Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kirsten Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Jacob Mark vil gøre SF til et magtparti igen, og han har tænkt sig at hilse pænt på alle, der stiller sig i vejen

  • 5. november 2019
  • 21 min.
GOOD GUYJacob Mark er ordentlig. Han tror, at “hvis man er et røvhul, så bliver man også behandlet som et røvhul”. Alle fotos: Sofia Busk for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Jacob Mark er den mest almindelige mand i verden, men han er også som 28-årig gruppeformand og kronprins for sit parti, SF. Han fik 23.000 stemmer ved det seneste folketingsvalg, og i disse dage er han en central forhandler om finansloven og skal altså være med til at bestemme, hvad staten skal bruge sine penge på. Så hvad er det, han har, når han nu først og fremmest er almindelig? Andreas Thorsen tegner et portræt af manden, der ligner SF’s fremtid.

Jacob Mark har en lidt presset dag. Han har haft en rundvisning på Christiansborg, han har været til finanslovsforhandlinger, han har haft et møde med Højskoleforeningen, og senere skal han alt muligt andet og tredje, blandt andet tale med Folketingets direktør og med uddannelsesministeren.

Men nu skal jeg lige tisse,” siger han. Det har jeg ikke haft tid til.” Bagefter går vi til frokost.

Hvordan går det med finanslovsforhandlingerne?” spørger jeg på vej ned ad trappen.

Jamen jeg synes, det går rigtig godt. Vi har talt om klima, minimumsnormeringer. I dag havde vi sådan et alt godt fra havet’-møde.”

Jacob Mark har politikeruniform på, mørke bukser, lys skjorte, sorte sko. Han har kort, halvmørkt hår og ligner en på 28, men det er han også, så det giver mening. Vi når ned i Snapstinget, Christiansborgs kantine. På servietterne står et citat fra kokken Claus Meyer, der driver stedet: Jeg ved sjældent helt, hvor jeg er på vej hen, men jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra.” Og det er jo godt for Claus Meyer.

Vi synes jo selv, at vi fik præget forståelsespapiret meget,” siger Jacob Mark og sætter sig ved et bord op ad væggen. Forståelsespapiret er den aftale, den socialdemokratiske regering lavede med sine støttepartier, De Radikale, Enhedslisten og Jacob Marks SF, efter folketingsvalget i juni, et slags regeringsgrundlag, som altså ikke hed et regeringsgrundlag. Vi fik forpligtet regeringen til lovpligtige minimumsnormeringer, hvilket ingen nok havde troet muligt for et år siden. Vi fik en klimalov og gratis psykologhjælp og investeringer i uddannelse.”

Særligt minimumsnormeringerne er blevet Jacob Marks totem. Det er det, han og SF har sat sig tungest på, det er blevet et af de meget omtalte ultimative krav, som kan være så farlige i politik, men som partier alligevel har en tendens til at stille. SFs krav lyder, at der i de danske vuggestuer skal være maksimalt tre børn per voksen, og at der i børnehaverne skal være højst seks. Jacob Mark tror på, at sådan bliver det. Han tager en bid af sin æggekage. Det kan ikke vente længere.”

Jacob Mark fremstår på mange måder som fremtidens SF. En slags kronprins, som ikke anser sig selv for at være det, men som ved valget i juni fik flere personlige stemmer end sin formand, så mon ikke han er det alligevel. Han er partiets gruppeformand og strateg, central i dets ledelse og i snart sagt alle sager, SF har noget at gøre med. Og så er Jacob Mark interessant, fordi han på den ene side er nærmest aggressivt almindelig og for eksempel godt kan lide at drikke øl med sine venner og at køre forbi sin mor for at give hende en krammer, når hun og onkel Dello (som faktisk hedder Keld) skal på solferie i Spanien, mens han på den anden side bygger sit politiske arbejde på en analyse, som er gigantisk, og som trækker tråde tilbage til store tænkere og langt vildere og mere afsindige afdelinger af den menneskelige historie end den, nogen af os måske troede, vi var i. Jacob Mark, denne så almindelige mand, tror, at vi igen lever i en ideologiernes tid.

Måske er det dét, han kan.

Men det var frokosten, vi kom fra. Den er udmærket. Vi taler om minimumsnormeringerne, det gør Jacob Mark meget.

Han fremsatte et beslutningsforslag i foråret, som blev stemt ned i Folketinget, men så begyndte det, der fik navnet forældrebevægelsen, at demonstrere under det effektivt klingende slogan Er der en voksen til stede?”. Så blev minimumsnormeringer, der for bare år siden var fagsprog, et lidt teknisk begreb, til folkelig storpolitik. Man taler om, at valget i juni var et klimavalg, og det var det også, hvis man alene ser på mediedækningen af det, men Jacob Mark mener, at det også var et minimumsnormeringsvalg. Der var folk på gaden over det hele, fra Esbjerg til Køge, og det ved Socialdemokratiet også godt,” siger han. Så. Jeg tror på, at vi får dem.”

De her minimumsnormeringer, hvorfor er de så vigtige?” spørger jeg.

Jeg kan huske, da jeg lige var blevet valgt, og jeg sad i mit kontor med min praktikant Adam,” svarer han. Jacob Mark blev valgt til Folketinget første gang i 2015. SF havde mistet ni mandater. Det var en meget speciel dag, det var første rigtige arbejdsdag efter valget, og han kiggede så på mig og spurgte, hvad vi skulle gøre, og jeg svarede, at det anede jeg virkelig ikke.”

SF var blevet halveret, det var en ambivalent dag for Jacob Mark.

Jeg bad ham så om at finde en tavle et sted. Sådan en fandt han, og det første, jeg skrev på den, var minimumsnormeringer. Der er børn og unge, der ikke har det godt. Det er det vigtigste spørgsmål for mig.”

Det, der optog Jacob Mark, da han som 18 år og 14 dage gammel gik ind i Køge Byråd i 2010, var, som han siger, de forskellige forudsætninger, mennesker har for at få et godt liv”. I sin opvækst i den københavnske forstad så han børn komme som flygtninge og senere blive sendt af sted på genopdragelsesrejse i deres hjemlande, fordi de var ved at blive for integrerede, mens andre blev ramt af skilsmisser og ikke kunne koncentrere sig i skolen, hvorfor man, skolen, de voksne, det ansvarlige samfund, i sidste ende gav slip på dem. Nogle havde ikke så mange penge, mens andre havde mange. Som byrådsmedlem i Køge opfandt han det, der blev kaldt havregrynspuljen, idéen var, at alle skoler i kommunen skulle have råd til at servere havregryn til børnene, når de mødte om morgenen. Da han arbejdede som lærervikar, havde han oplevet, hvordan nogle børn var kommet i skole med madpakker, som lignede noget fra Noma, som han siger, mens andre kom med en 20’er til skoleboden.

Og så var der dem, der ikke kom med noget som helst,” siger han. Det var et godt billede på de forskellige forudsætninger, børn har. Nogle gange er det ret tilfældigt, hvordan skæbnen slår ud, og jeg synes, at slår den negativt ud, så skal mennesker ikke være fortabt. Jeg har altid været frustreret, når jeg har mødt mennesker, som ikke har vidst, hvor godt de havde det. Sådan kan jeg stadig føle i dag.”

Nå ja. Det er jo en klassisk socialistisk indignation,” siger jeg.

Jeg tror også, jeg er en meget klassisk SFer. Selv om det er lidt kedeligt,” siger han.

Nu, under finanslovsforhandlingerne med regeringen, skal indignationen blive til konkret politik, og altså er den klassiske SFer optimist, hvad udsigterne til det angår. Det kan muligvis virke lidt naivt, al den stund det ikke gik så godt, sidst SF og Socialdemokratiet skulle blive enige om noget af så fundamental karakter som dette. Det var dengang, de tre partier i Helle Thornings regering skulle finde hinanden i Det Sorte Tårn efter valget i 2011, og dengang gik det dårligt. SF blev kørt over af Socialdemokratiet og De Radikale, og efter tre år måtte partiet træde ud af regeringen. Det, forstår man, var dog dengang, og i dag er som bekendt i dag.

Jeg har stor sympati for både De Radikale, Enhedslisten og Socialdemokratiet,” siger Jacob Mark over maden. Men særligt vigtigt er det, at jeg har ret stor tillid til Mette Frederiksen. Vi kan være rygende uenige, og der er steder, hvor jeg synes, hun laver kæmpe fejlanalyser, men indtil videre har jeg ingen anledning til at tro, at vi bør have andet end tillid til hinanden, at det, vi har aftalt, står ved magt. Jeg tror ikke, hun vil være statsminister bare for at være statsminister. Hun vil gerne ændre noget.”

Hvordan kan du mærke det?”

Vi kan diskutere, så det knager, men hun taler på baggrund af ideologi. Ligesom jeg gør. Når vi diskuterer socialpolitik, ydelser, er der reelle visioner i det, hun siger. Jeg kan ikke lide, når man bare administrerer, man skal ville noget med magten,” siger han. Jacob Mark bryder sig ikke om forestillingen om en nødvendighedens politik. Jeg tror ikke, at noget bare er nødvendigt. Alt må være til diskussion.”

Hvornår er det sværest at arbejde sammen med regeringen?”

Det er ikke populært at finde finansiering,” svarer han. For eksempel har SF og fagbevægelsen foreslået, at den grønne omstilling skal finansieres af, at man hæver arbejdsmarkedsbidraget med en procent. Det bliver man ikke populær på, og det kan jeg godt forstå. Og Socialdemokratiet vil ikke. Det er svært at få Socialdemokratiet med på rigtig progressive forslag som det.”

På Jacob Marks kontor står det mest almindelige hæve-sænke-bord i verden, og på dette hæve-sænke-bord står blandt andet Det Hvide Hus i legoklodser og en hoptimist i dannebrogsfarver. Der ligger også en halvspist pose chips, den gule afart af Kims Snack Chips, dem med krydderi, ikke dem med sour cream, og på væggen hænger blandt andet en Tjekliste til børnenes statsminister” (minimumsnormeringer øverst) og et tjekket grafisk kort over Køge. På døren ind til kontoret hænger et Aksel Larsen-citat: Hvis man bliver bange den dag, man bliver tilbudt del i magten, så skal man hellere droppe politik og dyrke kål i stedet.” Jacob Mark kommer ind, han har lige sagt farvel til SFs medlem af Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, som han havde et møde med efter frokost.

Nå, hva’ så, Andreas?”

Hva’ så, Jacob?”

Jeg har lige 20 minutter.”

Jacob Mark voksede op i Algestrup på Sjælland, og så blev hans forældre skilt, og så flyttede de til Herfølge og boede i almene boligområder. Jacob Mark boede to uger hos mor og så to uger hos far. Han kunne godt lide at spille fodbold, drikke med drengene og jagte piger, måske eller måske ikke i nævnte rækkefølge, og så arbejdede han i et bageri, så han selv kunne betale. Under det lå indignationen, social og politisk og så klassisk at den, som han selv siger, altså næsten er kedelig. Han voksede halvvejs op i en kommunistfamilie, hans mormor og morfar var med til at stifte DKP i Køge, og hans moster satte nogle gange klistermærker på hans og hans søsters rygsække, hvorpå der stod, at man skulle boykotte Israel. Det gjorde hans far stiktosset, for hans far var blå, men han havde en logik, som Jacob Mark altid godt har kunnet lide.

Han har altid talt om, at man ikke skal efterlade en gæld til den næste generation,” siger han. I dag mener han, at den store gæld er klimagælden. At det er uansvarligt ikke at gøre noget. Det kan jeg jo kun være enig med ham i.”

Hans morfar var tillidsmand på havnen og lagde sig på skinnerne foran togene, når der var noget i arbejdsforholdene, der ikke var, som de skulle være. Da han gik på en landsbyskole, som ikke strejkede, da de andre skoler i kommunen gjorde det, holdt hans mor ham hjemme. De lærte mig at kæmpe,” siger han.

Det var Villy Søvndal, der fik ham til at melde sig ind i SFU. Villy Søvndal trak som formand for SF i midten af 00’erne partiets popularitet brat opad, der fandtes en regulær Villy-effekt, og det, han kunne, var at gøre socialisme normalt”, siger Jacob Mark. Min bedste vens far, der var borgerlig, sagde, at ham der Villy, han er fandme cool, og han har ret i det, han siger. Villy var vigtig og er det stadig. Et af de største øjeblikke, jeg har haft, var, da vi havde landet forståelsespapiret. Det var måske det største i mit liv.”

Hvordan det?”

Det var helt fucked at stå der, den aften vi blev enige. Det ramte mig i et flygtigt øjeblik, hvor vildt det var. Jeg kom gående ud af ridebanen i silende regnvejr, helt for mig selv, og så kom Villy Søvndal gående helt alene og gav mig et stort kram. Hvad var chancen? Det var ham, der startede det hele. Det er et af de fineste øjeblikke, jeg har haft.”

En anden dag end den på kontoret ringer jeg til den tidligere udenrigsminister og får fortalt, at han er både glad for og stolt over at høre, hvilken rolle han har spillet i den politiske Jacob Marks formative år.

Ikke mindst fordi jeg synes, Jacob Mark er et af de største talenter, jeg har set i dansk politik meget længe. Han har en ekstremt god måde at argumentere på,” siger Søvndal. Meget faktuel og meget venlig. Han er ikke en hadprædikant som Pia Kjærsgaard i sin debatstil. Det er vindende.”

Villy, alle taler så godt om Jacob Mark. Hvad kan han ikke?”

Det ved jeg ikke. Han har givetvis svagheder, ligesom paven og Anders Fogh har det, men jeg kender ham ikke godt nok til at vide, hvad de så er.”

Og så kom vi ikke længere med det.

På Jacob Marks kontor taler vi om, hvordan flere af de portrætter af ham, jeg har læst, bruger det Aksel Larsen-citat om magten, han har hængende på døren, og at jeg også kommer til at gøre det. Det er svært at komme uden om.

Sidst, SF havde magt, fik I røvfuld,” siger jeg så.

Det gjorde vi.”

Nu har I det igen. Agtigt. Hvad har I lært siden sidst?”

Vi lovede mange ting, inden vi gik i regering i 2011, der var ingen grænser for, hvor mange milliarder vi ville bruge,” siger han. Det har vi lært af.”

Det er vel ingen stor visdom, at man ikke skal love alt muligt, man ikke kan holde?”

Nej, men det gjorde man. Det gjorde Socialdemokratiet også, og det har de også lært af. De blev jo beskyldt for at lurepasse op til det her valg. Vi prøver at være lidt mere realistiske, hvilket så kan betyde, at vi ikke er helt så trendy længere. Det må vi så tage med.”

Sådan må det være. SF skal igen være et magtparti. Jeg tror helt grundlæggende, at man bør gå efter magten,” siger Jacob Mark. Det bidrager kun til politikerleden, hvis man sidder over. Jeg tror, at danskerne forventer, at vi griber ud efter magten.”

Jacob Mark kigger på uret, der hænger på væggen over et lille bitte tv og en reol, hvori der står en dialogpris fra 2018. Og to billeder af Køge. Jacob Mark har noget med Køge.

Det er lige før, vi skal lave en walk and talk,” siger han så. Ej. Vi må fortsætte senere.”

For så skal Jacob Mark af sted igen, nu skal han over til møde hos uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, der har kontor i børsbygningen nogle hundrede meter fra Christiansborg. Vi følges med hans kolleger fra folketingsgruppen Signe Munk og Astrid Carøe.

Du har godt nok travlt,” siger jeg til Jacob Mark. Er du egentlig glad for dit arbejde?”

Meget. I hvert fald nu. Engang var jeg ikke så meget.”

Det var i 2016, da Jacob Mark som 24-årig var blevet gruppeformand for et parti, der vist mest af alt gav ham posten, fordi der ikke var så mange andre til at tage den, at han ikke brød sig om sit arbejde. Det fortæller han, da vi en halv time senere går tilbage mod Christiansborg. Han går ret hurtigt, lange skridt fra en lang mand.

Jeg var enormt bekymret for, om jeg var god nok,” siger han. De fleste aftener lå jeg, inden jeg skulle sove, og tænkte på, om det hele skulle gå, og jeg havde otte ordførerskaber og konstant dårlig samvittighed over ikke at se mine venner og min familie nok, og når jeg så var sammen med dem, tænkte jeg på, at det lige om lidt var forbi. Det blev for meget. Jeg fik hovedpine, sov dårligt, huskede dårligt. Og så en dag sad min daværende kæreste ved siden af mig, og så sagde jeg bare: Du må ikke gå på arbejde i morgen, jeg kan ikke være alene.’”

Fuck, mand.”

Ja. Jeg fik trykken for hjertet og irrationel dødsangst, blev enormt bange for at dø. Og det hang så sammen med den dårlige samvittighed, for hvis jeg døde nu, ville jeg jo ikke nå at se min familie, og så blev jeg i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var værd at bruge så meget tid på politik.”

Vi går op ad trappen til Christiansborgs hovedindgang.

Da det var værst, havde jeg angstanfald, mens jeg stod i Debatten. Eller på talerstolen.”

Hvad gjorde du for at få det bedre?”

Intensiv terapi. Og så lagde jeg mit liv om. Jeg siger nej til meget mere.”

Det var egentlig lidt underligt, at han overhovedet blev valgt ind i Folketinget dengang i 2015, for som sagt fik SF tæv ved det valg. Han fik knap 3.000 personlige stemmer, men det var altså nok. Hans kredsformand, Heine Rasmussen hedder han, husker, hvordan Jacob Mark nærmest fungerede som sin egen kampagneleder.

Det, der er med Jacob, er, at han er god til alt,” siger han, da jeg en dag ringer til ham. Det er skideirriterende. Jeg mødte ham politisk første gang, da jeg sad i Køge Byråd. Vi skulle forhandle budget, og Jacob sad med en computer og var superhurtig til at få skrevet tal ind i et regneark. Han lod til hele tiden at være et skridt foran.” Pia Olsen Dyhr, Jacob Marks partiformand, mener, at Jacob Mark er både dygtig og grundig, det er ligesom et tema. Han sætter sig ind i tingene,” siger hun, også over telefonen. Han skal stadig have mere is i maven, men det ser jeg sådan set som et positivt problem. Han er ung, så skal man være utålmodig. Han vil have forandringer nu.”

Da Jacob Mark blev valgt ind, vidste han ingenting. Den første samtale om ordførerskaber, han havde med sin partileder, endte med, at han ud over skole og børn skulle tage sig af integration og flygtninge, fortæller han, da vi er kommet tilbage på kontoret:

Så sagde jeg, at det vidste jeg ikke noget om, så måske skulle jeg lige have en stille start, og så sagde hun, at det heller ikke var et område, hvor der ville ske særligt meget.”

Så kom flygtningekrisen. Han sidder i en sofa og fortsætter:

Samtidig var der sådan nogle helt lavpraktiske ting som at vælge malerier til kontoret. Det skal man vælge i sådan nogle magasiner. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue, så jeg sagde til Adam, min praktikant, at der var ingen, der vidste, hvem jeg var, så kan du ikke gå ned og sige, at du hedder Jacob Mark og så bare vælge et eller andet? Bare det er enkelt og rødt.”

Han peger på et maleri over sofaen, der er begge ting og nok også, når man tænker over det, lidt grimt.

Alt var kaos,” siger han og fortæller, hvordan den daværende gruppeformand, Jonas Dahl, kom til ham og sagde, at Esben Lunde Larsen, som var uddannelsesminister, havde udtalt, at universiteterne var kornfede”. Det er fandme dumt sagt, sagde han, kald i samråd om det. Så ringede jeg til DR og sagde, at jeg kaldte Esben Lunde i samråd, og så stod der flot på DR, at jeg ville gøre det, jeg var megastolt, SF vil grille Esben Lunde, stod der, og så kom jeg i tanke om, at jeg jo havde glemt faktisk at kalde ham i samråd. Jeg anede ikke, hvordan man kaldte en minister i samråd.”

Nu går det bedre med det hele. Jacob Mark er central i et parti, som ved valget i juni genvandt den halve folketingsgruppe, det havde mistet fire år forinden, og læser man aviserne, forstår man, at han har været en af de bærende kræfter for den udvikling. Jacob Mark har været med til at gøre skole og minimumsnormeringer til et projekt, som har givet genlyd, men han har også drejet SF til højre på udlændingepolitikken. Så langt, at hans kollega Özlem Cekic i marts 2017 meldte sig ud af partiet i protest.

Det var hjerteblod, at vi skulle et andet sted hen i udlændingepolitikken,” siger han. Der bærer jeg meget præg af min opvækst.”

Han taler igen om, hvordan han i sin opvækst så børn blive sendt på genopdragelsesrejser, et af dem var en nær ven.

Så jeg gider ikke høre på nogen på venstrefløjen, der siger, at det ikke er et problem, og at det ikke eksisterer, for jeg har selv oplevet det.”

For Jacob Mark at se har de fleste svigtet.

Jeg synes, vi har været for dårlige til at stille krav, og jeg synes, de blå partier har været for dårlige til at være konstruktive og tale integrationen op,” siger han, og så er det, som om han ikke gider tale om det her mere. Men nu har vi lagt os ned og sagt, at vi har været for berøringsangste. Du må skrive, hvad du vil, men jeg har ikke brug for flere interviews om, at nu har en SFer erkendt, at vi har været for berøringsangste. Det er vi forbi.”

Jacob Mark er en meget almindelig mand. Han ser almindelig ud, gør almindelige ting, lader nærmest til at gøre en dyd ud af at være det. Han går ind i sager, som almindelige mennesker har holdninger til, og er ikke bange for at kalde det for en slags populisme.

Jeg har tænkt, at det, der er med dig, er, at du er meget, meget almindelig,” siger jeg uden egentlig at have et spørgsmål. Mere en retorisk tå i vandet.

Jeg har en god fornemmelse for det almindelige, og det almindelige er ikke at underkende i dansk politik,” svarer han. Egentlig hader jeg at lave portrætinterviews og har altid gjort det, for jeg synes ikke, der er så meget at sige. Jeg er meget almindelig, så jeg synes, din analyse er rigtig.”

Hader du også det her?”

Nej. Jeg kan jo godt lide at snakke. Men jeg kan ikke lide det, når man prøver at skabe en forkromet fortælling om, at så er man født under en eller anden stjerne, og derfor gik man den og den vej. De fleste af os er sgu almindelige, og ting sker bare.”

Spørgsmålet er så (stadig), hvad det er, Jacob Mark kan, hvad det er, som har gjort, at han og SF nu er, hvor han og SF nu er. Villy Søvndal taler om, at partiet med Jacob Mark har et stærkt trekløver bestående af den erfarne formand Olsen Dyhr”, den hårdtslående Karsten Hønge” og altså Jacob, den unge visionære”, og sådan er politik jo også mennesker. Heine Rasmussen, kredsformanden, taler om, at almindeligheden er Jacob Marks styrke. Det er helt korrekt, at man ser ham som almindelig,” siger han. Han går til landskamp, tager i byen i Køge. Han bliver stoppet på gaden, når man går sammen med ham, der er rigtig mange, der skal hen og hilse på ham. Det er superfedt. Han tager sig tid til at snakke med dem, og det virker oprigtigt.” Er man kynisk anlagt, kan det måske virke irriterende.

Jacob Mark er også ordentlig, og er man fortsat kynisk, kan det fortsat virke irriterende. Her den anden dag opfordrede han sine 60.000 følgere på Facebook til at give Kristendemokraterne en vælgererklæring, hvilket mange blev meget sure over, og så er kynikeren måske ikke så alene mere.

Men måske er det, Jacob Mark kan, at han er denne her patologiske good guy, for folk kan lide ham, de fleste i al fald. Måske er det, at han er almindelig, en populist, der forstår det almindelige folk, og som ikke underkender det almindeliges tiltrækningskraft.

Det kan også være, det stikker lidt dybere.

På kontoret er Jacob Marks sidste møde overstået, det var det med Folketingets direktør, og det handlede om, at når Rigsarkivet over for Christiansborg bliver digitaliseret, så skal der jo ske noget med de gamle bygninger, og Jacob Mark mener ikke, at en eller anden rig, privat og sikkert meget kapitalistisk virksomhed skal have mulighed for at købe dem. På vej tilbage fra Uddannelsesministeriet prøvede jeg at foreslå Blackstone, men den købte han ikke.

Nu, på kontoret, taler vi om, hvad det er, Jacob Mark kan, når han nu som udgangspunkt er så almindelig. Det er blevet eftermiddag udenfor, om et par timer skal han til et debatmøde i Lyngby.

Hvordan er der plads til din socialisme i 2019?”

Jacob Mark svarer hurtigt.

Jeg tror, at vi skal tilbage til ideologierne.”

I det hele taget?”

I det hele taget. Vi står over for nogle grundlæggende kriser. Klimakrisen, ulighedskrisen. Når otte mænd ejer det samme som halvdelen af verdens befolkning, er det ikke nok med …”

Han holder en tænkepause og omgrupperer.

Jeg går ind for en grundlæggende omfordeling. Jeg mener ikke, at den slags rigdom bør være i verden. Jeg synes ikke, den er rimelig. Væksten er blevet instrumentel, vi skal løbe hurtigere og hurtigere, og jeg mener, at alt det skyldes det samme, nemlig den uregulerede kapitalisme. Det er kapitalismen, der har fået klimaet til at gå amok, det er kapitalismen, der har fået uligheden til at stige. Man ser ikke lykke som en værdi, man ser ikke det at være sammen med sin familie som en værdi.”

Lille pause.

Det kan godt være, at folk ikke kan lide ordet kapitalismekritik, men alt det, folk føler, alt det, de går og er bange for, det mener jeg skyldes kapitalismen. Vi står over for nogle meget afgørende valg og beslutninger, og jeg mener, at der er rum for socialismen.”

Måske er det dét, Jacob Mark kan. Være en idealistisk tænker, en oprører mod det bestående, kapitalismekritiker, ekkoet af Marx og Engels ligger i baggrunden. For nok er idealisten Jacob Mark pakket ind i lag på lag af folkelige øl med venner, praktisk klippet hår og ostehapsere om søndagen (han købte en 24-pak for omkring en uge siden og lagde et billede af den på Instagram), men måske var det i virkeligheden en understrøm af noget andet, der skaffede ham 23.000 personlige stemmer i juni.

For nok har vi glemt ideologierne, siger han. Det betyder bare ikke, at der ikke har været brug for dem.

Det er blevet tydeligt nu, hvor vi står over for så grundlæggende kriser, at der er brug for dem igen. Har man ikke et ideologisk modsvar, så taber man debatten. Der er ikke kommet grundlæggende forandringer, siden man skabte velfærdssamfundet. Der er kun blevet mere kapitalisme, markedet er kun blevet mere frit. Den har fået lov til at eskalere, den der kasinokapitalisme.”

Og det budskab, er det dét, du kan? Er det dét, SF skal nu?”

Vi skal skrue op for ideologien. Vi skal ud i de store spørgsmål,” siger Jacob Mark. Jeg tror, folk har en længsel efter det.”

Også de almindelige?”

Også dem.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: