“Vi ses, når vi ses,” sagde den 23-årige tennisstjerne. Og pludselig står hun i front af et generationsopgør

Det handlede om meget mere end tennis, da Naomi Osaka forlod French Open. Vi kridter de store linjer i balladen op.

Foto: Dubreuil Corinne / Abaca / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Nogle gange er det mest radikale, man kan gøre i en konflikt, at trække sig. Det var præcis det, der skete mandag den 31. maj, da japanske Naomi Osaka, verdens næsthøjest rangerede kvindelige tennisspiller, annoncerede, at hun ikke ville spille videre i Grand Slam-turneringen French Open, som i disse dage bliver afviklet i Paris.

23-årige Naomi Osaka var seedet til at nå finalen, men nåede kun at spille – og vinde – sin første kamp. Alligevel er det lige nu hende, som skaber overskrifter i medierne verden over. Når det sker, så er det, fordi årsagerne til Naomi Osakas exit er helt usædvanlige i toppen af den professionelle sportsverden, hvor hun befinder sig. Det handler ikke om knæskader eller bøvl over dommerkendelser. Det drejer sig om psykisk sygdom, om det pres, der ligger på unge topatleter, og om de mekanismer, der i årevis har drevet den enorme og lukrative maskine, som den professionelle sportsverden er i dag.

Debatten, der er fulgt i kølvandet på Osakas opsigtsvækkende beslutning, viser, at vi her er inde på noget, der rækker langt ud over sportens verden. Spændingen mellem det at skulle præstere og så samtidig passe på sit mentale helbred er noget, mange især unge kan nikke genkendende til. På den anden side står debattørerne fra den ældre generation og spørger, om det hele nu også er så slemt. Og om ikke man må lære at tage det sure med det søde.

Her er din hurtige guide til ugens største debat i sportsverdenen, der på mange måder er et generationsopgør, mange vil kunne genkende … måske endda fra deres eget liv.

Hvad er der sket helt præcis?

Man skal først vide, at Naomi Osaka i forvejen er en særlig sportsstjerne. Én ting er, at hun med en indtjening på 37 millioner dollars i 2020 var den højest betalte kvindelige sportsstjerne nogensinde – ja, hun ligger over selveste Serena Williams. Men hun er også kendt for at være ret introvert og for eksempel varme op med hørebøffer på for at lukke støjen fra publikum ude.

I forbindelse med sagen her fortalte hun, at hun har kæmpet med voldsom social angst og depression. Hun har nærmest altid haft det svært med pressen, og op til French Open – en af tenniskalenderens vigtigste turneringer – meldte Naomi Osaka ud, at hun helt ville skippe pressemøderne for at passe på sig selv.

Organisationen bag turneringen reagerede prompte. Det er en del af spillernes deltagelse i turneringen, at de skal stille op til pressemøder. Først fik Osaka en bøde for ikke at møde pressen samt en trussel om flere bøder og mulig udelukkelse, hvis hun fortsat udeblev. Derefter meldte Osaka ud, at hun helt trak sig fra turneringen og ville holde en pause fra tennis i noget tid.

Det sjove er, at Naomi Osaka tager en ret stor del af grunden på sig selv. Hun undskyldte til de cool journalists”, hun har mødt – hendes personlighed passer bare ikke rigtig til presse-ræset, skrev hun i en opdatering på Twitter. Hendes kritik er rettet mod systemet. Jeg synes, reglerne er forældede,” skrev hun. Og sluttede opslaget med et vi ses, når vi ses”.

Hvem har ret her?

Uha, ja, for at vurdere det, skal vi forstå den anden side. For som nogle sportskommentatorer skrev efterfølgende, har det nære forhold mellem tennisturneringerne og pressen historisk set været en ret god handel for alle involverede, også spillerne. Pressen hjalp med at gøre sporten stor og dermed give spillerne den position, de har. Til gengæld stillede spillerne deres personlighed og tanker – og af og til en hel del overskrifts-genererende følelser – til rådighed.

Foreningen bag kvindernes tennisturneringer, Women’s Tennis Association – eller bare WTA, har argumenteret for sin side i sagen ved at understrege, at det her handler om at honorere de aftaler, man har indgået. Ikke kun for WTAs og pressens skyld, men også for Osakas konkurrenters skyld.

Som sportskanalen ESPNs tenniskommentator Rennae Stubbs har sagt: Du kan ikke give én spiller en unfair fordel ved at lade hende slippe for presse efter kampen.” Fair skal være fair. Det tricky er naturligvis, at når tennisforbundet her siger, at presset skal være ens for alle, så erkender man samtidig, at det er et pres for spillerne at stille op til pressekonferencer direkte efter en kamp.

WTA har så, ironisk nok, ikke villet stille op til spørgsmål.

Er Naomi Osaka alene om det her opgør?

Overhovedet ikke. I sportens verden sker det oftere og oftere, at atleter åbner op om deres mentale … om ikke problemer, så i hvert fald de mentale udfordringer, der er ved at være i spotlyset på denne her måde. Og atleterne spejler på en måde et større skift, der foregår i samfundet.

Når vi taler om sygdom – og det gælder stor set overalt i verden – har fysiske sygdomme historisk set haft en højere, eller skal vi sige mere alvorlig, status end mentale lidelser. Vi taler om hundredvis af år, hvor ingen har sat spørgsmålstegn ved, at du holdt dig i sengen, hvis du brækkede et ben, mens en depression ikke var nogen undskyldning for ikke at fungere på niveau med raske mennesker, og det er først over de seneste 20-30 år, at den opfattelse for alvor er begyndt at forandre sig. Den skæve vægtning mellem den syge krop og det syge sind har ifølge mange kritikere sat sig direkte i den måde, vores sundhedssystem er indrettet på – også her i Danmark.

Men det er ved at vende. Psykiatrien har fået langt mere politisk opmærksomhed de senere år. Og en lang række offentlige personer har over de seneste år talt åbent om deres erfaring med depression, angst, tvangstanker, adhd og andre mentale lidelser og gjort det mindre tabuiseret.

På sin vis er Naomi Osaka bare’ endnu en i rækken. Men omstændighederne omkring hende gør, at hun har en særlig gennemslagskraft. Som en Instagram-bruger kommenterede under en af de utallige posts om Osaka i denne uge: Jeg tror måske, at mental sundhed kommer op på niveau med fysisk sundhed efter det her.” Med en hjerte-emoji efter.

Som super-succesfuld topatlet taler Naomi Osaka nemlig direkte ind i sportsverdenens ekstreme fokus på præstation. For at yde optimalt skal kroppen være på sit ypperste – men det skal sindet også. Det har sportsverdenen i og for sig for længst erkendt og lagt enorme ressourcer i mentaltræning for atleter gennem de seneste mange år. Men når Naomi Osaka forlader French Open, fordi hendes psyke er under pres, tager hun på en måde konsekvensen af den erkendelse til et niveau, man ikke rigtig har set før.

Hvad nu, hvis jeg tænker, at alt det her lyder lidt … overdrevet?

Så er du ikke alene! Selv om Naomi Osaka er blevet mødt med massiv opbakning fra de allerfleste sider (fra myriader af Instagram-fans til tennis-topfolk og hendes sponsor Nike), er der også en del kritiske stemmer derude. Og her kommer vi til det med generationsopgøret.

Osaka er en sportsstjerne, der er formet af en ny tid, hvor unge mennesker i stigende grad ser indad, mærker efter og siger fra over for de normer og forventninger, samfundet sætter op – og som de oplever som begrænsninger af deres individuelle frihed. De insisterer på retten til at vælge selv. Eller, som nogle på den anden side af generationsopgøret mener: til at pille i deres egen navle, sætte hensynet til sig selv over alt andet og at have en stamina som et snefnug. Altså groft sagt.

Den generationsdebat har bølget frem og tilbage i et godt stykke tid nu, og det er den, der også bliver rettet mod Naomi Osaka i disse dage. Generationsspørgsmålet bliver understreget, når man ser, hvilke offentlige stemmer der har været kritiske over for Osaka. En af dem er den konservative tv-vært Piers Morgan, som har kaldt Osaka en forkælet møgunge”. Lidt mere overraskende er måske Billie Jean King. Hun er tennislegende og var den måske mest rebelske kvindesagsforkæmper i sin generation af spillere. Hendes respons til Osaka var væsentlig mere nuanceret, men ikke desto mindre lagde King vægt på, at forholdet mellem sportsfolk og medierne grundlæggende fungerer fint. I sidste ende er det vigtigt, at vi respekterer hinanden og er sammen om det her,” skrev hun. Kort tid efter lagde hun imidlertid en ny udtalelse op, hvor hun udtrykte sin uforbeholdne støtte til Osaka.

Ikke desto mindre peger Kings synspunkt på kernen i problemstillingen: Den gensidige afhængighed mellem presse og sportsfolk, som King taler om, både var og er reel. Det er et kæmpemæssigt system, og det fungerer, selv om omkostningerne kan blive store for den enkelte. Og før i tiden var det et vilkår, som selv en oprører som King accepterede.

Men for mange unge i Osakas generation er systemet ikke et mål i sig selv. Tværtimod. Vi har set det omkring køn, kultur, politik, aktivisme, medieforbrug og så videre. Deres værdier er individuelle, og de føler ikke, at de skylder systemet noget – og slet ikke på bekostning af deres egen trivsel. De har ikke brug for en traditionel presse som mellemmand til at tage vare på deres relationer til deres idoler. De har sociale medier, hvor venskaber, fankultur og selvfremstilling går hånd i hånd, og hvor de selv har – nå ja, ikke ligefrem ejerskabet, men i hvert fald en følelse af det.

Systemet må falde, hvis det ikke kan stå, og de er ikke bekymrede. Noget nyt skal nok rejse sig. Spørger du de unge, er det allerede ved at ske. Som en anden Instagram-bruger skriver om Osakas exit: Ny generation, nye regler. Skråt op med de selskaber og systemer, der gør sportsudøvere til cirkusdyr. Forandringen er her.”