Denne artikel har vores medlem Knud Anker Iversen foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til Knud Anker Iversen – det er medlemmerne, der gør det muligt for os at udkomme.

ARGUMENT_
Chefredaktør, skriver om identitet & fællesskab

Vi taler om danskerne som et polariseret folk. Jeg tror, vi tager fejl

6. februar 2018 | Identitet & Fælleskab | 4 min.

1.

Der findes et billede af Danmark, som jeg ofte hører gentaget, og som gør mig trist, hver gang det sker. Billedet ser sådan her ud: I København holder en verdensfjern elite til, der med slebne manerer og et misforstået hensyn til demokratiet udskammer alle, der er grove i kæften og ikke abonnerer på de rigtige holdninger. Og så findes der det danske folk, det er dem, der bor uden for København, som er angste for, hvor verden er på vej hen, og som ventilerer deres bekymringer i et simpelt – men uspoleret og ærligt – sprog.

Dét danmarksbillede kunne man for eksempel ane som bagtæppe, da Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen søndag i Presselogen forsvarede debatniveauet på avisens debatforum Nationen med ordene “velkommen til virkeligheden … folk taler grimt”. Jeg sad ved siden af ham i panelet og kunne ikke få det til at hænge sammen. Passer det virkelig? Er det et retvisende billede af Danmark, at folk (uden for hovedstaden) står i modsætning til en elite (i hovedstaden) og er grebet af en frygt, som må ventileres ved hjælp af – eksempelvis – ønsker om prins Henrik eller Ekstra Bladets egen musikanmelders snarlige død.

Nej. Sådan er det ikke. Lyden af Ekstra Bladets Nationen er ikke lyden af den danske nation.

2.

At konturerne af de to modpoler findes derude, er ganske givet rigtigt.

For ja, der findes en privilegeret klasse i Danmark, der færdes hjemmevant og med succes i en verden formgivet af den kosmopolitiske liberalisme, der har hersket i Vesten gennem de seneste 30 år; en klasse, som gennem lang tid insisterede på globaliseringens fordele uden at lytte, da dens bagsider gav sig til kende. Der findes grupper, for hvem opløsningen af alt det, der binder et menneske til en slægt, en egn, en kultur og et køn, betragtes som et historisk fremskridt, mens de, der mener det modsatte, betragtes som reaktionære. Der findes mennesker, der bor i pæne københavnske millionvillaer og ser åbne grænser som et moralsk ombud, mens de overser det faktum, at konsekvenserne ved sådan en politik ikke påvirker deres eget liv på villavejen, men andre danskeres, der befinder sig i helt andre livssituationer, på helt andre veje.

Og ja, Poul Madsen har ret i, at der findes danskere, der er racister eller antifeminister eller indebrændte over politikerne, systemet, centraliseringen, globaliseringen; der findes mennesker, som føler sig fremmedgjorte, overhørte og ude af trit med det samfund, de andre kalder det bedste nogensinde, og hvis artikulation af alt dette tager form som trusler og forbandelser skrevet med versaler og udråbstegn på nettets grænseløse territorium for de frustrerede, de skuffede, de vrede.

Alt det findes. Alt det er en del af Danmark. Alt det er værd at bekymre sig over, at gøre noget ved. Men at skrive den første gruppe ud af det danske folk er lige så forkert som at ophøje den anden gruppe til at udgøre selve folket. Danskerne kan ikke reduceres til disse to modsatrettede poler, folket kan ikke reduceres til gruppen af de allermest vrede. Fortællingen om, hvem vi er – og ikke er – hverken begynder eller slutter med de to ekstremer.

3.

Hver dag står millioner af danskere op til en ny dag, vi smører måske madpakker, vi pakker måske taskerne, vi går af sted til bussen, sætter os ind i bilen eller op på cyklen, vi afleverer unger, går i skole, møder på arbejde eller passer børnebørnene, og imens væver vi klodset og rodet og smukt billedet af livet i Danmark, som det især ser ud: et liv, hvor vi grundlæggende vil hinanden. Et liv, hvor et uendeligt antal af demokratiets små tingmøder finder sted hver dag, så ting sker, hændelser glider og mennesker finder ud af det sammen. Fikser et problem. Løfter en opgave. Gør en pligt. Rejser nogens cykel, der er væltet.

Vi kan være vildt uenige, vi stemmer alt muligt forskelligt, vi er farvede af forskellige egne, traditioner, overbevisninger, drømme, personligheder, muligheder, men når vi bumper ind i hinanden på skadestuen, i baren eller på campingpladsen, når vi mødes i håndboldhallen, til Counter-Strike-stævnet, til familiefesten, til forældremødet, til spejder, når vi har med hinanden at gøre i kantinen, i beboerforeningen, i teaterforeningen, i tennishallen, i medborgerhuset, i virkeligheden, så står der ikke en verdensfjern elite og udskammer en rasende fremmedgjort, der skriger dødstrusler tilbage. Der står som regel bare en flok danskere, som vi ser ud i alt vores cowboytøj og alle vores vindjakker og al vores lige-ud-ad-landevejen-lyst til at leve med hinanden i fred, at få gode ting ud af det, vi har fået af dem, der var her før os.

4.

Et slag på tasken: Jeg tror, at mindst 80 procent af den danske befolkning befinder sig i en enorm midte, der hverken er optagede af at polemisere eller polarisere, og som hverken kan beskyldes for at tilhøre en verdensfjern elite eller en rasende hob. Hvis ordet “folk” stadig skal give mening i den betydning, der har lagt navn til folkestyret, så er det denne kæmpe midte, der udgør folkets hovedpart og grundingrediens.

Der er derfor ikke noget folkeligt ved at svine hinanden til. Der er ikke noget folkeligt ved offentligt at ønske andre mennesker døde. Der er ikke noget folkeligt ved en afstumpet, forsimplet og fordummende debat. Det danske folk består af millioner af forstandige mennesker, og det har krav på en offentlig samtale, der afspejler netop det.

Når Danmark tegnes op som to blokke – den ene et eddikeondt “folk”, den anden en verdensfjern elite – så er vi langt fra den samtale. Det samme er vi, når den offentlige debats ekstremer får lov at ekspropriere debattråde og kommentarspor på sociale medier og netaviser. For hvad gør forstandige mennesker, når galden begynder at brede sig og debatten forplumres i banale buh-råb? De trækker sig. Og tilbage står vi med en offentlig samtale, der ikke står mål med sit – nu delvist tavse – folk.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem