Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Lad os bekrige de falske nyheder. Første træk: Forstå, hvordan de virker

FUP/FAKTA Hvor mange kampvogne rykker USA faktisk rundt på? Foto: Carsten Koall, Scanpix/EPA

Derfor skal du læse denne artikel

En ny normal har indfundet sig i nyhedsstrømmen – falske nyheder. For tiden skal vi ikke bare vænne os til deres udbredelse, men også til at finde skytsene frem for at bekæmpe dem. De udfordrer nemlig selve begrundelsen for vores ytringsfrihed, mener Jacob Mchangama. En amerikansk tænketank har sporet en falsk nyhed fra undfangelsen og ud i medierne – endda til Danmark.

For nylig spredte en falsk nyhed sig fra et mindre prorussisk medie i Donetsk til en række medier i både Danmark og udlandet.

På hjemmesiden for Donbas News Agency International (DNI) kunne man den 4. januar læse en engelsksproget historie med overskriften USA sender 3.600 kampvogne mod Rusland – massiv indsættelse af NATO-tropper på vej”. DNI har hjemme i byen Donetsk, der ligger på ukrainsk territorium, men som af prorussiske separatister i april 2014 blev erklæret uafhængig af Ukraine og i stedet udråbt til at være en selvstændig folkerepublik. Siden september 2016 har DNI fungeret som det officielle statsmedie for Donetsk Folkerepublik.

Men oplysningerne var faktuelt forkerte. I stedet indgik de i det massive pres på sandheden, som den vestlige verden lige nu står overfor, fordi falske nyheder presser sig ind i informationsstrømmen og skaber forvirring, konspirationsteorier og et klima af løgn og forvrængning, som det bliver stadigt sværere og sværere at navigere i. For at komme de falske nyheder til livs, er det oplagt først at finde ud af, hvordan de opstår og bliver spredt, og derfor har den amerikanske tænketank Atlantic Council – der er fortaler for transatlantisk samarbejde og institutioner – analyseret netop denne falske nyhed fra Donetsk.

Overskriften om USAs troppeopbygning var ikke taget ud af den blå luft. For USA har, som led i Operation Atlantic Resolve, rent faktisk sendt 3.600 køretøjer til Europa. Der er dog den ikke uvæsentlige detalje, at kun omkring 2.000 af disse skal placeres i Østeuropa, og at alene 87 af disse 2.000 køretøjer er kampvogne. Yderligere 1.600 køretøjer – inklusive anslået 90 kampvogne – sendes fra USA til opmagasinering i Holland.

DNIs påstand om 3.600 tanks opnås altså ved at tage det samlede antal køretøjer, der sendes til Europa – både de, der skal udstationeres, og de, der skal opmagasineres – og rubricere dem som kampvogne, selv om kun cirka 180 af køretøjerne er egentlige tanks, og alene 87 af disse skal placeres i Østeuropa. Havde USA rent faktisk sendt 3.600 kampvogne til Østeuropa, ville det ifølge Atlantic Council svare til 40 procent af alle USAs tanks. De rigtige tal, der kommer direkte fra den amerikanske hær, er blevet formidlet af internationale medier som BBC, Spiegel og Independent.

På trods af DNIs klare fordrejning spredte historien sig online via en række websites og sociale medier, der er kritiske over for Vesten og NATO og positive over for Rusland. Dagen efter historien blev offentliggjort, den 5. januar, blev den også spredt af det canadiske site globalresearch.ca, der dog ændrede rubrikken til også at inkludere ordene Political Insanity og specifikt nævne Obama, ligesom underrubrikken spekulerede i, om Obama ville indlede en militær aktion på russisk territorium forud for sin forestående afsked med præsidentembedet. Det skulle være en slags hævn for den efterhånden veldokumenterede russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Globalresearch.ca er et website, der er kendt for at støtte Ruslands Vladimir Putin og Syriens Bashar al-Assad og desuden gerne viderebringer diverse konspirationsteorier. Sitets version af historien blev delt mere end 11.000 gange på sociale medier og spredte sig til andre engelsksprogede sites, der har fokus på konspirationsteorier. Men historien fik også eget liv på den yderste venstrefløjs onlinemedier. Den 9. januar endte historien på det russiske statsmedie RIA Novosti, der også kørte overskriften med 3.600 tanks og linkede til globalresearch.ca, men dog i selve artiklen skrev det korrekte antal kampvogne og køretøjer.

Det er som nævnt den amerikanske tænketank Atlantic Council, der har obduceret den falske nyhed. Men hvad de ikke fik med er, at historien også har en dansk forgrening. Allerede den 6. januar offentliggjorde KPnet.dk, der står for kommunistisk politik på nettet’, en oversættelse af selvsamme historie med overskriften: Politisk vanvid: Obama sender 3.600 tanks mod den russiske grænse”. Underrubrikken lød: Den afgående præsident Barack Obama sender i de kommende dage 3.600 tanks mod den russiske grænse i en massiv militær NATO-opmarch. Operationen er et led i NATOs Operation atlantisk løsning”. Tanks og tropper vil være på plads den 20. januar, dagen for indsættelsen af USAs kommende præsident Donald Trump. En yderst farlig udvikling.”

Historien blev også delt på KPnets Facebookside.

KPnet.dk krediterede historien til en skribent fra globalresearch.ca og til Donbass International News Agency. KPnet.dk er en onlineavis, der udgives af Arbejderpartiet Kommunisterne, som et modspil til det borgerlige mediemonopol”, og som bringer revolutionære nyheder fra hele verden, hvor der kæmpes”. Nederst i artiklen linkes der til den engelske version fra globalresearch.ca.

Den danske vinkel er imidlertid endnu mere interessant. Det er nemlig tilsyneladende i stort omfang danske indvandrer- og islamkritiske Trump- (og Putin-)tilhængere, der deler historien på Facebook – på trods af dens offentliggørelse på et erklæret kommunistisk nyhedssite, hvis holdninger umiddelbart ligger endog meget langt fra Trump.

Alene i mit Facebooknetværk deler ti personer KPnet.dk’s historie, mens fem deler den engelske version fra DNI. Det giver tilsammen mere end 200 likes og omkring 100 yderligere delinger, der igen skaber yderligere likes og kommentarer. Blandt nogle af de kommentarer, som mine Facebook-venner tilføjer den falske historie, er anklager om, at Obama er en idiot, og at Putin griner af fjolset”. Der er også kommentarer om, at tusindvis af landtropper ved den russiske grænse kan ende med et politisk kollaps imellem USA og Rusland – og konspirationsteorier om, at det måske netop er Obamas plan?

Der er dog også flere folk i kommentarfelterne, der reagerer ved at gøre opmærksom på, at historien er falsk. Flere linker til sites, der tilbageviser påstanden om de 3.600 kampvogne.

Denne falske nyhed fra et obskurt nyhedssite i en udbryderprovins af Ukraine formåede altså at sprede sig blandt både den yderste danske venstrefløj og den indvandrer- og globaliseringskritiske højrefløj. Det er et godt eksempel på, at den prorussiske propaganda er så snedigt konstrueret, at den formår at spille på flere heste og appellere til fløje, der ikke har andet til fælles end en ideologisk opposition til de nuværende politiske eliter i Vesten; på venstrefløjen en gammel modstand mod USAs dominerende økonomiske og militære rolle på verdensplan; på højrefløjen et had mod Obama og den progressive amerikanske elite, som han repræsenterer.

Det er svært at sige noget meningsfuldt om, i hvilket omfang – om nogen – historien har fået betydning for meningsdannelsen i Danmark og opfattelsen af henholdsvis USA og Ruslands ageren på den internationale scene. Men historien viser, at selv relativt oplyste borgere i et af verdens mest frie og oplyste demokratier er til falds for velorkestrerede propaganda- og misinformationskampagner, når disse spiller på bestemte befolkningssegmenters allerede eksisterende holdninger og verdensbillede, som sociale medier – og særligt Facebook – i forvejen kan have tendens til at forstærke.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama har advaret om, at et demokrati kun kan opretholdes, hvis borgerne har en basal grad af tillid til, at deres politiske institutioner optræder upartisk og ikke er korrupte eller i lommen på den ene eller anden politiske fløj. Det er netop denne tillid, DNI historien er et forsøg på at erodere.

Dermed rokker udbredelsen af tilsyneladende troværdige, falske nyheder på sociale medier ved en af de helt centrale begrundelser for ytringsfriheden og den frie meningsdannelse. I sit berømte værk Om Friheden fra 1859 skrev den engelske moralfilosof John Stuart Mill, at censur var farlig for menneskehedens nuværende og kommende generationer:

Er den undertrykte Mening rigtig, berøver man Folk Lejligheden til at ombytte Vildfarelsen med Sandheden; er den urigtig, mister de, hvad der næsten er lige saa stort et Gode, den klare Opfattelse og den livlige Følelse af Sandheden, der frembringes ved dens Sammenstød med Vildfarelsen.”

Ifølge Mill ville forskellige meninger brydes, og sandheden eller det bedste argument vinde.

Men i et medielandskab domineret af algoritmer, der usynligt og umærkeligt tilpasser den enkeltes nyhedsstrøm vores underlæggende interesser, sympatier og politiske overbevisninger, risikerer Mills forsvar for ytringsfriheden pludselig at fremstå som et naivt romantisk håb fra en svunden æra. For hvis modtagerne kun opsøger de nyheder og informationer, der bekræfter deres eget verdensbillede, og derved yderligere bliver spundet ind i dette via algoritmer og digitale ekkokamre, så vil forskellige holdninger netop ikke mødes og brydes.

Det fører til en atomisering af nyhedsstrømmen. Alle og enhver kan finde de første 20 links til nyhedshistorier og blogs, der bekræfter, at 11. september 2001 var udført af USA, og at Obama slet ikke blev født i USA og i øvrigt er muslim. I den splintring af nyhedsbilledet er der ikke nogen sandhed at tilnærme sig. Var der flest tilskuere til Trumps eller Obamas indsættelse? Find selv den kilde og det billede, der giver dig den konklusion, du foretrækker. Hvis der ikke er nogen basale fakta, er der heller ikke noget at holde politikere og autoriteter fast på. Uden fakta, intet ansvar, og uden ansvar, intet reelt demokrati.

Derfor har EU-Kommissionen og ledende politikere i Tyskland og Italien foreslået at forbyde falske nyheder og straffe dem, der udbreder dem.

Men ikke blot er en sådan drakonisk løsning uforeneligt med ytringsfriheden som princip, det kan også meget vel føre til mere vind i populismens sejl. Etablerede medier, hvis historier vurderes at være sande, vil pludselig blive fremstillet som uofficielle propagandaapparater for de politikere, der bestemmer, hvor den røde linje skal trækkes. Alternative medier, der rammes af forbuddet mod falske nyheder, vil få dissidentstatus, og mærkatet #fakenews vil pludselig blive et særligt kvalitetsstempel blandt et segment i befolkningen, fordi de medier skriver de ting, som deres regeringer ikke tillader bliver offentliggjort.

Desuden risikerer man, at populistiske politikere som Marine Le Pen og Geert Wilders bruger et forbud mod falske nyheder mod de etablerede medier, såfremt de kommer til magten. Det er heller ikke svært at forestille sig, at Donald Trumps definition af falske nyheder afviger temmelig kraftigt fra, hvad hans politiske modstandere eller etablerede medier har i tankerne.

Tænketanken RAND Institute har udgivet en rapport med en række anbefalinger til, hvordan man kan imødegå falske nyheder. De anbefaler blandt andet en præventiv indsats, hvor man på forhånd advarer om forekommende falske nyheder og/eller spreder fakta først. Tænketanken foreslår også at prioritere imødegåelsen af russisk propaganda ved målrettet brug af fakta og ved at gøre det, de kalder at dominere informationsstrømmen”.

Som sagen vedrørende EU-initiativet East StratCom viste, kan den slags initiativer hurtigt medføre selvmål, hvis det er statslige eller overstatslige institutioner, der star bag. Som led i identifikationen og tilbagevisningen af prorussisk propaganda fremhævede East StratCom et indlæg af den danske teolog Iben Thranholm. Det fik en række debattører og politikere til at hævde, at EastStratCom opererede med en sortliste over EU- og indvandrerkritiske debattører og dermed selv var et propagandaredskab for EU.

Men indtil vores samfund har fundet et overbevisende modtræk, kan vi hver især gøre vores til ikke at træde ind i ekkokammeret. Eksempelvis kan man tilføje eller følge personer på Facebook, som man er dybt uenig med. Man kan like historier fra nyhedssider med et ideologisk udgangspunkt, der ligger langt fra ens eget. Og man kan bestræbe sig på at få venner eller bekendte, hvis politiske holdninger, man ikke deler. Dermed vil man også få historier i sit nyhedsfeed med vinkler, som sandsynligvis går stik imod ens egen verdensopfattelse.

Hvis man ikke har problemer med at blive trollet, kan man også bestræbe sig på aktivt at blande sig på hjemmesider og Facebookprofiler med folk, som ikke deler ens egne idéer. Her kan man byde ind med fakta og argumenter, som de normalt ikke bliver konfronteret med. Endelig kan man forpligte sig til klart og offentligt at erkende det, hvis man er kommet til at dele en falsk nyhedshistorie.

Hvis vi alle bryder ud af vores egne ekkokamre og forsøger at nedbryde de andres, ja, så er der måske stadig håb for Mill i en digital verden.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem