Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Globaliseringsskribent

Jeg er Zetlands nye globaliseringsskribent. Har du noget, jeg skal vide?


Vores medlemmer foretrækker at lytte


Mit navn er Oscar, jeg er 25 år, og om et halvt speciales tid kan jeg kalde mig cand.mag. i idéhistorie. Og så er jeg ny journalist her på Zetland. På en måde i hvert fald. Jeg har været tilknyttet som freelancer gennem et par år, og i efteråret havde jeg min faste gang på redaktionen som universitetspraktikant. Jeg har med andre ord allerede styr på kaffemaskinen og Zetlands interne kommunikationssystem. Til gengæld skal jeg til at have styr på et nyt stofområde. Jeg har været vant til primært at skrive om sport, men fremover skal jeg skrive om globalisering.

Og hvad kunne det så være?

Ikke så lidt. Globaliseringsstoffet, tænker jeg, handler om udvekslingen af idéer, ressourcer, mennesker, varer, penge, informationer og vaner. Om de mønstre, netværk og strukturer, som vi enten tager for givet eller slet ikke lægger mærke til, men som er afgørende for forståelsen af vores tid. Om kapitalflugt, flygtningestrømme, krige, ulighed og samhandel. Om alverdens ismer: nationalisme, protektionisme, globalisme, populisme og fascisme.

Og hvordan vil jeg så gribe det an?

Jeg ligger på ingen måde inde med en nagelfast opskrift, men jeg vil i hvert fald forsøge ikke at nøjes med at beskrive og dokumentere en konkret virkelighed. Jeg vil også meget gerne reflektere over den. Det virkelig læseværdige, synes jeg, er det, der også formår at vise, hvordan det isolerede eksempel, hvad det end måtte være, rent faktisk er et udtryk for en større, tidstypisk tendens eller idé.

Min første artikel kommer til at handle om, hvordan en række vestlige aktører – banker, rådgivere, konsulentvirksomheder og den slags – ikke bekæmper, men faktisk muliggør meget statskorruption i Afrika. Input i den sammenhæng eller idéer til, hvad jeg skal kaste mig over bagefter, er meget velkomne på [email protected]

Jeg glæder mig til høre fra jer.