Institute of Strategic Dialogue. Rashad fortæller mig, at det var en muslimsk professor, der såede frøene til hans senere omvendelse ved at introducere Rashad for klassiske islamiske kilder, der modsagde det totalitære verdenssyn, som Hizb-ut-Tahrir hjernevasker sine tilhængere med. De kilder tillod pludselig Rashad at kombinere autentiske teologiske kilder med moderne vestlig moralfilosofi, menneskerettigheder og økonomiske teorier. Begreber, som for islamister står i et uovervindeligt modsætningsforhold til islam, og som man derfor vier sit liv til at bekæmpe.

Rashad konkluderer, at det var det kontinuerlige clash of ideas og den frie debat”, der hjalp ham til at udfordre de intellektuelle begrænsninger, han havde pålagt sig selv ved blindt at underlægge sig Hizb-ut-Tahrirs ideologi. Rashad har sidenhen hjulpet flere hundrede islamister ud af det, han opfatter som deres teologiske fængsel, herunder flere islamister, der har været fremmedkrigere i Syrien.

KRITIKEREfter sit exit fra Hizb-ut-Tahrir blev Shiraz Maher en markant stemme i den britiske debat om radikalisering. Foto Oslo Freedom Forum

Jeg genkender Rashads historie fra en anden brite, Shiraz Maher, forsker i radikalisering i og islamisme ved King’s College London. Ligesom Rashad var Shiraz med i Hizb-ut-Tahrir, som han blev medlem af efter angrebet den 11. september 2001. I maj 2015 mødte jeg Shiraz til Oslo Freedom Forum, en årlig menneskerettighedskonference, hvor han holdt et oplæg, der ramte tilskuerne som en knytnæve. Han fortalte, hvordan den stålsatte og dogmatiske overbevisning, som islamister udviser, virker magnetisk på unge muslimer, fordi de bliver tilbudt en fast identitet, klare værdier og en hellig misson. Det står i kontrast til Vestens ofte usikre og undskyldende holdning til egne grundlæggende værdier.

Som Muhammedkrisen viste, kan selv forsvaret af ytringsfriheden over for totalitære religiøse kræfter få ellers sekulære og progressive vesterlændinge til at få ondt i maven over udsigt til at blive kaldt racister.

Shiraz’ omvending skete ligesom Rashads ved, at han begyndte at læse bøger om islam og modernitet og derved fik andre forklaringsmodeller end den fasttømrede teologiske ideologi. Men ligesom det skete for Asjid, var der et bestemt øjeblik, hvor den lurende tvivl blev til klarhed, og han vidste, at han måtte forlade Hizb-ut-Tahrir.

Vendepunktet opstod under en demonstration foran Uzbekistans ambassade i London. Hizb-ut-Tahrir protesterede mod krænkelser af muslimers menneskerettigheder. Da Shiraz Maher stod der med sorte bannere og kalifat-tilhængere, gik det op for ham, at det kun var i et sekulært, liberalt demokrati, at han kunne få lov til at give udtryk for sine holdninger og leve sit liv, som han ville. Han indså det groteske hykleri i, at Hizb-ut-Tahrir protesterede mod krænkelser af menneskerettigheder, når hele bevægelsens kongstanke om et kalifat er bygget på ideen om at undertvinge ikke-troende sharialovgivning.

I dét øjeblik, hvor dén ide manifesterede sig, gik det op for Shiraz, at det liberale demokrati er bygget på ideer, der er langt stærkere og mere tiltrækkende end totalitær teologi.

Herhjemme er den mest prominente konvertit fra islamisme til demokrati den tidligere imam og Muhammedkrise-accelerator Ahmed Akkari. For Akkari var det heller ikke en fængselsdom eller censur, der tippede vægtskålen. Det var en proces, hvor det islamistiske miljøs kvælende konformitet og hykleri gav anledning til tvivl. Men ultimativt var det bøger, der gjorde udslaget.

I sin bog Min afsked med islamismen beskriver Akkari det indtryk, en fagbog om Osama Bin Laden gjorde på ham: I samme øjeblik jeg lukkede bogen efter at have læst det kapitel, var det, som om et hav af små brikker faldt på plads … Bogen skildrede islam, ikke som en enhed, men som en stor samling af sekter med hver deres sandhed, som de prøvede at trække ned over hovedet på hinanden … Den ene guddommelige vej, jeg havde prædiket og forsøgt at finde i alle disse år, var en illusion og intet andet. Jeg havde spildt mange år af mit liv på en løgn.”

Denne åbenbaring gav Akkari en glubende appetit på mere viden, og bøgerne bekræftede endegyldigt, at den islamistiske ideologi, som Akkari havde viet sit tidligere liv til og ukritisk havde propaganderet for, ikke kunne overleve mødet med historien og andre mere sofistikerede tankesystemer.

Tværtimod kunne jeg se, at mange samfund blomstrede før islams tid, og at endnu flere havde gjort det siden uden den mindste forbindelse til Koranens lære … Pludselig stod jeg i en ny situation, hvor jeg ikke behøvede at se skeptisk og hadefuldt på mennesker, der ikke delte min tro. Jeg vidste, at de ikke nødvendigvis var fordærvede, fordi de ikke var islamister.”

De fire tidligere islamister Asjid, Rashad, Shiraz og Ahmed er alle stærke vidnesbyrd om, at ytringsfriheden ikke blot er et luftigt og abstrakt princip, men at dens funktion og praktiske udøvelse kan medføre mentale revolutioner.
For at revolutionere det totalitære tankesæt kræver det dog, at vi i Vesten tør stå fast på vores principper og bringe revolutionen ind i de ekkokamre og parallelsamfund, hvor det totalitære mørke har frit spil.

Bonusinfo. I Danmarkshistoriens måske mest velskrevne forsvar for trykkefriheden skriver præsten Michael Birckner i 1797: "Forfølgelse og Tvang have altid været det virksomste Middel til at bringe enhver Enthusiasme paa det Høieste."

Der vil selvfølgelig altid være dem, der ikke kan nås med argumenter, eller som selv efter refleksion finder, at islamismen giver bedre mening end demokratiet.

Derfor kan militante demokrater argumentere for, at forbud mod visse ytringer er en nødvendig foranstaltning. Hvis der var gode eksempler på, at det at kriminalisere ytrings- og foreningsfriheden medførte demokratiske fremskridt og sikrede den sociale fred, burde man måske lytte til dette argument. Men sådanne praktiske erfaringer synes forskningen ikke at kunne fremlægge.

Ifølge de norske forskere Johannes Due Enstad og Jacob Aasland Ravndal er Sverige det land i Vesteuropa, der har haft flest højreekstremistiske drab per indbygger i de seneste 25 år. Der findes ikke en entydig forklaring på dette fænomen, men Enstad og Ravndal peger på det tabubelagte debatklima i Sverige.

Der er grund til at tro, at sådan aggressiv stigmatisering af uønskede holdninger ikke fører til, at holdningerne forsvinder. Snarere henvises indvandrermodstanderne til alternative, ofte mere radikale og i værste fald voldelige kanaler for deres protest.”

Det synspunkt blev for nylig støttet af den britiske anti-ekstremistiske tænketank Quilliam, som den britiske forsker og tidligere islamist Rashad Ali har været med til at grundlægge, og som ledes af en anden forhenværende ekstremist, Maajid Nawaz. Tænketanken, der tidligere har rådgivet myndighederne, kritiserede den britiske regering for et forslag om at ramme britiske hadprædikanter på deres mulighed for beskæftigelse. Som en talsmand fra tænketanken formulerede det:

Vi kan ikke lovgive ideer væk, men vi kan udfordre dem … Vi kan ikke tillade os selv at blive totalitære i forsøget på at beskytte os selv mod en totalitær ideologi.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem