En famlende, spændende og viiildt lang valgkamp er slut. Her er det vigtigste, der skete, ifølge Zetlands journalister

WILL THEY OR WON’T THEY?Den gode stemning mellem de to rivaler fra S og V har været påfaldende gennem hele valgkampen. Tirsdag meldte Løkke så ud, at han faktisk hellere ville i regering med Mette Frederiksen end med nogen fra blå blok. Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix // Billedmanipulation: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Så hvad står tilbage efter fire ugers uafbrudt politisk debat? Zetlands skribenter giver her deres bud på, hvad der er det vigtigste, der skete i valgkampen, på hver deres stofområde – fra klima over sundhed til en egentlig ret spændende diskussion om procenter og friskoler.

En historisk lang valgkamp er ovre.

Politikerne har delt brochurer ud, hængt plakater op, såkaldte dueller er blevet afholdt på fjernsyn mellem de to politikere, der ellers i øjeblikke lød til nærmest at være de mest enige af hele bundtet: Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Kommentatorerne har udråbt vindere og tabere, der er blevet afgivet løfter og ultimative krav, og i den allersidste partilederrunde på DR tirsdag aften helligede man et helt kapitel til diskussionen af cigaretpriser. Med andre ord: Der lader ikke til at være mere at gøre eller at sige, inden vi sætter krydset.

Så hvad står tilbage af substantiel politik?

Her på valgdagen har Zetlands skribenter hver især peget på, hvad de mener, er det vigtigste, der er sket inden for deres eget stofområde i løbet af valgkampen.

Værsgo og rigtig god valgdag!

Foto: Winfried Rothermel / Picture Alliance / Ritzau Scanpix
Europa. De klassiske EU-modstandere gav op

Af Philip Flores

Der har været flere opsigtsvækkende meldinger om Europa i valgkampen – eksempelvis nogle lidt modsatrettede signaler fra Venstre, der på den ene side vil have permanent grænsekontrol og på den anden side vil have en afstemning om det danske forsvarsforbehold i næste valgperiode.

Men egentlig synes jeg, at det mest skelsættende ved Europa-debatten ved dette valg er, at både Dansk Folkeparti og Enhedslisten de facto er gået fra EU-modstandere til EU-kritikere inden for EUs rammer.

Måske har de to partier blot vejret folkestemningen og fundet, at et Daxit ikke ville være en billetsælger i en tid, hvor Storbritannien nærmest imploderer i forsøget på at virkeliggøre Brexit.

Men uanset hvad: Enhedslistens og Dansk Folkepartis strategiske ryk har betydet, at vi for noget nær første gang har haft en valgkamp, hvor vi har snakket om substantiel europæisk politik som kampen mod klimaforandringerne, beskatning af it-giganterne og håndteringen af migranter og flygtninge i stedet for blot at diskutere for eller imod EU.

Foto: Emma Sejersen, Ritzau Scanpix
Kultur. Det er slut med faste besparelser

Af Torben Sangild

Lige så meget som kultur i bred forstand fylder i borgernes tilværelse, lige så lidt fylder kulturpolitikken i valgkampe og på Christiansborg i det hele taget. De eneste partier, der generelt markerer sig på kulturpolitik, er Dansk Folkeparti og Alternativet, og de er mildt sagt ret forskellige i deres tilgang. Hos DF skal kulturen bruges til at styrke dansk identitet; hos Alternativet skal kulturen frisætte kreativ energi på alle mulige områder.

Denne valgkamp er ikke anderledes, men der er sket én ting, som har enorm kulturpolitisk betydning: udmeldingen fra både Venstre og Socialdemokratiet om, at omprioriteringsbidraget vil blive sløjfet i næste regeringsperiode.

Omprioriteringsbidraget har kort fortalt betydet, at alle kulturinstitutioner har skullet skære to procent ekstra hvert år siden 2016. Men nu er meldingen altså, at salamien ikke skal skæres yderligere; at grønthøsteren køres i garagen, for nu at bruge de to hyppigste metaforer for omprioriteringsbidraget. Salami, fordi man skærer en skive (på de omtalte to procent) ad gangen; grønthøster, fordi alle statslige kulturinstitutioner (såsom museer, landelsorkestre og statsbiblioteker) skal skæres lige meget uden skelen til deres konkrete beskaffenhed.

2 procent lyder måske ikke af så meget, men som jeg forklarede i Zetlands artikel om emnet, er det jo i alt en besparelse på 8 procent, og eftersom cirka halvdelen af deres budget går til faste udgifter (især husleje), er det reelt 16 procent af de penge, man bruger til selve ydelsen, de har måttet skære. At en del så er blevet givet tilbage til kulturen som særbevillinger på den seneste finanslov, har ikke ændret ved, at institutionerne føler sig trængte, især fordi disse bevillinger er øremærket til innovation og ikke må bruges til drift. De har måttet hente penge fra kommuner og private sponsorer i en hidtil uset grad.

For nu at bruge endnu en metafor er bæltet blevet strammet et nøk hvert år, og nu melder flere institutioner ud, at de simpelthen dør af iltmangel, hvis besparelserne fortsætter.

Det har måske gjort indtryk på både regeringen og Socialdemokratiet, for Lars Løkke Rasmussen meldte den 8. maj ud, at de vil droppe at fortsætte toprocentsbesparelserne, som det ellers var planen, og Socialdemokratiet fulgte hurtigt trop og meldte ud, at de da så heller ikke ville fastholde en idé om en halv procents besparelse, altså en fjerdedel af regeringens beløb.

Det bliver spændende at se, om de holder disse løfter efter valget. Det vil i hvert fald gøre en enorm forskel for en lang række museer, orkestre og andre kulturinstitutioner i åndenød.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
Sikkerhedspolitik. Skal vi af med forsvarsforbeholdet? Løkke vil have en afstemning

Af Thomas Hebsgaard

Sikkerheds- og forsvarspolitikken har ikke fyldt meget i valgkampen, nok fordi der er rimelig bred enighed om den, og fordi de økonomiske rammer er forhandlet på plads helt frem til 2023.

Men der er kommet én bemærkelsesværdig udmelding.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde nemlig midt i maj, at han ønskede en afstemning om Danmarks EU-forsvarsforbehold allerede i næste valgperiode.

Selv om det er en kendt sag, at Venstres formand gerne vil af med forsvarsforbeholdet, plejer han ikke at sætte dato på. Og ved at gøre det under valgkampen fik han faktisk trukket en front op, når det gælder sikkerheds- og forsvarspolitikken de kommende fire år.

Socialdemokratiet anser nemlig forbeholdene for at være grundlaget for den danske europapolitik”, som Mette Frederiksen har formuleret det, og har derfor ingen planer om at arrangere flere folkeafstemninger lige med det første.

Det betyder, at der sådan set er et klart valg at træffe mellem to mulige linjer i sikkerheds- og forsvarspolitikken hos de to vigtigste statsministerkandidater.

Hos Socialdemokratiet finder man formentlig en fortsættelse af den nuværende politik, hvor vi beholder forsvarsforbeholdet og forsøger at supplere den indimellem noget vaklende alliance med Donald Trumps USA gennem Nato med diverse europæiske samarbejder uden om forbeholdene, for eksempel med Frankrig.

Hos Venstre, derimod, finder man en linje, hvor vi dropper forsvarsforbeholdet og går mere helhjertet ind i bestræbelser på EU-plan om at gøre de europæiske landes forsvar mere effektive og bedre til at arbejde sammen om eksempelvis at afskrække Rusland og forebygge nye migrationskriser.

Men som sædvanlig i dansk politik i denne tid er det ikke et klart valg mellem blokke.

Lars Løkke Rasmussens vigtige støtteparti, Dansk Folkeparti, vil nemlig beholde forbeholdene og har ingen ønsker om flere afstemninger. Og to af Mette Frederiksens vigtige støttepartier, SF og De Radikale, vil af med forbeholdene (omend De Radikale har noget mere travlt med at få en afstemning og helst vil have en i 2019, mens SF gerne venter).

Uanset om man er til Løkke eller Frederiksen, kan man altså finde et støtteparti, som trækker i modsat retning af statsministerkandidaten på det her punkt.

Foto: Bob Strong, Ritzau Scanpix
Klima. Blev det et klimavalg? Juryen voterer stadig

Af Mads Nyvold

Omsider!

Omsider blev atmosfærens alt for høje indhold af menneskeskabte drivhusgasser et emne på den politiske dagsorden i Danmark. Omsider blev påvirkningen af klimaet på grund af vores energiforbrug det allervigtigste emne.

I hvert fald hvis vi tager nærmest alle meningsmålinger de sidste to måneder for pålydende.
Ved begyndelsen af valgkampen slentrede jeg derfor rundt med et saligt smil. Det stivnede.

Valgdebatterne røbede hurtigt, at hverken varmepumper, vindturbiner eller vedvarende energikilders lagringsudfordringer reelt optager Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Begge kludrede rundt i, hvad der er klima- og miljøpolitik. Begge tyede til overbudspolitik. Begge indflettede pleasende klimaudtryk i overfladiske vendinger.

Som sådan viste de sig dog ikke at være synderligt anderledes end deres moderpartier og øvrige midtsøgende partier. De største partier slyngede om sig med alskens grønne intentioner. Men kun så længe dansk politiks bedste buzzword kunne lokke vælgerne til. Gjaldt det de tiltag, der har den bedste drivhusgasreducerende effekt lige nu og her, men samtidig indebærer indskrænkninger i vores levevis, ja, så foretrak de fleste partier tavsheden.

Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix
Udlændinge. Fik vi et lempekapløb i en strammertid?

Af Andreas Thorsen

Udlændingepolitikken har ved de seneste ret mange valg været det, der har defineret disse seneste ret mange valg, men selv om den valgperiode, der nu ender, har været tungt lastet med flygtningekrise, smykkelov, burkaforbud, ghettopakke og senest et paradigmeskift, så har valgkampen 2019 egentlig ikke handlet om udlændinge. Og det er jo egentlig lidt underligt. Fordi alt det nævnte. Og fordi Stram Kurs. Og fordi Nye Borgerlige.

Når analyseinstitutter som Voxmeter laver analyser af vælgernes indre liv og bevæggrunde, så ser det ud til, at klimaet, de ældre og hospitalsvæsenet er de emner, som nu betyder mest for flest, altså har der været en bevægelse, og i nulsumsspillet om vælgernes gunst og interesse måtte det, der plejede at ligge øverst på sådan nogle lister, vige pladsen. Ifølge kommentatorerne er der et par årsager til det, og de mest interessante af dem er nok, at der simpelthen ikke kommer så mange udlændinge til Danmark i dag som for nogle år siden, og at udlændingepolitikken ikke længere repræsenterer den brudflade, som den engang gjorde. De fleste partier, i hvert fald de store og traditionelt regeringsbærende, er ret enige om en stram udlændingepolitik.

Alligevel har der været udlændingepolitik i denne valgkamp, selvfølgelig har der det. Faktisk kan man måske sige, at udlændingepolitikken tyvstartede, da tre Venstre-ministre, Inger Støjberg, Ulla Tørnæs og Troels Lund Poulsen, den 9. april holdt et pressemøde, som handlede om, hvad de mente, der ville være sket med tilstrømningen af udlændinge, hvis Socialdemokratiet havde siddet på magten i de seneste fire år. Hvilket Socialdemokratiet altså ikke havde. Det var lidt underligt, de fleste enten grinede eller græmmede sig, men så var vi ligesom i gang.

Få dage inde i valgkampen meldte Liberal Alliance og De Konservative, at de nu ønskede bedre forhold for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark, hvilket snart sagt alle de røde partier i forvejen ønskede, og selv om Mette Frederiksen jo så igen måtte understrege, at man med hende ville få en fortsat stram udlændingepolitik, så kunne hun godt se, at der lige her nok kunne lempes en smule. Det kunne Lars Løkke Rasmussen så pludselig også, nu sagde han, at familier gerne selv måtte lave mad på centret, men så mente han nogle dage senere det modsatte, og så, nogle flere dage senere, så var han åben for at justere” på forholdene på Sjælsmark. Børnefamiliernes mulighed for selv at lave mad blev et slags mikrokosmos for debatten som sådan.

Ellers talte både Frederiksen og Løkke om, at Danmark engang og nok og måske skal til igen at tage imod kvoteflygtninge, og det var jo en sjov dynamik, for det lignede næsten et lempekapløb i en strammertid. Lars Løkke Rasmussen ville have permanent grænsekontrol og et reformeret Schengen, hvilket man må kalde noget af en ambition, og i valgkampens sidste dage lignede det så igen begyndelsen, da Venstre indrykkede annoncer om, at en socialdemokratisk regering ville betyde flere udlændinge. Mette Frederiksen afviste.

Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix
Politik. Lige pludselig talte statsministeren ‘himself’ om en S-V-regering. Det var et nybrud

Af Jonathan Tybjerg

Først satte statsminister Lars Løkke Rasmussen godt nok kun døren på klem”, men i går – dagen inden valget – sparkede han den så ind og foreslog et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Jeg er nået til den konklusion, at hvis Venstre får et styrket mandat i morgen, så vil jeg bruge al min energi, mine kompetencer og erfaring på at se, om ikke det kan lade sig gøre at samle en regering med ansvarlige rutinerede partier hen over midten,” sagde statsministeren til TV 2.

Der er intet, der i skrivende stund tyder på, at forslaget bliver til virkelighed, for som statsministeren selv har formuleret det, så har Mette Frederiksen smækket døren i hovedet på ham igen. Men fra det øjeblik for et par uger siden, da Lars Løkke Rasmussen i en samtalebog nævnte muligheden og kaldte det en rigtig idé”, har det gjort valgkampen til mere end et hestevæddeløb mellem rød og blå blok. Og da han i går gjorde en regering på midten til sin første prioritet, opløste han den blokpolitik, som dansk politik krampagtigt er blevet holdt fast i de seneste år.

Idéen om en S-V-regering har godt nok haft sin gang i partiernes baglande, men det har været forbudt tale på Christiansborg, og det er blevet kaldt urealistisk af eksperter, fordi det eneste andet forsøg på den konstellation i 1979 kun levede i lidt over et år. Det har virket lidt aparte, i betragtning af at Socialdemokratiets ønske om en etpartiregering historisk set også har dårlige forudsætninger, mens Venstre og Socialdemokratiet har været enige om rigtig mange ting i de seneste fire år – selv i valgkampen, hvor forskellene ellers tegnes tydeligt op, har det til tider været svært at se de substantielle forskelle i statsministerkandidaternes politik.

Men Lars Løkke Rasmussens kommentarer er især vigtige, fordi de reflekterer de nye brudflader, hvor partierne deler sig efter nye spørgsmål, og substansen i deres politik ikke kan reduceres til rød eller blå. Selv om det kan være nok så rigtigt, at det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, der bliver statsminister, så har det afgørende betydning, hvilke partier de støttes af, og hvor stærkt de partier står. Det er en frisættende tanke, at valget står mellem så meget mere end Mette eller Lars.

Vi har på Zetland forsøgt at vise, at man ikke kan opdele dansk politik i blokke eller placere dem på endimensionelle skalaer, og den pointe fik statsministeren for alvor sat på dagsordenen. Det har formet valgkampens dynamik, gjort debatten mere ærlig og viser, hvorfor dit kryds i dag er vigtigt.

Foto: Sofie Mathiassen, Ritzau Scanpix
Skole. Diskussionen om friskoler virkede teknisk. I virkeligheden var den værdipolitisk

Af Sara Alfort

Til manges overraskelse dukkede friskolernes statstilskud op som et hot emne under valgkampen. Udefra set lød det som en relativt teknisk detalje. Skal friskolerne støttes med 76 procent eller 71 procent?

Taldiskussionen resulterede hurtigt i, at forudsigelser om lukkede friskoler i yderområderne, bekymringer om folkeskolernes økonomiske trængsler og vidtløftige ord om den særlige danske friskoletradition fløj gennem luften.

Og selv om det kan virke teknisk, er procentandels-diskussionen i virkeligheden kun fernis på en vanvittig vigtig og helt grundlæggende samfundsdiskussion: Hvordan sørger vi for, at alle danske skolebørn kan få en ordentlig skolegang?

Så lad os lige begynde fra begyndelsen. Socialdemokratiet lagde ud med at ville sænke støtten til friskolerne fra 76 til 71 procent og i stedet lægge pengene over i folkeskolerne. Ingen andre partier var enige i det forslag, og flere henviste til Dansk Friskoleforenings skøn om, at det ville resultere i 100 lukkede friskoler.

Socialdemokratiet ændrede derfor deres forslag til at differentiere støtten, så skoler i yderområder stadig ville få sine 76 procent i tilskud. Samtidig henviste partiet til, at da staten sænkede tilskuddet til friskolerne fra 2011 til 2015, så steg antallet af friskoler.

Men her gælder det om at holde tungen lige i munden, så nuancerne ikke forsvinder. For 71- eller 76-diskussionen kan få det til at lyde, som om friskoler og folkeskoler grundlæggende set er hinandens konkurrenter. Som om man enten holder med den ene eller den anden. Men hvis spørgsmålet er: Hvordan sørger vi for, at alle danske skolebørn kan få en ordentlig skolegang? Så er svaret: Vi har brug for både folkeskoler og friskoler.

Når den primære stigning i søgningen til friskoler sker i yderområderne, så er det, fordi den lokale folkeskole er lukket, og den friskole, der er opstået i dens sted, opsamler hele oplandet af elever. Når forældre til børn med særlige behov søger mod mindre friskoler, så er det, fordi inklusionsindsatsen helt banalt har bedre chancer på skoler med færre elever.

Når friskoler stædigt taler om værdier som frisind, kreativitet og kritisk tænkning, så holder de en af vores tids allervigtigste diskussioner i kog, nemlig hvordan vi sørger for, at alle danske skolebørn kan få en ordentlig skolegang. Det er den diskussion, det gælder om at holde øjnene på, uanset hvordan statsstøtten skal fordeles.

Foto: Kristian Djurhuus, Ritzau Scanpix
Økonomi. Reformiveren er ovre

Af Hakon Mosbech

Egentlig har det været en pudsig valgkamp. I hvert fald når det gælder økonomien. Det skyldes to ting: forskelle, der forsvinder – og det, vi ikke taler om.

Først de forsvundne forskelle: De to store statsministerpartier, Venstre og Socialdemokratiet, er under valgkampen begyndt at ligne hinanden meget i deres økonomiske politik. Lars Løkke Rasmussen talte ved valget i 2015 om skattelettelser og nulvækst i den offentlige sektor. Det gør han ikke mere. Nu taler Venstres leder om en vækst i det offentlige forbrug på præcis det samme som Socialdemokratiet – 0,65 procent. Det er den vækst, der skal til for, at velfærden kan følge med befolkningsudviklingen (det stigende antal ældre); altså at vi kan have samme velfærd som i dag. Venstre og Socialdemokratiet vil altså lade den offentlige sektor vokse på samme måde frem til 2025, og økonomer peger på, at det er svært at se forskel på de to partiers økonomiske politik.

Der er selvfølgelig forskelle – Venstre vil have skattestop, Socialdemokraterne vil lave enkelte skattestigninger (for eksempel på arv over en vis størrelse). Men i det store billede: Der er – som adskillige økonomer har påpeget – meget lille forskel på de to partiers økonomiske politik. Det er ude blandt de partier, der skal bringe S og V til magten, vi finder de markante, substantielle forskelle.

Det fører til den anden pudsighed på det økonomiske felt: det, vi ikke taler om.

Dansk økonomi har det virkelig godt lige nu, og det kan man mærke politisk. Politikerne har talt meget om, hvad de vil bruge penge på. De har talt mindre om, hvor pengene skal komme fra. Vi er meget langt fra et finanskrise-valg. Års opsving ligger som det tæppe, politikerne taler foran.

Det har fået en del erhvervsledere og økonomer til at advare om, at et opsving ikke varer ved. Der kommer en nedtur en dag. Derfor er det nu, i de gode tider, politikerne skal lave reformer, der sikrer fremtiden, lyder det. Den holdning går imidlertid stik imod løfterne fra de fleste politiske partier, også Venstre og Socialdemokratiet. Det er ikke tid til hårde reformer, siger de.

Det er påfaldende i forhold til tidligere valg, hvor lidt reformer og finansiering af velfærden faktisk fylder. Ikke mindst fordi Danmark ikke kan forvente samme vækst som tidligere, som det lød for nylig i Berlingske fra en stribe overvismænd. De nemmeste” reformer er lavet, og vi bliver ældre. Derfor, lød det fra topøkonomerne, skal politikerne være påpasselige med velfærdsløfterne – selv om økonomien ser god ud nu og her.

Foto: Linda Kastrup, Ritzau Scanpix
Sundhed. Rygningen til diskussion på bekostning af visionerne

Af Sidsel Hoe

Lige op til valgdagen kunne man finde debatten om sundhedspolitik i en pakke smøger. Diskussioner om, hvordan sundhedsvæsenet skal indrettes i fremtiden, har altså glimret ved sit fravær, måske fordi kandidaterne også selv synes, at de er relativt enige med hinanden.

Men selv om det umiddelbart kan lyde som et lidt lille sted at udfolde sine visioner for det danske sundhedsvæsen, så er det ikke totalt uvæsentligt at forhindre fremtidens generation i at blive rygere (på den måde sparer man sundhedsvæsenet for en hel masse patienter, og så slipper folk selvfølgelig også for at blive syge). Statsminister Lars Løkke Rasmussen har meddelt, at han vil sætte prisen på cigaretter op til omkring 60 kroner per pakke mod 40 kroner i dag, og Mette Frederiksen er da også blevet mere åben for idéen, siger hun (især efter at der ikke rigtig var nogen, der lyttede til hendes eget forslag om, at smøger kun skulle være dyrere for de unge).

I begyndelsen af valgkampen var der til gengæld løfter af de helt store på plakaten, da Lars Løkke Rasmussen bedyrede, at han ville give 69 milliarder kroner ekstra til kernevelfærd. Statsministeren blev dog straks kritiseret af økonomer for at få beløbet til at lyde af meget mere, end det var. Tallet 69 milliarder var summen af penge fordelt over flere år, og flere eksperter påpegede, at der med mange flere plejekrævende ældre i befolkningen de kommende år nok ikke vil være den store forskel at mærke i velfærden for den almindelige befolkning.

Selv om luften altså hurtigt gik af det store løfte om de mange milliarder kroner, så er det alligevel værd at lægge mærke til, for med løftet om de 69 milliarder viser Lars Løkke Rasmussen, at han ikke længere er fortaler for nulvækst. Faktisk vil han nærmest bruge lige så mange penge på velfærd, som Socialdemokratiet vil. Sidste gang der var valgkamp, var Løkke ellers fast besluttet på, at det offentliges forbrug på skoler, lægebehandling og hjemmepleje ikke måtte stige.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem