ARGUMENT_
Tidligere ansat i den finansielle sektor, bl.a. hos landets største banker. Studerer i dag klimaøkonomi og er involveret i klimabevægelsen.

Vi tænker automatisk over økonomiske risici. Så hvad med at gøre det samme for klimaet?

31. januar 2019 | Natur, Klima & Energi | 7 min.

I ti år arbejdede jeg i den finansielle sektor, og der er klimaforandringer noget for Greenpeace og hippierne. Sådan havde jeg det også selv, men det skulle ændre sig.

Jeg sad i hovedsæderne hos Danske Bank og Nordea – som risikoanalytiker og portefølje-manager. Mit fokus var at løse mine opgaver godt. Jeg vidste meget om det finansielle system, men ikke særlig meget om klimaet. Det var på en måde lykkelig uvidenhed. Jeg vidste ikke rigtig, at der var noget, der hed Paris-aftalen. Jeg tænkte, at plastik i havene var et lige så stort problem som klimaforandringer. Jeg troede, at så længe jeg købte økologiske madvarer og huskede stofnettet, når jeg købte ind, så var alt fint.

Det hang sammen med den måde, man tænker på i den finansielle sektor.

Vi indregner slet ikke klima og miljø i vores økonomi.

Den tidligere økonomiske overvismand og formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, har sagt det ret klart: I økonomien har vi altid betragtet naturen som en uendelig ressource og en gratis losseplads. Økonomi og miljø er to separate verdener. Så på en måde er det klart, at finansfolk ikke indtænker det grønne i økonomien.

Når jeg nogle gange i banken talte lidt om klimaet, fik jeg straks skudt i skoen, at jeg stemte på Enhedslisten og sejlede rundt i en gul aktivist-gummibåd. Ingen af delene var rigtigt.

Der var ikke et egentligt vendepunkt. Jeg følte mig bare ikke glad. Det var en underlig, voksende tomhed. Jeg kunne ikke rigtig se meningen – kunne ikke rigtig mærke, hvem eller hvad jeg arbejdede for.

For to år siden, efter min barsel med min yngste datter, sagde jeg op.

Jeg begyndte at læse en kandidat i klimaøkonomi. Ret hurtigt fandt jeg ud af, hvilket hasardspil om klodens fremtid vi er gang med. Jeg lærte, at der er noget, som hedder tipping points. Det er vendepunkter, der gør, at vi risikerer, at klimaet sætter gang i selvforstærkende mekanismer, når vi rammer en vis temperaturstigning. Det kan sætte os skakmat i forhold til at gøre noget ved de accelererende temperaturstigninger.

Det var fuldstændigt mindblowing for mig at finde ud af. Det anede jeg ikke.

Paris-aftalen handler om at holde temperaturstigningerne på under 2 grader og helst så tæt på 1,5 grad som muligt. Tidligere tænkte jeg lidt: “Nåh ja, bliver det lidt over eller lidt under, det gør vel ikke så meget?” Men eksistensen af tipping points – klimaets vendepunkter – ændrer jo billedet. Bare den mindste risiko for, at klimaet løber løbsk, bør være nok til, at alle smider, hvad de har i hænderne, for at styre os væk fra det scenarie.

I bund og grund handler det om risiko. Jeg har arbejdet i en afdeling, hvor vi analyserede risiko og afkast. Det foregår ret avanceret i den finansielle sektor. Man arbejder med modeller, der hele tiden tager højde for en lang række risici: Er der en recession på vej? Hvordan skal visse aktier vægtes i forhold til en konkret risiko?

Men vi er enormt dårlige til at tale om risiko, når det gælder klimaet. Vi er de vildeste gamblere. Vi gambler med det mest dyrebare, vi har.

Det er paradoksalt, for folk er enormt risikobevidste, når det gælder deres økonomi. Danskerne er udpræget risikoaverse, som man siger. De færreste tør satse på enkelte aktier, man vælger sikkerheden. Men når det kommer til klima og risiko, er der et mismatch. Folk ved måske ikke, hvilket eksperiment vi er ude i med kloden. Det vidste jeg heller ikke selv. Nu håber jeg, andre også bliver vækket, som jeg selv blev det.

Jeg har det sådan her: Hvis flere eksperter siger, at der er øget risiko for, at en ny finanskrise er på vej, så vil jeg skynde mig at sælge ud af aktiebeholdningen. Der er en risiko for at tabe penge, den er jeg ikke villig til at løbe. Jeg er ikke villig til at satse på, at eksperterne tager fejl, og at jeg ved bedre end dem.

Når klimaeksperterne siger, at der er risiko for, at klimaet løber løbsk, så er jeg heller ikke villig til at løbe den risiko. Jeg er ikke villig til at satse på, at eksperterne tager fejl, og jeg ved bedre. Jeg er slet ikke villig til at løbe den risiko, det er, at fundamentet for liv forringes for mig og mine børn. Jeg ønsker ikke at spille hasard om vores fremtid.

Finanssektoren står selv med en kæmpestor risiko lige nu.

Mange finanshuse sidder med store investeringer i sort energi – olieselskaber for eksempel – de fylder enormt meget i porteføljen. Men de investeringer kan blive værdiløse. Hvis vi skal opfylde Paris-aftalen, skal der skrues ned for CO2-udledningen i fremtiden. Det kan få olieselskabernes værdi til at falde markant. Men hvad hvis finanshusene så sidder med aktier i virksomheder med fire-fem gange så meget CO2, som man kan nå at brænde af? Det kan sende os ud i en CO2-boble – lige som finansbobler eller boligbobler. Hvis sådan en carbonboble brister, kan det ramme hele systemet. Også vores pension.

Finansverdenen bliver nødt til at handle. Man bliver nødt til at føre an i en afvikling, så det stemmer overens med Paris-aftalen. Man må presse selskaberne, fx oliefirmaerne, så de kan drosle ned på deres investeringer i nye felter. Lige nu sker det ikke, de investerer stadig løs i at finde ny olie.

Finanssektoren spiller en overset og ekstrem vigtig rolle i klimakampen. Sektoren er central for økonomien. Folk snakker meget om det kød, vi spiser. Men det vigtigste, du kan gøre, er at presse dit pensionsselskab til at indtænke klimaet.

Jeg bliver altid overrasket, når nogen siger til mig, at klima er min hjertesag. Som om det er lidt sødt, at jeg gerne vil gøre en forskel. Men det er ikke sødt. Jeg prøver at bevare naturgrundlaget, som vi er dybt afhængige af. Og jeg er pissebange.

Det er ikke for hyggens skyld, at jeg gør, hvad jeg gør. Det er simpelthen, fordi risikoen ved bare at fortsætte ad vores nuværende sti er alt for stor.

Så min tanke, når nogen siger, at klimaet er min hjertesag, er altid “Hvorfor er det ikke din? Hvorfor er du ikke dybt bekymret over, hvilket eksperiment vi er ude i? Hvorfor ligger du ikke søvnløs om natten over, hvornår vi har skubbet nok til de naturlige balancer og står lige midt i katastrofen? Hvornår tænker du, vi har taget en for stor risiko?”

Jeg forstår ikke, hvorfor folk sætter klimasagen lig med et venstreorienteret ideologisk standpunkt. Jeg er både liberal og konservativ. Liberal i den forstand, at folk har friheden til at gøre, hvad de vil, så længe det ikke skader andre. Men det skader jo andre, hvis klimaet får lov at løbe løbsk. Det rammer vores frihed. Jeg er konservativ i den forstand, at jeg ønsker at bevare naturgrundlaget, som vi kender det. Det er konservativt at kæmpe for at bevare de vigtigste værdier, vi har.

Med de indsigter, jeg har fået, har det været umuligt for mig ikke at handle. Jeg startede blandt andet facebook-gruppen Klimanetværket. Her blev borgerforslaget KLIMAOPRÅB til – om CO2-afgifter og såkaldt dividende. Det er et forsøg på at tænke grønne afgifter smartere. I dag lyder der ofte et ramaskrig, når man taler afgifter – for de vender den tunge ende nedad, de samme afgifter rammer de dårligst lønnede hårdest. Vi har forsøgt at tænke et smartere og grønnere system.

Det lykkedes os at høste 11.000 stemmer på et så nørdet emne som CO2-afgifter. Det arbejde var med til at inspirere de store grønne NGO’er til at lave deres eget borgerforslag om en dansk klimalov. Den har nu samlet 50.000 underskrifter og skal behandles i Folketinget. En ny klimalov er vigtig. Vi har endemålet, nemlig Paris-aftalen, og loven skal hjælpe os med at sætte de rette delmål.

Så det nytter noget at handle for os almindelige borgere. Jeg har lært, at man faktisk kan gøre noget.

Jeg tænker i dag, at det giver god mening, at jeg sagde op. Det var det helt rigtige.

Ja, på en måde var det da rarere at leve i uvidenhed, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er heller ikke særlig mange penge i det, jeg har ikke fået nogen indtægt i halvandet år. Men nogle ting er vigtigere end penge.

Jeg tænker nogle gange på et citat fra miljøforkæmperen og iværksætteren Paul Hawken: “Når nogen spørger mig, om jeg er pessimistisk eller optimistisk omkring fremtiden, er mit svar altid det samme. Når man kigger på videnskaben om, hvad der sker på jorden, og ikke er pessimistisk, så forstår man ikke data. Men hvis du møder de folk, som arbejder på at genoprette denne jord og livet for de fattigste, og du ikke er optimistisk, så har du ikke en puls,” skriver han.

“Hvad jeg ser overalt i verden er almindelige mennesker, der er villige til at konfrontere håbløshed, magt og uoverskuelige odds for at bringe en flig af nåde, retfærdig og skønhed til denne verden.”

Dét er måske også det vigtigste, jeg har lært, efter jeg sagde op. Jeg har mødt en fællesskabsfølelse, vi som samfund har glemt lidt. Folk kæmper sammen for sagen her med en lidenskab, man kun kan blive revet med af.

Dét i sig selv har været det hele værd.

En version af argumentet her blev for nogle uger siden holdt som tale for Klimapåmindelsen, en bevægelse for klimabekymrede borgere, der samles hver torsdag morgen foran Christiansborg.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: