Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Er det sjovt, eller er det bare upassende? Den danske humor forsøger at bygge bro, men kommer til at grave grøfter

Når danskere møder andre med kvikke bemærkninger, går det tit galt. Her er forklaringen på hvorfor.

Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


23. april 2022
13 min.

Der sidder fire personer på en bænk i Folkets Park i Malmø, Sverige. På græsplænen foran dem leger en lille sød, lyshåret dreng. Af uvisse grunde stopper drengen op, stamper i jorden, spytter sin sut ud, strækker sin arm op i en 45 graders vinkel, før han går videre. Den unge mand på bænken siger lavmælt til sin kæreste: Jeg tror, han har et naturtalent for at blive en stor leder, vi må bare håbe, han ikke også er sociopat.” Kæresten vender sig forarget mod ham og irettesætter ham, for sådan noget kan man ikke sige. Da de diskuterer sagen, går det op for dem, at det andet par på bænken har samme diskussion. Den ene af dem, en kvinde i 40′erne, havde sagt: Gad vide, om han hedder Adolf til fornavn”, hvilket hendes kæreste ikke syntes var spor sjovt.

Det interessante er nu, at de to personer, der jokede om den lille dreng med indirekte henvisninger til Hitler, begge var danskere, og deres respektive kærester var begge svenskere. Her hører ligheden også op. Den ene var mand, den anden kvinde, den ene var heteroseksuel, den anden homoseksuel, og aldersforskellen var også stor. Det eneste åbenlyse, de tilsyneladende havde til fælles, var deres nationale karakter.

Nu kan man jo ikke uddrage noget af en enkelt anekdote, men hændelsen (oplevet af den unge mand, som er Zetland-medlem, men gerne vil være anonym), er i hvert fald illustrativt for, hvad det skal handle om her: den danske humor, og hvorfor den tit fejler i mødet med verden.

Mange udlændinge kommer til Danmark og forventer at møde rare, varme, lykkelige mennesker, berømte for vores hang til hygge, men skærer sig på den danske ironi, der forekommer dem uforskammet, indforstået og grænseoverskridende. Omvendt oplever danskere, at de frejdigt går ud i verden med et rent hjerte og forsøger at bryde isen mellem mennesker med nogle kvikke bemærkninger og forstår ikke, at folk tager sådan på vej.

Det er selvfølgelig stærkt generaliseret, men spørgsmålet er, om der er noget om snakken. Det mener forfatterne til bogen Danish Humour: Sink or Swim, nemlig den danske franskprofessor Lita Lundquist og den britiske sprogkonsulent og oversætter af danske tekster Helen Dyrbye. Bogen er både en redegørelse for det særlige ved dansk humor, en slags guide for udlændinge til at forstå den danske humor bedre – og for danskere til at forstå reaktionerne på deres forsøg udi humoristisk mellemfolkelighed. Den baserer sig blandt andet på en række interviews og spørgeskemaundersøgelser med såvel udvekslingsstuderende fra hele verden som franskmænd, der arbejder i Danmark, og danskere i Frankrig.

Når danskere går galt i byen, skyldes det flere forskellige ting, forklarer de i bogen. En del har at gøre med den uformelle og konverserende tone, vi går til alle mennesker med. Noget har at gøre med vores måde at bruge ironi på uden at markere det klart, vores manglende fornemmelse for, hvilke emner andre finder upassende, og vores manglende skelnen mellem arbejde og privatliv, når det gælder samtaleemner. Det hænger også sammen med det danske sprog og med den danske kultur og historie. Når disse kombineres med engelskkundskaber, der halter mere, end vi bilder os ind, er risikoen for, at en kvik bemærkning opfattes som en fornærmelse, ret stor.

Det var noget, en anden Hitler-refererende dansker måtte erkende, nemlig Lars von Trier, der gravede sig dybere og dybere ned i et hul over for en måbende offentlighed ved filmfestivalen i Cannes i 2011 med det improviserede svar på et spørgsmål, der endte med den berømte sætning: I understand Hitler.” Han begik stort set alle de ting, der gør, at den danske ironi fejler i mødet med den store verden.

Der kan melde sig den tanke, at selv om Danmark er et meget globaliseret land, er vores væremåde stadig præget af, at vi kommer fra et konsensussamfund, hvor fællesskabet er en præmis. Og når vi så pludselig står et sted, hvor vi ikke har så meget til fælles, er vi på dybt vand.

Lad os kigge nærmere på de forskellige grunde til, at den danske humor går galt – også for de Zetland-medlemmer, der ligesom den unge mand på bænken har skrevet til mig (tak for det) med deres beretninger.

Helt grundlæggende kan man måske sige, at danskere har en idé om, at deres humor simpelthen er humor; at den konverserende ironi, de bruger blandt venner, på arbejdspladsen og nede i fodboldklubben, kan overføres til resten af verden – og til det engelske sprog. Det kan den bare ikke. Det er universelt at gøre brug af humor, men konkret humor er kulturelt forskellig. De kvikke bemærkninger og ironiske hverdagsjokes falder jo allerede nogle gange til jorden i de danske sammenhænge. Og når man først bevæger sig ud i verden – eller modtager folk derudefra – er risikoen langt større.

Det mest oplagte aspekt at begynde med er, hvordan mange danskere ikke har en fornemmelse for, hvor andres grænser går. Som i eksemplet med at sammenligne det vredt heilende barn med Hitler på en måde, så kun kæresten hører det. Det er noget, jeg selv ville kunne have fundet på, ja, som jeg endda selv har gjort med min egen datter, og som jeg opfatter som så indlysende absurd, at det ikke burde kunne støde nogen. Men det gjorde det altså på bænken i Malmø.

Et andet eksempel kommer fra Zetland-medlemmet Rikke. Hun var udstationeret i USA sammen med en række andre danskere på en vindmøllefabrik, og danskerne oplevede her, at deres forsøg på at skabe en uformel og venskabelig tone med deres amerikanske kolleger faldt til jorden. Rikke giver et godt eksempel på det: En dag brokkede en af amerikanerne sig over ondt i knæet og ondt i ryggen, hvortil jeg udbryder: If you had been a horse you would have been shot. Jeg griner for at indikere, at det er en joke. Jeg tænker ikke nærmere over det, indtil jeg kort efter bliver kaldt ind til HR-chefen, hvor jeg skal stå skoleret. Hun havde taget det meget bogstaveligt, og sådan noget må man selvfølgelig ikke sige. Jeg kunne heldigvis nøjes med en reprimande og en undskyldning til min kollega.”

Her er det sammenligningen med en hest, der vækker anstød – en sammenligning, der ikke er meget mindre absurd end at sammenligne et barn med Hitler, men som samtidig rummer en undertone af, at man ikke er noget værd og kan blive skudt, hvis man er skadet – en holdning, Rikke naturligvis er meget fjernt fra at have.

Forfatterne til Danish Humour nævner fire hovedemner, hvor danskere typisk taler bramfrit med fremmede, som opfatter det som upassende: sex, politik, religion og penge. Man kunne så i lyset af de to eksempler tilføje sammenligninger med dyr og Hitler til en lidt løsere, udvidet liste.

Men det er ikke så simpelt, at danskere bare kan joke med alle emner, og at andre folkeslag så synes, det er for meget. Det handler i høj grad om konteksten, om hvor, til hvem og hvordan man kommer med sine kvikke bemærkninger. Når man dyrker den kvikke bemærkning, er hurtighed og spontanitet en dyd, og mestrene udi den kvikke bemærkning har altid sådan en parat, tit også før de lige har stukket en finger i jorden og fornemmet, om deres omgivelser er parate til at værdsætte den. Det er ikke, fordi en sådan dansker er grov eller ufølsom, det er som regel faktisk et velmenende forsøg på at bryde isen. Med den kvikke bemærkning håber danskeren at få modparten til at smile eller endda grine, og så er der bygget en bro gennem humoren. Det var også det, Rikke forsøgte med sin hestebemærkning. Problemet er, at hvis ikke det gøres elegant og med etableringen af en fælles referenceramme, kan der i stedet for en bro blive gravet en voldgrav.

Et af de steder, hvor det ofte går galt, er netop i arbejdssammenhænge. Danske arbejdspladser har (stærkt generaliseret) en afslappet omgangstone, hvor hierarkierne ikke tegnes lige så skarpt op som mange andre steder. Sådan er det også her på Zetland. Der foregår en del drilleri, og sarkasmen er nogle gange så tyk, at en fremmed, der kom ind i lokalet, ville blive chokeret. Og samtalen over frokostbordet når ofte langt ind i privatlivet, også på en jokende facon. Den tone er bygget op gennem årevis af tætte samarbejder, og den kan ikke uden videre eksporteres.

I de fleste andre lande, for eksempel Frankrig, som er et gennemgående eksempel i Danish Humour-bogen, er det ganske anderledes. Hierarkierne er skarpere tegnet op mellem medarbejdere og chefer, og man taler ikke om personlige ting, før man er kommet tæt på hinanden.

Zetland-medlemmet Naja har i forbindelse med en undersøgelse talt med en række sosu-elever med udenlandsk baggrund, og en mexicansk kvinde fortalte, at hun af en vejleder blev mødt med bemærkningen: Det er godt nok nogle praktiske sko, du har på der.” Det forstod hun ikke, for hun havde højhælede sko på, og hun blev forvirret over, hvad budskabet var. Og nok også lidt stødt over, at hendes påklædning overhovedet blev påtalt, for det opfattede hun som en privat ting.

Vejlederens bemærkning var også lodret ironisk. Og det er næste vigtige faktor: vores brug af ironi.

Ironi er ikke noget, danskere har patent på, den findes formentlig over det meste af verden i forskellige varianter, men den danske ironi er svær at fange for andre, hvis man ikke understreger den. Vejlederens brug af ironi over for den mexicanske sosu-assistent var nok et forsøg på at fortælle hende, at det ville være smartere med flade sko, men har formentlig ikke i sit tonefald tydeligt indikeret, at det var en ironisk bemærkning.

Zetland-medlemmet Ole fortæller om, da han som 16-årig gik på sommerskole i Californien og boede hos et ældre værtspar. Den første morgen diskede kvinden, Margret, op med et overdådigt morgenbord med alt det bedste fra en amerikansk brunch – fra pandekager med sirup over French toast til et arsenal af frugter. Jeg var målløs og var slet ikke vant til at spise særlig meget til morgenmad,” fortæller Ole, men jeg var 16 år og gik til den. Efter en time havde jeg næsten tømt alle fade og var fuldstændig overspist og proppet. Det var så her, Margret spurgte mig, om maden smagte godt. Jeg svarede med en, syntes jeg selv, kæk ironisk stemme, mens jeg smilede: No, everything was awful.”

Den 16-årige Ole forsøgte at ironisere over det indlysende, at det var en fantastisk morgenmad, men Margret var ikke parat til en sådan ironi og reagerede med et forfærdet og såret ansigtsudtryk. Efterfølgende gjorde Ole, hvad han kunne, for at overbevise hende om, at han elskede hendes morgenmad, men hun ville aldrig helt tro på det, fortæller han og understreger, at han er blevet bedre til at udtrykke ros.

Hvis ironi skal lykkes over for fremmede, skal to ting være på plads: Der skal være en indikation af, at der er tale om ironi, og der skal være en fælles forståelse af referencerammen for ironien. Sosu-vejlederen har nok diskret markeret ironien med ordene godt nok’, men hans mexicanske elev fangede ikke dette diskrete sproglige hint. Og Ole regnede med, at morgenbordets overdådighed var en indlysende præmis, men den fælles forståelse var ikke etableret.

Ironi rummer altså ofte en indforståethed, og man kan ikke tage for givet, at andre har den samme referenceramme. Det måtte Pernille sande, da hun fik at vide, at en yngre kollega var gift med en kvinde fra Peru, og udbrød fra det mørke Peru” med en uskyldig reference til børnebøgerne om bjørnen Paddington. Men den kendte kollegaen ikke, og han opfattede det som en racistisk bemærkning, der gik på hustruens hud- og hårfarve. Selv om Pernille forklarede referencen, hjalp det ikke; fornærmelsen var sket.

Ud over at have etableret den fælles referenceramme er det en god idé at markere ironien sprogligt. Men forskellige sprog har forskellige måder at markere tonen i det sagte på. Og det er endnu en grund til, at danskere går galt i byen med deres kvikke bemærkninger.

Når man taler sammen på et sprog, som ikke er modersmålet for begge parter, er der detaljer, som undslipper sig. Hvis en dansker kommer med en kvik bemærkning på engelsk, vil den rent sprogligt ofte komme plump og direkte ud, hvor en englænder ville indsætte en række elegante sproglige distancemarkører. Og omvendt: Hvis danskeren så taler dansk, vil en udlænding, som forstår dansk, men ikke har det som modersmål, ikke altid kunne afkode de meget diskrete markører i det danske sprog. Lad os kigge nærmere på dem med afsæt i bogen Danish Humour, der går en del ned i netop det sproglige.

For ligesom vores landskab, vores hierarkier og vores rugbrødsmadder er flade, er dansk et lidt monotont, nærmest fladt sprog i udlændinges ører. Vi bruger ikke særlig meget intonation, altså talens tonehøjde’, sammenlignet med de fleste andre sprog, heriblandt norsk og fransk, hvor intonationen spiller en noget større rolle. På fransk vil man markere, at noget er ment ironisk eller humoristisk, med intonationen. For danskere er det snarere en dyd at kunne levere en joke uden at fortrække en mine, leveret med den samme upåvirkede intonation som enhver anden bemærkning. Det er, som om ironien bliver stærkere af, at man ikke peger på den. Det er på sin vis effektivt, men kun når man er blandt ligesindede. Og hvis man overfører det flade tonefald til for eksempel engelsk, fungerer den danske intonation ikke. Den lyder sært uengageret og kan derfor opfattes som afvisende.

På dansk er der en række småord, som signalerer en distance til det, man siger, og som derfor også bruges som diskrete markører for ironi. Det er små ord som da’, vel’, jo’, vist’ og nok’, som man næsten skal være født og opvokset i Danmark for at bemestre til perfektion. Vi hører og bruger dem uden at være særlig bevidste om dem.

På samme måde bruger englændere relativerende ord som rather’, hardly’ og quite’, som de færreste danskere bemestrer trods deres selvforståelse af at være mægtige til engelsk. Måske kunne Ole have markeret ironien i sin studse bemærkning om en forfærdelig morgenmad gennem en større sproglig elegance. Hvis han nu i stedet for at sige it was awful havde sagt: I must say, that was hardly a breakfast, there wasn’t anything on the table eller noget i den retning og samtidig havde smilet ironisk og intoneret meget, så … ja, det er stadig ikke sikkert, den var fanget, men sandsynligheden ville nok være større.

Så hvad kan vi lære af det her – og hvad kan udlændinge lære om os?

I stedet for at tro, at vores humor er universel, skal vi huske, at den er en kulturelt specifik størrelse, indlært fra barnsben og måske påvirket af den danske tillidskultur, hvor forskellene er relativt få, og konflikter kan nedtrappes med en joke. Og derfor skal vi huske, at når vi møder udlændinge, kan den tone ikke uden videre overføres – hverken på engelsk eller dansk. Hvis vi vil undgå at blive misforstået, er vi nødt til at gøre os umage og tydeliggøre, at vi udtrykker os humoristisk, i hvert fald indtil en fælles jargon er oprettet med alle de indforståetheder, en sådan kan rumme.

Men der skal jo to til tango. Så hvad med de andre? Skal de ikke også forsøge at forstå den danske humor? Jo, det er også en rigtig god idé. I denne artikel har jeg holdt mig meget på vores, danskernes banehalvdel. Men bogen Danish Humour er jo på engelsk og i høj grad henvendt til udlændinge, der gerne vil navigere blandt danskere og undgå at føle sig trådt over tæerne. Så hvad kan de med fordel lære?

Først og fremmest, at hvis en dansker siger noget, der lyder mærkeligt, overraskende, måske endda fornærmende, så overvej, om det kunne være humoristisk ment. Kunne der ligge en joke et sted? Smilte hun, da hun sagde det? Kunne det være en ironisk bemærkning med den hensigt at skabe et umiddelbart bånd gennem humoren, selv om det måske virker lidt off og uforskammet? Hvis du er i tvivl, så spørg.

Hvis begge parter anstrenger sig lidt, vil humoren bedre kunne tjene isbryderformålet og bygge bro med genkendelsens smil.

For vi sætter jo faktisk pris på vores danske humor. Også den, der har lidt kant, som når man ser et barn ligne Hitler. Den skal bare doseres i de rette sammenhænge på en måde, hvor den bliver forstået.

Der er nemlig også en risiko for at falde i den modsatte grøft, hvor vi ikke tør joke mere af frygt for, at nogen skulle misforstå os. Det er i hvert fald en erfaring, Ida Marie har gjort sig. Hun fortæller: I de år jeg arbejdede som international vejleder, lagde jeg pludselig mærke til, at jeg var blevet ret kedelig. Min humor var blevet lidt falde på halen-agtig’, fordi den var tilpasset det internationale miljø. Det sorte og det selvironiske var forsvundet for en stund. Den er dog tilbage igen, og ofte kalder jeg den nu over for udlændinge for Danish love’.”

Hvis den danske humor på den måde er et kærlighedssprog’, skal man måske bare lige holde lidt igen, indtil flirten’ er etableret.