Vi er 100.000 år ældre, end vi tror – globaliseringen har fået sin skabelsesmyte

FARSåledes ser de ældste menneskerester ud.

Derfor skal du læse denne artikel

Ny forskning peger på, at mennesket ikke har sit udspring i Østafrika, men på hele det afrikanske kontinent. Dermed skal menneskehedens historie skrives om – og som altid sker det på samtidens præmisser. Eller sagt med andre ord: Globaliseringen har fået sin skabelsesmyte.

Åbnede man i 1907 det nyeste eksemplar af Geografisk Tidsskrift, kunne man i artiklen Racestudier i Danmark”, skrevet af den danske kulturgeograf H.P. Steensby, læse, at folk fra Anholt er direkte efterkommere af neandertaleren.

Steensby havde været på jagt efter ublandede befolkninger” i de mest isolerede egne af kongeriget. Foruden Anholt, der jo lå så åbenlyst isoleret derude i Kattegat, drejede det sig om Nordfyn, en lidt hengemt, underudviklet egn, og Vestjylland, der stadig, trods den nyligt anlagte havn i Esbjerg, var at betragte som en verden for sig.

Måske det her virker som et sært sted at starte en artikel om fundet af de marokkanske menneskerester, der blev offentliggjort for nylig og satte dagsordenen verden rundt. Menneskerester, der er ældre end nogen andre og fra et helt forkert sted, og som således tvinger os til at genfortælle historien om menneskets oprindelse. Men det var jo netop, hvor vi kom fra: Steensbys historie om menneskets oprindelse.

Fra en præst på Stauning-egnen øst for Ringkøbing Fjord havde Steensby hørt, at der et par generationer tilbage skulde have været en tydelig Forskel mellem en lysere og mere uensartet Befolkning i Østersognet og en gennemgaaende høj og kraftig, mørkere og mere ensartet typisk i Vestersognet”, og det var jo at betragte som en invitation for en mand som Steensby, der gik til værks på vanlig metodisk maner, det vil sige med tal. Han talte. Øjnene – hvilken farve havde de? Var de langhovedede på Anholt? Havde de mørke lokker på Fyn? Og hvordan så fordelingen af det hele ud, hvis man sammenlignede med svenske værnepligtige?

Steensby måtte konkludere, at nej, det var ikke de rene neandertalere, der beboede den danske provins. Men det var nu ikke så langt fra endda. Under alle omstændigheder havde han på landet fundet træk, der ikke kunne være andet end selve det neandertaloide”. Og siden disse egne lå så fjernt og ubesmittede hen og således udgjorde en form for biologisk tidslomme, kunne Steensby proklamere vort Folks Hovedbestanddele for neandertaloid”.

Dansken var en neandertaler.

Det kunne måske lyde som et problem, at vi sådan skulle være efterkommere af dette dumme abedyr, men siden abedyret nu var vor forfader, var det måske ikke så dumt endda.

Neandertaloiderne er legemlig set et af de smukkeste og ædleste Raceelementer i Evropa,” skrev Steensby i alt fald hen mod slutningen af sin artikel, og skulde der allerede uddrages racepsykologiske Resultater af de endnu temmelig faa Iagttagelser, maatte de ogsaa gaa i Retning af en rig aandelig Udstyrelse”.

Var dansken en neandertaler, da var neandertaler det mest noble, man kunne tænke sig.

Og således gik altså historien op.

Jebel Irhoud Arnestedet, der ikke rigtig er et arnested. Foto: Shannon McPherron, MPI EVA Leipzig

I sidste uge bragte det videnskabelige tidsskrift Nature så historien om fundet af nogle meget gamle menneskelignende fossiler godt 100 kilometer vest for den gamle marokkanske markedsby Marrakech. Et kranium, en lårbensknogle, nogle tænder.

Siden minearbejdere i 1961 faldt over et kranium ved Jebel Irhoud, har videnskabsfolk været i gang med at grave i området, og da de var færdige med at grave, gik de i laboratoriet, og da de var færdige i laboratoriet, gik de så i pressen. Ældste homo sapiens-fossiler omskriver angivelig vor arts historie,” hed overskriften i Natures pressehistorie.

Se, her var sgu breaking news. Skelettet var angivelig så menneskelignende, at man ikke ville have løftet et øjenbryn, om der havde siddet sådan en størrelse ved siden af dig i bussen – og så var det 100.000 år ældre end de hidtil ældste menneskerester. Ikke alene tydede det nye fund på, at mennesket altså er en halv omgang ældre, end vi gik og troede, også menneskets arnested har flyttet sig.

Hidtil har forklaringen været, at vores art sandsynligvis opstod ganske hurtigt i en form for Edens Have’, der sandsynligvis har været et sted i Afrika syd for Sahara,” udtalte Jean-Jacques Hublin til Nature.

Hublin var medforfatter på studiet og er til daglig leder af Max Planck Instituttet for Evolutionær Antropologi i Leipzig. Det er en lang titel. Nå, men indtil for nylig var Østafrika altså menneskehedens vugge – det sted, hvorfra vi var vandret, modige og nysgerrige, ud i verden.

Men nu, forklarede Hublin, med dette nye fund måtte historien skrives om: Jeg vil sige, at Afrikas Edens Have sandsynligvis er (hele) Afrika – og det er en stor, stor have.”

Arnestedet havde ikke flyttet sig, det var opløst.

Selve historien om vores tilbliven må skrives om.

Nu indledte jeg ikke artiklen, som jeg gjorde, for at nedgøre hverken vestjyder, fynboer eller folk fra Anholt – eller for den sags skyld hverken neandertaleren (der siden, rent faktisk, har vist sig at være en begavet skikkelse) eller professor Steensby, der var en højt estimeret herre, og som vel er mest berømt for sine studier af eskimoer og for at være en af de første til at lufte idéen om, at vikingerne kom til Amerika før Columbus.

Nej, jeg ville blot slå den pointe, der igen blev aktuel med sidste uges nyhed, fast: Nok er Gud død, men myterne lever så udmærket videre i videnskaben. Måske i særdeleshed i udviklingshistorien, der jo går ud på at stykke en historie sammen fra nogle sten og knogler og derudaf danne den mest elementære selvfortælling, man kan forestille sig. Historien om menneskehedens oprindelse.

Det tager ikke noget fra videnskaben, at jeg siger det sådan. Naturvidenskaben adskiller sig jo fra andre fortælleformer ved sin insisteren på at skabe sine myter ud af verificerbare fakta. Man tager nogle fund og fortæller en historie, der skaber sammenhæng og betydning, og når man finder noget nyt, må man fortælle en ny historie. Så hvad er da den nye historie?

Jo. Siden Det Gamle Testamentes tid har vi været vant til historien om én menneskefamilie med fælles forfader, der senere blev renset for Gud, men levede udmærket videre af den grund som i idéen om en østafrikansk Edens Have. Men med de nye fund er den fælles stamfader tilsyneladende død. Som Hublin forklarede Associated Press, skulle man måske snarere tænke sig, at forskellige populationer har udvekslet genetiske og kulturelle træk og langsomt har skubbet hinanden i retning af menneskeheden.

John Shea, en antropolog fra Stony Brook University i New York, forklarede, at det måske er mere brugbart at forestille sig de forskellige populationer som én stor population, der er forbundet på samme måde, som en storby er forbundet gennem undergrundsstationer”, hvor idéer og gener flyder fra stop til stop. De er en del af et netværk,” som han forklarede.

Var Steensbys neandertaldanskere en national selvfortælling fra de første år af det 20. århundrede, så er Hublin og Sheas netværksmenneske lige så tydeligt en selvfortælling fra de første år af det 21. århundrede. Eller sagt, som det er:

Netværkssamfundet har fundet sit bevis for, at mennesket altid har levet i et netværkssamfund.

AHHHVerdens ældste kæbe. Foto: Jean-Jacques Hublin, MPI EVA Leipzig

Mod slutningen af Ole Høiris’ fascinerende – og helt vanvittig velresearchede – Ideer om Menneskets Oprindelse vender den pensionerede antropologiprofessor sig imod vores egen tid og vores egne historier om menneskets oprindelse.

Høiris har allerede fortalt, hvordan en enorm haj i oktober 1666 blev fragtet fra havnebyen Pisa på den italienske vestkyst og ind over de toscanske bakker til Firenze, således at Steno, den danske videnskabsmand, kunne sammenligne hajens tænder med nogle fossiler og derefter konkludere, at jo, de var temmelig ens, og således lægge grunden til et opgør med den kristne tidsforståelse.

Han har ridset alle tænkelige videnskabelige skabelseshistorier op og illustreret, hvordan nye fund hele historien igennem har forstyrret det herskende verdensbillede og således har måttet omfortolkes på de mest voldelige måder, indtil det var verdensbilledet, der rykkede sig lidt.

Høiris har også været forbi historien om, hvordan man i slutningen af 1940’erne, mens Den Kolde Krig voksede frem, kom på den idé, at der også i menneskets udvikling forelå en form for jerntæppe, den såkaldte Movius-linje, der adskilte den vestlige, dannede side, hvor man i fordums tid havde haft håndøkser og den slags, og en østlig, mere primitiv side.

Og så er det, han vender sig mod samtiden:

Med Den Kolde Krigs ophør,” skriver Høiris, kunne det store globale fællesskab slå igennem som perspektiv, og postmodernitetens opfattelse af mangfoldighedens kreativitet i mødet mellem det forskellige slå igennem.” De store fortællingers tid er forbi, forklarer han, også i videnskaben, og i stedet er der nu ved at åbne sig en fortælling om menneskets historie og udvikling som en globaliseret beretning, hvor alle har bidraget på den ene eller anden måde.”

Høiris’ bog udkom sidste år, men det er det samme, de nye fund fortæller os: Også i Marokko har de bidraget til dannelsen af menneskeheden.

Mennesket kan ikke længeres føres tilbage til ét subjekt, det oprindelige menneske eller Gud for den sags skyld. Udviklingshistorisk kan det heller ikke føres tilbage til Østafrika. Nej, mennesket er nu et demokratisk produkt af et globalt netværkssamfund, hvor gener og kulturer altid har været udvekslet i globale netværk, hvor hvert enkelt individ har bidraget med sin lille historie”. Den lidt fascistoide og selvhøjtidelige forfaderskikkelse – og selve oprindelsesmyten – er altså fortid, og i stedet er et genetisk Facebook ved at blive hovedpersonen i vores videnskabelige selvfortælling. Det passer, som Høiris bemærker, jo fint til en såkaldt senmoderne virkelighed, hvor vi er mere forbundet end nogensinde, og hvor det enkelte menneske ikke finder mening i en højere autoritet, men finder mening – eller udmattet forsøger at finde en mening – i sin egen lille rolle i det store, globale netværk.

Man kan også sige, at den traditionelle darwinistiske fortælling, der var en hård og sej kamp, her bliver erstattet af en form for darwinistisk markedslogik, hvor evolutionen ikke så meget er en historie om kamp som en transaktionshistorie, og hvor selve transaktionen, selve netværket, selve markedet, bliver den store skaber. Bliver Gud.

Det nutidige marked er mere konkurrencens marked,” som Høiris skriver, hvor den ene ikke dræber den anden, men hvor den anden bidrager med sit, men måske ikke sætter sig så stor effekt som andre.”

Og således altså en ny skabelsesmyte for globaliseringens tidsalder.

Den handler om os selv.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem