Helt til det sidste elskede Rikke Snedled sit job. Eller rettere: Hun elskede dyrene på sit job. Det var det, der gjorde den afgørende beslutning så svær.

Arbejdet var enkelt: Hun skulle hjælpe dyr, der var blevet behandlet dårligt af deres ejer. Katte, fugle, slanger, marsvin, rotter og kaniner – “den slags var min force,” siger hun.

“Det var det mest fantastiske arbejde,” siger hun i dag. “Jeg troede, jeg skulle være der resten af mit liv.”

Lidenskaben havde været der, siden hun var helt lille. Dengang kunne hun sidde i timevis og børste sin dværgschnauzer, Sille. Hun elskede alle dyr.

“Dyr giver noget, mennesker ikke giver. En indre ro. Ubetinget kærlighed. Samhørighed.”

Hun vidste allerede som barn, hun skulle arbejde med dyr. Da hun flyttede hjemmefra for at forfølge sin drøm og læse til dyrepasser, fyldte hun sin første lejlighed med leguaner, ildere, fisk, fugle, hamstere og mange andre væsener.

“Jeg ved ikke, om jeg drev min kæreste til vanvid,” siger hun. “Men sådan er det nok bare at være gift med en dyrepasser.”

Jobbet som dyrepasser var den perfekte virkeliggørelse af hendes største lidenskab. Men snart skulle netop den passion ramme hende selv.

Det var med den nye ledelse, at problemerne begyndte. Dyrepasserne skulle nu fokusere mere på omverdenen. Det blev vigtigt at komme i medierne. Der blev mindre og mindre tid til dyrene. Medarbejdere begyndte at blive stressede. Efterhånden var der ikke tid til at lave det, de var ansat til. Flere blev fyret. Andre blev spillet ud mod hinanden. Arbejdsmiljøet blev værre og værre, oplevede Rikke Snedled og en stribe andre ansatte. (Ledelsen har afvist, at der skulle være den type problemer).

“Det blev hele tiden værre, men jeg valgte i meget lang tid at lukke øjnene: For det var jo mit drømmejob,” siger hun.

Trods problemerne blev Rikke Snedled og de fleste af hendes kolleger hængende.

“Det var helt sikkert på grund af lidenskaben. Hvis det havde været ethvert andet job, havde jeg været væk for længst.”

Sådan blev hun ved i flere år. Lige indtil den dag, det virkelig gik galt.

Vi hører det hele tiden: Følg din lidenskab. Succesfulde folk fortæller i medierne, hvordan nøglen til deres bedrifter var en indre passion. Det vrimler med velmente karriereråd om, at når du skal vælge job eller studieretning, så skal du følge din lidenskab. I selvhjælpsbøger, jobopslag og universitets-afslutningstaler bliver lidenskaben hyldet.

Det lyder også indlysende rigtigt; at følge lidenskaben må da være vejen til et godt arbejdsliv. Men det er langtfra så rigtigt, som det lyder. Faktisk kan ‘følg din lidenskab’ være et af de dårligste karriereråd, du nogensinde har fået, som den anerkendte professor og psykolog fra The Wharton School, The University of Pennsylvania, Adam Grant har formuleret det.

At følge sin drøm kan, ifølge forskningen, være vejen til stor elendighed.

“Man skal ikke hovedløst jagte ‘gør, hvad du brænder for’-dogmet. For det bygger på nogle store misforståelser,” siger erhvervspsykolog og ledelsesekspert Maja Loua Haslebo.

Lyder det for mærkeligt til at være sandt? Så hæng på. Forskningen har nogle overraskende indsigter, der rokker ved, hvordan vi tænker vores arbejdsliv og lidenskab. Og samtidig viser videnskaben en anden og mindre kendt vej til det gode arbejdsliv.

Arbejdet på dyreværnsorganisationen blev nu værre og værre. Rikke Snedled oplevede, at ledelsen i stigende grad kørte på hende. Hun blev sygemeldt med stress.

Under sygemeldingen overvejede hun meget, om hun skulle komme tilbage. Hun hadede arbejdspladsen, men elskede arbejdet. “Det var den sværeste beslutning i mit liv. Det var jo min drøm,” siger hun.

Rikke valgte at vende tilbage. Hun kunne ikke lade dyrene i stikken, ikke svigte sin passion.

“Det var en kæmpe fejl,” siger hun. “Jeg skulle aldrig være gået tilbage. Det ødelagde mig endnu mere. Vi var mange, der hang ved alt for længe.”

Den næste tid på jobbet var et helvede. Hun mistede troen på sig selv. Og til sidst sagde hun op – som en af de få dyrepassere, der turde tage det skridt.

I tiden bagefter var det, som om noget var gået i stykker indeni. Hvordan kunne noget så godt ende så slemt? Hvordan kunne ens drøm skade én så meget?

“Jeg mistede troen på mig selv. På, at jeg kunne arbejde godt nok – og om jeg vidste, hvad der var godt for mig selv,” siger hun. “En flig af det tror jeg vil sidde i mig resten af livet.”

Rikke Snedleds historie peger på noget langt større. Dyrepassere er, generelt, kendetegnet ved et dybt lidenskabeligt forhold til arbejdet. Amerikanske forskere interviewede dyrepassere i 157 zoologiske haver, og det stod klart, at det at være dyrepasser ofte var en barnedrøm. Mange så arbejdet som et kald.

Forskerne påpegede, at den lidenskab havde nogle klare fordele; dyrepasserne fandt dyb mening i arbejdet og identificerede sig med det. Men, opdagede forskerne, kaldsfølelsen skabte også problemer. I mange tilfælde fik den dyrepasserne til at blive for længe i jobs, der i virkeligheden gjorde dem ulykkelige. Mange blev stressede eller udbrændte. Jo mere passionerede de var, jo mere var de parate til at ofre sig. Dårligt arbejdsmiljø, lav løn, ingen fritid, udnyttelse, sårbarhed over for ledelsen var blandt konsekvenserne.

Lad os slå noget fast her: Nej, lidenskab er selvfølgelig ikke dårligt i sig selv. Det kan være helt fantastisk at have et job, man brænder for. Og der er få ting, der kan gøre folk mere ulykkelige end et job, de virkelig hader. Vi bruger mange af vores vågne timer på arbejdet, så det er vigtigt, at vi griber det så godt an som muligt.

Men meget tyder på, at vi tænker lidenskab forkert.

Sammenkædningen af lidenskab og arbejde er historisk set et relativt nyt fænomen. Fra antikken til middelalderen var arbejde for stort set alle lig med hårdt slid. Mening – eller lidenskab – blev fundet uden for arbejdet: i religionen, familien og (for eliten) i fritiden. Men med Martin Luther begyndte den såkaldte protestantiske etik at vinde frem. I lande som Danmark og senere USA blev arbejdet en måde at tjene Gud på. Mening – og lidenskab – blev kapslet ind i arbejdet. Ifølge Tom Hodgkinsons bog How to be free har vi i dag gjort arbejdet til vores religion; workism kalder forfatteren det. Det er her, vi skal finde mening. Der er her, vores passion skal udfolde sig.

Derfor lyder det så rigtigt, når vi hører klichéen om, at vi skal følge vores lidenskab på jobbet.

Men forskningen peger på en stribe problemer ved det ideal.

For det første kan det være svært at gøre sin lidenskab til et arbejde. Måske er din største lidenskab at spille panfløjte. Men der findes ikke vildt mange panfløjte-jobs. Og du skal virkelig, virkelig være en god panfløjtespiller for at få et af dem (plus formentlig også ret heldig). Med andre ord er det at arbejde med sin største lidenskab langtfra nogen garanti for, at du faktisk kan få dit arbejdsliv til at hænge sammen. Motivations-credoet over dem alle, “du kan blive, hvad du drømmer om”, er i bund og grund en tom kliché, for ja, det kan nogle, men langtfra alle. Og hvis lidenskab er idealet, hvordan skal de så finde fred med det, de i stedet ender med at bruge deres arbejdsliv på?

For det andet er der selve naturen af et arbejde. Der findes masser af jobs, som ikke stråler af lidenskab. Rutineprægede “bullshit jobs” har antropologen David Graeber kaldt dem. Men alle jobs har elementer, man ikke er lidenskabeligt optaget af. Alle jobs har perioder, hvor tingene er svære, tunge og nedtur.

Det står i kontrast til, at mange virksomheder slår sig op på mantraet ‘gør, hvad du brænder for, og hvad du er god til’, påpeger erhvervspsykolog Maja Loua Haslebo.

“Men det er ikke alt, man brænder for i sin ansættelse. Og der kommer løbende nye elementer ind i jobbet, som man ikke er god til, fordi man ikke har lavet dem før, og som man derfor heller ikke ved, om man brænder for. Det gør det meget svært at arbejde ud fra det lidenskabsdogme.”

Udfordringen ved lidenskab handler også om forventninger. Forskere undersøgte jobsøgende amerikanske studerende, der ledte efter deres kald i jobbet. Mange følte sig ubeslutsomme, forvirrede og ubehageligt til mode. At jagte det perfekte match kan være en pinsel.

En anden undersøgelse kiggede på jobopslag, der lokkede med rosenrøde beskrivelser i stil med ‘her er masser af plads til lidenskab’. Det fik flere til at søge jobbet. Til gengæld blev de ansatte mindre produktive end andre, når de begyndte i jobbet, og de var mere tilbøjelige til at sige op. De fleste jobs, ikke mindst i begyndelsen, er langtfra kun sjove. De er hårde, fyldt med svære opgaver, man endnu ikke mestrer. Forventer man en konstant lidenskabsfyldt arbejdsdag, kan man blive skuffet.

Det blev understreget i en tredje undersøgelse blandt jobsøgende; de, der forventede at finde et job, de elskede, var præget af flere negative følelser under jobsøgningen – og de blev mindre glade for det job, de fik.

“Jo højere forventninger du har, jo mere skuffet bliver du over alt det, du ikke kan lide ved et job,” har den internationalt førende organisationspsykolog Adam Grant sagt det.

“Hvis målet er nirvana, skaber du et større gab mellem, hvad du får, og hvad du forventer. Du overvejer hele tiden, om der findes noget bedre.”

Måske er det en overset årsag til den dramatiske stigning i stress, udbrændthed og andre arbejdsrelaterede psykiske belastninger, vi ser i disse år. At tårnhøje idealer om ultimativ lidenskab fjerner blikket fra, hvad et job rent faktisk rummer. At vi bliver spændt ud mellem urealistiske forventningerne og en broget og bøvlet virkelighed – lige til vi føler, vi sprækker.

Som Adam Grant siger:

“At jage lykken kan jage den væk.”

Tobias Kippenberger husker det som en indre ild, der blev tændt.

Den 16-årige teenager sad på sit børneagtigt zigzagmalede værelse i rækkehuset i Esbjerg. Der var Slots-pilsnere på gulvet. En ven havde lige spillet akkorderne til Radioheads Karma Police og bedt Tobias synge til. Og wow. Det lød faktisk godt. “Jeg husker det som det vildeste i verden, at det kom ud af munden på mig,” siger han. “En ægte gnist blev tændt.”

Ret mange har sikkert prøvet at sidde på teenagerværelset og drømme rockstjernedrømme. Men for Tobias blev drømmen til virkelighed. Syv år senere stod han på Roskilde Festival som forsanger for bandet The Floor is Made of Lava. Regnen væltede ned udenfor, men teltet kogte. Bandet havde kun udgivet en enkelt single, men folk gik amok. “Vi var flyvende,” husker han. Senere udgav bandet tre plader, de turnerede i Skandinavien, Tyskland, England og Irland. Og Tobias Kippenberger kunne leve af den rockstjerne-lidenskab, der var blevet tændt dengang på teenagerværelset.

Men så var det, at lidenskaben begyndte at give problemer. Ikke fordi den var forsvundet, men fordi den – på en måde – var blevet for stor. Uregerlig, uhåndterlig.

“Den måde, vi fire i bandet talte om musik, var ekstremt idealistisk og romantisk – også i en fuldstændig unødvendig grad. Det var nærmest fy-fy, når vi fik penge for at spille. Musik skulle være i sin reneste rene form. Alt måtte kun handle om lidenskaben for musikken. Det måtte aldrig nå til det punkt, hvor musik blev et arbejde,” siger han.

Alle beslutninger blev truffet med følelserne uden på tøjet. Og da den tredje plade skulle indspilles, var de følelser blevet tunge. Deres lidenskaber var begyndt at stritte i hver sin retning. “Vi følte, vi gik for meget på kompromis.”

Spændingerne begyndte at stige internt, og på en turné rundt i Danmark begyndte de at koge over. Efter en koncert i Kolding eksploderede Tobias på bandets trommeslager. Han kan ikke huske, hvad det handlede om – et forkert taktslag måske – men han overfusede ham.

“Jeg gik fuldstændig uregerligt amok,” siger han. “Vi snakkede ikke sammen i turnébussen 14 dage efter. Det må være det øjeblik i mit liv, jeg skammer mig mest over.”

Da turnéen var slut, opløste bandet sig selv. Lidenskaben talte sit klare sprog: “Ingen af os havde lyst til at lave noget sammen med hinanden mere.”

Det, Tobias Kippenberger herefter gjorde, var usædvanligt. Han valgte ikke at blive forsanger i et nyt rockband.

Han valgte at blive bogholder.

Allerede mens han turnerede med The Floor is Made of Lava, var Tobias begyndt at snuse til regnskabernes verden. Han havde læst Music Management på Konservatoriet, hvor især et fag fængede: økonomistyring.

“Jeg opdagede, at regnskaber er ligesom et stort, spændende puslespil – som Tetris,” siger han.

Så da rockbandet gik i stykker, stiftede Tobias sin egen bogholdervirksomhed. Han specialiserede sig i musikeres regnskaber. (Og ja, han kunne også godt lide chokeffekten ved skiftet: “Hvis folk tænkte på mig som rockstjerne, hvad ville så ligge længst væk fra det? Hvad ville så være det mest usexede i verden? Bogholder var et godt bud.”).

Tobias fandt ro i det nye job. Det var dragende at komme fra bandets fire kæmpeegoer, præget af kunstnerisk, flyvsk, mavefornemmelses-styret beslutningstagen, til at sætte sig ved computeren og sige debet, kredit, debet, kredit. Jobbet var håndgribeligt.

Han begyndte også at få større realisme i forhold til sit arbejde; at der var perioder med nedtur, men dem måtte man arbejde sig igennem. Det var svært, men han knoklede. Og efterhånden blev han bedre og bedre til arbejdet. Kunderne kom strømmende, uden at han måtte lave nogen form for salg. (“Det er taknemmeligt at lave regnskab for musikere, der ser moms som virkeliggørelsen af skærsilden”). Han tjente gode penge. Han opdagede, at han lige så stille begyndte at mestre det. Det var, på en måde, lidt samme følelse som dengang med Karma Police på teenagerværelset: Det at lære noget – pludselig at kunne noget – gav ham lyst til mere.

“Jeg kender følelsen fra min 3-årige søn,” siger han. “Han har lige smidt bleen, men sover stadig med den om natten. Da jeg vågnede i morges, lå der en ble med lort i ude på toilettet. Der var også smurt lidt lort ud rundtomkring. Da min søn vågnede, spurgte min kæreste ham så: ‘Har du været på toilettet?’ Og helt stolt stiller han sig rankt op og siger: ‘Ja!’ Det var måske ikke gået heeeelt perfekt, men den følelse – den samme stolthed over at kunne noget – var også den, jeg følte, både som musiker og som bogholder. Det tænder noget i én.”

Sagt lidt mere kedeligt: I takt med det hårde arbejde blev Tobias mere og mere optaget af bogholderjobbet. Han havde arbejdet sig frem til en ny lidenskab.

Forskningen har noget vigtigt at sige om det, Tobias var igennem. Vi tænker tit på lidenskab som det, der skal drive arbejdet. Men i virkeligheden er det ofte omvendt; arbejdet skaber lidenskaben.

En undersøgelse blandt iværksættere konkluderede, at det ikke var graden af lidenskab i begyndelsen, der var afgørende for deres engagement. Det var graden af hårdt arbejde. Jo hårdere iværksætterne arbejdede, jo mere oplevede de, at lidenskaben voksede i takt med indsatsen. Lidenskaben er altså ikke fundamentet, indsatsen hviler på. Den er en konsekvens af indsatsen. Præcis som Tobias oplevede det som bogholder.

“Lidenskab er ikke noget, du kan få eller kræve. Passionen skal du selv skabe,” siger psykologen Maja Loua Haslebo.

Omvendt har en undersøgelse vist, at folk, der følger én passion, har tendens til at misse områder, hvor deres arbejdsglæde kan udvikle sig. De er mere tilbøjelige til at give op og miste interessen. Når det bliver svært, mister mange modet.

Og apropos rockstjerne-bogholderen: Forskning peger på, at de fleste af os ikke ved, hvad vores lidenskab reelt er. For mange opstår en stærk lidenskab, når man er ung, på et zigzagmalet teenagerværelse i Esbjerg. Problemet er bare, at vi ændrer os. Der er mange ting om fremtiden, du ikke ved, når du er ung. Mennesker ændrer sig. Det samme gør lidenskaber – hvis vi lader dem. Undersøgelser viser, at du først med tiden finder ud af, hvad du er god til. Og at vi mennesker ovenikøbet har svært ved at forudsige, hvad der vil gøre os lykkelige. Derfor er det, tyder forskning på, farligt at låse sig fast på en gammel drøm.

Men hvis ’følg din lidenskab’ ikke er løsningen på det gode arbejdsliv, hvad er så?

Et interessant bud finder man i en grundig analyse fra den geniale videnskabsskribent Tim Urban.

Engang var det sådan, skriver han, at vores karriere typisk kørte ad ét spor i 40 år. Ja, jeg vil være advokat, gerne i det samme firma, og det styrer jeg efter indtil pensionen. Men i dag er vores karrierer langt mere flydende, joblandskabet langt mere omskifteligt, vi skifter job – og endda fag – langt oftere.

“Karrierelandskabet i dag er ikke en række af tunneler. Det er et enormt, uendeligt komplekst og foranderligt laboratorium. Mennesker i dag er ikke synonym med, hvad de arbejder med – de er uendeligt komplekse, foranderlige videnskabsfolk. Og en karriere i dag er ikke en tunnel eller en æske eller et identitets-klistermærke. Den er en lang række af videnskabseksperimenter,” skriver han.

Derfor gælder det om at undgå tunnelsyn. Og derfor er rådet om at følge én lidenskab et ekko af en tid, der ikke længere er. Og det er et problem. For hvis du ser din karriere som en tunnel, bliver indsatsen ved at træffe det rigtige valg enormt høj. Du vælger enten rigtigt eller helt forkert. Det forstærker valgets tyranni, så det eksploderer i vores hænder. Er du bare lidt perfektionistisk, kan det virke nærmest lammende, skriver Tim Urban.

Forskere har undersøgt en række topchefers karrierer. Hvordan endte de på toppen? Det viste sig, at vejen dertil typisk ikke var planlagt eller snorlige. Mange topchefer var snarere kendetegnet ved at have været åbne over for nye interessante muligheder, når de dukkede op. Deres vej var derfor ikke altid en fugleflugtslinje mod toppen, men kunne også være et skridt tilbage eller sidelæns i karrieren. Men mest af alt: De var parate til at kaste sig hovedkulds ind i det ukendte.

Så drop tunnelsynet og idéen om den ene lidenskab, skriver Urban. Vær nysgerrig i stedet. Vær åben for nye veje – og nye lidenskaber. Date flere forskellige jobs. Du gifter dig jo heller ikke efter din allerførste date.

Tim Urban har udviklet et særligt værktøj til at finde ud af, hvordan man vælger jobbet, der er rigtigt for en. Det er ikke så enkelt, som det lyder. Længselsblæksprutten kalder han værktøjet. Du kan se det her.

Det fører for vidt at gennemgå Længselsblæksprutten i detaljer, så jeg kan anbefale at dykke ned i analysen på Urbans site, Wait But Why (som også rummer virkelig mange andre aspekter ved karrierevalget, vi ikke kan nå omkring her). Men hovedpointen med Længselsblæksprutten er enkel. Når vi vælger job (og alt andet, faktisk), er vi styret af vores længsler og frygt. De er selvfølgelig forskellige fra person til person, men overordnet deler Urban dem ind i fem grupper – se Længselsblækspruttens fem tentakler: det personlige (for eksempel: Følg din lidenskab!), det sociale (jeg vil værdsættes!), livsstil (jeg vil have frihed og balance i livet!), moral (jeg vil gøre en forskel!) og praktik (jeg vil kunne betale mit huslån!).

De fem tentakler rummer både frygt og længsel, og de kæmper med hinanden om at dominere dig (der udspiller sig også kampe inden for hver tentakel). Nogle dominerer over andre – ikke alle kan få samme prioritet.

Den vigtigste pointe her er denne: når vi vælger job, kan vi trække på virkelig mange forskellige dele af vores indre blæksprutte. Det er vigtigt at være bevidst om, så du ikke blindt eller ubevidst styrer efter en længsel/frygt i én tentakel uden aktivt at have valgt, at lige præcis det er det rigtige for dig.

Det samme gælder, når folk så ofte siger: “Følg din lidenskab.” Det er samfundet, der fortæller dig, at du skal placere din lidenskab øverst i dit længselshierarki. Det er et meget specifikt råd, når der nu findes så mange andre blæksprutte-tentakler, der hver især rummer et væld af længsler og ængstelser.

Ja, skriver Urban, måske er lidenskab det vigtigste for dig. Men det kan også sagtens ikke være tilfældet. Det er noget, du selv, uafhængigt af andre, bliver nødt til at evaluere. For er mening faktisk vigtigere? Eller er frihed? Huslånsafdrag? Tryghed? At gøre en forskel? At trives med kollegerne? Respekt? Balance? At blive værdsat? I den myriade af muligheder er lidenskab én mulighed. Men der er uendeligt mange andre veje – eller længsler – at vælge.

Det afgørende er ikke at lade sig føre blindt af råd fra andre (eller fra ens 15-årige jeg) – men selv at finde ud af, hvad du, lige nu, mener er vigtigst.

Lad os vende tilbage til Rikke Snedled. I dag er hun igen ansat som dyrepasser. Hun er blevet internatleder hos Kattens Værn. Hun er glad for sit nye arbejde. Men hun har et mere balanceret syn på det. Hun siger, hun stadig skal arbejde med de ar, hun fik fra det gamle job. Og at hun har lært en hel del af dem.

“Det forsvinder nok aldrig helt,” siger hun. “Jeg har lært, at det er fantastisk at elske sit arbejde. Men man skal ikke elske det så meget, at man lukker øjnene for virkeligheden,” siger hun.

“Det er trods alt kun et job, ikke hele dit liv.”

Tobias Kippenberger har også skiftet job – igen. Rockstjerne-bogholderen er nu blevet … billetmand.

Det kalder han det selv, men det er lidt mere avanceret end som så. Han er blevet dansk landechef for det norske start-up-billetfirma Tikkio. Her står han for produktudvikling, kontakt til udviklere og salg. Og vigtigere: I jobbet kombinerer han elementer fra sine to tidligere jobs; det kreative og udviklende fra rockbandet og systematikken og økonomiforståelsen fra bogholderiet. Han bruger begge sider af det, han har lært; jobbet forener det bedste fra begge verdener.

“Jeg er landet et godt sted,” siger han.

De dele af Længselsblækspruttens tentakler, der er vigtigst lige nu for ham, får lov at folde sig ud. Lidenskaben er der også stadig, bare på en ny måde. Han har nemlig opdaget noget interessant: Lidenskaben er ikke at spille musik. Den er heller ikke at lave regnskaber. Den er noget meget større.

“Lidenskaben for mig er en mere overordnet følelse, som ikke er konkret bundet op på musik, bogholderi eller billetsalg. Lidenskab er en meget mere højtravende og rummelig størrelse. For mig handler det om, at jeg kan lide at bygge ting op eller rive ting ned. Den følelse er lidenskab for mig,” siger han.

Følelsen er gået igen i alle hans jobs. Et ubehjælpsomt regnskab, en halvfærdig melodi eller en arbejdsgang hos Tikkio – alle ting, der skulle rives ned og bygges op igen.

Og dét er en vigtig erkendelse. Lidenskaben er sjældent én ting. Lidenskab er snarere en tilgang.

Som psykologen Angela Duckworth har pointeret: Vi siger, man skal følge sin lidenskab. Som om lidenskaben lå fast, som en evigt defineret størrelse, vi blot skulle lade os føre gennem livet af. Men lidenskaben er ikke fikseret eller fastfrosset. Den er plastisk.

Så sig ikke: Følg din lidenskab. Sig snarere: Udvikl den. Undersøg den, nysgerrigt, for hvem ved, hvor det fører dig hen.

Tunnelsynet fortæller os, at hvis vi ikke straks elsker vores job, må det være forkert. Men det passer ikke. Tunnelsynet peger på, at vores beslutning er altafgørende, når vi skal vælge studie eller job. Men det passer heller ikke.

Den nysgerrige, åbne tilgang lærer os, at vores arbejdsliv rummer et væld af muligheder. Længselsblæksprutten viser os, at det gode arbejdsliv kan fyldes af en skatkiste af længsler. Lidenskab er blot en af dem; der er mange, mange flere.

Det vigtigste er, at du selv vælger. Din karriere er et skattekort, har skribenten Cassie Werber sagt. Men det er et kort, hvor det ikke gælder om at finde skatten. Det gælder om, at du selv tegner kortet.

Du er ikke dit job eller din lidenskab. Du er forskeren, der i en serie af eksperimenter finder din vej gennem arbejdslivet. Du er sat fri.

“Jeg føler mig lidt som en evighedsstudent i arbejdslivet,” siger Tobias Kippenberger. “Jeg lærer hele tiden og udvikler mig et nyt sted hen, med noget mere i kufferten. Jeg tror måske, jeg prøver at regne det hele ud.”

Rockstjerne-bogholder-billetmanden viser en tatovering, der løber over begge underarme.

Always Right, står der.

Men bogstaverne vender helt forkert. De giver kun mening, hvis man læser dem på hovedet.