Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Den ny tids politik bliver defineret af, hvordan politikerne finder løsninger for de løst ansatte, siger økonomen bag begrebet ‘prekariatet’

SKARPSYNGuy Standing har fået øje på nogle træk ved de rige landes økonomi, som bekymrer flere og flere. Foto: Sofie Amalie Klougart

Derfor skal du læse denne artikel

Professor Guy Standing har erobret den helt store verdensscene med sine tanker om konstant stigende usikkerhed på arbejdsmarkedet og fremvæksten af en ny samfundsklasse, ‘prekariatet’. Ifølge ham selv den vigtigste årsag til tidens store politiske omvæltninger. Vi mødte ham forleden i København og fik hans forklaring på, hvorfor fremtiden tilhører prekariatet.

Guy Standing er en bemærkelsesværdig karakter. For ikke så længe siden en ret perifer venstrefløjsøkonom – i dag en mand, som verdens mægtigste mennesker lytter til for at finde ud af, hvad i alverden der foregår omkring dem.

Gennem tre årtier har den britiske økonomiprofessor arbejdet på en fortælling om, hvad der er galt med verdensøkonomien, og hvad der bør gøres ved det. Og for nu at sige det ligeud, så var der længe ikke voldsomt mange, der lyttede.

Nu, efter en finanskrise og en stribe politiske opbrud i den vestlige verden, er folk begyndt at spidse ører. Og ikke blot på den venstrefløj, Standing er rundet af.

Da verdens politiske og økonomiske elite i januar mødtes til det traditionsrige topmøde i Davos, var Guy Standing inviteret til at holde hele tre forskellige oplæg, og hans bøger anmeldes rutinemæssigt i den globale elites laksefarvede hoforgan, Financial Times. Han kan fortælle om private samtaler med nogle af USAs rigeste topchefer og om, hvordan Christine Lagarde, leder af IMF, Den Internationale Valutafond, dukker op til hans foredrag.

Guy Standings adgangsbillet til det fine selskabs opmærksomhed var bogen Prekariatet – Den farlige nye klasse fra 2011, som udkom på dansk tidligere i år. Her udråber han en ny, gryende samfundsklasse defineret af dyb økonomisk og eksistentiel usikkerhed (ifølge Standing fremkaldt af neoliberal økonomisk politik) og spår store politiske omvæltninger, hvis prekariatets kvaler ikke håndteres. Der er skabt vækstbetingelserne for et politisk monster”, advarede han på første side.

Donald Trump er det politiske monster,” siger han i dag.

Netop forudsigelsen fra 2011 og valget af Donald Trump i 2016 har fået Guy Standings ord til at ræsonnere helt anderledes kraftigt i mange elitære ører end tidligere. Han er blevet en mand med en forklaring på, hvad der skete – som undertitlen på Hillary Clintons nye bog lyder – da den vestlige verdens elite mærkede alting skælve under under sig, netop som økonomien ellers var ved at trække sig op af mange års krise.

Men holder hans forklaring? Det fik jeg forleden lov at spørge om, da Guy Standing var i København for at promovere sin bog og sine budskaber. Og samtidig fik jeg forklaringen på, hvorfor højrepopulismen ifølge professoren kan være toppet, så tiden nu er moden til det, han kalder en ny, progressiv politik rettet mod prekariatet.

Personligt mener jeg, at prekariatet er i færd med at blive den dominerende klasse og dér, hvor nye politiske udviklinger må fokuseres hen. Mens det gamle proletariat skrumper, vokser prekariatet, så den ny tids politik vil blive defineret af, hvordan politiske partier reagerer på prekariatets vækst,” siger han.

I bogen Prekariatet er Guy Standings definition af gruppen så omfattende, at den er svær at få hold på. Man kan næsten få det indtryk, at hvis man er utryg eller utilfreds over noget, der relaterer sig til arbejde, tilhører man prekariatet.

Siden har professoren skærpet definitionen. Han deler nu prekariatet op i tre hovedgrupper:

  1. Atavisterne. Mellem- eller lavtuddannede mennesker, som længes efter en tabt fortid i form af den sikkerhed og status, som tidligere fulgte med et arbejderklassejob. De tiltrækkes politisk af populister og neofascister”, der skyder skylden for deres elendighed på migranter og fremmede.
  2. Nostalgikerne. Migranter og indvandrere, der føler sig hjemløse i de samfund, de lever i. Politisk er de ofte apatiske (eller uden ret til at deltage i demokratiet), mens enkelte tiltrækkes af ekstremisme eller lukker frustrationerne ud gennem optøjer a la dem, der er set i flere europæiske byer.
  3. De progressive. Hovedsageligt unge, veluddannede mennesker, som har mistet troen på fremtiden for sig selv og samfundet. De tiltrækkes af venstreorienterede politiske bevægelser som Occupy Wall Street og spanske Podemos.

Det er, må man sige, tre ret forskellige grupper. Så jeg skynder mig at spørge Guy Standing, hvorfor det overhovedet giver mening at betragte dem under ét som prekariatet’. Jo, siger han, de har tre ting til fælles:

  1. Deres arbejdsliv er ustabilt og præget af midlertidige jobs, der ikke tilbyder nogen erhvervsmæssig identitet – og som typisk kræver færre kvalifikationer, end de faktisk har.
  2. Deres økonomiske situation er usikker, fordi den afhænger af arbejdsløn alene: ingen pensionsopsparing, feriepenge, sygeforsikring eller andet af den slags, og tit en masse gæld. Én fejltagelse, én ulykke eller én sygdom, og de kan blive gjort hjemløse,” siger professoren.
  3. De føler sig berøvet for rettigheder. Immigranterne har ikke samme rettigheder som fuldgyldige borgere i form af for eksempel socialt sikkerhedsnet. Atavisterne føler, at disse rettigheder – som de selv eller deres forældre tidligere havde – gradvist tages fra dem. Og de progressive oplever, at de aldrig opnår dem.

Her er det på sin plads med en lyntur gennem den større fortælling om verdensøkonomien, som Guy Standing har stykket sammen med udgangspunkt i den ungarske politisk-økonomiske tænker Karl Polanyis klassiker The Great Transformation fra 1944. Det er nemlig tankevækkende.

Polanyi beskrev, hvordan fremvæksten af den moderne markedsøkonomi fortrængte tidligere tiders sociale orden ved at markedsgøre alle livets aspekter. Det førte til så store sociale omvæltninger, at selve civilisationen til sidst var truet af sammenbrud (Polanyi skrev under Anden Verdenskrig). Løsningen blev – ifølge Guy Standing – velfærdsstaterne, der omfordelte rigdommen og afbødede den ulighed, markedskræfterne skabte.

Nu er noget tilsvarende igen ved at udspille sig, men på globalt plan, mener Guy Standing. Karl Polanyi beskrev de sociale omvæltninger, der fulgte med skabelsen af de nationale markedsøkonomier. I dag står vi midt i de sociale omvæltninger, der er fulgt med skabelsen af en global markedsøkonomi.

En helt central pointe for Guy Standing er, at kombinationen af globaliseret kapitalisme og liberaliseringen af de rige landes arbejdsmarkeder siden 1980’erne (med alt, hvad det indebærer af global lønkonkurrence) tilsammen betyder, at vi alle er i fare for at ryge ned i prekariatet før eller siden – og hvis ikke vi selv er, så er vores børn.

Systemet, siger Guy Standing, er blevet skævvredet til fordel for dem, der tjener deres penge på afkast af spekulative investeringer og ophavsrettigheder, altså den internationale investorklasse og de store multinationale virksomheder med alle deres patenter og royalties. Mennesker, der tjener til livet gennem lønarbejde, pointerer han, får en mindre og mindre del af kagen, og blandt dem får de dårligst stillede – prekariatet – allermindst.

Og dét er, mener Guy Standing, så småt ved at gå op for folk. Derfor ser vi ifølge ham de store politiske omvæltninger, vi for tiden er vidne til – fra Podemos’ succes i Spanien til Trumps i USA og AfD’s i Tyskland.

Men måske er det ikke én bestemt ting, folk protesterer mod – og ikke nødvendigvis det samme i alle lande?

Der foregår ganske rigtigt en prekarisering af arbejdslivet i de rige lande. Amerikanske arbejderklassejobs er bestemt ikke, hvad de har været. Antallet af minijobs med en månedsløn på højst 450 euro er eksploderet i Tyskland. I Storbritannien stiger antallet af ansættelseskontrakter uden et fast antal arbejdstimer. I Holland er antallet af selvstændige uden ansatte og såkaldte flexwerkers vokset voldsomt. Unge franskmænd har stort besvær med at få andet end midlertidige ansættelser. På tværs af EU-landene stiger andelen i midlertidige jobs, og folk bliver hængende længere i dem. Og så videre. Der er nok at være utilfreds med.

Men derfor kan der jo godt være andre årsager til, at folk stemmer på de protestpartier, som ifølge Guy Standing næres af prekariatet. Altså på den ene side højrepopulister og på den anden side progressive politiske bevægelser på venstrefløjen, som nogle måske ville kalde venstrepopulister. Flere andre mulige årsager byder sig til, hvis man kigger lidt på valgdata og -diskurs.

Der er spændinger mellem centrum og periferi for eksempel. Både Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti herhjemme har klaret sig godt i områder, der sakker økonomisk bagud, og AfD klarede sig også bedre i det relativt tilbagestående østlige Tyskland end i vest. Også Donald Trumps støtter befinder sig i høj grad inde i midten af USA, langt fra de politiske og økonomiske centre på øst- og vestkysten.

Der er også den mulighed, at folk ganske enkelt er imod indvandring. Her kan man i hvert fald konstatere, at højrepopulistiske kandidater mange steder knytter indvandring sammen med ikke-økonomiske temaer som kriminalitet, terrorisme eller moralske normer og værdier (tænk bare på vore jævnlige hjemlige debatter om muslimers påklædning og kvindesyn eller Donald Trumps bemærkninger om kriminelle mexicanere).

Og så videre; ved Brexit-afstemningen kunne man se højere opbakning til at forlade EU blandt lavtuddannede, hos ældre, i landkommuner … og hos folk, der var gift.

Omvendt kan man også konstatere opbakning til de politiske nybrud blandt folk, der ser ud til at passe på Guy Standings (rummelige) definition af prekariatet ved for eksempel at være arbejderklasse, tjene relativt lidt eller være midlertidigt ansat. Men hvad får ham til at tro, at det lige netop er de karakteristika ved dem, som får dem til at stemme, som de gør?

Guy Standing læner sig frem over bordet og klapper på en bunke kopier af Prekariatet, som forlaget har lagt frem i det lille mødelokale.

Fordi jeg skrev på side ét i den her bog, at medmindre prekariatets utryghed bliver adresseret, vil nogle af dem stemme på et politisk monster. Det forudsagde jeg.”

Prekariatets vækst er ikke den eneste forklaring på de politiske omvæltninger som valget af Donald Trump, siger Guy Standing, selvfølgelig ikke. Men fænomenet forstærker spændingerne langs samfundets øvrige brudflader:

Jeg tilhører en generation, hvor kulturel diversitet var en storartet ting, hvorimod det nu er ved at blive et af de største skismaer i vores samfund. Så selvfølgelig eksisterer de kulturelle faktorer – centrum/periferi inkluderet – men på visse tidspunkter er de ikke så vigtige. På andre tidspunkter bliver de, på grund af økonomisk usikkerhed og fremvæksten af den atavistiske del af prekariatet (altså den stiliserede højrefløjsvælger), pludselig tændsats for sociale spændinger og politisk ekstremisme.”

VISIONERGuy Standing håber på en fremtid, hvor de nye idéer kommer fra venstre. Foto: Sofie Amalie Klougart

For en dansker kan al den snak om prekariatet godt virke en smule dramatisk. Antallet af midlertidigt ansatte er ikke eksploderet herhjemme, men har ligget stabilt omkring 8 procent siden 2000, og siden 2010 er deres arbejdsvilkår faktisk forbedret. Antallet af deltidsansatte er ganske vist steget fra en femtedel til en fjerdedel, men de fleste har selv valgt det, omend den andel lader til at være faldende.

Der er altså et stykke op til det meget dystopiske billede af udviklingen på arbejdsmarkedet, som Guy Standing optegner. Han antager ved interviewets begyndelse, at jeg er freelancejournalist, og bliver en smule overrasket, da jeg fortæller, at jeg har en ansættelseskontrakt uden udløbsdato. Jeg skal ikke føle mig for sikker, siger han.

Jeg tror ikke på, at Danmark kan forblive en ø i en global økonomi.”

Før eller siden vil prekariseringen indhente os, mener professoren. Især to ting truer:

  • Vi har en relativ lav vækst i produktiviteten, altså i den skabte værdi per arbejdstime (produktiviteten i Danmark ligger nær toppen blandt de rige OECD-lande, men vokser ganske rigtigt langsommere end i de fleste andre).
  • Vi har de mest forgældede husholdninger i OECD (men omvendt også de næsthøjeste formuer – og så er det dem med højest indkomst, der har mest gæld, hvilket gør Nationalbanken noget mindre bekymret end Guy Standing).

Den danske model har utvivlsomt været mere modstandsdygtig end alle andre,” siger Guy Standing, men det vil være tåbeligt af jer at tro, at I bare skal ride stormen af, for de strukturelle indikatorer fortæller jer, at I bliver nødt til at lave ændringer.”

Guy Standing er også en bemærkelsesværdig karakter, fordi han ikke er tilbageskuende. Han ønsker sig ikke tilbage til fortidens industrisamfund med de sikre jobs.

Derimod inkluderer hans bud på løsninger på de problemer, han beskriver, blandt andet borgerløn. Guy Standing var i 1986 med til at stifte det internationale borgerløn-netværk BIEN (han fandt endda på navnet). Lige siden har han plæderet for idéen om en fast pengeoverførsel til alle borgere i et samfund, så alle har noget at leve af, der så kan suppleres med arbejdsløn og andre indtægter. Sådan en basisindkomst ville fjerne den konstante usikkerhed, prekariatet lever med, mener han.

Men endnu mere vigtigt, siger professoren, er et opgør med selve måden, den globale økonomi i dag er skruet sammen på. Guy Standing vil lave den om, så den ikke længere er så fordelagtig for rentiererne, de multinationale virksomheder og superrige individer, der lever af formue, investeringer og ophavsrettigheder. Det skal blandt andet ske ved at tilbagerulle TRIPS-aftalen fra 1995, som sikrede patent- og ophavsrettigheder på tværs af landegrænser, og ved at indføre skat på spekulative finansielle transaktioner.

De internationale organisationer har et enormt ansvar,” siger Guy Standing og hæfter sig ved, at IMF-chef Christine Lagarde tilsyneladende er begyndt at lytte til, hvad han siger.

Men jeg tror ikke, at de her store ændringer på globalt plan vil finde sted, medmindre der er et nationalt pres, medmindre nationale prekariat-bevægelser begynder at lægge pres på deres regeringer.”

Og hvis det skal batte noget, mener Guy Standing, må hele prekariatet samle sig omkring en agenda, som i dag primært appellerer til dem, han kalder de progressive – de primært unge, underbeskæftigede og universitetsuddannede i prekariatet.

Men er det på nogen måde realistisk at samle prekariatet omkring det, Guy Standing kalder en progressiv agenda? Hvad skulle få en hårdnakket Donald Trump-vælger til at forene sig med en nyankommen centralamerikansk migrant – og det omkring en agenda, der i dag primært appellerer til universitetsuddannede unge?

Jeg tror ikke på mirakler,” siger Guy Standing.

Men han tror på, at en del af dem, der i dag stemmer på protestpartier til højre, kan omvendes.

De er måske ikke særligt uddannede og lytter derfor til forsimplinger. Men hvis de hører en anden dialog …

Guy Standing laver sin stemme lidt om for at imitere en velsagtens britisk højrefløjsvælger, der lader sig overbevise om, at udenlandsk arbejdskraft ikke er så skidt endda:

Joh, faktisk bidrager den rumæner ret meget …

  • Så du siger, at folk kan overbevises med gode argumenter?
    Ikke alle, men mange.”

  • Har venstrefløjen forsømt muligheden for at gøre det?
    Efter finanskrisen fortsatte højrefløjen med deres fortælling – venstrefløjen havde ikke nogen fortælling, fordi især de gamle socialdemokratier var gået den tredje vej.”

Guy Standing fnyser af den syntese af liberal økonomisk politik og socialdemokratisk socialpolitik, som særligt den britiske premierminister Tony Blair stod for, og siger:

Socialdemokratierne gav endda centralbankerne penge, som de kunne give videre til bankerne. Ikke ligefrem en venstreorienteret strategi, og det kostede en masse troværdighed. Men nu tror jeg, at vi er gået ind i en tid, hvor unge, uddannede tænkere ikke længere sidder fast i gammel retorik eller en gammel fortælling, og de vil komme til at definere den nye tænkning. Sådan én som mig udlægger bare nogle af grundreglerne og siger til folk, at det er muligt at tænke anderledes.”

Desuden, siger han, er demografien ved at skifte. Den atavistiske’ del af prekariatet har nået sit størrelsesmæssige zenit, mens de andre dele af prekariatet vil vokse. Fremtiden tilhører de progressive.

Jeg føler, at vi har potentialet nu for at skabe en ny slags progressiv politisk forestillingsevne, og det bliver de studerende, der kommer til at gøre det. Ikke min generation, men den generation.”

Det banker på døren. Guy Standing skal på scenen til et live-interview nede i Informations kantine under forlagslokalerne om fem minutter. Han skynder sig på toilettet.

Held og lykke med din pensionsopsparing,” råber han ude fra gangen.

Nedenunder summer salen af forventning.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem