Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Frederik Svinth er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Savner du dine gamle kolleger og studiekammerater? Her er grunden til, at I aldrig ses

Nogle venskaber er dømt til at dø med det fællesskab, de er opstået i. Men det gør dem ikke mindre vigtige for os.

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


12. oktober 2021
15 min.

Jeg havde engang en kollega, der hed Naja. Vi var ret forskellige, egentlig, men hold nu op, vi hyggede os. Vi hjalp hinanden. Vi grinede af de samme ting. Når jeg crashede over en svær opgave, lyttede hun, og når hun bøvlede med noget, bakkede jeg hende op. Vi var begge to i midten af 20’erne, og vi gik i byen sammen om torsdagen, var lige tømmermændsramte om fredagen, og da den redaktion, vi arbejdede på, skulle dække Roskilde Festival, fik vi lavet ens solskærme med vores mellemnavne broderet på. Bjørn og Carsten. Det var vores ting.

Vi var, med andre ord, venner. Om morgenen, når jeg satte mig på cyklen, glædede jeg mig ganske enkelt bare til at se Naja. Det, at hun var der, gjorde min arbejdsdag bedre. Ja, ikke kun det. Mit liv fik et nøk opad.

Vi ses ikke længere, Naja og jeg. Jeg kan ikke huske, hvem der stoppede først på arbejdspladsen, men jeg ved, at vores venskab gled ud i sandet, da vi ikke længere var skrivebordsmakkere. Min Messenger-app fortæller mig, at vi stadig skrev og forsøgte at lave aftaler med hinanden to år efter, men jeg kan ikke huske, at det lykkedes mere end en gang eller to. Og det er længe siden nu. Der var aldrig nogen dårlig stemning mellem os, det skete bare.

Eller rettere: Der skete ikke noget. Vi holdt bare op med at ses.

Hvis du nogensinde har haft din daglige gang på en arbejdsplads, så ved du også, hvordan de relationer, vi har til vores kolleger, kan fylde helt enormt meget i en arbejdsdag. Hvis de ikke fungerer, kan det være … ekstremt opslidende. Og omvendt er gode kolleger noget af det mest betydningsfulde for, at vi trives på jobbet.

Den gode jargon i frokostpausen, det godmorgen’, der lige ryster dig ud af mandagssløvheden, og visheden om, at man kan regne med hinanden både fagligt og menneskeligt – alt det har stor betydning for, hvordan vi har det i vores arbejdsliv. Der findes ligefrem forskning, der viser, at når vi har det sjovt sammen med vores kolleger, bliver vi bedre til vores arbejde. Som det flokdyr, vi mennesker er, lærer vi ganske enkelt bedre, når vi også hygger os sammen. Jeps, det er verdens bedste argument for fredagsbar.

Nogle kolleger er tilmed så gode, at de bliver mere end det. De bliver ens venner. I hænger ud sammen i fritiden, møder hinandens familier eller vennekredse, og i den daglige kontakt på arbejdet går I gennem op- og nedture sammen, og knytter vigtige og tætte bånd.

Nogle af den slags relationer holder for evigt. Men rigtig mange ender, præcis som min og Najas gjorde: med ingenting.

Måske har du selv oplevet det: Det nære venskab, der var, findes pludselig ikke længere. Det kan være kolleger, der forsvinder, men det kan også være højskole-fællesskabet, din roomie fra kollegietiden eller de forældre fra vuggestuen, som du bondede særligt med, da børnene var små. Mennesker, som man lukker ind i sit liv og opdager, at man elsker at være sammen med, kan med overraskende lethed forsvinde ud af ens verden igen. Der er ikke nogen konflikt og ikke nogen bitterhed. Man tænker knap nok på dem – og det er faktisk det mest besynderlige:

Hvordan kan et venskab fylde meget og være nært og så forsvinde let? Havde vi i virkeligheden ikke andet end arbejdet – eller højskolen, eller hvad rammen end bestod i – til fælles? Var jeg en dårlig ven – eller var vi i virkeligheden ikke rigtige venner?

Hvis du nogensinde har undret dig over netop de spørgsmål, så har jeg gode nyheder til dig. Der findes nemlig en hel del viden om venskaber og deres natur, der kan gøre det meget lettere at forstå, hvorfor nogle venner forsvinder ud af vores liv, også selv om relationen var alle tiders. Svarene ligger dels i vores biologi, dels i det, man kunne kalde vores sociale natur. Og nej – efter al sandsynlighed er det ikke, fordi du er eller var en dårlig ven.

For nylig skrev jeg ud til Zetlands medlemmer og efterlyste erfaringer med arbejdsvenskaber og deres varighed. En af dem, der skrev tilbage til mig, var Louise, der er organist. Hun fortalte, hvordan hun på et tidspunkt arbejdede i en lille landsbykirke og dannede et nært venskab med kirkens præst. Vi blev meget fortrolige, og hun blev en stor støtte gennem nogle pressede perioder af mit liv,” skrev Louise. Men så fik Louise arbejde i en anden kirke. Med flere timer og bedre løn. Og selv om præsten forsikrede hende om, at hendes jobskifte ikke ville påvirke forholdet mellem dem, så mistede de hurtigt kontakten. Jeg tænker stadig over dette forsvundne venskab,” skrev Louise. Var det egentlig et venskab, eller var det blot, fordi vore veje krydsedes i et meningsfuldt job i en rum tid? Og er noget et venskab, hvis det kan forsvinde på denne måde?”

Et andet medlem, som skrev, var Charlotte. Hun er 37 år og arbejder med skat, eller nærmere bestemt moms, i en kommune nær København. Hun stod, fortalte hun, netop i den situation, hvor hun så småt måtte indse, at en virkelig god relation var ved at forsvinde. Jeg skiftede arbejde midt i coronakrisen og havde dengang en rigtig god veninde på mit gamle arbejde, som jeg under de første mange måneder af corona-nedlukningen i år sås med flere gange om ugen. Vi trænede sammen, gik lange ture i skoven og var på weekendture sammen. Der var ingen tvivl om, at det skulle være vores venskab fremover. Men lige nu ser det alligevel ud til, at det fader ud eller om ikke andet kommer til at ændre karakter,” skrev hun.

Jeg ringede til Charlotte for at høre, om hun havde tænkt over, hvorfor hendes venskab med den tidligere kollega alligevel, trods deres tætte bånd, havde vist sig at være så svært at fastholde. For Charlotte lå meget af forklaringen i den helt almindelige, hverdagsagtige kontakt, der nu var væk, fortalte hun.

Vi ses ikke længere på daglig basis, så det bliver sværere at afkode hinandens humør og hverdagsliv, fordi vi ikke er en del af det længere,” sagde hun. Jeg hører ikke længere som det første over en kop kaffe om morgenen om børnenes problemer eller udfordringer hjemme. Og hun er ikke længere den første, der hører, når jeg skal på ferie eller har ondt efter træning i går.” Det at være så tæt på hinandens hverdag havde givet dem en naturlig følelse af gensidig interesse og fortrolighed. Men alt det var væk nu.

Charlotte fortalte, at det langtfra var den eneste gang, hun havde oplevet noget lignede med gode kolleger. Man ser hinanden i øjnene og lover, at selvfølgelig skal man blive ved med at ses,” sagde hun. Men tiden går, og pludselig er de meget langt væk.” Hun havde dog også oplevet det modsatte: at en arbejdsrelation, der ikke var supergod, endte med at blive et stærkt venskab, da hun skiftede arbejdsplads. Og hun havde også en tidligere kollega, der nu boede i Grækenland, som hun netop havde været nede at besøge. Vi holder stadig fast i hinanden,” sagde hun, men det kræver en indsats. Det gør det bare.”

Charlottes oplevelser med kollega-venskaber stikker ved første øjekast i flere retninger og kunne godt tyde på, at det er lidt tilfældigt, om man holder ved eller ej. Men tilsammen giver de faktisk et virkelig godt billede af nogle helt generelle og grundlæggende mønstre, der er i spil, når vi taler om venskab. Vi kan gå så langt som 2.500 år tilbage i tiden, til antikkens Grækenland, og se det: hvordan de venskabsdynamikker, som Charlotte undrer sig over i dag, også må have fyldt i menneskets tilværelse dengang.

Det fortæller Frederik Svinth mig over et Zoom-opkald fra sit hjem og hjemmearbejdsplads på Djursland. Frederik Svinth er også Zetland-medlem, og han har også undret sig over, at nære kolleger og andre tætte relationer er kommet og gået i hans liv, selv om han troede, de var af varig karakter. Men Frederik Svinth har ikke blot undret sig over det. Han er forfatter og foredragsholder, og til daglig kører han landet rundt og holder oplæg og kurser for blandt andet uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Hans særlige ekspertiseområde er netop menneskelige relationer. Og i forbindelse med sin bog At høre til – Det modsatte af ensomhed dykkede han ned i litteraturen omkring venskaber – og fandt en nøgle hos ingen ringere end den vel nok mest betydningsfulde af alle de gamle græske tænkere, nemlig filosoffen Aristoteles.

Et af de mange fænomener, som Aristoteles nøje undersøgte og beskrev, var nemlig venskaber. Og ifølge filosoffen kan de venner, vi får i løbet af et menneskeliv, opdeles i tre kategorier. Det er jo meget sjovt,” siger Frederik Svinth, at for to et halvt tusind år siden, så sidder han og forsøger at adskille dem for at forstå forskellen på dem.”

Så lad os se på de tre aristoteliske venskabskategorier. For selv om de er formuleret i antikkens Grækenland, der alt andet lige må have været betragteligt mere stille og roligt end nutidens socialt hyperaktive og globaliserede netværkssamfund, så giver de stadig virkelig god mening.

Den første kategori er nyttevennen – en positiv relation, der er baseret på noget for noget. For eksempel er det nyttigt for mig at have en god relation til mennesker, jeg gennem tiden har interviewet, fordi jeg kunne få brug for at trække på dem igen en anden gang. Det kunne også være fysioterapeuten, man taler godt med, eller børnenes skolelærer – mennesker, man skal samarbejde med, men hvor der ikke er nogen særlige følelser i spil, og hvor ingen af jer vil så meget som overveje at invitere hinanden hjem til middag.

Den anden kategori af venner er fornøjelsesvennen. Det er venner, som man ses med i bestemte sammenhæng og oplever, at man har det fedt sammen med. Det kan være arbejdet, sportsklubben, en vennekreds eller der, hvor man bor – og relationen er både sjov og meningsfuld. Det er ikke et overfladisk venskab,” forklarer Frederik Svinth. Det vækker masser af følelser I jer at se hinanden.” I klikker, som man siger, og I er glade for at være i hinandens liv – når I er der. Og det er det springende punkt: Et fornøjelsesvenskab er nemlig afhængigt af, at det fællesskab, der er rammen for samværet, eksisterer. Når jobsituationen ændrer sig, vennerne flytter eller håndboldholdet går i opløsning, så forsvinder det naturlige fællesskab. Og hvis det venskab, man har, falder i fornøjelseskategorien, så forsvinder det også i den proces.

Men det er også muligt, at venskabet hører til i den tredje kategori. Det er det, som Aristoteles kalder det ideelle venskab. Forskellen på dét og fornøjelsesvenskabet er, at vi selv tager valget om, at det skal være der. I stedet for at der er en ramme, der gør, at vi mødes, så bliver kærligheden et valg,” siger Frederik Svinth.

Det er det valg, der indebærer, at man gør en indsats. Den, man ikke behøver at tænke over, når rammen for venskabet allerede findes. Men hvis venskabet skal overleve uden fælleskabet, kræver det, at man viser, at man vil netop hinanden. Frederik Svinth plejer at bruge en af sine kammerater, Søren, som eksempel. Når vi mødes, snakker vi altid godt sammen om, hvordan det går, og hvordan vores unger har det,” fortæller han. Men vi mødes, fordi nogle af vores fælles venner har et band, og så er vi dem, der kommer til koncerterne. Eller til fester i den samme kreds. Det er fornøjelsesvenskabet. Det er dejligt at ses, og der er masser af følelser i det, men rammen skal være der. Hvis jeg skulle blive bedre venner med Søren nu og flytte ham fra fornøjelsesvenskab til næste kategori, så kræver det, at jeg begynder at tage de der valg.” Og det ville jo være simpelt nok. At spørge, om man for eksempel skulle tage en øl en dag, når man nu ved, at man hygger sig ret godt sammen.

Men der er en sårbarhed i overgangen,” siger Frederik Svinth. Man risikerer at blive afvist, når man rækker ud. Det kan holde os tilbage. Rammen er nemmere at være i, ligesom i teenageårene, hvor man ofte bare er sammen, fordi man nu engang går i klasse sammen.”

Og nogle gange ligger det svære i at erkende, at overgangen slet ikke er en mulighed. Det er der, spørgsmålene opstår: Gjorde jeg noget galt? Var vores venskab sådan lidt en løgn? Men det er højst sandsynligt ikke tilfældet. Og det er det næste, som er vigtigt at forstå om den måde, vi skaber relationer på: Det fællesskabsafhængige venskab er ikke et dårligt venskab. Faktisk kan det være lige præcis det, vi har mest brug for.

I junglen af begreber og teorier om menneskets gøren og laden findes der noget, der hedder Dunbar’s number – Dunbar-tallet på dansk. Det tal er 150. Det er opkaldt efter den britiske Oxford-institutleder og evolutionsantropolog Robin Dunbar, og det spiller formentlig en ret stor rolle for, hvor mange venner vi formår at holde fast på gennem vores liv.

Der findes nemlig et maksimumsantal af mennesker, som vi rent biologisk kan overkomme at have en meningsfuld relation til. Og ifølge Robin Dunbar er det antal 150. Det er det antal personer, du kan have et tillidsfuldt og forpligtende forhold til,” har Robin Dunbar forklaret det til The Guardian. Hvor der er en personlig historie mellem jer, og det ikke bare er navne og ansigter.”

Dunbar nåede frem til det specifikke antal ved at se på chimpanser og andre primater – altså vores nærmeste slægtninge i dyreverdenen – og de naturlige grupperinger, som de store aber indgår i, når de befinder sig i deres naturlige habitat. Dunbar analyserede sammenhængen mellem størrelsen på de enkelte abearters hjerner, den tid, de brugte på pleje af hinandens pels (hvilket er en stor del af primaters socialliv), og så omfanget af de grupper, de indgik i.

På et tidspunkt besluttede han sig for at prøve beregningerne af på den mest avancerede primat-art, også kendt som homo sapiens. Han skiftede abehjerner ud med menneskehjerner, og pelspleje med sociale menneskeaktiviteter, og ud fra det nåede han frem til, at en flok’ på maksimalt 150 personer var, hvad et menneske biologisk set ville kunne kapere at knytte bånd til. Det lød af meget lidt, i betragtning af at vi alle sammen bor i byer i dag,” siger Dunbar, men det viser sig, at det er gennemsnitsstørrelsen på et typisk jæger-samler-samfund.”

I nyere tid viser folketællinger fra det 18. århundrede, at også landbrugssamfund har samlet sig ganske præcist i grupper af 150 per landsby. Ifølge Robin Dunbar har det efter al sandsynlighed været sådan, siden det, man kalder det anatomisk moderne menneske, opstod – hvilket vil sige 250.000 år. Evolutionært er der nemlig ikke sket alverden med os siden da. Så uanset om Facebook siger, at vi har flere tusind venner, kan vores hjerner, ifølge Dunbar, kun klare at have en nogenlunde meningsfuld relation til et ret smalt udsnit af dem. Men … det havde vi nok allerede på fornemmelsen.

Dunbar-tallet kan give os et fingerpeg om, hvorfor vi ikke tager alle venner med videre gennem vores liv. Når vi når et vist antal relationer, er vi ganske enkelt nødt til at sortere fra. Prøv eventuelt selv at tælle efter som et lille eksperiment: Hvor mange mennesker kan du komme i tanke om, hvor jeres forhold stikker dybere end det umiddelbare kendskab til hinandens eksistens? Jeg kom ikke op over 150, og jeg har endda en meget stor familie.

Men selv om vi taler om en kreds på maksimalt 150 mennesker, er der stadig store forskelle på, hvilken form for relation man har til de enkelte. En stor andel (og nok flertallet) vil efter al sandsynlighed falde i den kategori, Aristoteles kaldte fornøjelsesvenskaber – de fællesskabsafhængige relationer. Og når vi mere eller mindre ubevidst sorterer fra, er det derfor ganske naturligt, at det er dem, der ryger først, hvis fællesskabets ramme ophører med at binde os sammen.

Men her er det, vi skal spidse ører. Det, vi skal forstå, er, at nok er de fællesskabsbaserede venskaber mindre holdbare. Men det gør dem ikke mindre vigtige og værdifulde for os.

Den amerikanske læge, forfatter og tidligere ledende sundhedsrådgiver for regeringen Vivek Murthy har forsket i netop betydningen af forskellige typer af venskaber, og i sin bog Together – The Healing Power of Human Connection in a Sometimes Lonely World forklarer han, hvordan selv ret perifere relationer har stor betydning for, hvordan vi trives.

Murthy arbejder med cirkler af relationer: Vi har en intimcirkel, som er de mennesker, vi elsker, og som kender os virkelig godt – børn, forældre, meget nære venner. Og så har vi en midtercirkel af gode, men mindre nære venskaber og bekendtskaber, som vi typisk etablerer ved at indgå i grupper. Det er fornøjelsesvenskaberne, som Aristoteles ville sige.

Men ifølge Murthy er de akkurat lige så vigtige for os som indercirklen af ideelle venner. Vi har, siger han, behov for begge dele: både de nære bånd og det store, mere løse” fællesskab. For eksempel samler fællesskaber sig ofte om interesser, som vi finder mening i, og som udvikler os. Og så er der noget så simpelt som det at le sammen med mange andre mennesker. Det er rent biologisk sundt for vores psykiske velvære, skriver Murthy. Og det samme er selve fællesskabet: At høre til i en gruppe kan hjælpe med til at reducere stress, udbedre følelsesmæssige traumer og hjælpe os med at skabe mening og formål med vores liv.”

Det fællesskabsbaserede venskab tjener med andre ord et vigtigt formål. Og derfor skal man ikke ærgre sig over, hvis ens relationer viser sig at høre til der. Som Frederik Svinth, forfatteren og venskabseksperten, siger, så handler det om at forstå, hvorfor vi overhovedet har venner. Jeg ser det lidt som beholdere, vi har brug for at få fyldt op,” siger han. Nogle venskaber fylder den nære beholder, og andre den lidt mere fjerne, der handler om fællesskab. Det, der kan være svært, er nogle gange at indse, at okay, det var altså der, du hørte til. I den beholder. Og det er okay, at det er sådan.”

Når vi taler om arbejdsvenskaber, er det oplagt, at det først og fremmest er fællesskabsbeholderen, de fylder. Og når det er hårdt at se dem forsvinde, handler det også om, at moderne arbejdspladser ofte forsøger at fremme netop de venskabelige, sociale bånd mellem medarbejdere. Det gør det kun mere vanskeligt at skelne mellem de venskaber, der hører til i den helt tætte cirkel, og så dem, der hører til i fællesskabet, og som faktisk aldrig behøver at rykke videre.

Men i virkeligheden burde vi nok tænke anderledes om de venner, der forsvinder. Jeg mener: Vi kunne jo vælge at skubbe vores undren, ærgrelse og tvivl om venskabets kvalitet fra os. Og i stedet sætte ekstra meget pris på det bånd, der opstod, mens rammen og tiden var til det.

Jeg tror nu alligevel, jeg vil prøve at skrive til Naja. Det kunne jo være, at det var den indsats, der skulle til. Det gør jeg. Det lover jeg.