Hvis du rejser 5.000 år tilbage i tiden, vil dine forfædre forstå dig, hvis du siger dette ord

ORDEt af disse ord er det ord, der vil give mening længst tilbage i menneskets historie. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

09:54

Derfor skal du læse denne artikel

I dette corona-frikvarter får du svaret på et spørgsmål, som det krævede den samlede hjernekraft fra landets klogeste sprognørder at nå frem til. Nemlig: Hvad er egentlig det ældste danske ord?

Lad os sige, du rejste tilbage i tiden. Idet døren til tidsmaskinen går op, og du træder frem, stimler en lille gruppe fortidsmennesker sammen omkring dig. De er tydeligvis nysgerrige og forvirrede. Nok også lidt skræmt. Så nu er det tid for menneskets spidskompetence: sproglig kommunikation. Sagen er bare, at selv om du befinder dig på det, der engang skal blive dansk jord, er dit danske sprog formentlig uforståeligt for dine fjerne formødre og forfædre. Sprog forandrer sig over tid, og hva’ så’ ville næppe give mening i ørene hos dine forfædre og heller ikke tidens højaktuelle ord som smittekæde’ eller kontracyklisk kapitalbuffer’. Men findes der faktisk et ord, som vi bruger i dag, der har ændret sig så lidt, både i udtale og i mening, at du ville kunne fremstamme ordet til disse inkvisitoriske oldtidsmennesker, og så ville de faktisk kunne forstå dig?

Jeg ved det. Det er et af den slags spørgsmål, man kun kan kontemplere over på ottendedagen af sin hjemmekarantæne. Men et ord, vi siger på dansk i dag, der har overlevet flere tusind års udvikling – fra ploven til iPhonen – siger en hel del om, hvor vi kommer fra. Og så siger det også noget om, hvad der til alle tider har været vigtigt for mennesker at kommunikere. Det var rigelig grund, mente jeg, til at forstyrre landets klogeste sprogforskere med mit spørgsmål i deres indbakke. Heldigt syntes de fleste, at spørgsmålet var sjovt, og ordene, de bød ind med, og historierne bag, var præcis så fascinerende som håbet. Vi begynder med et spring tilbage til vikingetiden – og derfra fortsætter vi længere tilbage, til vi ender mange tusind år før vor tidsregning.

CORONA-FRIKVARTER

Lige nu er der kun én historie, der er tidens vigtigste: den, der handler om corona, og hvordan virusset påvirker vores krop, hverdag, samfund og verden i det hele taget. Men alle kan have brug for en pause. Derfor præsenterer vi her dit corona-frikvarter. En serie af fascinerende, nørdede, svulstige og øjenåbnende historier af den type, der ellers sjældent ville ramme et nyhedsmedie. Nyd frikvarteret.

Rejser vi en 1.000 år tilbage i tiden og lander på egnen omkring Jelling, ville vi måske støde på kongen selv, Gorm den Gamle. Gift med Thyra, far til Harald Blåtand, men æh, hvad ville vi sige til denne mægtige vikingekonge? Selv om tidsrejsen først lige er begyndt, kniber det allerede med kommunikationen. Sproget, han talte, var nemlig oldnordisk og minder om det, der tales på Island i dag. Men, skriver Birgit Anette Rasmussen, der er professor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab: Hvis du udtaler far’ som fader’ på den gammeldags måde som i gud fader bevares’, ville Gorm den Gamle have forstået dig.” Det samme med moder’.

Men flere ord fra vores vikingedage findes stadig i dansk i dag, skriver hollandske Guus Kroonen, som også er professor på sproginstituttet: Tid’ blev stavet tíð’ på oldnordisk, træ’ hed tré’, sky’ ský’ og øl’ ǫl’, og ordene blev udtalt nogenlunde, som vi ville i dag. Inden for den nordiske sproggruppe er der stadig mange danske ord, som har beholdt noget eller endda meget af den udtale, de havde i oldnordisk,” forklarer Guus Kroonen. Et andet bud har sprogforskeren Lars Brink, og det er laks’. Det er uforandret helt tilbage til år 800, det vil sige vikingetidens begyndelse. Laksen var yderst velkendt af vikingerne og indgik i flere gudemyter, og de kaldte den slet og ret laks’.”

Fader’, moder’, tid’, træ’, sky’, øl’ og altså laks’. Ud over at lyde som en afslappet frokost i naturen med familien er de gode kandidater. Men hvad hvis vi rejste endnu længere tilbage – ville ordene så stadig give mening? Urgermansk er det sprog, oldnordisk kom af, og blev talt frem til 250 år efter Kristi fødsel ifølge Guus Kroonen. Men skriver han: Ordene tid’, træ’, sky’ og øl’ hedder på oldgermansk tīdō’, trewa’, skiwja’ og alu’. Altså ikke lige så genkendelige som på oldnordisk.” Æv. En sproglig blindgyde. Eftersøgningen begyndte forfra.

Efter at have mailet frem og tilbage med sprogforskerne om mulige kandidater til det ældste fælles ord opstod der stik mod min forventning en enighed om, at vi skulle meget længere tilbage i tiden for at finde ordet, jeg ledte efter. Og dem, vi ville skulle tale med, var et folk, der for omkring 5.000 år siden levede på de vidtstrakte russisk-ukrainske stepper nord for Sortehavet – og som ville migrere vestpå og slå sig ned rundtomkring i det, vi i dag kalder Europa. Vores helt fjerne forfædre med andre ord. De talte ur-indoeuropæisk, den sprogstamme, mange europæiske sprog kommer af, heriblandt dansk.

Nu er vi også så langt tilbage i tiden, at træ’ eksempelvis udtales som dreum’, og i det hele taget giver nutidigt dansk meget lidt mening for de lokale. Som Guus Kroonen skriver: Jeg har virkelig måttet grave dybt ned i min etymologiske arbejdshukommelse’ for at finde frem til noget brugbart.” Men det lykkedes. Der er ét ord, som vi bruger på dansk i dag, og som flere forskere kunne blive enige om ikke har ændret sig i flere tusind år, både i udtale og betydning. Og det ord er mus’. Altså den lille gnaver.

Et ord på dansk, som har ændret sig meget lidt fra tidligere forstadier, er ordet mus’ fra oldnordisk mús’ (langt u skrives ú i oldnordisk) og længere tilbage fra urgermansk mūs’ (ū = langt u) og endnu længere tilbage fra ur-indoeuropæisk muhs’,” skriver Mikkel Nørtoft, der er cand.mag. i indoeuropæisk. Thomas Olander, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, er enig: Hvis du sagde mus’, ville folk måske nok synes, du havde en lidt sjov accent, men de ville sagtens kunne forstå, hvad du snakkede om,” skriver han.

Med sjov accent” menes, at hvis man sagde mus’ til steppemenneskene, ville det være en fordel at være vokset op syd for den såkaldte stødgrænse i Danmark – en dialekt-linje, der trækkes fra Sønderjylland over Sydfyn og videre over det sydligste Sjælland, Lolland og Falster. Syd for denne grænse støder man ikke på ordene, som man gør nord for. De ur-indoeuropæisk-talende ville nemlig sige muus’ med langt u og ikke mus’ med stød på u’et, som københavnere eller randrusianere og andre stød-talende nord for grænsen ville sige. Muus’ med langt u, som fynboer, sydsjællændere, lollikker og falstringer kalder den lille gnaver, er præcis samme udtale, som vores forfædre ved Sortehavet ville have haft. Ret magisk. Det er derfor muligt,” skriver Mikkel Nørtoft, at man som dansker ville kunne rejse tilbage i tiden og tage til, hvad der i dag er Ukraines og Sydruslands stepper for godt og vel 5.000 år siden, og sige ordet mus’, og så ville folk kunne forstå det.”

Det lange u er i det hele taget en lyd, hvis udtale har overlevet tusinder af års sproglige forandringer. Det lange u på dansk har ikke forandret sig i udtalen, så langt tilbage vi kan spore,” som Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, en anden sprogforsker, siger. Jeg ringede til sprogforskeren Mikkel Nørtoft, der var den første til at byde ind med mus’, for at få bekræftet, at mus’ virkelig var svaret på mit spørgsmål, forskerne kunne blive enige om. Og den var god nok. Den måde, vi i dag siger m’et, u’et og s’et i mus’, har ikke ændret sig meget,” sagde han. Men husk, mus’ skal siges som på Falster, ikke som i København – du skal sige muus’.

Indrømmet: Ja, jeg havde håbet på et lidt mere slagkraftigt ord end mus’. Men okay. Mus’ er det danske ord, du ville kunne rejse længst tilbage i tiden, mindblowingly mange tusind år tilbage, og sige, og så ville folk rent faktisk forstå, hvad du siger (men formentlig være lidt usikre på, hvorfor der står en person fra fremtiden og siger mus’). Men hvorfor er mus’ så langtidsholdbart? Fortæller det noget om, hvad der til alle tider har været vigtigt for mennesker at kommunikere? Jeg spurgte Mikkel Nørtoft.

Ofte ser vi, at de ord, der går længst tilbage, beskriver de mest basale ting i menneskets liv, og som kan findes i alle samfund,” svarede han. Eksempelvis fader’ og moder’, som har en parallel i det oldindiske pitā’ og mātā’ for 3.000 år siden, som senere blev patḗr’ og mḗtēr’ på oldgræsk og senere igen pater’ og mater’ på latin, Vater’ og Mutter’ på tysk og father’ og mother’ på engelsk.” Og mus’, siger Mikkel Nørtoft, er også sådan et ord, der går igen på tværs af mange sprog.” Og hvad siger det om mus? Jo, mus har formentlig altid opsøgt mennesker, for der ville der være ly og føde at finde – og som sprogforskeren siger: Det er ret sandsynligt, at mus længe har været skadedyr, mennesker måtte forholde sig til.” Hvilket egentlig er meget smukt: Over tusinder af år har denne lille lodne pestilens forbundet generation efter generation – helt frem til i dag.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: