Hvorfor du sikkert kommer til at lave en overspringshandling i dag. Og hvorfor det faktisk (nogle gange) er en god ting

VÆK PÅ SKYENKan du overspringshandle dig til succes? På en måde ja. På en måde nej, slet ikke. Illustration: Jørgen Stamp

Derfor skal du læse denne artikel

Det er ikke kun det moderne arbejdslivs myriader af mails og møder og nettets konstante opdateringer og notifikationer, der distraherer dig i dit arbejde eller forhindrer dig i overhovedet at komme i gang. Det er også din biologi. Vi er dykket ned i videnskaben om overspringshandlinger. Og konklusionerne er på en måde … opløftende. Og på en måde slet, slet ikke.

Mens jeg har skrevet det første udkast til den her artikel, har jeg begået syv overspringshandlinger.

Det ved jeg, fordi jeg har talt dem op.

Jeg har også inddelt dem i kategorier. Fire af dem kan rubriceres som reaktive overspring. Jeg har svaret på to mails fra Zetland-medlemmer, der er kommet med (virkelig gode) input til en artikel, jeg arbejder på. Jeg har talt i telefon med min redaktør Silke Bock, og jeg har skrevet en lykønskning til en veninde, da hendes fødselsdag poppede op i mit Facebook-feed. Disse fire overspring kan derfor i nogen grad undskyldes med, at jeg har valgt at reagere på udefrakommende forstyrrelser. Men det kan de tre andre overspringshandlinger ret beset ikke: Jeg har drukket en kop kaffe, givet efter for en ubændig trang til at strække benene og røget to cigaretter i streg. De overspringshandlinger kommer et andet sted fra.

Når du skal læse om (mine) overspring, skyldes det ikke kun, at du med stor sandsynlighed kan genkende tendensen. Overspringet ser også ud til at være blevet et tydeligere – og i hvert fald mere omdiskuteret – fænomen i en slags distraktionernes tidsalder, hvor vi kæmper for at bevare fokus i en konstant strøm af bippende og uafladelig blinkende digitale fristelser. Man kunne næsten få den tanke, at overspringet er tæt knyttet til den digitale tidsalder.

Dykker man ned i ny viden om vores tendens til at springe over, finder man imidlertid ud af, at det ikke er sådan, det forholder sig. Man finder også ud af, at overspring måske ikke kun er af det onde, men også kan være det stik modsatte.

Men først:

Med mine syv overspringshandlinger placerer jeg mig rundt regnet midt i feltet for prokrastinering, der er psykologiens betegnelse for det, der sker, når vi undviger, udskyder eller forhaler de opgaver, vi egentlig burde udføre. Det vil sige et sted mellem dem, der kun i ganske moderat omfang udsætter eller afviger deres opgaver, og dem, der overspringer i en sådan grad, at deres kroniske tendens til at undvige og udsætte efterlader dem i handlingslammende apati. Min placering midt i feltet kommer ikke bag på mig. Jeg er om ikke en kronisk udsætter, så i hvert fald en vaneforbrydende forhaler. Jeg kommer i mål, men jeg er længere om det, end jeg strengt taget burde.

Det er jeg ikke alene om. I et studie foretaget på tværs af landegrænser – blandt europæere, nordamerikanere, sydamerikanere og australiere – svarer hver fjerde, at overspringshandlinger er et decideret definerende træk ved deres personlighed.

Og tendensen transcenderer tilsyneladende ikke kun landegrænser, kulturer og normer, men også tid. Selv i de tidligste civilisationer og længe før mobiltelefoni, internet og sociale medier lod mennesket til at kæmpe en indre kamp for at modstå impulsen til at gøre noget (helt) andet end det, det strengt taget burde.

Ven, hold op med at udsætte dit arbejde, og giv os mulighed for at komme hjem i god tid,” lyder en oversættelse af egyptiske hieroglyffer dateret 1.400 før Kristus. Senere dømte den romerske politiker Cicero langsommelighed og udskydelse” til at være altid hadefuld”.

Det kan der være god grund til. Overspringshandlingen kan ikke bare være et onde for produktiviteten, men også for samvittigheden. Den trækker som oftest et ubehageligt spor af selvbebrejdelse, skam og selvlede efter sig. I en amerikansk undersøgelse citeret i The New Yorker svarer godt 95 procent selverklærede overspringere, at de ville ønske, de kunne minimere deres tendens til at undvige, udsætte og forhale.

Overspring er en uvane, de fleste af os gerne vil være foruden.

Så hvorfor begår vi alligevel så mange overspringshandlinger – når nu de ofte hverken tjener vores produktivitet eller gavner vores selvfølelse?

Overspringet er så umiddelbart genkendeligt, nemt at relatere til og universelt, fordi den menneskelige hjerne så at sige er kodet til at foretage det. Det fortæller hjerneforsker og overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Roskilde Sygehus Troels W. Kjær.

Selv de mest fokuserede og ihærdige afsluttere vil opleve, at de kan komme til at afvige fra det, de har sat sig for,” siger han.

Forklaringen er relativt enkel. En overspringshandling kan beskrives som resultatet af den kamp, der kan opstå mellem to systemer i hjernen, når vi står foran en opgave, der enten forekommer os kedelig, unyttig eller slet og ret svær.

Det er en kamp mellem på den ene side det limbiske system, den ubevidste zone, der blandt andet rummer belønningscentret, og på den anden side det præfrontale cortex (pandelapperne), der står for at sortere og integrere viden – og for at planlægge. I de tilfælde, hvor det limbiske system vinder, og det sker temmelig ofte, udsætter vi det, vi kunne og skulle have gjort, til senere. Eller til en helt anden dag. Og når det limbiske system (eller nærmere bestemt den del af systemet, man populært kalder krybdyrhjernen) har relativt let ved at få overtaget over vores pandelapper, skyldes det, at denne langt ældre og mere dominerende del af hjernen er på konstant jagt efter signalstoffet dopamin – det stof i belønningssystemet, der giver os en følelse af velbehag, tilpashed, lykke.

Den hjerne, vi har været udstyret med længst, er i virkeligheden meget primitiv. Den går bare efter det, der føles godt her og nu. Og det er den, der kan få os til at gå efter den umiddelbare belønning frem for den langsigtede,” siger Troels W. Kjær.

Den biologiske forklaring kan måske tage toppen af den selvbebrejdelse, der med næsten usvigelig sikkerhed følger i kølvandet på et overspring. Men der er som sagt mere. Forskere er de seneste år begyndt at se på, hvorvidt der ligefrem kan være noget at hente i at udskyde og forhale. Om der findes en kilde til kreativitet og innovation i overspringet.

En af dem er den amerikanske professor og organisationspsykolog Adam Grant. Og det er ret overraskende. For Grant er alt andet end en overspringer. Han er en mand, der får ting gjort. En fordybelsens mester. Grants eksemplariske arbejdsdisciplin og evne til at bevare fokus har ikke alene sikret ham titlen som den yngste professor nogensinde på en af verdens absolut bedste business schools, Wharton på eliteuniversitet Penn, men også sine kollegers noget nær næsegruse beundring.

Hakon Mosbech, der skriver om økonomi her på Zetland, har skrevet om netop Grants ekstremt strukturerede evne til at fordybe sig uden at lade sig distrahere. Og om fordelene ved det dybe arbejde og det forjættede flow her.

Alligevel begyndte Adam Grant – af alle – for et par år siden at øve sig på at begå overspring.

Hans interesse opstod, da Jihae Shin, der på det tidspunkt var en af hans studerende (nu er hun professor), hævdede, at hun fik sine bedste og mest innovative idéer, når hun begik overspring. Grant udfordrede hende til at bakke sin påstand op med data. Og det gjorde Shin. Hun bad ansatte i en række virksomheder besvare spørgsmål om deres hang til overspring og satte bagefter deres chefer til at vurdere, hvor kreative og innovative de enkelte medarbejdere var. Chefernes svar viste, at de medarbejdere, der havde tendens til at udsætte og forhale deres arbejdsopgaver (i moderat omfang), også var dem, der var de mest innovative.

Dét vakte for alvor Adam Grants interesse. Han og Shin udførte sammen en række eksperimenter, hvor de bad studerende komme op med nye forretningsidéer. Den ene gruppe studerende blev sat til at løse opgaven med det samme, mens den anden blev sat til at spille computerspillet Minesweeper, før de gik i gang. Bagefter bad Grant og Shin uvildige læsere vurdere, hvor kreative og innovative de to gruppers forretningsidéer var. Og som de havde forventet, viste de moderate overspringhandleres idéer sig at være de mest kreative. 16 procent mere kreative for at være eksakt.

Minesweeper er fantastisk, men det er ikke kraften bag effekten,” skrev Adam Grant i et essay om studiet i The New York Times.

Spiller du spillet, inden du kender opgaven, styrker det ikke kreativiteten. Det er først, når du ved, at du skal arbejde på problemet, og du starter med overspringshandlingerne, stadig med opgaven aktiv i baghovedet, at du begynder at ruge på idéerne. Overspringshandlingerne giver dig tid til at overveje divergerende idéer, til at tænke ikke-lineært, til at lave uventede spring.”

FRISTERENI en undersøgelse i USA beskrev hver femte sig som kronisk overspringer ifølge Psychology Today. Cinemagraf: Kasper Løftgaard, Zetland

Studiet er eksperimentelt, bygger på et begrænset datagrundlag og er ikke blevet publiceret. Det er desuden blevet beklikket for i virkeligheden ikke at beskæftige sig med egentlige overspringshandlinger, men snarere beskrive det, der kan opstå i et struktureret afbræk fra fastlagte opgaver. Altså i forberedelsen eller pausen.

Grants egen konklusion er da også, at man ikke endegyldigt kan slutte, at overspring nødvendigvis og altid er befordrende for kreativiteten. Og at det i hvert fald kun vil være gældende for personer, der overspringer i et moderat omfang. Shin og Grant bad også en gruppe studerende vente til sidste øjeblik med at begynde på deres opgaver. Og deres løsninger var ikke mere kreative. Snarere tværtimod. De blev tidspressede og måtte ty til allerede kendte og uoriginale løsninger.

Alligevel fastholder Adam Grant, at hvor overspringet altid er en synd for produktiviteten, så kan det være en dyd for kreativiteten.”

Det tror hjerneforsker Troels W. Kjær også.

Hjernen består af netværk, og hvis man altid kører på det samme netværk, svarer det til altid at køre samme vej til og fra arbejde. Så sker der ikke noget nyt. Men ved at blive skubbet ud ad det spor – og det kan man jo gøre med vilje, eller man kan gøre det ved at følge en pludselig indskydelse og give efter for en overspringshandling – kommer man ind på en anden vej. Og når man så kommer tilbage, ser man måske en ny sammenhæng, man ellers ikke havde fået blik for.”

Ligesom Grant understreger Troels W. Kjær, at det kreative potentiale i overspringet paradoksalt nok er knyttet til vores evne til at begrænse dem. Og lige netop dét er ikke blevet en lettere øvelse.

Problemet er, at vi i den digitale tidsalder har fået langt sværere ved at holde vores overspringshandlinger i skak, mener han. Den stort set ubrudte strøm af mobilopkald, mails, sms’er og ikke mindst notifikationer fra sociale medier udgør et rent slaraffenland for den ældgamle krybdyrhjerne, der altid er parat til at undvige og udsætte opgaver i jagten på sit næste lykkefix. Især sociale medier appellerer i helt overvældende grad til vores primitive hjerne, fordi notifikationerne herfra rummer et løfte om social interaktion. Det signalstof, der driver systemet – dopamin – udløses ikke kun af basale behov som mad, hvile og sex, men i høj grad også af netop socialt samvær.

Det er med andre ord blevet vanskeligere at holde vores gamle og primitive hjerne i kort snor i en tid med konstant blinkende og veludviklede digitale fristelser.

Man kan træne sin hjerne til at blive bedre til at bevare fokus. Men selve krybdyrhjernen i det limbiske system, den, der arbejder derudad, men helst kun arbejder med det, den lige har lyst til, kan være rigtig svær at styre. Og det er ikke blevet nemmere i et arbejdsliv som vores, hvor vi næsten konstant bombarderes med informationer, mails, opdateringer og notifikationer,” siger Troels W. Kjær.

Og så er vi tilbage ved de syv overspringshandlinger, jeg har begået, mens jeg har skrevet den her artikel.

For lige at opsummere: Jeg har svaret på to mails fra Zetland-medlemmer, talt i telefon med min redaktør og skrevet en lykønskning til en veninde. Og så har jeg også drukket en kop kaffe, strakt benene og røget to cigaretter. Især de tre sidste overspring må jeg nok tage på mig som regulære og selvforskyldte nederlag til mit eget limbiske system. De kom så at sige af sig selv. Men de fire andre overspring kan måske ikke kun tilskrives min hjernes dopaminhunger alene. Jeg blev jo lokket til at overspringe – af et telefonopkald, to mails og en Facebook-opdatering.

Pointen er, mener Troels W. Kjær, at vi har indrettet os på en måde – i vores arbejdsliv, men også i vores privatliv – der gør os mere tilbøjelige til at begå for mange overspring, fordi der ganske enkelt er mange flere anledninger til at foretage dem. Mens vi kan dulme vores dårlige samvittighed med bevidstheden om, at vores overspring i vidt omfang i hvert fald kan tilskrives vores biologi, og finde håb i overspringets kreative potentiale, giver det os altså på ingen måde fripas til at undvige, udskyde og forhale.

Det, vi derimod kan bruge den viden til, er til at beskytte vores hjerne og forsøge at give den et rum og ro fra ydre stimuli. I så fald kan vi rent faktisk håbe på at lukrere på vores (langt færre) overspring frem for kun at lade dem forsinke os eller helt lade dem forhindre os i overhovedet at komme i m …

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem