Ved 22-tiden en aften i begyndelsen af december stævner skipper Tonny Kristensen ud fra Thorupstrand med sin lille trækutter, HM08 Mikemale. Klokken 01.00 ankommer han og makkeren Poul til det sted i Skagerrak, hvor de har planlagt at sætte deres garn. Der er havvejr, som fiskerne kalder det: ikke meget vind, fine strømforhold og god sigtbarhed. De kan se en hel sømil frem, hvilket viser sig at være et held denne decembernat.

For pludselig ud af mørket skimter de lysene på en gigantisk 45 meter lang trawler. Alle skibe har en AIS, der er et satellitsignal, der gør det muligt for andre skibe at se, hvor man befinder sig, men ARM22 Klaas Adriana har skruet så langt ned for signalet, at Tonny og Poul ikke på forhånd var klar over, at det 550 tons tunge hollandske skib befandt sig i farvandet. Tonny Kristensen vidste med det samme, at han ville kunne huske denne nat.

“Jeg tænkte, at det var noget slemt møg,” fortæller han. “Jeg kunne se bommene, så jeg vidste, det var en bomtrawler. Og på de stenrev, den lå hen over, kunne den kun fiske med kædemåtter. Det er simpelthen noget møg.”

Mødet mellem den lille kutter og den store bomtrawler er et eksempel på en mere grundlæggende konflikt, der udspiller sig langt fra den brede offentlige debat. Tonny Kristensen bedriver kystnært fiskeri, der bliver betragtet som noget af det mest skånsomme for havmiljøet. I de samme farvande langs den jyske vestkyst fisker store bomtrawlere fra især Holland og Belgien langt mere intensivt ved at trække mange tons tunge metalredskaber hen over havbunden. Ifølge forskningen har metoden en utvetydigt negativ og irreversibel effekt på havbunden, og miljøorganisationer har i årevis forsøgt at få den forbudt.

De seneste år er biodiversitet og naturpleje kommet mere og mere på den offentlige dagsorden, og den nuværende regering betegner sig som danmarkshistoriens hidtil grønneste. Senest har Folketinget etableret 15 nationalnaturparker på land. Samtidig taler vi påfaldende lidt om det, der foregår under havets overflade – også selv om Danmark er et land med næsten 9.000 kilometer kyst, og farvandene, der omslutter os, udgør noget af det mest særlige ved den danske natur i global sammenhæng.

Jammerbugten begynder lige der, hvor Nordsøen bliver til Skagerrak, altså cirka ud for Hanstholm. Grete E. Dinesen, der er havbiolog ved DTU Aqua, kalder det et “højdiverst” havområde. DTU Aqua er konsulent på projektet Jammerbugt i balance, og Grete E. Dinesen ved derfor en del om et område, der ellers indtil for nylig har været relativt ukendt.

“Hele Jammerbugten er meget spændende og varieret havbund. Det er, fordi der er mange forskellige naturlige bundtyper. Der findes alt fra fint sand over groft sand til grus. Og så findes der stenrev af granit og kalksten. Et enkelt sted er der fossilerede egetræsstubbe, fra før Nordsøen blev dannet. De er 6.000-7.000 år gamle.”

Hun nævner også boblerev, store, gamle hestemuslinger og forskellige typer af tangskove. Netop mosaikken af bundtyper er vigtig, fortæller hun.

“Der er mange bunddyr og fisk, der bruger sandbund om dagen til at fange føde, og så gemmer de sig på revene om natten. Eller omvendt. At man har flere naturtyper tæt på hinanden i mosaikker, betyder, at man typisk har meget biodivers fauna.”

Det er på den havbund, Grete E. Dinesen beskriver, at slaget står.

Et bomtrawl er et sindrigt system, som kan se ud på mange måder, men princippet er, at en 10-12 meter lang bom hviler på to trawlsko, der ligner store kælke i metal, og som glider på havbunden. Undersiden af trawlet, der altså er det net, fiskene bliver fanget i, er spændt fast på trawlskoene og bommen, og på den måde holder bommen trawlet åbent. Fladfisk som tunger og rødspætter skjuler sig i havbunden, og derfor er der mellem trawlskoene spændt en eller flere tunge kæder ud, som graver sig ned i bunden og maser fiskene gennem kæderne og op i trawlposen.

Hollandske fiskere har gennem flere hundrede år specialiseret sig inden for bomtrawl, og da mange fiskekvoter på især rødspætte og tunge i den danske del af Nordsøen og Skagerrak er på hollandske hænder, er bomtrawlere et hyppigt syn ud for den jyske vestkyst. Et moderne bomtrawl kan veje mere end 10 tons, og det kræver store skibe, heftig motorkraft og en masse brændstof.

Bomtrawl egner sig bedst til sandbund, så for at kunne fiske på mere stenet bund vælger nogle fiskere at påmontere kædemåtter under trawlet. Kæderne beskytter netmaskerne mod sten og klipper, men knuser samtidig planter, orme, skaldyr og andre organismer, mens koraller og vigtige levesteder som tangskove og stenrev bliver ødelagt.

Grete E. Dinesen fra DTU Aqua forklarer, at af alle “bundslæbende redskaber” er bomtrawl med kædemåtter klart den hårdeste form for fiskeri. Det gigantiske net af kæder har imidlertid den fordel for fiskerne, at man kan trawle på mere stenet underlag og altså også på stenrev, hvor man ellers ikke kan trawle. Og det er netop problemet i Jammerbugten ud for Thorupstrand, fortæller Thomas Højrup, der er formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug.

“En almindelig trawler kan ikke forcere revene, og det beskytter vores torsk, pighvar og rødspætter. Og også koraller, sømus, søpindsvin, alt det der, der lever derinde, for derinde kan tangskovene få lov at være. Du kan kun komme derind med kroge og med garn, som du jo sænker. De ligger gerne let hen over bunden og kommer ikke ned og fanger hverken tang eller sten.”

Det hollandske skib, Tonny Kristensen mødte i december – ARM22 Klaas Adriana – fisker netop med kædemåtter. Og nogle gange sker det lige nøjagtig på revene i Jammerbugt. Det ved jeg, fordi jeg, mens jeg skriver denne artikel, følger skibets rute på den offentligt tilgængelige hjemmeside vesselfinder.com. Her kan man også se, hvordan Klaas Adriana i stræk på op til 17 timer forsvinder på kortet for så pludselig at dukke op igen. Det var netop dét, Tonny Kristensen og hans makker oplevede, da den enorme hollandske trawler dukkede frem af mørket.

Når der så er signal, markerer blå pile på kortet, hvor Klaas Adriana har været, og jeg kan næsten ikke skelne pilene fra hinanden. Den hollandske bomtrawler sejler frem og tilbage over det samme område, og netop det mønster giver en god fornemmelse af, hvorfor den type af fiskeri er så brutalt for havbunden, forklarer Thomas Højrup fra Thorupstrand Kystfiskerlaug.

“De bruger havbundens plante- og dyresamfund som lokkemad. De graver muslinger, bløddyr og krebsdyr op, så de bliver knust i kæderne og laver en sky af organisk materiale i vandet. Og det er jo en lækkerbisken for fiskene, så de strømmer til.”

På den måde fanger bomtrawleren spisefisk, men det er nu ikke det, der er hovedproblemet for Thorupstrand-fiskerne.

“Det katastrofale er, at artsrigdommen og dermed økosystemets robusthed bliver ødelagt. Og så bliver hele faunaen så sårbar over for ændringer i havvandets saltindhold og temperatur, at vores fiskebestande pludselig styrtdykker,” siger Thomas Højrup.

Det giver Grete E. Dinesen fra DTU Aqua ham ret i. Hvis tang og koraller “bare” bliver skrabet af, kan de komme igen. Forudsat at organismerne får lov at gro i fred. Men der er også et andet scenarie.

“Bomtrawl med kædemåtter kan betyde, at stenene bliver vendt, spredt eller knust. Så taler vi ikke længere om, at der er en negativ påvirkning. Så taler vi om et tab. Så taber vi en naturtype,” forklarer hun.

En formiddag ser jeg pludselig på vesselfinder.com, at det hollandske skib ligger i havn i Hanstholm ikke ret langt fra, hvor jeg bor. Jeg beslutter mig for at køre derop dels for at tale med kaptajnen, dels for at få bekræftet, at trawleren rent faktisk har kædemåtter ombord.

Da fotografen og jeg drejer ind på Kaj 17, ser vi med det samme den grøn-hvide trawler, hvis blå pile jeg i dagevis har fulgt på min computer. De to bomme er hejst op, og fra hver af dem hænger en kædemåtte på størrelse med en badmintonbane. Besætningen er i gang med at losse fisk, men kaptajnen, Jan Marijs, vil gerne tale med os. Han er 43 år, har tyndt, kortklippet hår, og er iført en kraftig sort jakke over en sort hættetrøje. Hans højre øje hænger lidt, men det er heller ikke så mærkeligt, hvis han er træt efter en måned næsten uafbrudt til havs. Jan Marijs deler kaptajnskasketten med sin bror, der også er med ombord, og på den måde kan de fiske i døgndrift. Skibet ejer de sammen med deres far, der købte det i 1994.

Jan Marijs kan ikke forstå, hvorfor mange danskere er så kritiske over for bomtrawl. “Det er en ældgammel form for fiskeri. Hvordan kan vi blive ved med at fange fisk, hvis det er så dårligt for havet?” spørger han retorisk, mens han ruller en smøg med én hånd og tænder den med en limegrøn lighter.

At bomtrawl er en gammel opfindelse, har han ret i. De første klager over dets negative indvirkning på havbunden stammer fra 1300-tallet.

Kaptajnen indrømmer gerne, at han ofte skruer sin AIS så langt ned, som det er lovligt. Det lovpligtige VMS-system, som fiskerimyndighederne registrerer, insisterer han dog på altid at have slået til. Men han gider ikke, at andre kan følge med i, hvad han laver. Han synes ikke, det rager folk på land. Da han mødte Tonny Kristensen til havs, aftalte de for eksempel over radioen, hvem der skulle fiske hvor. Jan Marijs troede, at alt var godt.

“Vi havde en fin snak, men to dage efter så jeg på Facebook, at folk skrev, jeg var et forfærdeligt menneske. Det er ikke rart. Vi arbejder hårdt og overholder reglerne. Så gider jeg ikke se sådan noget.”

Kritikken går Jan Marijs på, fordi han og hans familie ikke har noget alternativ til at fiske med bomtrawl, forklarer han. Deres kvoter er primært på rødspætter, og hvis familien skal have chancen for at kunne betale af på den kolossale trawler, skal der landes rigtig mange fisk. Og det gør man altså med bomtrawl.

Fiskeripolitik er kompliceret stof, hvor der er store beløb og mange interesser på spil. Ethverts lands havgrænse går 12 sømil svarende til 22,2 kilometer fra kysten. Uden for Danmarks havgrænse begynder EU-farvandet, og derfor har Danmark ikke mulighed for at forbyde fiskeri med bomtrawl dér. Det kræver enighed i EU. Danmark kan ikke engang forbyde den danske flåde at fiske med bomtrawl, da det ville regnes for diskrimination af et medlemsland.

I EU’s fælles fiskeripolitik er der dog mulighed for at lave et midlertidigt nødstop i tre eller seks måneder “i tilfælde af en alvorlig trussel mod havets biologiske ressourcer”. Den mulighed undersøgte Miljø- og Fødevareministeriet tilbage i 2016 og igen i 2019 under minister Mogens Jensen. Ifølge hans efterfølger, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn, har Danmark igen i år forsøgt at etablere et midlertidigt stop for bomtrawl, mens man undersøger mulighederne for et længerevarende forbud.

“Meldingen fra Kommissionen er desværre, at situationen ikke lever op til de krav, der skal til for at aktivere reglerne om nødtiltag,” skriver han i en mail til Zetland.

Ministeren tilføjer, at fiskeri med bomtrawl og især kædemåtter er metoder, der gerne snart skulle være fortid.

“Regeringen går ind for et generelt EU-forbud mod bomtrawl. Dette er noget, vi arbejder for på den lange bane. På den korte bane er det vores klare målsætning, at kædemåtter bliver fuldstændig udfaset. Der er behov for at finde en god løsning med nederlænderne og belgierne på den aktuelle situation,” lyder det fra ministeren, som mener, der er grund til at være optimistisk, hvad hollænderne angår. “Nederlænderne har tidligere vist samarbejdsvilje i forhold til kontrollen af bomtrawlsfiskeriet.”

Der er brug for masser af god vilje, for hollænderne har milliarder på spil. Ikke mindst i kølvandet på Brexit. Den begrænsede adgang til britiske farvande, som vil blive indfaset over de kommende år, vil gradvist øge presset på EU’s farvande.

Havmiljøet ender ofte med at blive glemt, når det kommer til lovgivning og prioritering af ressourcer, mener professor i marineøkologi ved Aarhus Universitet Peter Grønkjær. Han oplever, at der længe både i befolkningen og blandt politikere i skiftende regeringer har været en manglende forståelse for al den natur, der gemmer sig under havoverfladen.

“Helt overordnet er det svært at føle sympati for ting, man ikke kan se. Det er meget lettere at forholde sig til en skov, der bliver væltet og lavet om til landbrugsland, eller når noget natur bliver omlagt til byer. Så er det meget tydeligt at se, hvad der foregår. Det har vi overhovedet ikke samme fornemmelse for i havet,” siger han.

Problemet er også, at det er utrolig dyrt at kortlægge havbunden. Projekter på europæisk plan har forsøgt at skabe overblik over de mest sårbare områder, men de er hovedsageligt bygget på modeller. “Resultaterne bliver ikke bedre end de data, man propper i modellen. Man er hurtig til at hoppe til modeller, hvor man måske hellere skulle se på, hvad vi mangler af data.”

Og så er vi tilbage ved den manglende folkelige og politiske opbakning, for det er kompliceret at undersøge havbunden og ikke mindst “hundedyrt”, fortæller Peter Grønkjær. “På landjorden kan du sende du en biolog ud for at kortlægge en eng eller en hede ret grundigt, og det koster en madpakke, noget benzin og en dagløn. Et døgn på et forskningsskib af en vis størrelse koster 80.000 kroner. Det kæmper vi med.”

Hvorfor er det overhovedet så vigtigt med biodiversitet på havbunden, kunne man indvende? Som kaptajn Jan Marijs siger, er der jo stadig fisk i havet, og er det så ikke lige meget, at det ser lidt kedeligt ud dernede?

Men biodiversitet på havbunden er vigtigt for, at vores økosystem har noget at stå imod med, fortæller Grete E. Dinesen, marinebiologen fra DTU. Idealet er, at der er stor genetisk diversitet både inden for arterne og i antallet af forskellige arter. Det betyder nemlig, at havets dyr har flere fødekilder at vælge imellem og flere at yngle med.

“Når der er stor diversitet og kompleksitet, så er økosystemet også mere robust over for ændringer som for eksempel klimaforandringer, eller hvis der sker en anden stor katastrofe. Både naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.”

For den 55-årige Thorupstrand-fisker Tonny Kristensen er det sund fornuft at tage vare på den havbund, der er med til at sikre, at der også er fisk at fange i fremtiden. Han har fisket, siden han var 14 år, og de sidste 12 år med sin lille kutter fra Thorupstrand. Formelt set arbejder han fuld tid på Vilsundbroen mellem Thy og Mors. Her sidder han og reparerer garn, når han ikke styrer broklappen. En afløser træder til, hver gang der er havvejr. Han kunne nok egentlig godt leve af at være kystfisker, men det tør han ikke.

“Fremtiden er meget usikker, og det bliver ringere og ringere år for år. Det går den forkerte vej med det hele. Vi kan ikke være noget sted længere, hvis de ødelægger stenrevene. Så er vi færdige.”

Indtil for ganske nylig var det område, Klaas Adriana sejlede over med sine kædemåtter, Thorupstrand-fiskernes foretrukne område. Sådan er det ikke længere, for fiskene er væk.

“Det er jo pløjet op. Der går lang tid, før der er fisk igen.”