Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Det er ikke en utopi. Tag med ind i den nære fremtid, og se, hvordan krisen kan kickstarte en grøn revolution

VISION Hvordan ser fremtiden ud, hvis vi gør den grøn? Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


9. maj 2020
25 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Enhver krise rummer kimen til en mulig ny begyndelse. Verden over taler toppolitikere, aktivister, erhvervsbosser og ledere af internationale organisationer om, at coronakrisens økonomiske nedtur bør erstattes af en grøn genstart, hvor klimavenlige jobs og teknologier sættes i centrum. Men hvordan kunne sådan en grøn genstart se ud i praksis? Tag med Theis Ehler Molin og Thomas Hebsgaard på rejse fem år ind i en grønnere fremtid.

Coronapandemien slyngede hele verden ned i en økonomisk krise af historiske dimensioner, netop som vi måske var ved at få greb om tidens anden helt store krise – den, som handler om klimaet. Vi står altså nu med to alvorlige problemer, som begge skriger på en løsning. Og det har fået et påtrængende spørgsmål til at melde sig hos mange toppolitikere, erhvervsfolk, aktivister og helt almindelige borgere:

Kan den her akutte økonomiske krise på en eller anden måde udnyttes til at slå to fluer med ét smæk, så vi både redder økonomien og klimaet?

Vi synes, den sjoveste måde at forsøge at besvare dét spørgsmål på er ved at foretage en lille fremtidsrejse. Ikke til sådan en fjern fremtid med flyvende biler og rumbaser på Mars, men bare fem år ud i fremtiden. Til et sted, hvor vi er ude af coronakrisen og samtidig faktisk har lagt fundamentet for en langt mere bæredygtig civilisation end den, vi har i dag.

Det bliver selvfølgelig et tankeeksperiment, og derfor må du leve med, at vi skærer et par hjørner og går let hen over nogle af detaljerne. Men omvendt er det faktisk heller ikke helt grebet ud af luften. For det første har den ene af os gennem det seneste års tid arbejdet på en bog om løsninger på klimakrisen, som udkommer senere på året, så der ligger lige lidt research der, vi har trukket på. Og for det andet bygger alt det, vi nu vil tegne op, faktisk på noget, som nogen helt reelt har foreslået eller ligefrem planlagt eller endog besluttet.

Det er altså ikke en fri fantasi, vi nu vil tegne op for dig, men et optimistisk bud på, hvad der kunne ske, hvis de mest fremsynede folk derude får deres vilje. Vi fokuserer på Danmark og Europa, og vi ender faktisk et sted, hvor det ser realistisk ud at leve op til vores erklærede mål om at være klimaneutrale i 2050 – og hvor vi samtidig har gjort noget, som måske kan trække hele verden i samme retning.

Er det realistisk? Det ved vi ikke. Men en af dem, der mener, at der i hvert fald findes en mulighed for ambitiøs politisk handling her i kølvandet på coronakrisen, er tidligere klimakommissær Connie Hedegaard.

Hele den coronakrise, vi nu gennemlever, har jo udstillet, hvor dyrt det er for både menneskeliv og økonomi at overhøre forskernes advarsler. Den har udstillet, hvor dyrt det er ikke at være godt forberedt på de udfordringer, man ved, der kommer. Og klimaudfordringen er jo ikke noget, man kan gå i karantæne fra, eller hvor man kan få flokimmunitet. Den skal løses.”

Men hvordan? Det er det, vi nu vil give et bud på. Det kommer til at foregå sådan, at vi tager ét år ad gangen.

Og vi begynder i Hammel.

2021

I Hammel nordvest for Aarhus ligger der et villakvarter, som hedder Skovvangskvarteret. Det består af sådan nogle gamle 1970’er-villaer af den slags, man finder mange steder i Danmark. Hyggelige, lave huse, der ligger og skutter sig inde bag hækkene med deres gule mursten og store vinduespartier. Herude går der i begyndelsen af 2021 en mand rundt, som har rigtig meget forstand på, hvordan man renoverer et hus, så det bruger mindre energi.

Jesper Purup hedder han, og han er tømrer i et firma, der hedder Lars K. Tømrerfirma. Folk er begyndt at ringe til ham, fordi de vil have ham til at se på deres huse. De kan nemlig både få et tilskud til byggematerialerne og et stort skattefradrag, hvis de laver en energirenovering. Det er en af de første ting, politikerne har sat i værk for at sætte skub i økonomien. Og ud over at det er godt for Jesper Purup og for klimaet er det også hårdt tiltrængt.

Der er mange af de 1970’er-huse, der trænger til en ordentlig overhaling,” siger Jesper Purup, mens han kigger ind over hækken til et lille, gulmuret hus med Kia i carporten og trampolin i haven.

Husene i Skovvangskvarteret er opført, lige før oliekrisen satte energibesparelser på bygherrernes dagsorden, og mange af dem er aldrig rigtig blevet renoveret. Men nu er folk i Skovvangskvarteret altså begyndt at ringe efter Jesper. Han er en af de første til at mærke effekten af alt det, politikerne har gjort for at kickstarte økonomien på en måde, der også gavner klimaet.

Når en ny kunde kalder Jesper Purup ud, begynder han altid med at lave en infrarød scanning af huset, der viser, hvor varmen slipper ud. Jo rødere et område er, jo mere varme fordufter der. Og så går han ellers i gang.

Det første, man kigger på, er vinduerne,” fortæller han. Det er altid noget gammelt skrammel. De er rådne, utætte og punkterede, og fugerne er ikke i orden.”

Vinduerne skal typisk skiftes ud med trelags termoruder. Murværket og soklen skal også undersøges for revner og huller, og træværket tjekkes efter. Og så kommer turen til indersiden. Til isoleringen. Her skal der en specialist til. En, der kommer og blæser papiruld ind i loftsrummet.

Det er bare sådan en lang, ti centimeter tyk slange, de sætter ind,” siger Jesper Purup og viser omkredsen med hænderne. Man kan tage den op igennem loftslemmen i sit hus. Og så går han rundt der med sådan et langt rør på og blæser isolering ud over det hele. Han har beskyttelsesdragt og åndedrætsværn på, fordi det støver en del, inden det får lagt sig.”

Isoleringsmanden ligner, siger Jesper Purup, faktisk lidt sådan en spøgelsesjæger fra 1980’er-filmen Ghostbusters, mens han går der og sveder inde i sin full face-maske.

Mens Jesper Purup her i begyndelsen af 2021 går og planlægger energirenoveringer i Hammel, er coronakrisen langsomt ved at ebbe ud. Der er fundet noget virksomt medicin, en vaccine er på vej, og livet begynder at føles næsten normalt igen. Men økonomien er stadig hårdt såret i hele verden. Millioner har mistet deres arbejde, virksomheder på stribe er gået konkurs. Der er brug for hjælp for at få hjulene i gang igen – også meget mere hjælp, end hvad økonomisk tilskud til energirenoveringer kan bidrage med.

I Danmark er der derfor også indført et nyt oplevelsesfradrag’, så man kan trække restaurantbesøg og teaterture fra i skat. Det er et forslag, som oprindelig kom fra den grønne tænketank Concito.

Ved at gå ud og købe oplevelser bruger du ikke pengene på mere materielle varer, som typisk har et større klimaaftryk,” forklarer Jarl Krausing, international chef i Concito. Så der er faktisk en klimaeffekt ved at trække folk over og bruge pengene dér, og samtidig er der en stor beskæftigelseseffekt.”

Men der skal meget mere til. Arbejdsløshedstallene er foruroligende, krisen er dyb, og den ser ud til at kunne blive langvarig. Derfor er europæiske politikere for længst slået ind på en kurs, som følger opfordringerne fra en lang række ledere i store internationale organisationer – fra FNs generalsekretær til cheferne i Den Internationale Valutafond og Det Internationale Energiagentur. Allerede under pandemiens værste uger opfordrede de til at tænke grønt, når økonomien skulle genstartes.

Når vi planlægger vores genrejsning fra coronaviruspandemien, har vi en unik mulighed for at styre vores verden ind på en mere bæredygtig og inkluderende sti, hvor vi tackler klimaforandringerne, beskytter miljøet, standser tabet af biodiversitet og sikrer menneskehedens sundhed og sikkerhed på lang sigt,” sagde António Guterres, FNs generalsekretær, dengang.

Grunden til det, der nu sker her i 2021, blev lagt allerede i anden halvdel af 2020, hvor Tyskland overtog formandskabet for EU, og det lykkedes Angela Merkel at samle landene om sit erklærede ønske om en grøn genstart af økonomien med udgangspunkt i EUs nye Green Deal. Herhjemme besluttede et bredt flertal i Folketinget at gå samme vej og bruge stimulus-pengene så grønt som muligt.

Både i EU og Folketinget har politikerne lyttet til råd fra eksperter som den danske professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen, der opsummerer de vigtigste virkemidler i en langvarig grøn genstart sådan her:

Det er flere vedvarende energiprojekter: landvind, offshore-vind, solceller på de store industritage i Europa, ladeinfrastruktur til elbiler, intelligente elmålere, intelligente varmemålere, udrulning af fjernvarme, nye projekter med fjernvarme, elektrificering af industrien og brug af biogas i industrien.”

Kort sagt handler det altså om at samle alle de vigtigste byggeklodser i en ny, grøn energisektor. Det er alt sammen ting, som nogen skal producere og installere og bygge og grave ud til, og hvad der ellers skal gøres, og derfor vil det skabe arbejdspladser – ikke bare i 2021, men mange år ud i fremtiden. Samtidig er det ting, som vi i årevis har vidst, at vi før eller siden måtte gøre for klimaets skyld. Men nu fremrykker politikerne altså investeringerne for at sætte gang i økonomien og arbejdsmarkedet, samtidig med at vi indstiller os på en ny og grønnere fremtid.

Det betyder dog ikke, at det hele er drevet af offentlige midler. De nye projekter tiltrækker nemlig også mange private penge. Interessen for bæredygtige investeringer har længe været stigende i finanssektoren, og nye EU-standarder for grønne investeringsprodukter har samtidig gjort det lettere for offentlige institutioner og private virksomheder at rejse penge til grønne tiltag. Derfor flyder der flere og flere penge i retning af alt det grønne.

I Danmark handler de nye investeringer især om havvindmøller, men politikerne vedtager også nye strategier for at opskalere nogle af de teknologier, vi får brug for længere henne i omstillingen. Der gives politisk håndslag på, at Danmark skal gå forrest med at udvikle teknologi til at producere fremtidens grønne brændstoffer til fly, skibe og lastbiler. Teknologien kaldes også Power-to-X, og det besluttes nu, at Danmark frem mod 2025 skal lægge jord til fem større demonstrationsanlæg, hvor vindmøllestrøm kan forvandles til transportbrændstoffer. Et bredt flertal i Folketinget stiller sig også bag en beslutning om, at Danmark skal have en national strategi for fangst og lagring af kulstof, sådan som Klimarådet har foreslået.

2022

Nu hvor stimulus-indsatsen begynder at virke, og økonomien langsomt er ved at rette sig, indgår EU og USA en skelsættende aftale. De to økonomiske supermagter bliver enige om, at det fremover skal være markant dyrere at udlede CO2.

Amerikanerne indfører den carbon fee and dividend-model, som Verdensnaturfonden, tusindvis af økonomer, store olieselskaber, multinationale virksomheder og to tidligere republikanske topministre har plæderet for i årevis. Indledningsvis skal det fra 2023 koste 40 dollars at udlede et ton CO2, derefter stiger prisen hvert år med fem procent. Pengene fra CO2-afgiften fordeles direkte til amerikanerne som grønne checks. Det betyder, at langt de fleste amerikanere får flere penge igen, end de skal bruge ekstra på benzin.

EU opnår den samme høje pris på CO2-udledning ved at skrue på det eksisterende system med CO2-kvoter. En del af indtægterne placeres i EU-fonde, der skal hjælpe med omskoling af ansatte i fossile industrier, som nu får det sværere – polske kularbejdere for eksempel. Resten af pengene må medlemslandene selv bruge, stort set som de lyster.

Som en helt central del af aftalen giver EU og USA samtidig hinanden håndslag på, at varer udefra skal pålægges en særlig klimatold. Nogle af Europa-Kommissionens mest nørdede embedsfolk har været i gang med at undersøge mulighederne for at indføre sådan en told, lige siden kommissionsformand Ursula von der Leyen i 2019 erklærede, at hun ønskede sig én. De erfaringer drager amerikanerne nu også godt af.

Bundlinjen bliver, at alle importvarer fra lande uden CO2-afgifter fra nytår 2023 vil blive pålagt en told svarende til deres CO2-aftryk. Mange europæiske industrivirksomheder har længe været begejstrede for idéen, men den er på kort tid også blevet populær i USA – og det handler ikke mindst om Kina. Forestillingen om, at amerikanske virksomheder kæmper mod unfair kinesisk konkurrence, har længe været udbredt i USA. Og når det lykkes at sælge idéen om en klimatold indenrigspolitisk, er det i høj grad, fordi den bliver opfattet som en mulighed for at dæmme op for konkurrencen fra Kina. Kinesernes industri og kulkraftværker er ansvarlige for en meget, meget stor del af de globale CO2-udledninger, og det betyder, at kinesiske varer vil blive hårdt ramt af tolden.

Det, USA og EU nu har skabt, minder ret meget om noget, som nobelprisvinderen i økonomi William Nordhaus har foreslået. Han har kaldt det en klimaklub’. Man melder sig ind ved at lægge afgift på CO2, og fordelen er så, at man slipper for klimatolden. Hvis Nordhaus’ forudsigelser holder stik, vil udsigten til at tabe eksport til EU og USA nu få en lang række flere lande til at melde sig ind i klubben og altså lægge afgift på CO2. Derfor har aftalen faktisk potentiale til at få CO2-udledningerne ned ikke bare i USA og EU, men i hele verden.

I Danmark og en række andre europæiske lande sætter politikerne endda trumf på ved – som Klimarådet længe har foreslået – at lægge de samme stigende afgifter på udledninger af andre drivhusgasser som på CO2. Det vil i praksis primært sige metan og lattergas fra landbruget. For at undgå, at maden bliver for dyr for folk med lave indkomster, kompenseres danskerne samtidig med en grøn madcheck’.

Der er protester over de nye drivhusgasafgifter fra dele af landbruget, men de bliver i en vis grad imødegået af nye poster på finansloven og en omlægning af landbrugsstøtten, som belønner klimavenlige tiltag. For eksempel kan landmænd nu blive betalt for at tage CO2-dampende lavbundsjorder ud af drift eller kaste sig ud i nye typer af aktiviteter, der skaber arbejdspladser i landområderne – for eksempel ved at gøre plads til naturturisme.

Samtidig er 2022 også året, hvor vi ser, at der begynder at ske noget med de europæiske jernbaner. Der kommer flere nye, flotte nattog ud at rulle mellem storbyerne som erstatning for fly, og så er der også sket nogle store tyske investeringer i signaler og skinner, som begynder at få tingene til at glide bedre og bedre. Det giver håb om, at Europa-Kommissionens erklærede mål om at flytte en hel del godstransport fra lastbiler til tog kan gå i opfyldelse. Men lastbilbranchen slår igen og har held til at få en del af det tyske motorvejsnet udstyret med køreledninger til lastbiler, så de kan køre på strøm en del af vejen – ligesom tog.

2023

20 kilometer sydvest for Bornholm, på Rønne Banke, er der stille som altid. Fladfiskene graver sig lidt dybere ned i sandbanken, østersømuslingerne filtrerer vandet for plankton, og bornholmersildene er ved at gøre klar til at gyde. Så bliver stilheden brudt. Et over 1.000 tons tungt stålsøm bliver hamret ned i havbunden. Byggeriet af Danmarks største vindmøllepark begynder.

I alt skal vindmølleparken lave nok strøm til at forsyne en million husstande. På sigt helt op mod fem millioner. Og så skal den være med til at sikre, at du i fremtiden også kan flyve på ferie uden dårlig klimasamvittighed. Men først skal den altså bygges.

Mens de første fundamenter bliver banket på plads ude på havet, er kranførere i gang med at læsse vindmøllekomponenter af et fragtskib inde i Rønne Havn. Der er ankommet flere stålfundamenter, der skal opbevares på havnen. Der er lange gule transition pieces, der skal forbinde selve vindmøllen med havbunden. Og så er de første vindmølletårne og -vinger allerede ankommet, så de kan blive skibet ud og sat op, når de første fundamenter er på plads. Rundtomkring på havnen er der sat skurvogne op til de mange håndværkere, der skal gøre vindmølleeventyret til virkelighed. Og midt i det hele står Bornholms borgmester, Winni Grosbøll, og funderer over, hvad det her kommer til at betyde for resten af øen.

Der skal jo også bages nogle rundstykker,” siger hun. Og der skal formentlig også serveres nogle øl.”

Den nye vindmøllepark har trukket håndværkere og vindmølleingeniører i massevis til havnen, og det smitter af på resten af øen. Alle fra bageren til den lokale røgmester får ekstra travlt. Der er aldrig blevet spist så mange sol over Gudhjem før. Den nye aktivitet får borgmesteren til at drømme sig tilbage til øen, som den så ud engang for mange år siden.

Da jeg var barn,” husker hun, stod fiskedamerne jo side om side både i Rønne og i Nexø og i Tejn og i Hasle for at skære fisk. Det var en kæmpe industri på øen.”

Da Winni Grosbøll var barn i 1980’erne, var Bornholm centrum for hele Østersøens fiskeri. Det var her, kuttere fra både Danmark og Sovjetunionen, både Vest- og Østtyskland, lagde til, når de skulle i havn.

Altså, der var et leben og et liv,” fortæller hun. I virkeligheden var det en rigtig rig ø dengang. Penge og fisk flød ind over kajkanterne.”

Alt det ændrede sig op gennem 1990’erne. Murens fald satte en stopper for den særstatus, som øen havde haft som maritim handelsstation mellem Øst- og Vesteuropa. Og overfiskeri og EU-kvoter kostede rigtig mange fiskere deres indtjening. Det betød mindre arbejde på fiskefabrikkerne, skibsværfterne og beværtningerne. Og mindre helårsarbejde betød færre fastboere år for år.

Men nu, tænker borgmesteren, er udviklingen endelig ved at vende. Det kolossale byggeprojekt giver et boost til øen. Winni Grosbøll tror på det, for hun har set forvandlingen andre steder, når en dansk by lagde udskibningshavn til andre store havvindmølleparker.

Jeg ved, at borgmesteren oppe i Grenå havde sådan et rundstykkeregnskab, hvor han holdt øje med, hvor mange ekstra rundstykker der blev bagt hos bageren, når man havde de forskellige skibe i havnen. Så der er jo en hel følgeøkonomi, fordi folk skal have mad, købe ind, de skal måske også have en halv fridag, de kan spendere oppe i byen, og så videre. Så der kommer jo et liv og et leben i vores by. Der er bornholmere, der kommer i arbejde.”

Det store byggeprojekt sender ringe ud i den lokale økonomi. Det er godt for bornholmerne, det er godt for den danske økonomi. Og så gør den meget store mængde energi, der bliver produceret, også projektet til et gennembrud for en teknologi, der er altafgørende for, at vi på sigt kan udfase fossilt brændstof fuldstændigt: nemlig den Power-to-X-teknologi, som politikerne tilbage i 2021 besluttede, at Danmark skulle være førende inden for. Det er den teknologi, som går ud på at omdanne vedvarende energi til brændstoffer, som kan bruges i fly, lastbiler, containerskibe – eller som Winni Grosbøll siger:

Vi har jo nogle færger, der futter til Ystad minimum fire gange om dagen. De kunne rigtig godt bruge noget andet brændstof end diesel.”

Og måske kan den drøm også blive til virkelighed. For mens ingeniørerne rejser vindmøllerne på Rønne Banke, går et konsortium i gang med at bygge et stort Power-to-X-anlæg syd for København. Når vinden rigtig rusker i rotorbladene ud for Bornholm, bliver der nemlig let overproduktion af strøm, og så giver det mening at tage vindenergien i land ved København og lave den om til forskellige grønne brændstoffer til fly og skibe.

Så projektet tager bornholmerne ind i fremtiden. Men det forbinder dem samtidig også til deres rødder. Til de elementer, der har givet mad og arbejde. Til vinden og til havet.

Jeg er jo født og opvokset på den her ø,” fortæller Winni Grosbøll. Jeg har været i København i ni år og studeret og er vendt tilbage. Og jeg kan næsten ikke gå en dag, uden at jeg skal ud og kigge på havet. Sådan tror jeg, alle bornholmere har det. Der er noget med havet. Og det der med igen at vende tilbage til nogle af industrirødderne, det tror jeg faktisk også betyder lidt.”

På Bornholm handler 2023 først og fremmest om havvindmøller. Men der sker selvfølgelig også andre vigtige ting i løbet af året. Det her er nemlig også året, hvor vi for alvor ser elbilerne begynde at rulle ud på danske og europæiske veje. En stribe af nye modeller har ramt bilforhandlerne, tilskud og skatterabatter gør priserne mere end konkurrencedygtige, og ude langs vejene og på parkeringspladserne står nu alle de ladestandere, som politikerne gav penge og tilladelser til at bygge tilbage i 2021. Det betyder, at mange flere tør investere i en elbil.

2024

På cementfabrikken Aalborg Portlands store industrigrund ved Limfjorden indvies et skelsættende nyt kemisk anlæg. Udefra set er det egentlig bare et forvirrende virvar af rør og meterhøje ståltårne. Men det, der sker inde i rørene og tårnene, gør det faktisk muligt at nedbringe hele Danmarks samlede CO2-udslip med flere procent. Anlægget renser nemlig røggasser fra Aalborg Portlands store cementproduktion for CO2. Dermed begynder en lang og mærkværdig rejse for de forkætrede molekyler, som ender et sted i evigheden, hinsides vores forståelse for tid.

Tilbage i 2021 lagde politikerne jo en strategi for fangst og lagring af kulstof. Det her nye anlæg er det første rigtig konkrete resultat af den strategi. Det er realiseret i tæt samarbejde med det statsejede norske selskab Gassnova. Siden 2005 har nordmændene arbejdet målrettet på at gøre fangst og lagring af kulstof muligt i stor skala, og her i 2024 er visionen altså endelig blevet til virkelighed. Direktør Trude Sundset forklarer, hvad det nu er, den aalborgensiske CO2 skal udsættes for.

Det første er en kemisk afvaskning. Det foregår inde i det største og højeste af det nye anlægs ståltårne. Røggassen sendes ind forneden, mens et flydende kemikalie – amin – hældes ned ovenfra.

Når gas og væske mødes, altså når aminen møder gassen, bliver CO2en fanget i aminen,” forklarer Trude Sundset.

Nu er CO2en altså opløst i en væske, som bliver sendt ind i et nyt og lidt mindre tårn, som er rundt og cirka 30 meter højt. Her skal de stakkels molekyler koges. Det får dem til at dampe op fra væsken, så de bliver til en ren strøm af CO2.

Og så bliver den rene CO2 sendt videre til en køler, hvor CO2en køles ned, indtil den bliver flydende,” forklarer Trude Sundset. Nedkølet til minus 26 grader pumpes den flydende CO2 gennem nogle rørledninger over i nogle nye tanke. Her må molekylerne ligge og fryse i to-tre dage, indtil der kommer et skib sejlende fra Norge – sådan et mellemstort fragtskib i stil med dem, man bruger til at transportere flydende naturgas. Når skibet ankommer, pumpes den flydende CO2 ombord. Derefter letter skibet anker igen og sætter kurs mod nord.

Det sejler til et sted på vestkysten af Norge, ganske nær Bergen. Der lastes CO2en af skibet ind i nogle tanke, hvor vi mellemlagrer CO2en. Og afhængigt af hvor meget CO2 Danmark vil sende til Norge, vil vi bygge flere tanke. Det er ikke så vanskeligt. Og så sejler skibet tilbage igen for at hente mere CO2.”

CO2-molekylerne fra Aalborg befinder sig altså nu i nogle store tanke på Norges vestkyst. Herfra skal de sendes ud på den sidste del af deres rejse mod evigheden.

Tankanlægget er koblet sammen med et CO2-rør, som ligger langs havbunden hele vejen ud til en geologisk formation, hvor vi har boret en brønd. Det er noget, som vi er vældig gode til i Norge. Der er mange af sådan nogle brønde i Nordsøen,” fortæller Trude Sundset.

Den her brønd nede på havbunden, som nordmændene har boret, går 3.000 meter ned i undergrunden. Dernede har nordmændene nemlig fundet en kæmpestor lomme af sand og vand, som egner sig perfekt til at gemme CO2.

Det er porøst sand, som CO2en kommer ned i, lidt som hvis du tænker dig en dansk sandstrand, bare nede under havbunden.” Det her våde sand, forklarer Trude Sundset, fungerer lidt som en kæmpestor svamp, der nu opsuger CO2-molekylerne fra Aalborg. Efter de er blevet pumpet dybt ned under havbunden, fordeler de sig nemlig ud i små bitte luftlommer i sandkornene. Herinde vil de i løbet af de næste mange hundrede år langsomt reagere med sandet og selv blive forvandlet til sand. Nogle af CO2-molekylerne vil dog også blande sig med vandet og blive til det, Trude Sundset kalder sprudlevand’. Altså underjordisk danskvand, simpelthen. Men det underjordiske danskvand er tungere end almindeligt vand, og derfor synker det til bunds i lommen. Men det vigtigste er, at alle CO2-molekylerne nu er fanget. De kan ikke slippe ud i atmosfæren igen – måske nogensinde.

Oven over den her sandstensformation ligger der tykke lag med skifer,” forklarer Trude Sundset, CO2en har ikke nogen steder at komme ud, den bliver liggende dernede.”

Hvor længe bliver den dernede?

Ja, det er et godt spørgsmål. Vi plejer at sige, at den bliver liggende dernede i titusindvis af år. Den kan måske blive liggende i millioner af år, det ved vi ikke. 30.000 år i hvert fald bliver den liggende. Vi kalder det final storage. Dette er endelig lagring.”

Byggeriet af hele den her norske infrastruktur til CO2-lagring gik faktisk i gang allerede kort efter coronakrisen. Krisen ramte den norske olieindustri hårdt, fordi efterspørgslen på olie styrtdykkede. Og de mennesker, som skulle bygge anlægget, var i vid udstrækning folk fra oliebranchen. Derfor besluttede den norske regering at investere i CO2-anlægget som en del af deres økonomiske krisepakke i begyndelsen af maj 2020.

Men det er ikke den eneste måde, hvorpå vi nu, i 2024, høster gevinsterne af det, der er blevet besluttet tidligere. 2024 er også året, hvor vi begynder at se effekten af de stigende priser på CO2-udledninger i USA og Europa, som blev aftalt tilbage i 2022 og begyndte i 2023. Flere og flere lande melder sig nu ind i klimaklubben’ ved at varsle afgifter på CO2-udledninger, så deres industrier kan slippe for at få lagt klimatold på deres varer. Og fordi priserne på vedvarende energianlæg bare bliver ved med at falde – godt hjulpet af alle de investeringer i nye anlæg, som er blevet foretaget – er det faktisk ikke så svær en beslutning, som man kunne tro at melde sig ind i klubben. Der er ganske enkelt mere at vinde end at tabe.

2025

Då rådhusklokkerne slår året 2025 ind, er de økonomiske efterveer af coronakrisen efterhånden blevet fortid, og samtidig er vi ved at være der, hvor omstillingen ikke længere kun handler om resultaterne af den store grønne kickstart af økonomien. Vi begynder også at kunne se nogle nye teknologiske landvindinger med stort klimapotentiale fungere i praksis.

For eksempel lancerer den danske virksomhed Seaborg Technologies en prototype af en modulær atomreaktor. Den er på størrelse med en skibscontainer, kan ikke smelte ned eller eksplodere, efterlader sig kun kortlivet atomaffald i små mængder, og så kan den tilmed levere høj varme til de dele af industrien, hvor der er brug for dét – uden den mindste CO2-udledning. Hvis der manglede en brik i verdens energisystem, er den nu ankommet, og energieksperter får travlt med at diskutere, hvordan den skal bruges.

Samtidig begynder andre nye, potentielt revolutionerende teknologier for alvor at ramme vores hverdag. Fremtiden er simpelthen ankommet til dit lokale supermarked. Glasdørene glider til side, og du træder ind i grøntafdelingen. Her mødes du af spændstige krydderurter, salathoveder, grønkålsduske og kålhoveder på stribe. Men krydderurterne står ikke i potter med jord som førhen, og salaten er skyllefri. Det hele er nemlig dyrket indendørs i næringsrigt vand eller damp i kæmpemæssige, ultra-hygiejniske vertikale farme, der kan producere mange gange mere grønt per kvadratmeter end noget traditionelt gartneri eller landbrug. Lyset kommer fra LED-pærer drevet af vedvarende energi, mens avancerede, sensorstyrede robotsystemer doserer næringsstofferne – og resultatet smager herligt.

Længere inde i butikken kommer du til kølediskene. Her finder du både det velkendte plantekød fremstillet af ærteprotein og rødbedefarve, almindeligt kød fra slagtede dyr – og så, som noget nyt, almindeligt kød, hvor der ikke er nogen dyr, som er blevet slagtet, men blot nogle celler, som har fået lov at formere sig i et vækstmedie under forhold så kontrollerede, at det nu er fuldt sundhedsmæssigt forsvarligt at spise svinetatar, hvis man har den slags lyster. Efter flere års tilløb er det nemlig lykkedes for en stribe virksomheder at masseproducere cellebaseret kød til en pris, der er konkurrencedygtig. I Danmark bliver de nye kødprodukter også hjulpet på vej af de afgifter på metan og lattergas, som politikerne besluttede tilbage i 2022, og som har gjort traditionelt produceret kød dyrere.

Nede i bunden af butikken (nogle ting ændrer sig aldrig) står mælken. Du kan få almindelig mælk, økomælk, havremælk, sojamælk og … mælk lavet i fermenteringstanke i stedet for ko-yvere. Konsistensen og smagen er som almindelig mælk, og mælken indeholder også de samme proteiner. Det betyder, at mælken ligner, føles og smager som komælk – uden at være det. Faktisk er den brygget lidt ligesom øl; Den er lavet af nogle nøje fremavlede mikroorganismer, der producerer mælkeproteinerne kasein og valleprotein, når man fodrer dem med sukker. Og ja, der er selvfølgelig også is lavet af den samme slags mælk ovre i frysedisken og ost på pålægshylderne (ikke så langt fra den cellebaserede leverpostej). Alle de nye mælkeprodukter kan i øvrigt indtages af mælkeallergikere uden problemer, fordi mikroorganismerne ikke producerer laktose.

De nye fødevareprodukter har generelt et lavere klimaftryk end de traditionelle, og derfor bæres efterspørgslen – også globalt – frem ikke blot af private forbrugere, men også af virksomheder og offentlige indkøbere, der vil minimere deres klimapåvirkning. Udviklingen sender rystelser langt ind i den traditionelle fødevarebranche, hvor det bliver sværere og sværere for traditionelle landmænd at konkurrere. Der er også protester i Paris og Bruxelles, hvor vrede landmænd blokerer vejene, og herhjemme føler en del landmænd, at politikerne har lavet et overlagt angreb på en hel sektor, der i årevis har tjent store importindtægter hjem til Danmark, alt imens den har stræbt efter at belaste miljø og klima så lidt som muligt.

Andre landmænd omfavner dog den nye udvikling og de muligheder, som omlægninger af landbrugsstøtten giver dem. En del styrer med hjælp fra nye støtteordninger deres bedrifter i retning af produktion af højkvalitetsprodukter, hvor der er fokus på dyrevelfærd og naturforvaltning i bedrifterne. Andre klarer sig ved at bruge nye højteknologiske dyrkningsmetoder og staldteknologier til at få mest muligt udbytte af jord og dyrehold med mindst mulig klimapåvirkning. Samlet set betyder det hele, at dansk og europæisk landbrug lægger beslag på mindre jord ude i verden end dengang, Danmark årligt importerede 800.000 tons sydamerikansk soja.

Og her forlader vi fremtidsvisionen. For nu er vi faktisk nået til et sted, hvor fundamentet er lagt for at kunne opfylde det helt store, langsigtede mål om at gøre os selv klimaneutrale i 2050. Der skal stadig gøres meget, meget mere, og resten af verden skal med på vognen, men hvis det går, som vi her har beskrevet, vil det hele bestemt se lysere ud i 2025, end det gør i dag.

Man kan måske beskrive de her fem år med grøn genopretning som en bjergbestigning fra bunden af et dybt, sort, corona-hul til toppen af en tinde, hvorfra man kan se ind i en klimaneutral fremtid. Men hvis man i stedet vender sig om og ser tilbage på opstigningen, hvad lærte vi så undervejs?

Hvis man skal trække én ting ud, er det måske, at coronakrisen gjorde det politisk muligt at gøre noget drastisk – hurtigt. Også uden først at have regnet alle de mulige konsekvenser igennem. Simpelthen fordi krisen viste os, at når man står over for en stor og forudsigelig krise, som risikerer at ende et meget, meget ubehageligt sted, er man nødt til at handle – også selv om man ikke altid kan forudsige alle konsekvenserne af det, man gør. Fordi så kan man i det mindste håbe på, at man vil forhindre krisen i at udvikle sig i retning af de allerværste skrækscenarier.

Det lykkedes – ser det ud til – langt hen ad vejen med corona. Hvorfor skulle det samme ikke kunne lade sig gøre, når det kommer til klimaet?