Coronakrisen har vendt kurven i verdens mest opløftende graf. Sådan er kampen mod ekstrem fattigdom ved at ændre sig

Foto: Narinder Nanu / AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I tre årtier er milliarder af mennesker blevet løftet ud af fattigdom. På trods af krise efter krise er kurven kun gået én vej: nedad. Lige indtil nu. Coronakrisen vil sende millioner af mennesker ind i fattigdom. Alligevel er kvinden, der har været med til at gentænke, hvad fattigdom overhovedet vil sige, overraskende … optimistisk.

I den globale debat om verdens politiske, økonomiske og sociale tilstand er der igen og igen blevet refereret til særligt ét datasæt. Det kommer fra Verdensbanken og viser, at den globale fattigdom er faldet og faldet og faldet siden 1990. For 30 år siden levede 36 procent af verdens befolkning for bare 1,90 dollars om dagen. I 2015 var procentsatsen faldet til 10, og sidste år nåede den helt ned på 8.

For bare få måneder siden, ved årets begyndelse, var det forventet, at tendensen ville fortsætte. Men så blev verden til en virusverden, millioner af mennesker blev underlagt gennemgribende restriktioner, og de globale forsyningskæder blev kappet midtover. Verden gik i stå, og det samme gjorde den positive fattigdomsudvikling.

For første gang i tre årtier står den globale fattigdom nu til at stige. Nogle advarer om, at flere hundrede millioner vil blive ført ud i såkaldt ekstremt fattigdom – det vil sige, at de står over for en hverdag med under 1,90 dollars, svarende til 12,50 krone, til rådighed. Andre er mere moderate i deres prognoser. Alle er dog enige om, at coronakrisen sætter den verdensomspændende fattigdomsbekæmpelse tilbage i en sådan grad, at udviklingen i det dagsordensættende magasin The Economist er blevet kaldt The Great Reversal” – Det Store Tilbageslag. Der er tale om det måske største kursskifte, coronakrisen har forårsaget.

Sabina Alkire, en af fattigdomsforskningens mest prominente skikkelser og chef ved det anerkendte Oxford Poverty & Human Development Initiative, er helt med på alvoren. Men hun insisterer på, at der gemmer sig en anden, mere nuanceret fortælling under de dramatiske overskrifter. Hvis der er politisk vilje, kan en længerevarende fattigdomsstigning undgås, og går man historisk til værks, er der ligefrem eksempler på, hvordan fattigdomsbekæmpelsen i visse tilfælde har haft gavn af krisesituationer.

Fattigdom er ikke bare fattigdom. Den grænse på 1,90 dollars om dagen, som for eksempel Verdensbanken retter sig efter, er det, der kaldes for monetær fattigdom. Det er indkomst og forbrug opgjort i et dagligt rådighedsbeløb. Den monetære fattigdom adskiller sig fra det, der kaldes multidimensional fattigdom. Her tages der også højde for sundhed, uddannelse og levestandard, herunder sikkerhed og adgangen til drikkevand og elektricitet. Denne bredere fattigdomsforståelse er formuleret af Sabina Alkires forskningsenhed, der i 2010 lancerede Multidimensional Poverty Index, som er det, FNs udviklingsprogram lægger til grund for deres arbejde.

Distinktionen rører dog ikke ved den overordnede fortælling om de seneste tre årtiers fattigdomsbekæmpelse. Den har også været en succes, hvis man måler efter multidimensional fattigdom, fortæller Sabina Alkire, der sammen med kollegaen James Foster, økonom ved George Washington University, har fået en regnemetode opkaldt efter sig for arbejdet med det multidimensionelle fattigdomsindeks: the Alkire-Foster Method. Hun nævner Indien som et eksempel. Over en tiårig periode fra 2005/2006 til 2015/2016 flyttede mere end 270 millioner indere sig ud af multidimensional fattigdom.

Det bliver straks mere kompliceret, også for Sabina Alkire, når det kommer til den nøjagtige forklaring på, hvorfor det er gået sådan. Der er ikke en silver bullet, én forkromet årsag, vi kan pege på for at forstå, hvorfor den globale fattigdom er faldet, som den er gjort,” forklarer hun. Det er ellers oplagt at slå fattigdomsbekæmpelsen i hartkorn med vækst. Når staten bliver rigere, må befolkningen da også blive det. Så simpelt er det bare ikke: Vi har efterhånden meget solide data fra hele verden, og der er ikke noget, der tyder på, at der er et tydeligt forhold mellem antallet af fattige og graden af vækst,” siger Sabina Alkire. Der er tilfælde, hvor lande med lav vækst har været bedre til at nedbringe fattigdom end lande med høj vækst.” Der er altså en række nationsspecifikke forhold, som er vigtige at tage højde for. Noget har gjort sig gældende ét sted, men ikke et andet. Når det så er sagt, peger Oxford-forskeren på én faktor, der har været udslagsgivende over en bred linje: De enkelte regeringers implementering af progressiv socialpolitik har været helt afgørende i de fleste tilfælde,” siger hun – og fremhæver igen Indien, hvor man blandt andet i 1995 indførte det såkaldte Midday Meal Scheme, der sikrer ethvert skolebarn et varmt frokostmåltid, og på den måde styrker elevernes indlæringsevne og øger forældrenes incitament for at sende deres børn i skole.

Også i den forbindelse er der dog undtagelser. Sabina Alkire forklarer, at der ikke nødvendigvis er brug for store reformer af skolevæsenet, arbejdsmarkedet eller boligpolitikken for at skære i fattigdommen. Det er et rigtig godt sted at starte, men der er også eksempler på lande, hvor store grupper har fået forbedret deres levevilkår uafhængigt af regeringsindgreb. For eksempel Nepal, der fra 2006 til 2011 gjorde store fremskridt på fattigdomsområdet, selv om landet i samme periode var nedsunket i politisk kaos oven på afsættelsen af shah-dynastiets sidste konge, Gyanendra Bir Bikram Shah Dev. Pointen er ikke, at de enkelte regeringer er ligegyldige, men at meget også skal tilskrives det arbejde, der laves af ngo’er, lokalpolitikere, sociale bevægelser og forskellige multinationale institutioner, ligesom de penge, migrerede familiemedlemmer sender hjem, også spiller en stor stolle,” siger Sabina Alkire. Hendes konklusion på de seneste tre årtiers fattigdomsbekæmpelse bliver dermed, at der ikke er nogen eksterne faktorer, der utvetydigt fordrer en bestemt udvikling.

I sidste ende må man sige: hvor der er vilje, er der vej.” Uanset om den vilje så måtte komme fra det internationale samfund, en national regering, en ngo eller befolkningerne selv.

Det er en besværlig øvelse at opgøre, akkurat hvor mange mennesker coronakrisen vil sende under den internationale fattigdomsgrænse. Ethvert estimat har sine egne hvis’er og men’er. I april vurderede Verdensbanken, at antallet af ekstremt fattige vil stige med minimum 49 millioner og dermed mere eller mindre annullere de fremskridt, der er blevet gjort på området siden 2017. I den efterhånden brede vifte af prognoser er det et af de mere konservative bud. Blandt de mest alarmistiske er den ulighedsbekæmpende ngo Oxfam IBIS, der baseret på tal fra King’s College London og Australian National University frygter, at intet mindre end en halv milliard – otte procent af verdens befolkning – kan blive skubbet ud i fattigdom. Ifølge dén analyse vil den globale kamp mod fattigdom blive sat et helt årti tilbage.

Det er spektakulære tal, der gaber over en række specifikke udviklinger rundtomkring i verden. I USA forventer man, at den massive arbejdsløshed vil hæve den amerikanske fattigdomsrate markant, og flere steder i det globale syd er konsekvenserne svimlende: I Indien regner man med, at 140 millioner mennesker har mistet deres job. I Kenya og Senegal meldes det, at mere end 80 procent af befolkningen har lidt indkomsttab. I Libanon er inflation blevet til hyperinflation, og i hovedstaden, Beirut, bliver fyrede migrantarbejdere dumpet, som var de affald, foran deres ambassader af nu tidligere arbejdsgivere, der hverken kan eller vil tage sig af dem længere. I Mexico, Nepal, Nigeria og på Filippinerne lider millioner under, at familiemedlemmer, der er migreret for at finde arbejde, ikke længere sender penge hjem i samme omfang, som de plejer – hvis de overhovedet gør det. I flygtningelejre i Bangladesh og Uganda er i forvejen elendige forhold blevet endnu værre.

Ifølge Sabina Alkire er der primært tre årsager til, at coronapandemien står til at få så markant indflydelse på den globale fattigdomsrate. For det første er der ingen af de lande, der driver fattigdomsstigningen, som har et velfærdsstatsligt socialt sikkerhedsnet. Falder man, så falder man. Mens politikerne herhjemme har kunnet tage initiativ til hjælpepakker, der har minimeret antallet af danske fyringer og konkurser, har politikerne i hovedparten af Afrika, Mellemøsten, Asien og Latinamerika simpelthen ikke haft midlerne til at afbøde coronasmittens afledte effekter. Her har virusspredningen ikke bare strakt systemerne til deres yderste, den har vitterligt ødelagt dem. Hvor fattigdomstruslen er højest, ernærer flertallet sig ved den uformelle sektor: den gren af økonomien, der er uden for statslig regulering og ofte tager form som gadesalg af den ene eller anden art. Det er en levevis, der er fuldstændig umulig at få til at stemme overens med et virusnedlukket samfund. Den uformelle sektors arbejdere skal, groft sagt, tjene penge i dag for at spise i morgen, og det har de ikke haft mulighed for de seneste måneder, hvor adskillige lande har haft indført regulære udgangsforbud. I Indien, beretter The Economist, har 84 procent af storbyernes daglejere mistet deres arbejde.

For det andet, siger Sabina Alkire, er der fødevaresikkerheden. Modsat de etablerede dele af samfundet har de fattigste hverken penge eller opbevaringsplads til at have mad og drikke til flere dage ad gangen. Det forhold er virkelig blevet udstillet de seneste måneder, hvilket har fået FN-organet World Food Programme til at spå, at 130 millioner mennesker er blevet sendt ud i sult. Endelig spiller det også en rolle, at mange af de mest udsatte i verdens urbane områder rejste til deres hjemstavne væk fra storbyerne, da corona-restriktionerne blev indført – især i Indien, hvor enorme menneskemængder søgte retur til deres fødebyer, dagen efter at præsident Narendra Modi lancerede et i første omgang 21 dage langt udgangsforbud: Stor migration fra by til land går ud over fattigdomsniveauet. 85 procent af alle multidimensionelt fattige lever i landområder, hvor de sanitære forhold er ringe, elektriciteten sparsom og arbejdspladserne få, så når i forvejen trængte storbyfolk rejser derud, ser vi en ophobning af fattigdom,” siger Sabina Alkire.

Spørgsmålet er altså ikke, om coronavirusset vil øge den globale ulighed. Det vil den, og selv om antallet af mennesker, der ledes ud i ekstrem fattigdom, bliver tættere på Verdensbankens 49 millioner end Oxfam IBIS halve milliard, vil der være tale om et historisk skred i den globale fattigdomsudvikling. Spørgsmålet er nu, hvad der kan gøres for at imødekomme de trængte.

For at undgå regulære statsbankerotter og yderligere fattigdom søger en lang række lande international hjælp i disse måneder. 66 har henvendt sig til Den Internationale Valutafond for finansiel assistance. Samme institution har også indvilget i at udskyde gældsafdrag for en række lande, navnlig i Afrika. Forhandlinger om lignende gældshjælp til lande over hele kloden pågår med både private investorer og enkeltnationer. Imens forsøger de regeringer, der har mange borgere enten i eller på randen af fattigdom, at dirigere forskellige former for hjælp ud i samfundet, men de finansielle muskler er små, og ringe politisk infrastruktur gør, at hjælpen ikke nødvendigvis når frem til dem, der har brug for den.

For at den rent faktisk skal gøre det, siger Sabine Alkire, er der behov for yderligere informationer om de enkelte lande, byer og småsamfunds problemer. Vi må ikke handle i blinde. Vi bliver nødt til, helt ned på mikroniveau, at kende til de konkrete behov i de konkrete kontekster,” forklarer hun. Samtidig, for at sikre en bæredygtig hjælp, opfordrer hun til, at både de nationale og internationale indsatser ikke reducerer udfordringen til ene og alene et økonomisk spørgsmål. Fokus skal i lige så høj grad være på uddannelse, sundhed og basale leveforhold.” Kun ved at fokusere på fattigdommens multidimensionelle karakter kan denmonetære fattigdom bekæmpes. Uanset hvad forventer Sabine Alkire dog, at vi står foran et stigende fattigdomsproblem. Historisk mange mennesker i historisk mange lande er blevet alvorligt ramt på én gang, og det vil kunne mærkes.

Alligevel runder hun overraskende positivt af. Coronakrisen kan, hvis vi vælger det, være en anledning til at sikre mad, elektricitet og sanitet til en masse mennesker, der ikke havde det før pandemien. Det er mest af alt et spørgsmål om, hvorvidt der er politisk vilje til at indføre tiltag, der er pro poor,” siger hun, inden hun nævner to historiske eksempler på, hvordan krise- og recessionstider i sidste ende faktisk har bidraget til fattigdomsbekæmpelsen. Under Anden Verdenskrig steg, som økonomen Amartya Sen har vist, Storbritanniens forventede levealder hurtigere end årtiet forinden, fordi rationeringssystemet, der blev indført undervejs, sikrede mad til en masse mennesker, der før sultede. Og under ebolaudbruddet i Sierra Leone for en håndfuld år siden faldt den nationale fattigdomsrate fra 74,1 procent af befolkningen i 2013 til 58,3 procent af befolkningen i 2017, simpelthen fordi et internationalt nødberedskab leverede på en række væsentlige områder.

Indtil videre har denne coronakrise, som den første i tre årtier, sat den globale fattigdomsbekæmpelse tilbage. Finanskrisen i 2008-2009 var ikke i nærheden af at have samme effekt. Men løfter man blikket, mener Sabina Alkire, er den nuværende fattigdomsstigning ikke ensbetydende med en langvarig en af slagsen. Stigningen er brutal og stærkt bekymrende, men ikke uafvendelig.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: