Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Tysklands nye regering skruer heftigt op for den grønne omstilling. Kan Danmark følge med?

Vores store naboland lægger ambitiøse grønne planer til gavn for klimaet. For Danmark er det både en trussel og en gylden mulighed.

Collage: Julie Ravn Hansen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


Hvis der findes én altoverskyggende grund til at bevare optimismen omkring klimaet, så er det udviklingen i prisen på vedvarende energi. De senere år er den raslet så meget ned, at strøm fra vind og sol nu er blevet den billigste form for energi, menneskeheden nogensinde har haft adgang til. En stor del af æren tilfalder vores Weissbier-drikkende og Currywurst-spisende naboer syd for grænsen. Den vigtigste årsag til prisfaldet er nemlig storskalaproduktion. En meget vigtig grund til, at produktionen af strøm fra vind og sol kom op i rigtig stor skala i løbet af 2010’erne, var rundhåndet tysk statsstøtte. Tyskerne tog simpelthen en rask beslutning om at skabe markedet for de nye teknologier, og det bidrog kraftigt til at få prisen ned – til gavn for hele verden.

Historien viser altså, at når først tyskerne rykker, så sker der noget. Og nu er tyskerne klar til endnu et stort ryk i den grønne retning. Forleden landede nemlig grundlaget for Tysklands formentlig kommende regering, og der stod Klimaschutz – altså klimabeskyttelse – over det hele. Kulkraft skal fases hurtigere ud end hidtil planlagt, og i stedet skal der rejses et hav af nye vindmøller og solpaneler. Hele 80 procent af landets strøm skal allerede i 2030 komme fra vedvarende energi. Hidtil har målet heddet 65 procent, og i dag er det under halvdelen af strømmen, der er grøn. Ambitionerne er altså øget voldsomt, og hvis tyskerne skal leve op til dem, må de i løbet af de kommende ni år gennemføre en ret vild omvæltning af hele deres energisystem, som kommer til at påvirke ikke bare sol og vind, men også alle de andre teknologier, som er nødvendige for at få et fossilfrit energisystem op at køre. Det er de samme teknologier, som vi arbejder på at gøre et erhvervseventyr ud af herhjemme – Power-to-X, energilagring, sammenkobling af strøm- og varmeproduktion, energibesparelser. Derfor har tyskernes forcerede grønne planer også stor betydning for Danmark og for danske virksomheder. Så her kommer en gennemgang af, hvad tyskerne vil, hvad det indebærer, hvor realistisk det hele er, og hvad det betyder for os i Danmark.

Lad os begynde med at se på, hvad regeringspartierne SPD, FDP og De Grønne helt konkret har besluttet sig for (med forbehold for, at det hele lige skal godkendes af de tre partilederes baglande, hvilket dog forventes at blive en ren formsag).

Som nævnt har tyskerne besluttet at udfase kulkraft ideelt set” i 2030 – tidligere hed målet 2038 – og så har de altså planer om at skrue voldsomt op for vedvarende energi. To procent af Tysklands areal skal sættes af til vindmøller, og på havet går tyskerne nu efter at rejse vindmøller med en samlet kapacitet på svimlende 30 gigawatt allerede i 2030, stigende til 40 gigawatt i 2035 og 70 gigawatt i 2045. Det er virkelig meget. I dag har tyskerne under otte gigawatt havvind, så der skal virkelig bygges ud. Samtidig skal kapaciteten til at producere solkraft næsten firdobles fra 54 til 200 gigawatt i løbet af det her årti. For at hjælpe udviklingen på vej vil tyskerne stille krav om solpaneler på taget af alle nye kommercielle bygninger og gøre det lettere at erstatte små og gamle vindmøller på land med nye og større, ligesom de vil udbygge elnettet for nemmere at kunne transportere strømmen rundt. Tyskerne vil også skrue kraftigt op for elektrolyse, også kendt som Power-to-X, for at producere grøn brint, altså brint fremstillet ved hjælp af grøn strøm. Det er nødvendigt, hvis tung industri som for eksempel stålproduktion skal blive fossilfrit. Frem mod 2030 vil tyskerne derfor etablere elektrolyseanlæg med en samlet kapacitet på ti gigawatt. Det svarer til ti af de anlæg, som et stort dansk konsortium lige nu gør klar til at bygge i Esbjerg.

Og der er mere. Ude på de tyske Autobahner skal der i 2030 køre 15 millioner elbiler, og bare lige for at sætte det i relief, så har tyskerne i dag 48 millioner biler i alt. Tyskerne forventer også at være før tid med at indføre EUs krav om forbud mod alt andet end CO2-neutrale’ biler i 2035. På den anden side af 2025 vil tyskerne også lave en national CO2-afgift med social kompensation, sådan at almindelige mennesker får penge tilbage til gengæld for stigende energiudgifter, mens store forurenere motiveres til at skifte væk fra fossile brændsler. Og nok så interessant, så vil tyskerne også sætte ekstra tryk på arbejdet for at øge prisen på CO2-udledning internationalt. Den nye regering vil skubbe på for, at der skal være en minimumspris for CO2-udledning på EUs kvotemarked, ligesom den vil støtte op om Europa-Kommissionens planer om at lave en særlig klimatold på importerede varer fra lande uden CO2-afgifter. Og måske allermest spændende, så vil tyskerne også tage initiativ til en international klimaklub’ af lande med en fælles pris på CO2-udledninger, hvor man så vil lægge klimatold på varer fra lande uden for klubben. Hvis dét bliver til noget, og det for eksempel lykkes at få USA med, hvilket ikke er helt utænkeligt, kan det få meget stor betydning for hele verden, fordi det i praksis kan tvinge lande over hele kloden til at lægge afgift på CO2 for at undgå tolden. Ja, faktisk kan alene truslen om sådan en klub måske få nogle lande til at skrue op for deres klimapolitik.

Den kommende tyske regerings planer har fået megen ros, men der er selvfølgelig også kritik og bekymringer. Én kritik går på, at CO2-afgifterne kommer for sent. En anden handler om transportområdet, hvor der for eksempel ikke er nogen planer om fartbegrænsninger på Autobahnen, hvilket ellers kunne have sparet en del CO2-udledninger, ligesom den nye regering heller ikke har sat en klar dato for udfasning af biler med forbrændingsmotorer. Men den største og vigtigste bekymring er måske den, som handler om, hvorvidt tyskerne faktisk vil være i stand til at føre planerne ud i livet. De har nemlig nogle udfordringer. Tyskland har det grundlæggende problem, at de bedste steder at høste især vindkraft ligger nordpå, for eksempel ude i Nordsøen, mens det meste af energien skal bruges sydpå, hvor alle fabrikkerne ligger. Og der mangler simpelthen ledninger, som kan flytte strømmen fra den ene ende af landet til den anden.

De har i årevis ikke evnet at udvikle deres infrastruktur,” siger Lars Aagaard, som er direktør i de danske energiselskabers interesseorganisation, Dansk Energi. Der er retssag på retssag på retssag, hver gang man skal bygge noget stort i Tyskland, så det tyske samfunds evne til at eksekvere forandringer af den her størrelsesorden er ikke imponerende.”

En vigtig bekymring er derfor, om tyskerne blot vil komme til at skrue op for gasforbruget for at få energisystemet til at fungere uden strømafbrydelser, når der ikke længere er kulkraft. Og bekymringen bliver ikke mindre af, at tyskerne for ti år siden besluttede at lukke gradvist ned for deres atomkraftværker, som ellers længe har været en stabil og sikker kilde til CO2-fri strøm. Regeringsgrundlaget anerkender ligeud, at der vil blive brug for flere gaskraftværker for at få det hele til at hænge sammen, men anfører, at nye gaskraftværker skal bygges på en måde, så de på sigt kan komme til at køre på brint og dermed blive CO2-neutrale.

Helt generelt er regeringsgrundlagets klimaudmeldinger dog blevet godt modtaget – også af diverse grønne organisationer. Og man må altså også bare sige, at det er temmelig ambitiøst, alt det, tyskerne vil, især på energiområdet. Og som den danske professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen siger, da jeg fanger ham på telefonen, kan ambitionerne meget vel stige herfra. Det er ekstremt ambitiøst, og man må forvente, at det bare er første step. Der skal jo være finanslovsforhandlinger hvert år i den regering, og der er en grøn dynamik indbygget.” I det hele taget er tyskernes nye udmeldinger udtryk for noget, der ifølge professoren ligner en ketchupeffekt inden for den grønne omstilling, hvor det hele simpelthen bare rykker ret vildt lige nu, både på grund af folkeligt pres og fordi økonomien i grøn energi er blevet så god.

Med udsigt til sådan en grøn ketchupeffekt og et muligt grønt Wirtschaftswunder i kæmpeskala lige syd for grænsen kan man måske godt blive lidt nervøs for, hvad konsekvenserne vil blive her i Danmark, hvor vi har været vant til at være langt fremme med grøn energi og grøn teknologi. Løber tyskerne nu bare med al æren og alle de grønne forretningsmuligheder, bedst som vi troede, at det var os, der var grønt foregangsland? Det spørgsmål har jeg stillet til både Brian Vad Mathiesen og Lars Aagaard, og kort sagt lyder deres svar, at vi skal være vågne, men ikke bange.

På den ene side, siger Lars Aagaard, er tyskernes grønne storsatsning en gylden mulighed for Danmark: Den forandring, der skal ske af den tyske energisektor, er monumental, og de kommer til at skulle bruge en hel masse hardware og en hel masse knowhow. Og dermed er der danske virksomheder, som vil opleve markant stigende efterspørgsel på et marked, der ligger lige ved siden af os, og det er jo fantastisk.”

På den anden side kan tyskernes grønne satsning godt blive en trussel, hvis vi hviler for meget på de grønne laurbær. Vorherre vågnede ikke en dag og tænkte: Danmark har jeg udnævnt til at være nummer ét på det her område for altid’ – den placering kæmper man om hver dag,” siger Lars Aagaard. Hvis ikke vi kan have førende testcentre for vind i Danmark, risikerer vi, at tyskerne laver det, og så vil industrien flytte dertil. Og hvis ikke vi finder penge til at udvikle brint og Power-to-X i Danmark, jamen, så finder tyskerne dem, og så rykker industriens udviklingskroner til Tyskland. Så der kan godt være en sitren i kroppen i forhold til, hvad det er for en konkurrencesituation, vi kigger ind i.”

I det store og hele, mener Lars Aagaard, skal man dog huske, at det altid er en fordel både for klimaet og for dem, der laver grøn teknologi, hver gang den grønne omstilling rykker op gear og op i skala.

Hvis man forestillede sig, at Danmark var gået alene, og andre havde stået stille, så havde vi jo ikke haft et marked at afsætte teknologier til. Det er mere en holdsport, end det er en sport for individualister. Landene øger ambitionerne i lidt forskellig takt, men summen af det hele er, at vi skaber et større, købedygtigt marked for de grønne løsninger. Og det er jo det marked, som skaber løsningen på klimaudfordringen.”