I brede kredse er Skive nok bedst kendt for rundkørselskunst og en festival, der engang var et beach party. Ja, og så selvfølgelig for Hancock Bryggerierne – dem med Høker bajeren – og for blæsten, der går frisk over Limfjordens vande.

Færre er nok klar over, at Skive også er et sted, hvor man kan tage hen for at se fremtiden. Den ligger lidt nordvest for byen. Lige dér, midt på halvøen Salling, findes nemlig noget, der hedder GreenLab Skive. Jeg har haft lyst til at tage derhen, lige siden jeg første gang hørte om projektet. For det indeholder alt det, politikere, ingeniører og klimanørder som mig taler om hele tiden – Power-to-X (PtX), brintinfrastruktur, kulstoflagring, sektorkobling, den slags. I lang tid var problemet bare, at der ikke rigtig var noget at se, ud over en bar mark.

Sådan er det ikke længere. Nu sker det faktisk – nu kan man se fremtidens grønne energisystem vokse frem foran sine øjne lige dér, lidt nordvest for Skive. Og det er både ret vildt, ret spændende og ret vigtigt. Derfor vil jeg nu tage dig med på rundtur i fremtiden ved at tage dig med på rundtur i GreenLab Skive. Undervejs skal vi møde en masse forskellige mennesker, og det bliver rimelig nørdet indimellem, men det bliver også vildt fascinerende, og jeg skal nok forklare det hele. Når vi er færdige, vil du have en idé om, hvordan Danmarks energisystem, og faktisk også store dele af Europas og hele verdens energisystem, kan komme til at fungere om måske 15-20 år, i en langt mere klimavenlig og faktisk ikke særlig fjern fremtid.

Så lad os komme i gang!

Vi begynder på et højdedrag i udkanten af GreenLab Skive sammen med direktøren for det hele, Christopher Sorensen. Fra højdedraget kan man nemlig overskue det store, åbne industriområde, hvor der ligger en masse små og store fabriksanlæg. Firkantede bygninger, ståltanke, stålrør, skorstene, gule entreprenørmaskiner, der kører rundt og graver og bygger ud.

Midt i det hele står en stor vindmølle og drejer rundt, og bag en skov lidt væk er der endnu flere. “Det er en del af parken, så vi forsyner os selv med fornybar energi,” siger Christopher Sorensen. Oprindeligt er han fra New York, men nu er han altså havnet her – det er noget med en kvinde, selvfølgelig, og Uffe Elbæk og en smart city i Abu Dhabi, men det er en helt anden historie. Nu handler det om GreenLab Skive. “Princippet her er, at vi har en energipark og en række grønne industrier, der er koblet sammen for simpelthen at opnå den her klimavenlige industriverden,” siger Christopher Sorensen.

Og det er lige præcis dét, der adskiller GreenLab Skive fra alle de andre industriområder, der ligger strøet ud over hele Danmark. Hele idéen her er nemlig at:

1. samle en masse virksomheder, som arbejder med teknologi, der skal bruges i fremtidens grønne energisystem
2. få dem til at arbejde sammen, så den ene virksomhed udnytter den andens produkt eller overskudsvarme eller affald, eller hvad der nu bliver tilovers.

På den måde kan virksomhederne tilsammen skabe noget, der er større end dem selv. Sektorkobling, kalder nørderne det. Og det er dét, vi nu skal se i praksis.

Første stop på rundturen er den dims, som overbeviste mig om, at det var nu, jeg skulle til Skive. Den er næsten lige ankommet, og den gemmer sig inde i et stort, hvidt telt. Uden for teltet render en masse mænd rundt iklædt skriggult arbejdstøj og sikkerhedshjelme, og det er en særskilt pointe: Fremtidens energisystem skal bygges af mennesker i arbejdstøj og sikkerhedshjelme. Virkelig, virkelig mange mennesker i arbejdstøj og sikkerhedshjelme. De her arbejdere er ved at teste, om dimsen holder tæt. Men vi får lov til at kigge ind bag teltdugen i en pause. Derinde står den – firkantet, lidt større end en skibscontainer og fuld af rør og ledninger, der løber på kryds og tværs mellem hinanden.

Manden, som viser dimsen frem, hedder Morten Rosenløv Jensen, han er kemiingeniør, og indtil for nylig arbejdede han i oliebranchen. Hvilket er passende, for det her handler også om brændstof – bare grønt brændstof.

“Jeg ved ikke, om du har prøvet det forsøg i fysiklokalet, hvor du sætter strøm til to elektroder, og så bobler der brint op ved den ene elektrode og ilt op ved den anden,” siger han. “Det er egentlig det, der grundlæggende sker her.”

Dimsen er et elektrolysemodul fra firmaet Green Hydrogen Systems. Det kan spalte vand til ilt og brint, og det gør det til en nøglebrik i fremtidens energisystem. Brint kan nemlig brænde, og derfor kan brint erstatte olie og gas alle mulige steder, hvor man ikke bare lige kan bruge strøm. I industrien, i fly, i skibe.

Sådan set kunne man også bruge brint i biler, men her er der lige et vigtigt – skal vi sige: opmærksomhedspunkt. Altså et sted, hvor man skal tænke sig godt om, hvis fremtidens energisystem faktisk skal være grønt. Dem kommer der flere af undervejs. Men det første her, det handler om strømforbrug.

Elektrolysemodulet bruger nemlig virkelig meget strøm. Når det kører på fuld kraft, bruger det seks megawatt strøm. Det svarer til 545 elbiler, som står og lader på ladestandere ligesom den, jeg har hjemme i indkørslen. På et år kan dette ene elektrolysemodul derfor bruge lige så meget strøm som alle indbyggerne i en mellemstor provinsby.

“Hvis vi siger, at en husstand bruger lidt over 4.000 kilowatt-timer om året, så er vi oppe over 12-13.000 husstandes forbrug,” siger Morten Rosenløv Jensen.

Så hvis vi skulle lave brændstof til alle Danmarks biler med Green Hydrogen Systems’ elektrolysemoduler, ville det kræve helt sindssygt meget grøn strøm, og det har vi allerede problemer nok med at skaffe. Det store strømforbrug betyder altså, at man skal tænke sig om, med hensyn til hvad man vil bruge brint til i fremtidens energisystem.

Men på en måde er strømforbruget også en fordel. Det betyder nemlig, at elektrolysemodulet kan levere noget andet vigtigt ud over brint. Og det er fleksibilitet.

Når der er meget blæst eller solskin, kan elektrolysemodulet producere brint på fuld kraft. Men når der er mindre blæst eller sol, kan ejeren – for eksempel et stort energiselskab – skrue ned, eventuelt mod betaling, så der bliver noget strøm tilovers til alle elbilerne og opvaskemaskinerne. Og der kan virkelig hurtigt skrues op og ned, siger Morten Rosenløv Jensen: “Vi snakker sekunder – måske 40 sekunder eller hurtigere, hvor vi kan køre op til fuld last og ned igen, når anlægget er i drift.”

Planen er, at der skal stå 17 elektrolysemoduler ved siden af hinanden på GreenLab Skives område. Det er smart at lave mange mindre moduler i stedet for ét stort, for så kan man serieproducere modulerne. Det har de perfektioneret i vindmøllebranchen, hvor serieproduktion har gjort møllerne uhørt billige. Nu håber Green Hydrogen Systems, at de kan gøre Vestas og co. kunsten efter. Det håber politikerne også, for det er dén her teknologi, de mener, når de taler om at skabe et nyt dansk industrieventyr med PtX.

Ude foran teltet møder vi igen Christopher Sørensen, direktøren for GreenLab Skive. Han vil nemlig gerne vise os to vigtige ting. Den første handler om dét, der skal fodres ind i elektrolysemodulet, ud over strøm – nemlig vand. Elektrolyse kræver en masse vand, for ellers er der ikke noget at spalte til ilt og brint. Og her har Christopher Sorensen store ambitioner om at gøre noget smart. Han peger over mod en mørkegrå bygning, der ligger nogle hundrede meter væk.

“Hvor kommer vandet fra?” spørger han og svarer selv: “Det kommer derfra. Vi kommer til at lave nogle boringer, men vi vil også bruge andre former for vand: industrivand, deponivand, PFAS-vand. Der er en masse typer vand, som ikke er drikkevand, som vi kan bearbejde til PtX.”

Man kan ikke bruge almindeligt postevand til elektrolyse uden at behandle det først, så Christopher Sorensens plan er, at når der alligevel skal behandles vand, kan så meget som muligt af det lige så godt være spildevand. Og det skal altså behandles ovre i den mørkegrå bygning. Det er bare ét eksempel på, hvordan GreenLab Skive kan forvandle noget af samfundets affald til en ressource. Der kommer flere, men først skal vi høre om den anden vigtige ting, Christopher Sørensen gerne vil vise os.

Det er to rør, som er ved at blive gravet ned ude foran teltet. De er sorte, ikke mere end ti centimeter tykke og egentlig temmelig upåfaldende. Men det er nogle helt særlige rør. De kan nemlig vise os, hvordan man kan bruge dét, der kommer ud af elektrolysemodulet – brinten.

Rørene ligger klar til at blive gravet ned hele vejen hen til Vestjyllands Andels fabrik. Danish Marine Protein, hedder den, men den bliver mest bare kaldt for Søstjernefabrikken. Planen var nemlig, at fabrikken skulle lave proteinfoder ud af søstjerner. Det er et mere klimavenligt alternativ til den soja, som danske grise, køer og høns spiser enorme mængder af, og som ofte kommer fra tidligere regnskov i Brasilien. Det har så vist sig ikke at være helt enkelt med de søstjerner, fortæller Poul Erik Andersen, men fabrikken kan også lave proteinfoder ud af alt muligt andet. Det skal de bruge varme til, og det er her, brinten kommer ind i billedet. Den skal brændes af i stedet for fossil naturgas, som fabrikken bruger i dag.

Rørene, som fører brinten fra Morten Rosenløv Jensens elektrolysemodul hen til fabrikken, er faktisk et lille stykke danmarkshistorie. De er nemlig de første i landet, som fører brint fra et PtX-anlæg hen til en fabrik. Men de bliver helt sikkert ikke de sidste. Snart vil der løbe sådan nogle rør ude fra havvindmølleparkerne i Nordsøen, og fra en masse elektrolysemoduler inde på land, på kryds og tværs af Danmark og ned til den tyske industri, som er sulten efter et grønt alternativ til Putins gas. Det er i hvert fald planen.

Og her kommer der så lige et opmærksomhedspunkt igen. For det er formentlig ikke lige den mest klimavenlige løsning at brænde brint af for at tørre muslinger og fiskeafskær. Det ville nok være bedre at bruge el. Og sådan er det mange steder. Men nu var brinten lige ved hånden og tilmed gratis, fordi produktionen længere oppe ad vejen stadig er på forsøgsbasis. Så lad nu det ligge. Pointen er: Det behøver ikke at være særlig svært at skifte fossil gas ud med grøn brint på en fabrik.

På bordet i fabrikkens frokoststue lægger Poul Erik Andersen gennemsigtige æsker frem med proteinpulver i forskellige farver. Det ligner nærmest en slags grise-takeaway. “Det her er fiskeafskær,” siger han. “Og så har vi søstjerner, det er sådan lidt mere gult i det. Og her har vi en med rejer. Det er rigtig godt, især til heste. De bruger det vist også til søerne, for at de kan holde længere som produktionsdyr.”

Der er også en æske med muslingepulver. Det er lavet af affald fra Vilsund Blue oppe i Nykøbing Mors, fortæller Poul Erik Andersen. Men den mest interessante æske er faktisk den, der indeholder et ret kedeligt udseende grønbrunt pulver. Det er nemlig græsprotein, og det har man snakket rigtig meget om i dansk landbrug de senere år. Hvis man dog bare kunne give grisene græsprotein, kunne man komme af med den klimaskadelige soja. Måske kunne man endda bruge græsprotein til vegetarfrikadeller.

Pulveret er et vigtigt skridt på vejen. Men der skal ret meget græs til at lave sådan en æske græsprotein. Så det ville ikke hænge sammen, hvis man ikke kunne bruge den del af græsset, der ikke er protein, til noget. Og her kommer vi til det næste eksempel på, hvordan det hele hænger sammen. For den del af græsset, der ikke bliver til proteinfoder, kan blive til energi. Og energi, det er penge værd. Vestjyllands Andels salgsdirektør, Jeppe Tokkesdal, er også med i frokoststuen, og han siger det sådan her:

“Det bliver meget svært for os at se økonomien i at lave græsprotein, hvis vi ikke kan tage tørstoffraktionen, som jo er den store masse af græsset, og putte den over i et biogasanlæg og udnytte gaspotentialet til at få noget indtjening.”

Biogasanlæg kan altså hjælpe med at bane vejen for mere klimavenligt foder og måske engang også mere klimavenligt protein til mennesker. Og fra vinduerne i frokoststuen kan man faktisk se et biogasanlæg – seks store, cylinderformede biogasreaktorer, som står nogle hundrede meter væk. Det er næste stop på rundturen.

Foran de store biogasreaktorer møder vi Christian Frandsen, som er direktør i GreenLab Skive Biogas. Han forklarer, hvad der foregår inde i reaktorerne, hvor bakterier tygger sig igennem alt muligt biologisk materiale, fra griselort til appelsinskaller.

“Den biologi, som omdanner alle de her biomasser til metan, minder meget om det, der er i vommen på en ko,” siger han. “Alt, hvad der er organisk, kan de arbejde med, og når der stadigvæk er noget energi i det, der kommer ud af koen og grisen og hønen, så skyldes det jo, at foderet løber rimelig hurtigt igennem sådan en ko. Men her har vi biomasserne inde i vores reaktortanke i omkring 55 dage.”

Sidste år producerede Christian Frandsens biogasanlæg 24 millioner kubikmeter metan, fortæller han. Det svarer til 15.000 husstandes årsforbrug af gas. Og det er jo ret meget. Så biogasanlæg er en vigtig brik i fremtidens energisystem, fordi de kan vride grøn energi ud af alt muligt: Appelsinskaller fra Skive Festivals drinks, kaffegrums fra din morgenkaffe og en hel masse restprodukter fra landbruget. Mens vi står og snakker ude foran kontoret, kommer den ene lastbil efter den anden kørende ind på pladsen med deres cylinderformede tanke fulde af gylle til bakterierne. Der kommer 35 vognlæs om dagen.

Biogasanlæg er altså endnu et eksempel på, hvordan man kan forvandle affald til ressourcer, og det er jo virkelig smart. Men der er altså også et meget vigtigt opmærksomhedspunkt her. Vi bestiger en af de kæmpehøje reaktortanke, og oppe fra toppen kan man se bunker med alt det, der ryger ind til bakterierne, ud over gylle: solsikkekerner, havreskalpiller, ensilage af halm fra frøgræs. Men opmærksomhedspunktet er to store bunker med majsensilage og græsensilage. “Det er afgrøder, som er dyrket med det ene formål at lave energi,” siger Christian Frandsen. “Det bruger man ikke så meget mere, og det er også fint, at det bliver faset ud, så vi kun bruger noget, som er affald.”

Hvis man fodrer bakterierne i et biogasanlæg med energiafgrøder, holder det op med at være særlig grønt. Så det er alt andet end ligegyldigt, hvad der ryger i biogasanlæggene i fremtidens energisystem. Hvis det skal være rigtig grønt, skal det faktisk helst være noget, som ingen andre kan bruge til noget som helst. Og den slags er der ikke uendelige mængder af. Det sætter visse begrænsninger. Og det er altså dét, der er opmærksomhedspunktet.

Men historien slutter ikke her. Der er nemlig mere at komme efter på biogasanlægget end bare gas. Selv når bakterierne er færdige med al snasket i reaktortankene, kan man stadig få mere ud af det. Og det kan i princippet foregå lige ovre på den anden side af vejen. Her ligger nemlig et testanlæg for en teknologi, der er udset til at spille en nøglerolle i den grønne omstilling af dansk landbrug og faktisk også i hele menneskehedens bestræbelser på at få styr på CO2-indholdet i atmosfæren.

Ovre på den anden side af vejen huserer Kim Hansen, som har en fortid hos vindmøllefabrikanten Siemens Gamesa. Nu passer han et stort, brummende anlæg med en masse isolerede rør og en stor, varmende ovn. Det er et pyrolyse-testanlæg, som tilhører virksomheden Stiesdal SkyClean.

“Lige nu kører vi på halm i pilleform. Men vi har også kørt på biorestfibre, altså affald fra et biogasanlæg,” siger Kim Hansen og viser nogle små, cylinderformede piller, som han har stående i små spande på et bord. De lyse er sammenpresset halm, men de lidt mørkere er sammenpressede fibre fra biogasanlæg – seje kulstofforbindelser, som bakterierne ikke kan nå at nedbryde på den tid, de har til rådighed. Der er også nogle helt sorte, små piller. “Det er så vores biokul. Det er slutproduktet, der kommer ud,” siger Kim Hansen.

Kim Hansen varmer de små, tørre fiberpiller op til 600 grader i en pyrolyseovn, hvor der ikke er noget ilt. Det forvandler pillerne til biokul – de små, sorte piller – og det er smart. Kullet kan nemlig pløjes ned i landbrugsjord, hvor det kan blive liggende i århundreder og gøre jorden bedre at dyrke. Og det betyder, at det anlæg, som Kim Hansen går og passer, kan fjerne CO2 fra atmosfæren.

Årsagen er den her: Når planter vokser, hiver de CO2 ud af atmosfæren og omdanner det til – ja, plante, for eksempel halmstrå. Normalt bliver CO2’en fra et halmstrå frigivet til atmosfæren igen ret hurtigt, når strået rådner, som halmstrå typisk gør. Men hvis man kører strået igennem Kim Hansens pyrolyseanlæg og forvandler det til biokul, kan kulstoffet ikke længere slippe ud i atmosfæren og blive til CO2.

FN’s klimapanel vurderer, at teknologien måske engang vil kunne begrave så meget kulstof i jorden hvert år, at det svarer til mere end en tiendedel af alle de drivhusgasser, vi mennesker årligt udleder. Det betyder, at vi i fremtiden kan bruge biokul til at neutralisere nogle af de CO2-udledninger, vi af en eller anden grund har svært ved at stoppe. Når vi engang er holdt helt op med at udlede CO2, kan vi bruge biokul til at sænke CO2-niveauet i atmosfæren, så der ikke bliver alt for varmt på kloden.

Det lyder jo skønt, men der er – selvfølgelig – også et lille opmærksomhedspunkt her. Ligesom med biogas er det nemlig ikke ligegyldigt, hvad man putter i pyrolyseovnen. Der er ikke uendelige mængder af det landbrugsaffald, som faktisk egner sig.

Men heller ikke dén historie slutter her, for biokul er ikke det eneste, der kommer ud af Kim Hansens anlæg. Der kommer også grøn energi. Når pillerne bliver varmet op, bliver noget af dem nemlig forvandlet til gas og olie. Olien kan raffineres til flybrændstof, og gassen kan bruges i stedet for fossil naturgas. Og her bliver det igen tydeligt, hvordan det hele hænger sammen på den her mark i Skive og derfor også i fremtidens energisystem.

Fra pyrolyseanlægget løber der nemlig et gasrør ind til en stor kedel i et rum ved siden af. Kedlen varmer vand op, som bliver sendt ned i nogle rør, der løber under vejen og kommer op af jorden igen ovre på den anden side – ovre hos Christian Frandsen, biogasdirektøren, ham, der lige viste os rundt på sit biogasanlæg. Han kan nemlig godt bruge varmt vand til noget, han skal gøre, når bakterierne i hans reaktortanke er færdige.

Godt så. Nu skulle man jo tro, at cirklen var sluttet, og at du havde fået et komplet indblik i, hvordan fremtidens energisystem kan komme til at fungere. Det har du også næsten. Men der er lige to ting mere, som du gerne vil høre om, og den første af dem er altså ret fascinerende.

Igen skal vi vises rundt af en mand med sikkerhedshjelm. Rasmus Hvid Kærsgaard, hedder han. Og vi begynder inde i et telt fuldt af plastikaffald: Haribo-poser, koldskålskartoner, en tom vådservietpakke, et knækket plastiklåg, en smørbakke, alt muligt skrald ligger mast sammen i store, firkantede bundter.

Rasmus Hvid Kærgaard er direktør på den norske virksomhed Quantafuels fabrik i GreenLab Skive, og dét, som fabrikken kan, er altså ret vildt. Den kan nemlig forvandle plastikaffaldet – også det allermest snaskede og krøllede og forurenede, som ikke kan genbruges på andre måder – til helt ny og ren plastik. Her har vi altså igen et eksempel på, hvordan GreenLab Skive forvandler samfundets skrald til en ressource.

Det foregår sådan her: Plastikken bliver proppet ind i en lang, cylinderformet pyrolysereaktor, som forvandler den til olie og gas. Gassen bliver brugt til at holde ovnen kørende, men olien kan raffineres til noget, som bliver sendt videre til den tyske kemigigant BASF, der laver ny plastik af det. For hvert ton plastikaffald, der kommer ind, kan Rasmus Hvid Kærsgaard levere råmateriale til omkring 700 kilo jomfruelig plastik og andre kemiske produkter. Tabet skyldes dels det med gassen, dels at der er andet end plastik i affaldet – vand, pap, rester af gammel yoghurt, den slags.

“Det er vand, der måtte være i plastikken, bliver også til vand senere hen. Vi kan ikke lave vand til olie, desværre. Det kunne ellers være spændende,” siger Rasmus Hvid Kærsgaard.

Rasmus Hvid Kærsgaards fabrik, Quantafuel, er ikke koblet sammen med de andre virksomheder i GreenLab Skive – endnu. Men det kunne den blive. Inde i industriparken ligger for eksempel en genbrugsplads, hvor folk leverer plastik ind. Poul Erik Andersen fra Vestjyllands Andel – ham med søstjernerne – finder også jævnligt plastik i maven på de fiskeskrog, han laver proteinfoder af. Teoretisk set kunne man også koble et CO2-fangstanlæg på Quantafuels skorsten og bruge CO2’en til metanol. Men det er alt sammen ret spekulativt.

Det mest oplagte er nok en helt fjerde mulighed. Quantafuel har nemlig, ligesom nærmest alle andre på GreenLab Skives område, noget, som både andre virksomheder og det omgivende samfund kan bruge: overskudsvarme. Det er næsten umuligt at foretage sig noget som helst, uden at der kommer overskudsvarme ud af det. Prøv bare at tage ti englehop. Det får man varmen af. Og sådan er det også med alle industriprocesserne på GreenLab Skive. Ikke mindst den proces, som vi startede med – brintproduktionen. Når den engang kommer op i skala, bliver der rigtig, rigtig meget varme tilovers. Derfor er sidste stop på rundturen et møde med en herre, der har en drøm om at fordele overskudsvarmen fra GreenLab Skive ud over hele halvøen Salling.

“Senior,” står der på Henning Christensens visitkort. Engang var han bankmand, men nu har han dedikeret en del af sit otium til et storstilet projekt. Foran mig på bordet i et mødelokale i GreenLab Skives kontorbygning lægger han et kort over Salling med stiplede, røde linjer på. Linjerne repræsenterer mulige fjernvarmerør, og de løber fra GreenLab Skive ud til Sallings landsbyer – Roslev, Durup, Rødding, Balling og så videre. Der er også tegnet en linje op til Jonas Vingegaard i Glyngøre. Eller i hvert fald til Glyngøre.

Henning Christensen er formand for en arbejdsgruppe, som de lokale fjernvarmeselskaber har nedsat for at undersøge, hvordan GreenLab Skives overskudsvarme kan udnyttes til fjernvarme. Med sig har han også en foranalyse fra to ingeniørvirksomheder, som viser, at projektet kan tjene sig selv hjem over en 20-årig periode. Men det vil kræve en investering på mindst 330 millioner kroner. Faktisk mere end en halv milliard, hvis der også skal trækkes rør hen over Sallingsundbroen til Mors. Det er mange penge at låne på fjernvarmekundernes vegne og en stor risiko at tage. Så nu handler det om at fjerne noget af risikoen med tilskud eller lånegarantier.

“Hvis du eksempelvis kan få 50 procent tilskud, så har du reduceret din risiko med 50 procent,” siger Henning Christensen. Et andet vigtigt spørgsmål er, om de lokale kommuner kan og vil stille lånegaranti uden at kræve sikkerhed hos fjernvarmeforbrugerne. Men det skal nok lykkes at få finansieringen på plads på en eller anden måde, mener han.

“Jeg føler mig overbevist om, at det kommer til at ske. Men selvfølgelig har det været op ad bakke. For vi startede jo med stor begejstring, fordi gaspriserne og oliepriserne lå oppe omkring 20 kroner, og nu er det så faldet til seks-syv kroner.”

Ja, fremtidens energisystem bygger ikke sig selv. Og de fleste af de teknologier, som man kan se hos GreenLab Skive, befinder sig stadig på et stadie, hvor de har brug for hjælp og støtte for at klare sig i den fri konkurrence på et marked, hvor overforbrug og forurening fra fossile brændsler slet ikke bliver beskattet i et omfang, der svarer til skadevirkningerne.

Derfor kan det også virke fuldkommen uoverskueligt at skulle bygge al den nye infrastruktur op, som der er brug for, ikke bare i en enkelt, grøn industripark, ikke bare på Salling, men over hele verden, og endda i kæmpeskala og rekordfart. Det snakker jeg lidt med direktør Christopher Sorensen om, før vi siger farvel. Og så siger han noget vigtigt – nemlig at vi har gjort det før.

“Jeg plejer at sige, at man skal tænke 100-150 år tilbage. Der var ikke nogen gasledninger, vel? Der var ikke nogen tankstationer. Og hvis vi tænker på offshore-boreplatformene i Nordsøen, så var det heller ikke nemt. Vi har bare glemt, hvor svært det var at få al den olie- og gasinfrastruktur på plads. Og nu tager vi det for givet,” siger han.

“Vi er tilbage ved startstedet, og det bliver heller ikke nemt med det nye økosystem. Men vi skal den vej, one way or the other. Og vores hensigt her er at vise, at den her model fungerer. At vise, hvordan det laves og gøre det til et dansk og globalt fyrtårn.”

Kort efter at jeg forlod Salling, rejste Christopher Sorensen til Washington, D.C. Han skulle over og underskrive en aftale med en flok amerikanere, som vil samarbejde om at lave en slags kopi af GreenLab Skive i Nevada. Og det er jo en dejlig nyhed. Et tegn på, at projektet faktisk lykkes med at inspirere andre til at deltage i opbygningen af fremtidens energisystem. En af amerikanerne havde endda cowboyhat på, kan man se på billederne. Så lad os slutte rundturen sådan her: 🤠