Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kirsten Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Modeindustrien udleder flere drivhusgasser end alle skibe og fly tilsammen. Løsningen begynder (måske) med sur mælk og gurkemeje

IDEALISTDen indiske designer Madhurima Singh vrider væden af en nyfarvet skjortebluse, mens smoggen, aftensolen og en regnbyge samarbejder om at male forstadshimlen i dramatiske nuancer. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Modeindustrien udleder flere drivhusgasser end alle skibe og fly tilsammen, bruger 16 procent af alle verdens pesticider og mere ferskvand end Brasilien. Hvert sekund bliver et vognlæs tøj destrueret i en rivende strøm af nye trends og overproduktion. Modebranchen er så småt ved at erkende behovet for ændringer, men hvis du virkelig vil se dedikation til bæredygtig forandring, så tag med til designeren Madhurima Singhs værksted uden for Delhi

Madhurima Singh tager en bøjle af bøjlestangen, hvorpå der hænger en gylden jakke påtrykt et diskret, blåt blomstermønster. For et utrænet øje ligner stoffet måske ikke noget ekstraordinært – men det er det. Det her er lotus,” siger Madhurima Singh. Stoffet er fremstillet af fibre udvundet af vildtvoksende lotusblomster. Hun hænger jakken tilbage og tager en ny bøjle frem. På den hænger en lysebrun kurta – en klassisk indisk kjole. Det her er mælk,” siger hun så.

Vi er på besøg i det beskedne lokale, som på én gang tjener som Madhurima Singhs showroom, lager og kontor. Her, i en lejlighed på øverste etage i et undseligt etagebyggeri i en forstad til Delhi, har den indiske designer kastet sig ud i et iværksættereventyr, som samtidig er en rejse ind i modeverdenens mørkeste afkroge – og ud igen på den anden side.

Som det ofte er tilfældet med designere, er Madhurima Singh afdæmpet klædt i jeans og en lyseblå mønstret skjortebluse af eget design. Det lange, sorte hår er samlet i et spænde i nakken. Hun taler lavmælt hen over airconditionanlæggets brummen og kigger indimellem halvt undersøgende, halvt insisterende på os for at sikre sig, at vi har forstået, hvad hun siger. Kurta-kjolen i hendes hånd har et klassisk snit, men den er på ingen måde produceret på klassisk vis. Den er vævet af kasein, et protein udvundet af kasseret mælk.

Det er noget, en tysk bioteknolog har fundet på,” forklarer Madhurima Singh og fortsætter med at vise kreationer, hun har skabt ud af alternative fibre, mange af dem fremstillet af affaldsprodukter fra fødevareindustrien. Det her er bananfiber,” siger hun, viser en rustrød trøje frem og forklarer, hvordan hvert banantræ kun bærer frugt én gang. Derefter skæres træet typisk ned og efterlades på marken eller fjernes, måske for at blive brændt. Med majs har det traditionelt været det samme, siger hun, men nu er tekstilfabrikkerne ved at få øjnene op for planteaffaldet, hvilket giver landmændene en ekstra indtægt. Fibrene kan laves af stænglerne, bladene, avnerne – hvilket som helst affald, der bliver tilovers fra majsplanten.”

Madhurima Singhs egen lyseblå skjortebluse er vævet af fibre udvundet af tiloversblevne appelsinskræller fra juiceindustrien. Et materiale, som de to italienske kvinder bag virksomheden Orange Fiber fik en bæredygtighedspris for i 2015, og som de i dag har solgt til kollektioner fra blandt andet H&M og Salvatore Ferragamo. Stoffet føles meget tungt i hånden,” siger Madhurima Singh og løfter op i en turkis poloskjorte lavet af samme materiale, men jeg har det faktisk på, og det er virkelig let, som om der slet ikke er noget stof der – så let og åndbart er det.”

Ingen af disse alternative materialer var noget, Madhurima Singh lærte om under sin uddannelse på Indiens førende designakademi, National Institute of Fashion Technology. Det skete først senere i karrieren. Første gang jeg stødte på de her materialer, købte jeg ikke noget. Jeg var så chokeret,” siger hun. Det var, som om min uddannelse begyndte helt forfra igen.”

Ved at bruge materialer med et lavere klima- og ressourceaftryk end polyester og bomuld forsøger Madhurima Singh at gøre modeindustrien i et af verdens hurtigst voksende modemarkeder lidt mere bæredygtig – et stykke tøj ad gangen. Kollektionen tæller også genbrugsbomuld, bambus og eukalyptus.

Materialevalget er fascinerende. Det er næsten ubegribeligt, at skræller, blade og stængler kan omformes til smukke kreationer af silkebløde vævede stoffer med sirlige detaljer og alverdens klare farver. Men det er kun en lille del af historien.

I det beskedne lokale, hvor Madhurima Singh viser sin kollektion frem, befinder sig blot to bøjlestænger med dametøj. Sammen med en enkelt stangfuld herretøj i et tilstødende lokale udgør de hele den indiske designers aktuelle lagerbeholdning.
Først når en kunde bestiller et stykke tøj på webshoppen, bliver stoffet skåret ud, syet og farvet til den beklædningsgenstand, kunden er faldet for. I lige præcis hans eller hendes størrelse.

Jeg laver ikke seks kollektioner på et år. Jeg laver ikke engang tre kollektioner på et år. Jeg laver én kollektion og venter på, at den bliver udsolgt. Så begynder jeg at arbejde på den næste,” siger hun. Vi laver ikke engang forskellige størrelser.”

Det, Madhurima Singh praktiserer i sine beskedne lokaler i en forstad til Indiens hovedstad, er slow fashion. Det er en radikalt anderledes tilgang end de produkter, metoder og rutiner, som dominerer modeindustrien som helhed.

Den moderne tøjindustri har fået prædikatet fast fashion på grund af den forretningsmodel, som er kommet til at dominere modebilledet i løbet af dette årtusind. Det er en model, hvor der er blevet skruet mere og mere op for mængden af årlige kollektioner (nogle kæder får nye varer hver uge), hvor priserne er skruet ned til et niveau, som frister forbrugerne til at fylde posen igen og igen, og hvor det er kvantitet snarere end kvalitet, der driver møllen. Der kommer konstant nye trends og musthaves, som det hedder, vejen fra catwalk til bøjlestang er blevet kortet kraftigt ned, influencere på sociale medier hjælper ihærdigt modebranchen med at få folk til at springe på tendenserne og skrue op for forbruget – og så er der altid udsalget, hvor sidste måneds smarteste look falbydes til priser så lave, at det næsten ville være dumt ikke at slå til – ville det ikke?

Måske. Men i et større, mere langsigtet perspektiv ville det dummeste faktisk snarere være at fortsætte som hidtil.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation, og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.
FAGMANDMadhurima Sings skræddermester, Amirchand, omdanner designerens kreationer til varer, efterhånden som kunderne bestiller.

Tøjbranchens samlede klimaaftryk er blevet beregnet til helt op mod 10 procent af alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Bomuldsproduktion optager 2,5 procent af verdens landbrugsarealer, men står for hele 16 procent af verdens samlede forbrug af pesticider. I Indien er det 50 procent af pesticiderne, der hældes ud over bomuldsmarker, til skade for bomuldsbøndernes helbred. Med et samlet ferskvandsforbrug på 93 milliarder kubikmeter om året kræver fremstillingen af tekstiler også mere ferskvand, end hele Brasiliens 210 millioner mennesker store befolkning bruger til alt, hvad der foregår dér i løbet af et år. Og store mængder tungmetaller og kemikalier udledes hvert år i de store produktionslandes floder efter at være blevet brugt til at farve tøjet, beskytte tøjet mod skadedyr eller bare forhindre det i at blive krøllet. Det sidste bruger man formaldehyd til – det er kræftfremkaldende.

Årsagen til tøjbranchens enorme klima- og miljøaftryk er mere end noget andet en enorm overproduktion. Hvert eneste år produceres mere end 10 stykker tøj per verdensborger – eller 80 milliarder stykker tøj i alt. Store dele af produktionen smides ud i løbet af mindre end et år, og meget tøj bruges så lidt som fem-syv gange. På verdensplan faldt antallet af gange, et gennemsnitligt stykke tøj bliver brugt, med mere end en tredjedel mellem 2000 og 2015. Hvert sekund bliver en mængde tøj svarende til, hvad der kan være i en lastbil, enten dumpet på en losseplads eller brændt af. Det blev til tre lastbiler, mens du læste den sætning. Ved punktummet efter den her er vi oppe på syv. Og sådan fortsætter det, sekund for sekund, dag efter dag, år efter år.

Det bliver nødt til at stoppe,” siger Madhurima Singh.

Indien huser en af verdens største tekstilindustrier, og Madhurima Singh kender den indefra. Hun har både arbejdet for landets største tekstilvirksomhed, hvor hun designede tøj for blandt andet den danske Bestseller-koncern, og som assistent for en af Indiens mest feterede modeskabere, Sabyasachi Mukherjee. Mens hun arbejdede for ham, fremprovokerede mange timer tilbragt i farvelaboratoriet en lungetilstand, som til sidst tvang hende til at sige op. Derefter virkede det naturligt at starte hendes eget brand, Dhuri – opkaldt efter det sted på en plante, hvor et nyt blad gror frem fra stænglen. Og det udviklede sig hurtigt til, hvad der bedst kan beskrives som grundforskning i, hvordan modeindustrien kan blive mere bæredygtig.

LAVPRAKTISKJagten på en bæredygtig tekstilindustri involverer mortere, opkog og naturlige farvestoffer. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Madhurima Singh lægger en bunke brune papirer med påklistrede stoflapper i forskellige farver frem på bordet. Det øverste papir indeholder otte forskellige nuancer af gul, som kan fås ved at bruge gurkemejerod. Nuancen afhænger af typen af tekstil, hvilket middel man bruger til at binde farven fast til stoffet, og sågar hvilken type beholder man bruger til at farve tøjet i. Aluminium og kobber giver helt forskellige resultater, fortæller hun. Papirbunken er fuld af tilsvarende eksperimenter med farver udvundet af alverdens naturlige materialer – fyrrebark, løgskræller, spinat. Eksperimenterne er Madhurima Singhs bidrag til at komme af med de miljø- og sundhedsskadelige farvestoffer, som dominerer tekstilindustrien i dag. Hun arbejder så vidt muligt med, hvad hun kan finde lokalt, fortæller hun. For eksempel indsamler hun spinatblade fra grøntsagssælgerne nede på gaden, som ellers bare smider bladene ud, når de er blevet slatne efter en dag i solen.

Trods den sparsommelige tilgang til produktionen er produkterne relativt dyre efter indiske forhold, men Madhurima Singh afviser, at det er på grund af hendes metoder og materialevalg.

Hvis jeg køber en meter majs-stof, får jeg det for 200 rupier, men i det øjeblik, jeg fortæller dem, at jeg vil have 1.000 meter, falder prisen øjeblikkeligt,” siger hun. De her store kæmper, som har så mange penge, hvorfor kan de ikke gøre det? Kan de ikke opbygge en forsyningskæde? Hvis man vil den her fast fashion-trend til livs, bliver det nødt til at nå et niveau, hvor masserne er i stand til at købe det.”

NATURLIGTEn boblende gryde med opløst gurkemejerod leverer farve til dagens kreation. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Madhurima Singhs utrættelige arbejde udgør en uendeligt lille dråbe i det store modehav, men ifølge eksperter har hun fat i den lange ende. Selv om verden ikke rummer sur mælk, appelsinskræller og udtjente banantræer nok til at klæde ti milliarder mennesker på, udgør de affaldsbaserede stoffer et vigtigt supplement. Konsulenthuset McKinsey forudser en fremtid for modebranchen som helhed, hvor der skal produceres on demand – altså først, når nogen ønsker at eje det – præcis som Madhurima Singh gør det. Og den indiske designers fokus på maksimal ressourceudnyttelse, genbrug og slow fashion ligner den eneste bæredygtige vej frem for modeindustrien som helhed. Status quo er, som en af verdens førende eksperter i mode og bæredygtighed, britiske Kate Fletcher, udtrykker det, da vi fanger hende over Skype på hendes hjemmekontor i Cheshire sydøst for Liverpool, bonkers”. Gennemført tosset.

Hvis nogen ved det, er det Kate Fletcher. Hun har brugt 15 år og 8 bøger på både at udstille modebranchens alt andet end bæredygtige fødekæde og anvise mindre tossede veje. Hun er sågar professor i det, mere specifikt i Sustainability, Design, and Fashion på University of the Arts London. Og i løbet af årene er hendes fokus skiftet fra et rent fokus på ressourcespild til forbindelsen til drivhusgasser. Klimaforandringerne tvinger os til at skifte kurs,” siger Kate Fletcher. Der kan helt sikkert gøres fremskridt på produktionssiden, men det virkelig vigtige område at arbejde på er industriens forretningsmodel, som kræver, at ting produceres for at blive smidt ud.”

Hovedproblemet, siger hun, er omfanget. Hvor mange stykker tøj køber hver person, og hvor mange personer køber så mange stykker tøj? Og hvad betyder det, at der hele tiden er cheerleaders’, som opfordrer os til at købe mere, mere, mere? Når først man letter på låget, opdager man, at det virkelig er problematisk,” siger Kate Fletcher. Heldigvis, mener hun, kan man dog også finde grund til at være optimistisk, hvis man tænker sig om. Introduktionen af fast fashion skete i løbet af meget kort tid,” siger hun. Vi burde være i stand til at slippe af med fænomenet lige så hurtigt.”

Fast fashion er en meget energitung måde at drive forretning på, og det globale system for produktion, distribution og salg er bygget op om et gigantisk gennemløb af ressourcer. Modellen har også fejret store succeser, hvis man anskuer den forretningsmæssigt – det er i hvert fald lykkedes at sælge os langt mere tøj, end vi har brug for. I såvel Kina som Tyskland siger 60 procent af forbrugerne i undersøgelser, at de ejer mere tøj, end de behøver.

Forretningsmodellen er traditionelt fuldstændig lineær. Råstofferne kommer ind i den ene ende, og tøjet går til spilde i den anden. En meget lille del af ressourcerne – blot 13 procent – bliver genbrugt i en eller anden form. Resten ender på lossepladsen eller går op i røg. Tilsammen betyder det et enormt spild af energi og ressourcer af alle slags. Landbrugsland, kunstgødning til bomuldsdyrkning, råolie til fremstilling af kunststoffer, brændstof til at fragte tøj fra webbutikker rundt i verden og så videre og så videre.

Vejen til en mere bæredygtig måde at gøre tingene på er på én gang meget indviklet og meget enkel. Den er at udnytte tøjet bedre. Både det enkelte stykke tøj og de materialer, tøjet produceres af. Og der er ingen vej uden om grundlæggende forandringer i tøjbranchen.

Hvad der er brug for, er en radikalt anderledes og langt mere cirkulær” forretningsmodel. En tyk rapport udarbejdet af Ellen MacArthur Foundation med deltagelse af en række af branchens største spillere skitserede i 2017, hvordan sådan en forretningsmodel kan se ud. Først og fremmest kan det enkelte stykke tøj udnyttes langt bedre ved at gøre holdbarhed til den røde tråd i både design og markedsføring. I dag designes tøj til at blive udskiftet, og det har forbrugerne vænnet sig til og indrettet deres forventninger efter. Det er en ond cirkel mellem producenter og forbrugere, som skal brydes, hvilket Kate Fletcher også er inde på, da vi taler med hende.

Jeg involverede mig i mode, fordi jeg elskede den måde, tøj kan bruges til at udtrykke sig på. Det kan stadig lade sig gøre uden fast fashion. Bare se, hvad man kan få i en genbrugsbutik,” siger hun. Der ligger et stort potentiale i at genbruge tøj til nyt tøj, men det er langt bedre at købe genbrugstøj og reparere tøj, når det går i stykker. Alt tøj burde bruges, indtil det er slidt op.” Et oplagt næste skridt at tage er derfor – også ifølge rapporten fra Ellen MacArthur Foundation – at gøre det nemmere og mere attraktivt at leje tøj i stedet for at eje det, så holdbart tøj kan vandre fra ejer til ejer.

Men når så bukserne faktisk er slidt så meget i stykker, at de ikke længere kan kaldes anstændige – og det sker jo før eller siden – kan materialerne også udnyttes langt bedre end i dag, hvis vi på globalt plan bliver dygtigere til at indsamle udslidt tøj. Det gælder i endnu højere grad, hvis vi investerer i teknologier til at udvinde og genbruge værdifulde råmaterialer, og hvis materialegenbrug tænkes ind fra begyndelsen af designprocessen. For eksempel ved at begrænse mængden af forskellige materialer, hvert stykke tøj er sammensat af.

En række virksomheder har for længst omfavnet nogle af alle disse idéer og meldt sig under initiativet 2020 Circular Fashion System Commitment, initieret af det København-baserede Global Fashion Agenda. Underskriverne tæller store spillere som H&M og Bestseller, der er begyndt at indsamle tøj fra deres kunder (dog med omdiskuteret reel effekt på ressourceforbruget), men også små mærker som det danske Better World Fashion, der laver nye læderjakker ud af gamle og lejer dem ud for 149 kroner om måneden. De 90 virksomheder i samarbejdet har formuleret 213 mål for at gøre deres forretningsmodel mindre ressourcetung og mindre klimabelastende. Tilsammen udgør de en ottendedel af den globale modeindustri.

Initiativer som circular fashion er en begyndelse. Men for branchen som helhed går det stadig langsomt – det fremgår af Global Fashion Agendas årlige afrapportering af udviklingen i den samlede modebranche. Der er brug for et kursskifte, hvis ikke branchen skal ende et sted, som rapporten fra Ellen MacArthur Foundation beskriver som potentielt katastrofalt”.

Men måske kan forandringer faktisk komme hurtigere, end vi aner. EUs medlemslande er blevet enige om at indsamle tekstiler som en separat affaldskategori fra 2025, hvilket vil gøre dem lettere at genbruge. Og førnævnte McKinsey spår i en analyse fra 2018, at markedet for genbrugstøj kan blive større end fast fashion inden for et årti”.

HÅNDVÆRKMadhurima Singh og hendes assistent Anita vurderer, om farven er trukket tilstrækkeligt ind. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

På gulvet i det store køkken-alrum, som danner centrum i Madhurima Singhs workshop, står en aluminiumsgryde og bobler over et gasblus. Nede i brygget ligger pulveriserede frø fra haritaki-træet, som hun bruger som bejdsemiddel til at binde sine farveekstrakter til stoffet, så farverne ikke går af i vask. På køkkenbordet står en anden gryde med dagens farvemiddel – gurkemeje.

Gurkemeje er et af de kraftigste farvestoffer, som findes i naturen,” siger Madhurima Singh. Hendes assistent, 21-årige Anita, løfter en bluse op af gryden på gulvet med en grydeske og lægger den over i en blå plastikspand, inden hun hælder vandet efter. Så hjælpes de to ad med at hælde gurkemeje-ekstraktet ned i gryden gennem en si. Rødderne, som der stadig er masser af farve tilbage i, gemmer de til en anden gang.

Madhurima Singh løfter den gennemblødte bluse op af plastikspanden og vikler den rundt om skeen, presser væden ud og sænker den så ned i gryden med den gule væske. Hun sætter sig på hug og rører rundt. Det er vigtigt, at farven fordeles jævnt og ikke sætter sig i syninger og folder, forklarer hun. Ovre i hjørnet hænger en af køkkenlågerne og dingler i det ene hængsel. Strømmen er gået et par gange, mens vi har været her.

Der er meget langt fra dette til den glamour, som normalt omgiver modeverdenen, og som Madhurima Singh sagtens kunne have indhyllet sin tilværelse i. Hun kæmper stadig med at gøre en god forretning ud af sine anstrengelser, mens andre tjener gode penge og går til alle de rigtige fester. Selvfølgelig gør det ondt og er frustrerende, fordi man prøver at kæmpe mod så mange ting på så mange niveauer,” siger hun og indrømmer: Hvis jeg var alene i det her, ville jeg nok være blevet træt.”

Men Madhurima Singh er ikke alene. Rundtom i verden er der andre, der gør som hun, selv om der endnu er meget, meget langt igen, før modebranchen som helhed kan kalde sig noget, der bare minder om bæredygtig. Dog var det ikke lige dét, hun mente. For også i den allermest konkrete forstand har Madhurima Singh selskab: Hendes mand har siden opstarten i 2017 være både den moralske støtte og indpiskeren, som slet ikke kan lade være at researche og komme med input om bæredygtige materialer og metoder.

Under alle omstændigheder ser Madhurima Singh ingen anden vej frem end den, hun har valgt. For mig er al professionens praleri og glamour ligesom gledet i baggrunden,” siger hun. Med al den viden om, hvad industrien og de her fabrikker gør ved miljøet, og hvordan hele systemet fungerer, hele det her maskineri, som bidrager med så meget forurening, til vandforurening, til lossepladser, på trods af alt det, hvordan kan man så … man kan ikke gå tilbage.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: