Jeg læste, hvad verdens skarpeste hjerner tænker om corona.

Og jeg har dårligt nyt om fremtiden

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

18:45

For en lille måned siden spurgte jeg min redaktør, om det ikke var en idé at sætte sig ned og læse alle de mange intellektuelle corona-analyser, diverse tænkere har udgivet det seneste halve års tid. For at forstå, hvad den mest skelsættende begivenhed i generationer egentlig går ud på, og for at undersøge, om det kan lade sig gøre at udpege ét nogenlunde gennemgående træk på tværs af disse vidt forskellige tekster skrevet fra vidt forskellige positioner. Måske ville der vise sig et eller andet - en pointe, en tilgang, en kritik, en tone - som ville kunne destilleres ned til én forkromet erkendelse.

Coronavirusset har om noget krævet politisk handlekraft. Det har vist sig, at hvis smitten skal stoppes, skal der hellere sættes ind for hårdt og for hurtigt end for sent og for slapt. Men det har altså også vist sig, at en pandemi er en anledning til at læne sig tilbage, forsøge at overskue totalbilledet og stille de helt store spørgsmål. Smitten er en opfordring til at tænke. Karantænetiden er lejligheden til at gøre det,” som den italienske fysiker og forfatter Paolo Giordano skriver i pamfletten I smittens tid, en samling dagbogsoptegnelser skrevet under forårets nedlukning i Rom.

Foruden ham har også Slavoj Zizek, Ivan Krastev, Giorgio Agamben, Judith Butler, Jean-Luc Nancy, Alain Badiou, Noam Chomsky, Andreas Malm, Mikkel Thorup, Shoshana Zuboff, Srecko Horvat, Yanis Varoufakis, Bruno Latour – og sikkert flere endnu – skrevet stort og småt og filosofisk om coronavirusset. De har forsøgt at kortlægge de eksistentielle, sociale, politiske, økonomiske og psykologiske vilkår i en forandret tid. For hvad vil det egentlig sige at være menneske i en pandemisk verden?

Min redaktør var skeptisk over for projektet, men han lod mig prøve. Og her er, hvad jeg er nået frem til. Det handler om fremtiden. Eller det vil sige: ikke selve fremtiden, men derimod om, hvad vi tænker om fremtiden. De intellektuelle corona-analyser giver nemlig indtryk af, at vores fremtidsforståelse er under forandring. Engang var fremtiden et mere eller mindre uendeligt mulighedsrum, en slags forlængelse af nutiden, et løfte om retfærdighed, velstand og sikkerhed. Vi var overbeviste om, at vi kunne bemestre den. Nu fremstår fremtiden snarere som en trussel. Fremtiden er blevet til en tunnel, der lukker sig om os, og som vi skal skynde os ud af, mens vi kan. Det kan virke som abstrakte sager, men konsekvenserne er til at tage og føle på. Både privat og politisk.

Hvis man, som jeg, er født i midten af 1990’erne, hører man til en generation, der voksede op i en verden, der fremstod selvfølgelig. Selvfølgelig var den demokratisk. Selvfølgelig var den kapitalistisk. Selvfølgelig var den global. Selvfølgelig sneede det om vinteren. Og måske allervigtigst: Selvfølgelig ville det fortsætte sådan. Hvorfor skulle det ikke gøre det? De udfordringer, der måtte dukke op, ville før eller siden blive løst, og så ville alt fortsætte som før. Der er åbenlyst ingen bidder af historien, der er blottet for omvæltninger, men ikke desto mindre: I min barn- og ungdom var det, som om verden bare var. Den var ikke i opbrud, under gennemgribende forandring eller i krise, den var stabil, i hvert fald så stabil, som den nu engang kan være. Verden var verden, og sådan var det.

I dag er vi et helt andet sted. Og ikke kun på grund af pandemien. Verden, kunne man sige, er blevet afselvfølgeliggjort. Nu er den i opbrud og under forandring, på mange måder også i krise. Hvordan kan man føle sig sikker på demokratiets langtidsholdbarhed i en tid, hvor autokrater vinder frem – i USA, i Indien, i Ungarn? Hvordan kan man føle sig sikker på kapitalismens langtidsholdbarhed i en tid, hvor der er historiske recessioner og grotesk ulighed? Hvordan kan man føle sig sikker på globaliseringens langtidsholdbarhed i en tid, hvor akkurat forbundetheden har slynget et dødfarligt virus i omløb? Hvordan kan man føle sig sikker på klimaets langtidsholdbarhed i en tid, hvor forskerne leverer den ene mere ildevarslende prognose end den anden?

I samtlige af de tekster, jeg har læst, er det spørgsmål af denne variant, der bliver stillet. I bogen Hvornår er det i morgen? er den bulgarske politolog Ivan Krastev særligt optaget af demokratiets og globaliseringens kår i en virustid. Han forudser, at en allerede begyndende tendens til protektionisme vil blive accelereret, men ser samtidig muligheder for, at de liberale demokratier kan ende med at blive styrket. Det er nemlig dem, der har vist sig bedst egnet til at håndtere pandemien. I Corona, Climate, Chronic Emergency beskæftiger den svenske humanøkolog Andreas Malm sig med grænselandet mellem corona- og klimakrise. De to har noget til fælles: Antallet af døde er en direkte funktion af, hvad politikerne beslutter – eller ikke beslutter. Havde Mette Frederiksen ikke indført gennemgribende restriktioner i marts, var flere tusind danskere døde, og den erfaring, skriver Malm, kan vise sig vigtig for klimapolitikken. Og Slavoj Zizek, Judith Butler, Alain Badiou og Jean-Luc Nancy er alle navnlig optaget af kapitalismens fremtid. De er enige om, at dens skyggesider er blevet blotlagt, men ikke helt enige om konsekvenserne. Zizek frygter, at den globale kapitalisme vil sætte sig igennem på en ny og mere brutal facon. Butler derimod forestiller sig, at vi, i hvert fald i USA, vil opleve en socialistisk vækkelse de kommende år.

Der er ingen af forfatterne, der, som man muligvis kan fornemme, ligger inde med nagelfaste svar. De føler sig frem. Og mon ikke det er ganske symptomatisk for dette besynderlige udsnit af verdenshistorien? Vi befinder os på en måde i et vakuum. Verden af i går er ikke verden af i dag, og verden af i dag er ikke verden af i morgen. Verden er ved at blive genforhandlet. Det, der tidligere blev taget for givet, bliver nu gransket for at se, om det virkelig behøver være sådan. For hvert svar er der to spørgsmål.

Finanskrisen i slutningen af 00’erne er en vigtig reference i den sammenhæng. De finansielle markeders pludselige kollaps var mere end en økonomisk begivenhed, der demonstrerede den globale banksektors skrøbelighed. Den markerede også (begyndelsen på) et mere omfattende idéhistorisk skifte. Finanskrisen mindede det internationale samfund om, at verden er og bliver foranderlig. Den kan, som den gjorde i min barn- og ungdom, synes selvfølgelig, men når det kommer til stykket, så er den det aldrig. Den indeholder altid potentielle brud, nyskabelser, sammenstød og kriser. I visse perioder og lande materialiserer de sig aldrig, men andre gange og steder bliver de til revolutioner, recessioner, kulturændringer og krige.

Det er en erkendelse, der har ligget som et latent spor under den idépolitiske debat i det forgangne årti, men i løbet af de seneste ti virus-måneder er den for alvor brudt op til overfladen. Coronakrisen har grebet os om struben, slæbt os hen til spejlet og pisket os til at indse altings (principielle) forgængelighed.

Der er nu, groft sagt, to retninger at gå i. Man kan vælge at slå blikket i jorden og spænde i nakken ved tanken om fremtidens uforudsigelighed. Det er der nok ingen, der vil fortænke én i. Tag en klimakrise, smid en pandemi oveni, og pynt med økonomisk usikkerhed og politisk splittelse, så har du alt, hvad du skal bruge til en god omgang verdenslede. Men man kan også vælge at spærre øjnene op og skyde brystet frem ved tanken om alle de muligheder, der nu byder sig. Kriser, hvad enten de er politiske, økonomiske eller økologiske, kan, på deres egen perverse måde, også være opbyggelige og frigørende. De kan være anledning til at tage det bestående op til revision og formulere alternative bud på samfundets indretning. I den forstand er kriser ikke kulminationer, men overgange.

De to retninger repræsenterer hver deres krisesvar. Det nedslåede blik håber – men tvivler nok – på, at verden er nogenlunde til at genkende, når faren er drevet over. De opspærrede øjne har indstillet sig på, at en ny tid venter, hvad end den så indebærer, og ser muligheder for positiv forandring. Men de har en afgørende erkendelse til fælles: Fremtiden er indhyllet i tåger. Den er lige derude, vi kan akkurat ane konturerne af den, men den er simpelthen ikke til at få greb om. En fremtid vil altid være svær at indfange – ellers ville det vel ikke være en fremtid – men der lader til at være noget særligt ubestemmeligt over den, vi netop nu kigger ind i. Hvis verden var et hus, ville det ikke alene være vægfarverne og møbelvalgene på første- og andensalen, der var diskussion, men også selve de betonpiller, fundamentet står på. Holder de?

Det lyder måske en smule banalt, men vi har faktisk at gøre med et ret markant brud med den måde, vi i den vestlige tankeverden har for vane at tænke tid på.

Den eneste af corona-bøgerne, der beskæftiger sig eksplicit med dette brud, er Pandemiens tidsalder, en e-bog skrevet af Mikkel Thorup, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. I den skriver han netop, at fremtiden, i lyset af vores tids dystopiske tendenser, ikke længere er et stort, åbent rum, vi kan fylde med praktiske håb og virkeliggjorte drømme”, men et alt for nærværende mylder af trusler, usikkerheder og farer”. Man skal læse mellem linjerne for at få noget lignende ud af de andre corona-analyser. I Pandemi! COVID-19 ryster verden skriver Slavoj Zizek for eksempel: Der findes ingen vej tilbage til normaliteten, og the new normal vil skulle bygges oven på vores gamle livs ruiner. I modsat fald risikerer vi at blive kastet ud i et nyt barbari, hvis mulige forstadier vi allerede kan skimte.” Det er fremtiden som trussel frem for fremtiden som mulighed.

Siden oplysningstiden – den historiske periode (cirka 1690-1800), der i dag regnes for at have indstiftet moderniteten – og især siden de store tyske oplysningsfilosoffer Immanuel Kant og Georg Wilhelm Friedrich Hegel er historien – det vil sige historien med stort H, Historien – ellers blevet tænkt som et progressivt forløb. Kant og Hegel insisterer på, at der løber en strøm gennem historien, som sikrer, at den skrider kontinuerligt frem mod det bedre: det fredelige, det civilisatoriske, det oplyste. Også selv om man på individniveau af og til kan have svært ved at få øje på andet end drifter og egeninteresse. Kants og Hegels fremskridtstænkning kan være svær at få til at stemme overens med både samtidens og eftertidens krige og kriser – hvordan i alverden skulle noget så barbarisk som Anden Verdenskrig kunne være en del af en progressiv udvikling? – men de advarer netop mod at fortabe sig i enkeltbegivenheder. De er resultater af en række forskellige modstridende strømninger og ændrer ikke på det, Kant kalder et moralsk anlæg i menneskeslægten”. I hans ånd kunne man, som Mikkel Thorup også gør, dermed spørge: Kan vi ikke godt her tillade os at håbe, at det ikke er pandemien, der er tidens tegn, men derimod den fællesskabsskabende respons på den?”

Oplysningsfilosoffernes tidsopfattelse baserer sig på nogle helt bestemte menneskebilleder. I den førmoderne verden, argumenterer de, levede mennesket i antagelsen om, at livet ville blive en kopi af forfædrenes. Fortiden var menneskets primære, måske endda eneste, reference. I det moderne, påpeger de, lever mennesket i antagelsen om, at livet skal skabes. Tilværelsen følger ikke længere en forudbestemt skabelon. Nu er det op til den enkelte at give den en selvstændig form. I det førmoderne rettede mennesket sig efter de store autoriteter, kirken især. I det moderne betjener mennesket sig af sin egen fornuft. Og her er vi ved kernen: Fra oplysningsfilosofien har vi lært, at mennesket, både individuelt og kollektivt, er et historieskabende væsen. Det er os, ikke noget hinsides, der driver tingenes gang, og netop derfor, mente Kant og Hegel, kan vi have begrundet tro på fremskridtet.

Det er helt sikkert ikke sådan, at vi er på vej retur til en førmoderne historieopfattelse – og altså er ved at tage afsked med idéen om, at mennesket er herre over egen skæbne. Men det er påfaldende, hvordan vores dominerende idétraditions grundlæggende forestilling om, at menneskeheden er slået ind på et progressivt spor, svækkes. Og selv om tankerne om forholdet mellem nutid og fremtid kan virke uhåndgribelige, endda lidt ligegyldige, er det i virkeligheden bundkonkret. Når man først har opdaget udviklingen, viser den sig overalt.

I sin bog argumenterer idéhistoriker Mikkel Thorup for, at de seneste års eksplosion af individualiserede strategier lige fra livslang læring til private pensionsopsparinger” kan føres tilbage til en ny, mere pessimistisk fremtidsforståelse. Svinder tilliden til, at vi kollektivt kan forme fremtiden efter forgodtbefindende, stiger behovet for personligt at sikre sig. Han registrerer også et øget fokus på nuet. Manglen på fremtidsforestillinger betales med øjebliksintensitet,” skriver Thorup. Det er ret nemt at genkende, når man kigger på tidens politiske debatter. Især på klimaområdet, hvor der igen og igen kræves handling ikke bare nu, men nu, nu, nu. Når fremtiden ikke er lig fremskridt, men i stedet repræsenterer fare, bliver nutidens valg og fravalg desto vigtigere. Politiske planer, der først skal realiseres om 20, 30 eller 40 år, mister slet og ret deres appel, når der ikke er nogen, der ved, hvor vi er om 20, 30 eller 40 år.

Vi ser det helt aktuelt i spørgsmålet om regeringens målsætning om at nå en 70-procentsreduktion i CO2-udledningerne inden 2030. Kritikerne mener, at det går for langsomt, men både klimaminister Dan Jørgensen og finansminister Nicolai Wammen forsikrer, at vi i løbet af det kommende årti vil have så effektive teknologier til rådighed, at vi i slutningen af 2020’erne vil kunne sprinte mod målstregen i et tempo, vi kun kan drømme om i dag. Om det passer eller ej, er ikke det interessante i dette tilfælde. Det interessante er, at regeringen ved at indtage denne position taler ind i det, der ikke længere virker til at være den dominerende fremtidsforståelse. Jørgensen og Wammen udtaler sig, som om fremtiden kan bemestres, men det er et sprog, tidsånden ikke forstår – eller i hvert ikke vil forstå. Tidsånden insisterer på, at i morgen så at sige er ligegyldig, for hvis der ikke handles i dag, så er der slet intet i morgen.

Det gælder især klimakrisen, men pointen kan bredes ud til alle de vigtigste aspekter af vores samfund. Demokratiet skal ikke bare nytænkes, så dets legitimitet styrkes, men inden det eroderer fuldstændigt. Globaliseringen og kapitalismen skal ikke bare reformeres, så flere får gavn af gevinsterne, men inden de tilintetgør sig selv. Klimaet skal ikke bare fikses, så temperaturerne holdes på et tåleligt niveau, men inden (flere af) skaderne bliver fuldkommen uafvendelige. Og coronavirusset skal ikke bare inddæmmes, så de mest udsatte ikke bliver smittet, men inden det gør undtagelsestilstande til permanente tilstande. Snarere end at være vores allierede er tiden blevet noget, vi lever i kapløb med.

Selv hvis man sprinter gennem idéhistorien, ser man, at ingen nye idéer – hvad end de går ud på – bare lige sådan fortrænger tidens indtil da mest udbredte. Heller ikke i denne omgang. Det er ikke sådan, at vi nu kan sige, at oplevelsen af fremtiden som mulighed endegyldigt er visnet væk til fordel for en oplevelse af fremtiden som trussel. Det er snarere sådan, at de to eksisterer side om side og udgør en tidstypisk konflikt.

Således kan sammenstødet mellem de to tidsopfattelser formentlig være med til at forklare, hvorfor tidens vigtigste politiske skillelinje står mellem de unge og de gamle, som den britiske politolog David Runciman har argumenteret for, blandt andet i bogen How Democracy Ends. Når de generationer, der er vokset op i en overbevisning om, at fremtid er fremskridt, står over for den generation, der er blevet voksne i finans-, klima- og nu coronakrisens skygger og derfor ikke kan mobilisere samme fremskridtstro, så bliver der debatteret ud fra to vidt forskellige præmisser.

En forskydning i vores tidshorisont er med andre ord langtfra en bagatel. Det er meget vel en umærkelig forandring, men den er ikke uvæsentlig. Den kan påvirke samfundet på alle niveauer: alt lige fra den politiske beslutningstagen til det personlige følelsesliv.

Spørgsmålet er i hvilken retning. Oplevelsen af, at vi lever i et kapløb med tiden, kan lamme os med angst, eller den kan mobilisere lige netop den beredvillighed, der skal til for at løse tidens monumentale udfordringer. Hvilken bliver det?

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: